SPHINX

 

SUPERHELTE OG SUPERSMERTER

Disclaimer: 

Dette er en ældre tegneserielæsers tanker. Han bruger superheltenes gamle navne, og har kun set en brøkdel af de sidste 20 års film, hæfter og blade om dem (hvad han for øvrigt har det fint med). Korrigerende kommentarer modtages med glæde.

Deadpool, Dæmonen, De Fantastiske Fire, Jærven - og der er flere, også på skurkesiden, som har opnået superkræfter, fordi de har været udsat for ekstrem smerte. Det ligner en tegnet konvention på linie med, at det kosmiske kan give særlige kræfter (Silver Surfer, Galaktus, Dr. Doom) og at sorg og/eller andre følelsesmæssige traumer også kan booste overnaturlige kræfter (Spiderman, Magneto, Hulk). Det interessante er her, hvad den fiktive styrke siger om opfattelsen af svaghed. For er disse superhelte ikke udslag af at have overvundet smerte, frem for at have bukket under for den? Man bemærker også, at når der udkæmpes kampe i dette (jeg medgiver lidt løst skitserede felt), så oplever man aldrig nogen, på nogen af siderne, der siger, “Av av, nu jeg giver op! Det gør simpelthen for ondt det her.” Der er altid tale om en udmattelse eller (en slags) død. 

Vi er i disse tiders populærkulturelle regime (se også appendix) langt i forståelsen af, at superheltene ikke længere er ideale rollemodeller, men nu også fejler full-scale (nogle gange frivilligt), umoralsk voldsæstetisk og (nogle gange pinligt) korrumperes fornedrende, nøjagtig som vi mennesker, når de konfronteres med verdens magtpolitiske fordærv og senmoderne identitetsproblematikker. Derfor er smerten interessant at tage op, for den er jo i lige så høj grad til stede i den kulturelle dagsorden som ovennævnte dilemmaer. Smerten er - undskyld metaforen - blevet en kamp om sandheder, friheder og rettigheder, som tegneserien ikke har formået at forklare med andet, end overlevelse, og med den en vis overlegenhed. Det nietzscheanske credo om det, der ikke slår en ihjel vil gøre en stærkere, har altid haft det lunt og godt indlejret i tegneseriernes dna. Derfor burde superheltene måske være de første til at træde frem med deres smertende erfaringer. 

Men det er altså aldrig sket. De har højst et lidt besværet, ufrivilligt fatalistisk forhold til den smerte, organisation eller de begivenheder, der har påført dem deres kræfter. For læseren står heltene imidlertid som en slags argument for, at smerten kan føre til overmenneskelige kompetencer, hvis altså bare man udholde den. Og her tænker jeg ikke på at kunne smelte en tank eller standse en lavine. Hvis du kan udholde smerte er du med andre ord en superior. Jeg er ikke den første eller sidste, som påpeger ligheden til samme Nietzsches overmenneske - det gør serierne endda selv i flere sammenhænge, hvor fortællingerne står og vipper mellem billeder på fascistoid afgudsdyrkelse eller etnisk udrensning, men jeg vil gerne være den første til at spørge, hvordan heltene forholder sig til smerte.

Når jeg beskriver smerten som en (kulturel) kamp om sandhed, frihed og rettighed, er det fordi vi i nutidens samfund har svært ved at finde et fælles syn på, hvad smerte er, og om hvor meget indflydelse smerte skal have. Som alt andet er den også til forhandling. Det er ikke en ny diskussion, men den er blevet aktualiseret af både økonomiske og videnskabelige brydninger, som på den ene side betyder, at samfundet kræver mere af dets borgere, og på den anden side pludselig kan dokumentere mere om, hvad borgerne er i stand til at yde.

