ANG. PROTOMODERNE ERKENDELSER

I butikkens vindue en figur uden lyst. En mannequin, men også en krop og også altid en hån mod mennesket i sin simple sampling af kroppen. En størrelse. Nogle standardmål. Et stativ. En ubekvem gåde. Noget, der ikke er noget uden forklædningen, varen, tøjet, men alligevel ikke forsvinder uden. Mannequinen er kun til tøj. Det er derfor bare mannequiner er pinlige, ikke på grund af nøgenheden, som jo er umulig, men fordi de er målløse. Tøjet på dem kan så være vinterligt, sporty eller begrænset til bade- eller blondeundertøj. Lige meget hvor meget brystvorterne stikker ud under stoffet eller skægstubbene er malet frem med knivskarp skygge på den brede kæbe, lige meget hvor autentiske kontrapostoer eller atletlommer de optræder med, er de uden lyst. Formstøbte faconer i en vulgærmenneskelig målestok. Belyste og golde som villaveje efter midnat. 

Ordet mannequin betyder lille mand og på eventyrlig vis er den lille mand blevet både offer for og hersker over ulysten. Den lille mand vi kender fra sagn og klicheers randområder har erkendt sit erotiske nederlag og har nu som hævn skabt nogle væsner, hvor erotikken dør konstant. Døende erotik får os til at frygte for at miste den i levende live, og derfor har han skabt en forbindelse mellem mannequinernes ulyst og vores erotik, der også er den forbandelse, der får os til at kigge på deres kroppe under tøjet og frygte vi hellere vil have dem.

SISYFOS PÅ TOPPEN

på sidstedagen havde bjerget kværnet Sisyfos' sten til et støvgran som han bar til toppen og lod vinden tage. 

VI KIGGER EFTER MINDER

En kvinde i et andet stof kigger gentagne gange på sig selv. Som at se sig selv se sig selv. Sit eget stof.

FREMTIDSSENTENSER

EN FØDSELS GENFØDSEL

Spiderspiderman, Supersuperman og Batbatman. Hulkhulk.

Hvorfor har populærkulturen så stor forkærlighed for begyndelsen, at filmene igen og igen skildrer figurens fødsel og mytens udspring og elementer, som om det er i dem hele meningen ligger? Som om selve livet ikke kan bære.
Det ligner en hang til kompromisløs fatalisme, fordi skæbnen er en enklere - og mere glorværdig - måde at anskue livet på?
Det kan selvfølgelig også handle om at man gerne vil tilpasse sine fortællinger til den tid man lever i - men det strider jo på en eller anden måde imod mytens karakter. Det kan måske til nød gå, hvis man betragter Batmans mange ansigter - men med en figur som Spiderman er det svært at se, hvorfor den skulle tages om?
Det kan selvfølgelig også handle om, at man har en vis tæft for at finde ud af, hvor pengene sidder løsest hos biografgængerne - men det ændrer jo ikke på det forskruede forhold vi beskuere får til initieringen, skæbnen og Guds værksted, fordi vi gentagende gange skal plages med tragisk dna. Magtesløse sidder vi gang på gang og betragter brikkerne blive stillet op og spillet ud, på måder der paradoksalt nok både er suspensefyldte og forudsigelige.
Måske ligger noget af svaret her: Vi oplever disse genindspilninger og videredigtninger som bekræftelser på det meningsfyldte liv, fordi fortællingerne viser at livet skál gå efter en bestemt snor, for at have betydning. Det forudsigelige er det ægte, sande og virkelige? At de så er pimpet op med helteskikkelser og næsten uovervindelige fjender, bliver en del af den festlige fatalisme man kan kaste sit almindelige liv efter.

Men det forekommer mig, at lige meget hvór mange gange de prøver med de samme helte og skurke og tab og turbaner, så kommer fortællingerne aldrig for alvor ind i det guddommelige værksted. Det kan måske bedst ses i og med mange af disse genindspilninger og genfortolkninger kommer fra tegneserieuniverset. Et universers - eller skulle vi sige en genre - der på magisk vis netop bærer det guddommelige i tegningerne; skaberens pen og gnist. En hinde, en sfære og et lag af fortælling, der derfor rummer sine egne dybder. Fortællingernes udspring er på een gang synlige og usynlige, hørbare og tavse som et fortidigt big bang. Fantastisk.
Når disse kvaliteter skal omformes til film bliver myten og figurens fødsel alt for banal. Eller altfald så banal, at den kun holder i en begrænset periode, før dens bulder og brag og effekter skal skiftes ud med nye.
Som vi vil se.
Igen.
Uden tanke for at myterne derved bliver til maskiner.

