Viser opslag med etiketten autobiografisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten autobiografisme. Vis alle opslag

lørdag den 25. januar 2025

SYNDSYGT























Jeg tænker på, at jeg forlader noget andre skal klare, som forekommer umuligt allerede nu. Hvordan de skal klare det jeg ikke skal - men som jeg har forstået hvor svært er. Og de derfor slet ikke kan.
  
At det er uløseligt, fordi jeg ikke skal løse det. Jeg som trods alt i længere tid har vidst hvor svært det var. Måske endda indset hvor umuligt det er. 

Frygten for at give fortabt mere end forlade. Et mørke til de andre, som stjæler mit lys. En fortabelse til de andre, som stjæler min frihed. 

Jeg er ulykkelig nær ved at forstå, at historien består af overleveringer. 



onsdag den 19. juni 2024

TUNGEN I WIEN













Jeg er i Wien

min tunge er opsvulmet

så

jeg taler ikke gerne

heller ikke om mig selv

eller noget andet

jeg er i Wien

og jeg ser og oplever

ting jeg gerne vil tale om

og hvad de gør ved mig

hvordan de ser ud og

smager

på tungen

som jeg har brændt mig på den

bidt i den

og min krop ikke har energi til at 

reparere den

betændelse

og ruhed

blæner

blister

jeg er mest i mine tanker

om tungen

i Wien


tirsdag den 27. juni 2023

NY BOG

 
















Klokken er 9 om morgenen. Jeg har sat mig ved bordet, trukket uret op, hældt te i min kop og ved ikke om der kommer tekst, når den her slutter. 
Det er som en udsigt, hvor alt det man ikke kan nå er smukt selvom man godt ved, at man kan komme derhen. Men hvorfor sejle ud på havet eller krydse dalen, hvordan nå ud til en solnedgang eller eller ind i et bjergs skygge?
Det at skrive ligger som en spænding i mit bryst, et let næsten hostende åndedrag øverst på lungerne. Hjertet har sit egen opskruede rytme som jeg ikke kan diskutere med. Hovedet prøver at blive mellem ordene og hænderne. Jeg holder gråden tilbage med en vilje jeg ikke kender. 
Det blæser udenfor. Bladene suser og rasler ude at trit med gårdsdagens sydende højsommer. 
Jeg lader som om jeg skriver.


tirsdag den 4. april 2023

BREVE om BOWIE





















Har brugt en aften på Youtube med David Bowie.
Det er som om levende billeder først giver mening, når han er på skærmen.
Forstår ikke hvordan jeg kan savne ham så dybt, så hårdt,
når han mest af alt var cool, da jeg dyrkede ham.
Måske det passer, at musikken for ham var et redskab
og mennesket altid var større end den.
"Skulle jeg vælge en vej i dag, ville jeg være fan og pladesamler," siger han.



søndag den 13. november 2022

Jeg talte med mit hjerte i nat





Jeg talte med mit hjerte i nat. Vi blev to i mørket. Lige vågne af noget. Hele og delt. Hjertet vidste bedre end jeg, hvilken dag det havde været. Alligevel var det mig, der talte til det og bad det blive. At vi var mere end flygtige bekendte eller tilfældige långivere. Afsluttede. Mørket var lyttende. Tætnende. Som en dyne over dynen. Sengen blev til. En flåde, en planke, en plet. Dagen ret fremme tydelig som en kant på mørket grænsende til det store lyse rum, hvor alt bliver opløst. I dets egne tanker. Dagen er ikke en frelse. Natten ikke en løsning.

Jeg talte med mit hjerte i nat. For første gang. Og jeg kunne mærke en skuffelse under sproget. At jeg trods mit liv ikke vidste, hvad jeg husede med min krop. At der var en sitrende ven i mit eget mørke. Lige så forladt og frygtsom som jeg. Men trofast i de tilfælde, hvor noget vil rive livet i stykker.



mandag den 4. juli 2022

MESTERFORTÆLLING




Selvom jeg slet ikke turde eller ønskede det for alvor, besluttede jeg mig dengang for at gøre alle ting dårligere, end jeg vidste jeg kunne - især det jeg var god til.


Skrive. Elske. Læse. Tænke. Træne. Undervise.

I mange af tilfældene viste det sig blot at være et spørgsmål om at stoppe tidligere med aktiviteterne. Derfor var den største mærkbare forandring, at jeg fik mere tid. Den brugte jeg på ting, jeg vidste, jeg ikke var dygtig til.

Grammatik. Politik. Håndarbejde. Svampe. Blomster. Håndværk.

Indtil et vist punkt naturligvis. Hvis jeg opnåede en slags øvelse, som var over middel eller mere end man almindeligvis kunne, holdt jeg selvfølgelig op med at bruge meget tid på det.

Det var lykkelige år i mit liv. Uforpligtende, frie, givtige og på en måde hemmelige. Visse dage syntes jeg at lære verden at kende. Jeg blev en slags renaissancemenneske, selvom det var i en anden slags samfund end det klassiske. Lidt højtideligt kan man sige, at jeg fik indsigt i tilværelsens og virkelighedens store sammenhænge.

Indtil jeg indså, at jeg var blevet meget, meget dygtig til at lyve for mig selv.


søndag den 30. maj 2021

LOS ANGELES f.m.t.















I de timer jeg tilbragte på biblioteket på USC's campus i Los Angeles tilbage i 1991 skrev jeg blandt andet surrealistiske digte. Jeg vidste ikke dengang, det var surrealistiske digte, men i dag ved jeg, at de forbindelser jeg forsøgte at skabe mellem forskellige og ret tilfældige ord og begreber, er en praksis som blandt andre Baudelaire var fortaler for. Han siger om om fantasien, at den er "en næsten guddommelig evne som øjeblikkeligt, helt uden filosofiske omveje, opfatter tingenes intime og hemmelige forbindelser, deres korrelationer og analogier." (oversat fra Suzi Gablik: Magritte - 1985). Metoden, har jeg siden forstået, har et navn og er opfundet af den største af alle surrealister - når det kommer til branding: Salvador Dali. Han døbte processen 'paranoid kritik' og så den som en trancelignende tilstand man kunne bringe sig selv i - uden kunstige hjælpemidler vel at mærke - hvor der så kunne opstå uventede (paranoide) forbindelser mellem genstande og begreber. Metoden dukker jævnligt op her og der i de kreatives Hall of Fame, kan jeg se. 

Men da jeg strøede fem-seks ord ned over en side og efterfølgende frit associerende skrev mig en forbindelsesvej gennem dem, var det nok en metode, men primært i tillid til, at min hjerne og sproget kunne skabe den, fordi der ér hemmelige forbindelser mellem de mest overraskende ting. Men det var altså ikke et greb, jeg foretog for at bevise det, for jeg kendte ikke påstanden og arbejdede egentlig i et krydsfelt af selvmotivation, -højtidelighed og -forglemmelse. Man kan måske sammenligne det med, at jeg eksperimenterede med en slags nature morte på skrift, hvor de skrevne linier mimede blikket og bevidsthedens ubundne vandring rundt på lærredet. Og hos surrealisterne er tingen jo på en måde også en central del af metoden og koden. Det ser vi hos mange af malerne og det ser vi vel også i bevægelsens oprør mod det borgerlige, almindelige liv, der er så bundet op på genstandenes normativitet, status og kontrollerende anvendelse. Bruno Latour ville tale om at genstandene former menneskene. Man kunne nævne en række stadig provokereende oprør mod bindingen til de materielle hjælpemidler og goder: Man Rays strygejern med søm, Meret Oppenheims pelsbeklædte service, Duchamps cykelhjul. 

Når jeg ikke skrev, lavede jeg billeder i min art class, som også var surreelle. Her er jeg mere sikker på referencerne til blandt andet Magritte, men måske i højere grad fluxus og DADA, fordi det var noget jeg kendte fra og havde været optaget af i mine studier i Danmark. Men billederne fik så deres helt eget liv i atelieret, fordi mine (måske europæiske) greb var så langt fra, hvad de unge amerikanske kunstnerspirer kunne komme i tanke om ved egen kraft. Heller ikke dette klarsyn havde jeg - heldigvis - dengang, og det var i øvrigt meget inspirerende at have en fornemmelse af at være på sporet af noget nyt og andet end det herskende. Grebet var imidlertid det samme som på biblioteket, hos Baudelaire og med surrealisterne: Et møde mellem malede og nogle gange egentlige ting og så sprogets autoritære udsagn skabte en helt særlig dynamik i hjernen. Så der var nok alligevel en afsmitning fra atelier til bibliotek.