Men hvis vi så insisterer på at fravriste superheltene et svar på, hvad smerten er, så er den først og fremmest - og naturligvis - paradoksal og kompleks. For den er ofte opstået af et overgreb, en magtbrynde eller en Job-lignende skæbne; altså en slags uretfærdighed, som heltene så kan hæve kræfterne til retfærdighed med. Herunder en legitimering af at kunne bekæmpe alt ondt/smertepåførende; ikke kun den oprindelige smertekilde. Der er altså noget gammeltestamentligt over smertens dynamik. Kan måske ikke overraske, når man betænker, hvor længe siden de første superheltes kapper slog deres folder. Og hvor de gjorde det (USA i 1930’erne). Men det ændrer ikke ved det komplekse - at smertens menneskelighed er faktisk det, der forvandler dem til overmennesker, men det forholder de sig ikke til. Det peger på, at heltene simpelthen ikke interesserer sig for smerten, men kun er optaget af styrken. Hvad der måske også passer godt på deres historiske udgangspunkt, hvor overlevelsen, alt andet lige var tættere på det almindelige liv, end den er i dag. Og hvad der måske også passer godt på, at fremtiden ikke var det samme i gamle dage som i dag. Som i vores folkeviser overvindes smerter og kræfter med stamina, kløgt og heltemod. Selvfølgelig kan man placere svækkelsen som en forudsætning for kraften, men hos heltene spiller det ingen betydning for, hvad, eller om man ser smerten som noget særligt.

Historisk set ved vi, at fra og med serierne kommer i puberteten (60’ene), så dukker smerten faktisk op - men som en eksistentiel smerte ved kræfterne. Der er flere eksempler på, at helten enten længes tilbage til det menneskelige, eller ønsker forvandlingen ikke var sket, men heller ikke dér bliver smerten italesat. Det er kræfternes etik, der pilles i: Hvilken position har overmennesket ved at have disse kræfter? Men her kunne smerten jo have haft en rolle - her kunne smerten jo have været en vink om, at hvis kræfterne har et ophav, så må det vel også betyde noget for deres jura. Vi kan muligvis (for sådan er det med den metode) dekonstruere os frem til, at i de tilfælde, hvor helten får moralske kvababbelser over sin magtfuldkommenhed, så er det fordi smerten har forvandlet ham til noget (umenneskeligt), han ikke ønsker at være. Smerten er altså en slags fjende, fordi den er irreversibel og umenneskeliggørende. For læseren er det imidlertid sjældent det, man oplever, men netop typisk en identitetsproblematik (som X-men har dyrket til fuldkommenhed, ved at lade heltene være født helte), hvor man skal affinde sig med at forskellen er styrken; at man kun kan sejre med sin egen identitet. Men igen ville det være spændende at udspørge superheltene, hvordan smerten er formende for individet - for den identitet de får i kraft af den? Vi kan altså måske dekonstruere os videre frem til, at smerten er den største fjende heltene har, og derfor undertrykkes den konstant af styrken, af udøvelsen og demonstrationen af styrke. Det kan betragtes som et superdårligt svar.

En anden mere prosaisk forklaring, som måske ligger i forlængelse af dette, kan ligge i, at det tegneserierne dybest set og udelukkende er gjort af, er kommercielle interesser. At der skal være en overensstemmelse mellem ide - det liberalt frisættende og vækstfilosofiske - og produkt. Helte skal sælge på aktion og foranderlighed, ligesom de markedmekanismer, de er rundet af. Og i den agenda har smerten ingen plads, da den i sin natur er passivt helende og reflekteret. Det er al fald, hvad både den kulturelle og lægelige diskurs peger på, den er i dag. 

I andre tegneseriegenrer har den sårede og smertende (anti)helt været at finde i mange år, og er i de senere - blandt andet gennem den grafiske roman - blevet tydeligere og tydeligere. Men den slags helte er endnu ikke kommet ind i den titaniske kamp mellem Marvel og DC. De mangler nok kræfterne.

Appendix:

Der ligger en endnu ikke udfoldet pointe i, at der i disse tiders bevægelse væk fra de elitære og akademiske analyser, forklaringer og temaer, tydeligvis sker en omfavnelse af samme begreber i ophøjelsen af populærkulturens hedonisme. For en akademiker er og bliver det en understregning af, at vi aldrig slipper for at diskutere hvem og hvad vi er som mennesker - men (altså) også af, at demokrati er en form og et felt, der i sig selv kan debatteres.

