I butikkens vindue en figur uden lyst. En mannequin, men også en krop og også altid en hån mod mennesket i sin simple sampling af kroppen. En størrelse. Nogle standardmål. Et stativ. En ubekvem gåde. Noget, der ikke er noget uden forklædningen, varen, tøjet, men alligevel ikke forsvinder uden. Mannequinen er kun til tøj. Det er derfor bare mannequiner er pinlige, ikke på grund af nøgenheden, som jo er umulig, men fordi de er målløse. Tøjet på dem kan så være vinterligt, sporty eller begrænset til bade- eller blondeundertøj. Lige meget hvor meget brystvorterne stikker ud under stoffet eller skægstubbene er malet frem med knivskarp skygge på den brede kæbe, lige meget hvor autentiske kontrapostoer eller atletlommer de optræder med, er de uden lyst. Formstøbte faconer i en vulgærmenneskelig målestok. Belyste og golde som villaveje efter midnat.
Ordet mannequin betyder lille mand og på eventyrlig vis er den lille mand blevet både offer for og hersker over ulysten. Den lille mand vi kender fra sagn og klicheers randområder har erkendt sit erotiske nederlag og har nu som hævn skabt nogle væsner, hvor erotikken dør konstant. Døende erotik får os til at frygte for at miste den i levende live, og derfor har han skabt en forbindelse mellem mannequinernes ulyst og vores erotik, der også er den forbandelse, der får os til at kigge på deres kroppe under tøjet og frygte vi hellere vil have dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar