Eller hvordan du får øje på dig selv i billeder af verden.
Hvor man i det moderne teater med Henrik Ibsen taler om, at publikum udgør den fjerde væg i det hjem, hvor dramaet udspiller sig, stiller tingene sig anderledes an i fotografiet. For når man først har afkodet fotografiets motiv – eller ’væg,’ går det op for én, at man befinder sig i det rum, der findes foran det. Fotografiet har altid spillet med åbne kort, når det har sorteret i virkeligheden og afgrænset sit felt. Dengang fotografier var mest normale på papir var det nærmest indlysende, i dag kan vi godt glemme det af og til, men fotografiet har aldrig insisteret på, at det fortalte mere end en del af virkeligheden. Det er derfor vi forenklet kan sige, at fotografiet er den fjerde væg i fotokunsten og vi – beskuerne – så må udgøre de resterende tre med vores rumlighed og dybde: Være en slags stand ins for fotografens oprindelige krop og eventuelle drama. Det er ikke mindst denne fordobling, der udgør fotografiets poesi og kraft: Det er som at være der selv. Rum er den ultimative autenticitetsmarkør og fotografiets metonymi er derfor en styrke, man ikke må undervurdere.
Jeg har ofte spontant taget billeder af min udsigt fra hotelværelser eller andre steder med vinduer. Faktisk ikke engang udsigten – bare vinduet. Et billede af det at se. Ladet kameraet komme tættere på det menneskelige blik, men også forsøgt at smelte det menneskelige blik sammen med kameraets, hvor værelset bliver kameraets hus og vinduet derfor dets linse. En opførelse af, at man kan se. Der er en vigtig gestus i de motiver, fordi den fotografiske virkelighed presses til sit alleryderste og næsten skaber kroppen i det manglende rum, imens man ser ud af det. Det er et nulpunkt i billedernes fortælling og en understregning af, at fotografiernes begrænsede udsyn samtidig må være beviset på deres menneskelige udgangspunkt. Jeg vil anbefale dig at gøre det samme næste gang du besøger et sted.
Med disse udgangspunkter bliver det at tage fotografier til en frihed overfor verden, fordi det, der først og fremmest kendetegner den menneskelige eksistens, er at være fri. Den grundlæggende frihedsfornemmelse stammer fra, at fotografiet er bundet til kroppen, fordi det er inde i den, fotografen befinder sig, men når først billedet er fremkaldt bliver kroppen multipliceret og demokratiseret – tilgængelig for alle. Fotografiet er bundet til en krop, for at kunne frisætte den. Og med den krop kan vi også tage fotografier af en verden, der nogle gange fremstår fremmed – eller måske bare ikke er fotogen(erisk), fordi vi med en særlig slags motiver kan øge udfaldsrummet for vores frihed. Det er en handling vi genfinder hos rebellen og den oprørske tænker. Surreelle, aparte eller absurd morsomme motiver, som insisterer på, at verden også findes i andet end det genkendelige eller logiske og ønsker at befri dette andet. Frisætte sprog, liv, ideer eller det René Magritte kaldte poesi. En ophævelse af, hvad verden almindeligvis er og dermed også af, hvad den nødvendigvis skal være. Selvom René Magritte var maler, var hans motiv den samme virkelighed som fotografens.
Derfor bliver fotografiet også en trøst – et vidnesbyrd om at der er plads. I første omgang plads til fantasien og det fabulerende, men som en konsekvens af dette også plads til dig. Til dit blik. Ikke nødvendigvis et eskapistisk eller et oprørsk blik, men som udgangspunkt et blik, der gør dig gældende. Og når man bliver en del af værket, bliver man med fotografiet også en del af verden. Fri af verden og fri til verden på samme tid. Jeg vil gerne have at fotografiet skal være papir på, at det almindelige øjeblik kan blive til et ophøjet sådan; at Kronos kan blive til Kairos, hvis man skal sige det højtideligt. Et stykke papir som i et pas eller et visum. Billedet skal bevise, at det hverdagslige flow kan standses i et øjeblik, hvor det viser sig at indeholde noget unikt, noget andet. Nogle gange er beviset helt tydeligt i motivet, andre gange kræver det ekstra tid. Når vi genkender motiverne, genkender vi i en slags platonisk forstand også det, der ikke er her. Når et fotografi ligner, er det altså lig med et tab eller et minde eller en kognitiv refleks, der understreger et manglende tilstedevær. Men når et fotografi ikke ligner, eller gengiver noget, vi ikke umiddelbart kan genkende, er det det samme, som at udvide verden. Skabe. Have frihed.
Fotografiet er en frihed, fordi det forløser vores behov for at se. Få øje på. Glo. Kaste vores blik. Der er noget urørligt i blikket. Som med sulten et autonomt begær efter at indtage verden. Noget uopdrageligt egomant og for fotografen ofte noget arrogant. At ville kontrollere, orientere, konservere eller digte verden om til noget andet. Noget mit. Ved hjælp af blikket. Ingen har nogensinde kunnet sige til et barn, at det ikke måtte se det, der var. Skærme det, pege på noget andet, forbyde eller bede det lade være med at kigge, ja. Men ikke at kunne se det synlige, nej. Det er en original lyst.