_

Den aarhusianske filosof Carsten Fogh Nielsen, hvis tanker bl.a. har dannet afsæt for dette indlæg, beskæftiger sig med superheltene som etiske og moralske modeller. Det kan man godt. 

Se mere her

og her

EN FØDSELS GENFØDSEL

Spiderspiderman, Supersuperman og Batbatman. Hulkhulk.

Hvorfor har populærkulturen så stor forkærlighed for begyndelsen, at filmene igen og igen skildrer figurens fødsel og mytens udspring og elementer, som om det er i dem hele meningen ligger? Som om selve livet ikke kan bære.
Det ligner en hang til kompromisløs fatalisme, fordi skæbnen er en enklere - og mere glorværdig - måde at anskue livet på?
Det kan selvfølgelig også handle om at man gerne vil tilpasse sine fortællinger til den tid man lever i - men det strider jo på en eller anden måde imod mytens karakter. Det kan måske til nød gå, hvis man betragter Batmans mange ansigter - men med en figur som Spiderman er det svært at se, hvorfor den skulle tages om?
Det kan selvfølgelig også handle om, at man har en vis tæft for at finde ud af, hvor pengene sidder løsest hos biografgængerne - men det ændrer jo ikke på det forskruede forhold vi beskuere får til initieringen, skæbnen og Guds værksted, fordi vi gentagende gange skal plages med tragisk dna. Magtesløse sidder vi gang på gang og betragter brikkerne blive stillet op og spillet ud, på måder der paradoksalt nok både er suspensefyldte og forudsigelige.
Måske ligger noget af svaret her: Vi oplever disse genindspilninger og videredigtninger som bekræftelser på det meningsfyldte liv, fordi fortællingerne viser at livet skál gå efter en bestemt snor, for at have betydning. Det forudsigelige er det ægte, sande og virkelige? At de så er pimpet op med helteskikkelser og næsten uovervindelige fjender, bliver en del af den festlige fatalisme man kan kaste sit almindelige liv efter.

Men det forekommer mig, at lige meget hvór mange gange de prøver med de samme helte og skurke og tab og turbaner, så kommer fortællingerne aldrig for alvor ind i det guddommelige værksted. Det kan måske bedst ses i og med mange af disse genindspilninger og genfortolkninger kommer fra tegneserieuniverset. Et universers - eller skulle vi sige en genre - der på magisk vis netop bærer det guddommelige i tegningerne; skaberens pen og gnist. En hinde, en sfære og et lag af fortælling, der derfor rummer sine egne dybder. Fortællingernes udspring er på een gang synlige og usynlige, hørbare og tavse som et fortidigt big bang. Fantastisk.
Når disse kvaliteter skal omformes til film bliver myten og figurens fødsel alt for banal. Eller altfald så banal, at den kun holder i en begrænset periode, før dens bulder og brag og effekter skal skiftes ud med nye.
Som vi vil se.
Igen.
Uden tanke for at myterne derved bliver til maskiner.

MEST FORETRUKNE

© N I C K L A S  R E D

ODYSSEUS SÉR

©  n i c k l a s  r e d  ( 2 0 1 4 )

FEM STORE SEMANTISKE GÅDER FRA TEGNESERIEUNIVERSET

Kan De se, hvad jeg mener?

1) Hvorfor bliver z’erne større, når de forlader den sovende figur?
Z’et angiver jo en snorkelyd - eller sovelyd er nok mere korrekt - og størrelsen må derfor henvise til lyden, altså niveauet. Men lyden må da være højere jo tættere man er på den sovende tegneseriefigur?
Måske er z’erne karikeret over æteriske størrelser som damp og røgringe, der som bekendt fylder mere og mere som tiden går, men samtidig mister deres konsistens. Det vil være en logisk konsekvens af genren, da bogstaverne jo også er frigjort af taleboblen, og derfor er fri til at være fysiske! Man kan i den anledning trække ligheder til udtrykket at ‘snorkboble’, hvor søvnen også har en slags repræsentation udenfor den sovendes krop.

