SOM MUS (SubVerbum #5)

jeg har fundet så mange skatte

ved blot at tale alvorligt med tilfældet

vente tålmodigt på en sprogvogn

en omstigning og en pibe

det må gerne være morsomt

som modvægt til det fatale

der må gerne være

mus i klaviaturet

29.07.24 - MAGRITTERUTEN - KÖLN

Støvlerne er sjælens stof. Et ekko af liv. Gå et millisekund i mine tanker. 

Det er som gaver det menneskene stiller fra sig. Historierne er umulige at fortælle, når de sænkes ned i verden. Støvlerne er gode, men det er gentagelsen af den mørke form inde i den måtte rude, der giver dem noget mere. Den hvide genstand - som nok er en slags tørrestativ mister sin relation til virkeligheden, fordi den optræder sammen med det forladte fodtøj. Den virker som en forstørrelse af noget småt - måske også fordi den ser ud til at have slået noget af sålbænken. Havde den været fx en fyldepen eller måske en fjer ville det næsten være et maleri af Magritte.

HAIKUESQUE - DRØMMESCENARIE

Det skråner det stråler

inde på det blanke gulv

mit hus det svæver

det svæver

det væver en flok hjemløse følelser

der stavrer staver

morser kalder på

knalder på mine drømme

vers mod vers

trods mod trods

blodet dunker blod imod

ikke enig med mig selv

om hvor jeg skal bo

ikke levende i mit sprog

ikke stemt

ikke glemt

ikke tænkt

bare glidende gulv for nu

og nu

du er kommet

spørger om jeg er hjemme

i seng

eller ude.

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - SURREALISME

Surrealistisk som en beskrivelse af noget, der foregår i virkeligheden er og forbliver en forkert betegnelse. Jeg er bevidst om at holdningen er elitær og måske endda sprogfjendsk, men jeg er nødt til at gøre standpunktet gældende, selvom jeg ved det nytter lige så lidt som at ville forhindre at ordet "voldelig" transformes til "volddig" og "om" til "omkring." Men jeg tillader mig at bruge kræfter på det alligevel. Måske i håb om at disse eftertanker kaster noget andet end vrag af sig.

Man kan ikke bruge ordet surrealistisk om noget i virkeligheden, fordi ordet knytter sig til en kunstretning, der netop beskæftigede sig med at afbillede det uvirkelige. Det gjorde de surrealistiske kunstnere naturligvis med henblik på at udvide forståelsen af, hvad der findes i verden, men gengivelserne havde ikke til hensigt at være virkelige og genkendelige, men derimod fremmedgørende og forstyrrende. De ville vise dét som virkeligheden IKKE kunne mønstre. Den korteste vej til en defintion af surrealismen er (som bekendt) drømmen eller det drømmeagtige. Og selvom drømmen er en stor kasse er det ikke en fyldestgørende definition. Selv drømmen har sprækker, hvor lyset trænger ind og maleriernes logik er ubønhørlig umulig. I surrealismen skelner vi ikke mellem ting, begreber, symboler og virkelighed - alt kan flyde sammen i disse højst destabiliserende udsagn. 

Der hvor broen bygges mellem den 'virkelige' og her den i nogen grad trods alt hverdagslige oplevelse af noget uvirkeligt og så surrealismen er selvsagt det fremmedgørende ved at møde genkendelige elementer i en helt uvant sammenhæng. Det er bare meget sjældent der også sker en sammenblanding af kategorier, som det ofte sker i kunsten.

Brugen af ordet er sandsynligvis kommet ind i sproget gennem (dansk?)undervisningen og populariseringen af kunstnere som Salvador Dalí, Henri Magritte og måske vores egen Wilhelm Freddie, men den sivning der er sket fra den museale surrealisme ind i reklamesproget bærer givet også en stor del af forklaringen. Yderligere har jeg en teori om at adjektivet 'syret,' der jo refererer til den hallucinogene virkning af diverse stoffer, på grund af homofonien også har en andel i udbredelsen. Og egentlig bør jeg som sprog- og kunstmenneske være glad for at det udbredes mere. Det ville Breton, Beckett, Jorn og Jens Jørgen Thorsen nok også være. Jeg burde være glad for at man anskuer verden mere åbent og lader sig overvælde af verdens uventede kompositioner. Og jeg har selv i det seneste år - her på bloggen og anderswo - arbejdet ihærdigt med netop at finde surrealismen i virkeligheden, lade mig overvælde af verdens sprækker og overvirkelige kombinationer.

