i krisen er intet altid en del
måske den væsentligste
ligesom legemet intet ville være
uden vand
og ligesom vand
er intet tavst
og potentielt farligt
man drukner helt stille
jeg står for længe under bruseren
mens jeg rører ved mig selv
jeg skriver noter
mens jeg er på arbejde og kører hjem
jeg lokker en sandhed ud af intet
som intet er i sig selv
og ikke forklarer
hvad krisen ellers består af
du presser bare vand af din gravsten
kunne nogen finde på at sige
tilpas umuligt
upassende poetisk
jeg har fundet så mange skatte
ved blot at tale alvorligt med tilfældet
vente tålmodigt på en sprogvogn
en omstigning og en pibe
det må gerne være morsomt
som modvægt til det fatale
der må gerne være
mus i klaviaturet
Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op.
Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor.