2) Hvorfor er smerte markeret med en stjerne?
Stjernen kan jo være alt fra et ledetegn til et astronomisk faktum, men da ikke muligt hverken grafisk eller indholdsmæssigt at forbinde med smerte? 
Måske er stjernen valgt som en slags parallelillustration på den måde smerte registreres. Hvis man er bekendt med smerter af en vis kaliber, ved man også at den kan ‘stråle’ fx ned i låret eller ud i underarmen. Stjernens takker (i visse tilfælde blot streger) kan altså repræsentere selve den måde smerten synaptisk rejser fra midtpunktet; det som fremprovokerer smerten, og så ud i kroppen. Det interessante er dog at vi forstår billedet - hvis ikke intuitivt, så trods alt kulturelt umiddelbart.
Stjernen kan også være et forsøg på at gengive det glimt man ser (måske; for det gælder vel ikke nødvendigvis for alle?), hvis man slår hovedet voldsomt. Men at gøre det til en stjerne er en fortolkning, som lige så vel kan være hentet i ikonografien eller fyrværkeriet.

3) Hvad siger Woodstock? Alternativt: Hvorfor taler Woodstock med pinde? Endnu mere alternativt: Hvilket sprog taler Woodstock?
Den grafiske provokation Woodstocks udsagn er befriende. Her er (eller var; R.I.P. mr Schulz) en tegner, som forstod at vise hvor lidt indsigt vi sølle mennesker har i kæle- og andre dyrs kommunikation. Men hvorfor vælge pinde - alternativt streger? Måske fordi Woodstock er en simpel skabning, der ikke kaster sig ud i mere komplicerede formuleringer? Måske fordi pinde og fugle deler et vist interessefællesskab? Jeg mindes en roman (‘Fuglene’) af Terje Vesaas, hvor hovedpersonen (en retarderet ung mand) læste beskeder fra fuglene i den fugtige søbred. Vi er nok tæt på med Woodstocks ‘bogstaver’. Den sandsynlige forklaring kan dog meget vel ligne nedenstående bandeordstegn: Vi skal se han siger noget, men vi må selv pinde ud, hvad det er.

4) Hvad laver spiralen i bandeordstegnene?
Det siger sig selv, at yngre læsere kan forundres over, hvad hashtag’et og snabela’et laver i ederne, men her på bloggen ved vi godt det var tegn, som i tegneseriens barndom ingen, eller meget begrænset funktion havde, og derfor var velegnet at smide ind, hvis læserne skulle bruge deres egen fantasi, til at oversætte de grove udsagn med. Det samme gælder for asterisken, som (heldigvis) endnu ikke er blevet annekteret af det grasserende virtuelle sprog. Spiralen er mystiskere - for den findes ikke på tastaturet og dens symbolske betydning leder umiddelbart i helt andre retninger end sgu og fanden.
Spiralen handler mere om tid, evighed og/eller overnaturlige kræfter. Det kan selvfølgelig i sig selv kvalificere den til en bandeordsfunktion: For syv tusinde sataniske troldmænd, som Haddock måske kunne have sagt. Men jeg tror enten spiralen er hentet ind som svimmelheds/kvalme/smerte-tegnet, som man også kan møde, hvis en figur er fuld eller af anden grund påvirket af kræfter udefra, men det kán også være spiralen er hentet ind som fjeder - sprængfarlig fyldt med edsvoren energi - eller også, hvad der måske er mest tænkeligt, så er spiralen simpelthen velegnet på grund af sin slående lighed med lorten.