Men misbrugen af ordet går mig netop på, fordi kategorifejltagelser er for alvorlige til at man skal acceptere dem, og de er især alvorlige, når det kommer til virkelighed og erkendelse og der kommer sproget så ind med sin handlekraft. 

Hvis vi således tager dette opslags øverste illustration, så er det ikke svært at forstå, at moderen er overvældet af en meget voldsom oplevelse. Med god ret. Men at gøre den surrealistisk, er jo at kategorisere den som uvirkelig, og det er langtfra det samme som at konfrontere sig med, at den er uforståelig - hvad jeg måske tror er tilfældet. Og det mener jeg jo man skal - konfrontere virkeligheden. Ikke bortforklare den. Forstå sin situation. Ikke lukke den ned med sprog.

Når man ser et surrealistisk billede, hører en surrealistisk tekst eller oplever et surrealistisk teaterstykke er det helt ok at føle sig angrebet eller overvældet eller måske endda slået af det uvirkelige, da værkerne så at sige er født og skudt afsted ude fra overdrevet og skál være fremmedgørende med mere eller mindre katharsisk effekt. Den voldsomme anholdelse og efterfølgende fængsling, dit genfundne hårspænde, vandskaden i kælderen, knoglen i leverpostejen og ballonen i vandkanten er måske nok overraskende og uventede, men de er og bliver udslag af virkelighed. Kausale. Aldrig noget surrealistisk som roser, der fylder værelser, mennesker, der har skuffer som en kommode, svævende handsker eller fuglemennesker i kærlighedsopgør.

Der hvor jeg bliver i tvivl er når det kommer til netop verden og virkelighedens endelighed. For som poet kan jeg jo ikke sige andet, end at jeg gerne vil have surrealismen med mig - og det mener også du skal. Altid. Den er en bagdør til det banale, et håndtag i det himmelske.

Så hvis det skaber plads til mere fantasi i dagbladene, mere uvirkelighed på gågaden, flere uafklarede handler med moralen, mere ild i røven, større forskelle på bogstaverne, flere blomster på gravene, mere gas for oven, andre soloer end de bedste, så lad det da være surrealistisk! Måske kán ordet mere end betegne en tid og et greb ... et ur og en hånd.

    

MAGRITTERUTEN §1

Det er en virkelig fortælling. Genkommende. Vi har ingen intentioner om at bo, før vi forlader hjemmet. Livet er partikler med hjul og med ben, karme og sten og ord, der beskriver bevægelser er aldrig tilfældige. Der er ingen hemmeligheder, når vi først kigger ud.

LOS ANGELES f.m.t.

I de timer jeg tilbragte på biblioteket på USC's campus i Los Angeles tilbage i 1991 skrev jeg blandt andet surrealistiske digte. Jeg vidste ikke dengang, det var surrealistiske digte, men i dag ved jeg, at de forbindelser jeg forsøgte at skabe mellem forskellige og ret tilfældige ord og begreber, er en praksis som blandt andre Baudelaire var fortaler for. Han siger om om fantasien, at den er "en næsten guddommelig evne som øjeblikkeligt, helt uden filosofiske omveje, opfatter tingenes intime og hemmelige forbindelser, deres korrelationer og analogier." (oversat fra Suzi Gablik: Magritte - 1985). Metoden, har jeg siden forstået, har et navn og er opfundet af den største af alle surrealister - når det kommer til branding: Salvador Dali. Han døbte processen 'paranoid kritik' og så den som en trancelignende tilstand man kunne bringe sig selv i - uden kunstige hjælpemidler vel at mærke - hvor der så kunne opstå uventede (paranoide) forbindelser mellem genstande og begreber. Metoden dukker jævnligt op her og der i de kreatives Hall of Fame, kan jeg se. 