ODYSSEUS SÉR

©  n i c k l a s  r e d  ( 2 0 1 4 )

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Etikette

At der er en tendens til at bruge det (old)nordiske, når man skal sælge kildevand (Egekilde, Harilds og altså Mimer) er hvad det er. Ikke overraskende og måske på sin plats: Det har den rette bismag af (pæleontologisk) sundhed og måske især romantisk korrekthed.

Men.

Når man så garnerer sit navn - Mimer - med to (moderigtige) ugler og to fiffigt grafisk udførte meanderborte, så bliver heraldikken og logoikken sgu lidt udvandet. Mimer var nok et klogt hoved, men ugler indgår ikke i hans mytologi. Det gør derimod Odin, der som bekendt også var en vidende herre, blandt andet i kraft af Mimer - og så to ravne!

Værre er det, at de to mæanderbånd (såkaldt 'løbende hunde') er hentet fra græsk ornamentik, og intet har eller skal have at gøre med dansk vand. Heller ikke selvom etiketten har en smuk middelhavsblå farve.

Man skal med andre ord ikke drikke af 'Mimers Brønd' hvis man ønsker at blive klogere og mere vidende. Så skal man drikke af almen viden.

enden af regnbuen For

WYSIWYG

Det er regnbuesæson. Ved ikke hvor mange jeg så i sidste uge - og i hvert fald fem på Fanø i weekenden. På Youtube er et nyt væsen ved at skabe sig 15 millioners berømmelse. I den mexicanske golf ligger der døde regnbuer overalt på vandet.
Ethvert barn har hørt myten om, at der for enden regnbuen befinder sig en krukke slash kiste med guld slash guldmønter. Jeg er Disneybarn, så min krukke ligner noget Onkel Joakim og Carl Barks har drømt sammen: Tykmavet, tykbundet, fyldt med fede dukater og ikke til at slæbe afsted. Andre har andre associationer.
Noget pirrer dog mine tanker ved dette billede. Ikke tegningen i Anders And - den er præcis som den skal være - men myten og historien. Der er intet nyt i at der knytter sig fortællinger til naturfænomener - det er vel nærmest en antropologisk grundsætning og lykkeligvis et originalt eksempel på menneskehedens intellektuelle fortrin. Men når man finder en sten med hul i (nogle kalder det en "ko", andre en "lykkesten", andre igen vist en "øjesten" ... nej det sidste fandt jeg bare på), så betyder det lykke. Yep. Sådan. Lykke som en tube brylcreme til en mand med rigtig mange hår på ryggen. Som kun Kim kunne have sagt det. Og for at fortsætte i hans flow: Det betyder ikke du får en Audi A6, en et sommerhus ved Blåvand, et par stålindfattede briller, et par silkekimonoer eller en flinteøkse. Det betyder helt abstrakt og helt i overensstemmelse med moder (over)natur blot lykke. Samme måde med katten over vejen. Sol og regn. Mariehønen betyder godt vejr. Gøgen kukker leveår. Månen, liljen og ulvens tuden. Firkløver, lykkeben og spildt mælk. (Over)Naturens tegn er abstrakte, uhåndgribelige og følsomme.
Så hvem slæber en krukke med guld ind under regnbuen?!
Der er noget som ikke stemmer i varslet. Naturen giver ikke tegn, som hører den materielle verden til. Eventyrerne måske. Fra dem kender vi mange eksempler på, at det ene eller det andet - og i eventyr jo af og til med (over)naturens hjælp, gør den fattige bondedreng slash pige rig til deres dages lykkelige ende. Men ikke når det kommer til myter og overtro. Her er der noget galt med regnbuen som et simpelt pekuniært symbol. Jovel der er en morale i, at hvis du tror det passer, så får du ikke andet ud af dine forhåbninger, end udstillet din grådighed til alverdens gnækkende "sagde vi det ikke nok" kommentarer. Fint nok. Men myter er ikke moraliserende. De er sande på et helt andet niveau.
Nogen på kanten af den moderne tid må have slæbt den skide krukke derind. Måske Carl Barks. Helt sikkert ikke Onkel Joakim.