5) Hvorfor en tankeboble? Og hvorfor små bobler op til en tankeboble?
Egentlig misvisende at det kaldes en tankeboble, da det mere ligner en sky, end en boble. De små bobler er dog … bobler. Ordlyden viser dog også hen til den mest sandsynlige forklaring på dette internationale ikon. Tanker er uhåndgribelige og flygtige størrelser på samme vis som (sæbe)bobler og (himmel)skyer. Skyformationen antyder dog også en vis ophøjethed ved tænkningen - uagtet der kan findes mere eller mindre ædle motiver gemt i figurernes tanker. Man kunne supplere med at de små bobler er endnu en illustration på tankens væsen: Det associative, springende og akkumulerende.
Jeg vil dog gerne tilbyde endnu en forklaring på tankeboblens form - nemlig den åbenlyse, at den deler omrids med den grafiske repræsentation hjernen ofte har. Tænk lidt over det.

HVAD HÆNDER SKABER

MED NATTEN KOM DE GODE DRØMME

TEGNESERIEUNIVERSETS SYV NÆSTSTØRSTE GÅDER

Man kan ikke have syv næstestørste gåder, men det har vi her, af den simple grund, at jeg har fortalt om de første syv andetsteds på bloggen.
Det er altid god motion at lege på de tomme pladser i kunstens verden - med tegneserierne er det anderledes end i litteraturens og teatrets, fordi de fiktive karakterers historier og skæbner ligger fast som en del af resultatet. Mange tegneseriefigurer har en lettere tilknytning til nu'et - eller måske endda evigheden, fordi de optræder så veloplagt og ubekymrede hver gang man rammer dem.
God fornøjelse.

8) Bander Kaptajn Haddock over sine tømmermænd?
Ingen tvivl om at han har dem tid til anden - men er han mand nok til at bære dem, eller måske skulle man spørge om man kan angre ved at udskrige eder? Jeg har ingen problemer med at se ham bande over en vederstyggelig dunken fra imbecile åndsamøber der forsøger at bryde ud af kraniekassen på det skæggede barskab.

9) Kender Hulken sin egen styrke?
I Avengers-filmen antydes en intellektuel bro mellem Bruce Banner og Hulken, som jeg synes er for sentimental, men man kunne kunne godt lege med tanken om at den fåmælte kolos faktisk godt ved hvor stærk den er - at styrken er noget af det, der trækker vreden igang.

10) Hvor køber Joakim von And sine galoscher?
Og hans andre beklædningsgenstande for den sags skyld? Handler han ind i Andebys pendant til 'Tøj og sko' eller er han prisbevidst på den dyre måde? Jeg ser ham helst i en tarvelig butik, hvor han tilmed tinger om prisen - men tror måske godt man kunne forestille sig han fik tingene specialfremstillet … Ved dette spørgsmål er jeg nødt til at tilgives, hvis der findes en historie om netop denne problemstilling i ændernes krøniker. Jeg kender den ikke.

11) Hvorfor besøger Lucky Luke aldrig sine forældre?
Den ridende mr Perfect er en ret dårlig sønnike er han ikke? Man kunne mistænke ham for at have et kompleks til fælles med Tintin, Sølvpil og Prins Valiant … Så meget som han rider rundt, skulle det da på et eller andet tidspunkt være sandsynligt at komme i nærheden af sit fødested. Kan selvfølgelig hænde han er kalkeret over apokalypsens syv ryttere. I så fald er han lovligt undskyldt. Og nok heller ikke bøsse.

12) Kan Nuser spille skak?
Ja, det kan han givetvis. Men hvorfor gør han det så ikke? Og hvorfor skriver han ikke sin roman færdig? Kan det tænkes han er en distanceblænder? En åndssnob? Altså egentlig bare en hund med lidt over middelmådig hundeforstand. Hvor dum er Søren Brun så?

13) Kan Corto Maltese tegne sig selv?
Det ville være en virkelig smart måde at finde ud af, om han godt ved han er en tegneseriefigur på. 