Der ligger et paradoks i at være surrealist - hvert fald hvis man med sin kunstneriske overbevisning søger at 'oplyse' andre eller pege på en verden, de ikke har opdaget endnu. Give dem en erkendelsesmetode til at forholde sig til verden med, i det mindste. For når alle så engang er blevet surrealister, hvad er der så tilbage for kunstneren at gøre? Det er nok en forfladiget version af en kunstnerisk vision, men det jeg skriver og skaber, når jeg arbejder i dag, skaber jeg jo, fordi jeg mener det er sandt og dybest set banalt, altså noget som andre også på et tidspunkt skal få adgang til. Hvis ikke jeg mente det, hvorfor så skrive det (sådan)? Jeg tillader mig at stille disse pinlige spørgsmål, fordi jeg ikke regner mig selv for at være avantgarde og slet ikke moderne. Som indgangsbønnen antyder, er jeg netop meget bagudrettet - næsten som definition og helt sikkert per intuition.

Måske har Hartmut Rosa i sin bog Det ukontrollerbare noget af svaret, for deri taler han om aldrig at blive færdig med den frugtbare samtale med fx kunstværket. Der er en mængde hegelianske over- og undertoner i hans syn på kunst - tror jeg; det er hvert fald ekstremt dialektisk, men det giver mig en vis tryghed og måske endda en begyndende forklaring på, hvorfor jeg altid har søgt mod det mystiske, uforklarlige, provokerende og altså ofte surrealistiske både i min kunstneriske praksis og i min kunstneriske smag: Det er simpelthen frisættende. Det ligger næsten som en metafor indlejret i 'den åbne betydning’ mange surreelle værker har. Friheden opfatter jeg så som friheden til at tænke og dermed bruge mig selv og i den forstand, som også Hartmut Rosa understreger, aldrig blive færdig med det, men altid søge videre mod nye uforklarlige horizonter. Meningen er ikke at lære eller forstå sproget, men til stadighed tale med og gerne om det på nye måder. 
Jeg tog engang et billede af et ødelagt hus på en strand, hvorigennem man kunne se horizonten. Den situation har aldrig siden forladt mig, når jeg tænker over det at se, for at forstå. 

I denne sammenhæng tror jeg såmænd jeg var bedre til at holde alle vinkler åbne dengang i '91 end jeg er i dag. Jeg var helt sikkert mindre skolet i det frisættende greb og anderledes ført af dialogen med og mod det ukontrollable. Endnu et drej på min bagudrettede bevidsthed der heldigvis kan gøre mig lidt svimmel på dage som disse hvor cursoren blinker enerverende, varmen tikkende forlader ovnen og kaffen bliver kold i sin kop.


lørdag den 14. november 2020

KONVULVISITATION

 












Og lægen siger han er rask

Og han siger det kan ikke passe


Og lægen siger dit blod er fint, din urin er fin, dit hjerte slår


Og han siger min krop gør oprør mod alle tanker om fremtiden


Og lægen siger han ikke beskæftiger sig med det uvisse




lørdag den 24. marts 2018

IKKE URNEN BLEV TILBAGE



























Jeg fandt en dagsration af små kemiske klipper
der skulle have været opløst i min mors blodstrømme
men nu ligger i et tarveligt blikæskemausolæum
og er fortid på en meget almindelig måde

død og borte er hun på den mest umulige

onsdag den 16. august 2017

FORFATTEREN
























Han besluttede sig for at kortlægge alle de dage han havde levet - hvor han havde været, hvad han havde lavet, hvad der var sket, hvad der ikke skete.
Det var et stort arbejde som tog mange år bare at arbejde sig ind på, men efterhånden blev han dygtigere og dygtigere til det. Han blev mere og mere bekendt med sin tid og sine vaner, og han blev mere og mere sikker på han rent faktisk kunne vide, hvad der var foregået, selvom han ikke med sikkerhed kunne huske det. En arbejdsdag dækkede typisk en uge - alt afhængig af om det var en uge, hvor han havde foretaget sig enten meget normale ting, eller det var en uge, der var veldokumenteret, og så de uger, hvor han var i tvivl, fordi han havde været syg eller oprevet over noget. 

Arbejdet greb ham, og fordi der måske var en slags dybere sandhed i at det blev rutine, blev han også overrasket over nogle ting - blandt andet at han på et tidspunkt skulle skrive han sad og dokumenterede sit liv, og ved den lejlighed også skulle skrive, at meningen med hans liv gik op for ham. Men først senere, naturligvis.


mandag den 22. maj 2017

SOL PÅ KAPELLET

















Sol på kapellet
De røde varme sten holder bygningen op over kirkegårdsmuren
Udenfor på mine to skøre cykelhjul mig på vej
Kapellets blyindfattede ruder er mørke, for det er morgen og lyset er stadig slukket derinde
Min lyse frakke blafrer som sejldug
Nu ligger kapellet bag mig og fra rampen op til Vesterbro kan jeg snart se hvordan togskinnerne stritter som neg som afskårne blodårer som afstemte vers i hver sin retning



søndag den 9. april 2017

NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52















Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før. 