Men da jeg strøede fem-seks ord ned over en side og efterfølgende frit associerende skrev mig en forbindelsesvej gennem dem, var det nok en metode, men primært i tillid til, at min hjerne og sproget kunne skabe den, fordi der ér hemmelige forbindelser mellem de mest overraskende ting. Men det var altså ikke et greb, jeg foretog for at bevise det, for jeg kendte ikke påstanden og arbejdede egentlig i et krydsfelt af selvmotivation, -højtidelighed og -forglemmelse. Man kan måske sammenligne det med, at jeg eksperimenterede med en slags nature morte på skrift, hvor de skrevne linier mimede blikket og bevidsthedens ubundne vandring rundt på lærredet. Og hos surrealisterne er tingen jo på en måde også en central del af metoden og koden. Det ser vi hos mange af malerne og det ser vi vel også i bevægelsens oprør mod det borgerlige, almindelige liv, der er så bundet op på genstandenes normativitet, status og kontrollerende anvendelse. Bruno Latour ville tale om at genstandene former menneskene. Man kunne nævne en række stadig provokereende oprør mod bindingen til de materielle hjælpemidler og goder: Man Rays strygejern med søm, Meret Oppenheims pelsbeklædte service, Duchamps cykelhjul. 

Når jeg ikke skrev, lavede jeg billeder i min art class, som også var surreelle. Her er jeg mere sikker på referencerne til blandt andet Magritte, men måske i højere grad fluxus og DADA, fordi det var noget jeg kendte fra og havde været optaget af i mine studier i Danmark. Men billederne fik så deres helt eget liv i atelieret, fordi mine (måske europæiske) greb var så langt fra, hvad de unge amerikanske kunstnerspirer kunne komme i tanke om ved egen kraft. Heller ikke dette klarsyn havde jeg - heldigvis - dengang, og det var i øvrigt meget inspirerende at have en fornemmelse af at være på sporet af noget nyt og andet end det herskende. Grebet var imidlertid det samme som på biblioteket, hos Baudelaire og med surrealisterne: Et møde mellem malede og nogle gange egentlige ting og så sprogets autoritære udsagn skabte en helt særlig dynamik i hjernen. Så der var nok alligevel en afsmitning fra atelier til bibliotek.

Der ligger et paradoks i at være surrealist - hvert fald hvis man med sin kunstneriske overbevisning søger at 'oplyse' andre eller pege på en verden, de ikke har opdaget endnu. Give dem en erkendelsesmetode til at forholde sig til verden med, i det mindste. For når alle så engang er blevet surrealister, hvad er der så tilbage for kunstneren at gøre? Det er nok en forfladiget version af en kunstnerisk vision, men det jeg skriver og skaber, når jeg arbejder i dag, skaber jeg jo, fordi jeg mener det er sandt og dybest set banalt, altså noget som andre også på et tidspunkt skal få adgang til. Hvis ikke jeg mente det, hvorfor så skrive det (sådan)? Jeg tillader mig at stille disse pinlige spørgsmål, fordi jeg ikke regner mig selv for at være avantgarde og slet ikke moderne. Som indgangsbønnen antyder, er jeg netop meget bagudrettet - næsten som definition og helt sikkert per intuition.

Måske har Hartmut Rosa i sin bog Det ukontrollerbare noget af svaret, for deri taler han om aldrig at blive færdig med den frugtbare samtale med fx kunstværket. Der er en mængde hegelianske over- og undertoner i hans syn på kunst - tror jeg; det er hvert fald ekstremt dialektisk, men det giver mig en vis tryghed og måske endda en begyndende forklaring på, hvorfor jeg altid har søgt mod det mystiske, uforklarlige, provokerende og altså ofte surrealistiske både i min kunstneriske praksis og i min kunstneriske smag: Det er simpelthen frisættende. Det ligger næsten som en metafor indlejret i 'den åbne betydning’ mange surreelle værker har. Friheden opfatter jeg så som friheden til at tænke og dermed bruge mig selv og i den forstand, som også Hartmut Rosa understreger, aldrig blive færdig med det, men altid søge videre mod nye uforklarlige horizonter. Meningen er ikke at lære eller forstå sproget, men til stadighed tale med og gerne om det på nye måder. 

Jeg tog engang et billede af et ødelagt hus på en strand, hvorigennem man kunne se horizonten. Den situation har aldrig siden forladt mig, når jeg tænker over det at se, for at forstå. 

I denne sammenhæng tror jeg såmænd jeg var bedre til at holde alle vinkler åbne dengang i '91 end jeg er i dag. Jeg var helt sikkert mindre skolet i det frisættende greb og anderledes ført af dialogen med og mod det ukontrollable. Endnu et drej på min bagudrettede bevidsthed der heldigvis kan gøre mig lidt svimmel på dage som disse hvor cursoren blinker enerverende, varmen tikkende forlader ovnen og kaffen bliver kold i sin kop.

Se også indlægget om mulighedernes sprog.

MAGRITTERUTEN (Risskov 4)