14) Er alle Ferd'nans dage delt ind i uheldige episoder?
Til forskel fra en del andre stribede karakterer, så er Ferd'nans oplevelser ofte baseret på almindelige hændelser med regnvejr, aviser, nøgler, tøj og sko. Man tænker han kunne have brug for, for een gangs skyld at kunne finde sine tøfler og have en lænestol til rådighed. 

Fortsættes.

(Tegneserie)Universets syv største gåder

Strippede striber

Jeg har et ret skønt opslagsværk stående i reolen. 'Imaginary People: A Who's Who of Modern Fictional Characters' hedder den - og i den kan man se og læse om en lang række af de kendte, mindre kendte og for en stor dels vedkommende helt ukendte figurer fra vor fiktive verden. Sammensætningen af opslagsværk og sobre artikler (men) om Batman og The Easter Bunny er ret pirrende - lidt som når man læser Dantes Guddommelige komedie, som en slags fiktiv encyklopædi over historiske begivenheder, magtmennesker og mytologisk kulturarv anno dazumal. Men i mit opslagsværk holder man sig ganske strikt til hvor, hvornår, hvem skabte osv. Så deres egentlige fiktive liv bliver aldrig en del af legen. Modsat Dante, som ikke betænker sig på at digte de faktiske personers skyld, synd og skam i livet om til noget 'passende'. Følgende medierer og mediterer i zonen mellem det fiktive som faktisk.

1] Hvilken moder efterlader sin søn i spejderes varetægt?
At Tintins faderfigur aldrig har været i spil er tydeligt at læse af hans følelser overfor Haddock, Tournesol og måske endog Chang, men hvilken mor havde han indtil de formative år hos Baden Powells trup? Jeg kunne tænke mig en parisisk prostitueret, en belgisk feminist eller måske endda en dansk au pair! Og hvorfor spejdere? Hvorfor ikke aber eller sorte pantere, dværge eller vampyrer?

2] Er Garfield kastreret?
Hans spiseforstyrrelse peger meget entydigt i den retning - men på den anden side finder han Signe ret charmerende og vender troligt tilbage til plankeværket. Hans foragt overfor Haralds forsøg på at finde en partner tyder dog på en (Aller anden) slags penismisundelse.

3] Hvorfor har Bjørnebanden ikke rigtige navne?
Selvfølgelig er det både sjovt og komisk kriminaliserende at kalde dem ved deres numre, og at de også kalder hinanden ved nummer - men er det fordi de har været i fængsel siden fødslen? Så vidt jeg husker har de en mor, så et hjem hár vel været i spil?

4] Hvem er stærkest - Supermule eller Skipper Skræk?
Der er slående ligheder mellem de to figurers funktion og fødeindtag. Vel egentlig også i deres umiddelbare antihelteagtige fremtoning. Supermule kan flyve, men det siger vel ikke noget om hans egentlige styrke. Skipper Skræk har dame på og tatoveringer - i disse tider scorer han nok trods alt højere end Mulens røde undertøj med klap. På samme måde med spinaten, som enhver ved er sundere end de olieholdige peanuts.

5] Ved Corto Maltese godt han er en tegneseriefigur?
Vist er det ikke for sjov dette her. Når man læser ham - læser man altid med ham. Og hans selvsikre, bizarre og bohemeagtige nærvær er så overbevisende, at man kunne tro det.

6] Stemmer Spiderman demokratisk?
Man kunne også spørge om den amerikanske superhelt er skabt af liberale eller konservative tegnere? Watchmen-serien kan givetvis pege på dele af svaret, men sikker bliver man vel aldrig? Der er flere af skikkelserne i DC og Marvel-universerne som snildt kunne ses som bærere af højrefløjsværdier - sammen med deres våben.

7] Det er fristende at lægge ægget som den syvendestørste gåde af alle.
Men på blandt andet www.donaldisme.dk (hermed andbefalet!) slås myten om at ænderne fødes levende itu. I stedet vil jeg rejse et spørgsmål om en anden and: For hvad ville Ferd'nand sige, hvis han fik chancen? !!!!!!!!?

Fortsættes