NOTER FRA VIA FERNANDO PESSOA 6 - 16























Hvis skibet går ned, er det så vigtigt at kende dets navn, når man er ombord?

Jeg læste i en bog at nattens drøm fandtes dér. 

Et atlas er ikke en bog om steder, men en bog om tider.

Blev Buddy Holly begravet med sine briller på?

Er det mangel på kærlighed, der får mennesker til at stjæle?

Jeg har aldrig læst et digt, uden at tænke det var mig, der skrev det i samme øjeblik. 

Man leder efter overgange. Men de fører ingen steder hen. Kun frem og tilbage.

Fiktion er kun fiktion, fordi den læner sig tungt op ad virkeligheden. Altså er den lige så gældende som ordet gærdesmutte.

Når man tænker på sin fortid, kan man ende med tænke sig helt op i sin egen utilstrækkelige forestillingsevne.

Jeg er en golem af papir. Væk mig.

Jeg drømte lykkeligt, at jeg spillede hovedrollen i mit eget teaterstykke. Lykken viste sig at ligge i at fylde rollen ud med sig selv.

Det er svært at leve. Hvor ofte skal man ikke vælge mellem hest eller kobra?

Man kan ikke undslå sig eksistens og betydning, hvis først man bliver opfattet af andre. Derom drejer sig al generthed.

Det jeg mindst kan lide, er at være den, alle tror, jeg er. Det er som at finde sig selv i et opfundet menneske.

Det bliver så banalt. Og så hader man også det.
















mandag den 20. marts 2017

RUPTUR

























Jeg jager stemmen for at kunne tale om tavsheden.
Det lykkes ikke. 
Hør. 

Jeg jager smerten for at kunne vende mig væk fra den.

Jeg jager noget andet end sorgen, men begynder altid med den.

Jeg jager skønheden, fordi jeg ikke vil tro på, jeg ikke tror på den. 

Jeg jager uden held det hæslige, fordi det ikke vil være i nogen form for relation.

Jeg jager modvilligt konstant min egen tid.

Jeg jager blikke overbevist om de jager mig.

Jeg jager denne sætnings pointe.

Jeg jager sprogets ufortalte.

Jeg jager sorgen, fordi jeg ikke forstår den.

Jeg jager intetheden, for at finde det, jeg har.

Jeg jager mig selv. Men jeg flygter ikke. 

Jeg jager desperat det, jeg havde glemt.

Jeg jager roen, som om den var en løgn. 

Jeg jager tragedier og finder ingenting.
Jeg jager ingenting og finder en tragedie. 

Jeg jager den ærlighed, jeg ikke ved jeg har.

Jeg jager altid alene. 

Jeg jager et andet ord for at jage. Som kun en digter kan jage. 

Jeg jager projektilets roterende spor ind i den uskyldige krop. Tilgiv mig.

Jeg jager lyden i mit hode.
Jeg jager lyden af mit hode.
Jeg jager lyden af det i mit hode, som lyder.

Jeg jager det banale, fordi det ikke må findes.
Men det gør det. Jeg prøver at jage falsk. Jage ved siden af. Jage forbi. 
Banalt, banalt, banalt. 

Jeg jager blodet, fordi jeg ikke vil jage blodet.
Jeg jager en anden metafor for det, blodet betyder.

Jeg jager i forstillet blindhed og finder forstillet sandhed.





















søndag den 5. februar 2017

HEADWAIT



















Jeg går baglæns ind i min historie, ikke det mindste overrasket over ikke at genkende det, jeg ser, for vinklen er ikke den samme, som da jeg var her sidst. Når jeg umuligt kan komme længere, begynder fortællingen.



mandag den 28. september 2015

AUTOBIOGRAFISK KONSTIPATION




















Kunstig-patron

Jeg gjorde dumme ting fuld af håb om de ville gøre mig klog nok til at kunne tvinge dem ind i en æstetik. Dyb smerte vekslet til rå charme. En faustisk selfie. Selv nu og her, mens jeg indrømmer det forfængelige svindelnummer, brænder jeg igennem som skaber. Åreladende ironi. En skamstøtte med stræbebuer. Det eneste punkt hvor narrativet svigter, er når jeg skal overbevise mig selv om, at det hele skete uden oprindelse. Når narrativet bliver til narremotiv.