Spiderspiderman, Supersuperman og Batbatman. Hulkhulk.
Hvorfor har populærkulturen så stor forkærlighed for begyndelsen, at filmene igen og igen skildrer figurens fødsel og mytens udspring og elementer, som om det er i dem hele meningen ligger? Som om selve livet ikke kan bære.
Det ligner en hang til kompromisløs fatalisme, fordi skæbnen er en enklere - og mere glorværdig - måde at anskue livet på?
Det kan selvfølgelig også handle om at man gerne vil tilpasse sine fortællinger til den tid man lever i - men det strider jo på en eller anden måde imod mytens karakter. Det kan måske til nød gå, hvis man betragter Batmans mange ansigter - men med en figur som Spiderman er det svært at se, hvorfor den skulle tages om?
Det kan selvfølgelig også handle om, at man har en vis tæft for at finde ud af, hvor pengene sidder løsest hos biografgængerne - men det ændrer jo ikke på det forskruede forhold vi beskuere får til initieringen, skæbnen og Guds værksted, fordi vi gentagende gange skal plages med tragisk dna. Magtesløse sidder vi gang på gang og betragter brikkerne blive stillet op og spillet ud, på måder der paradoksalt nok både er suspensefyldte og forudsigelige.
Måske ligger noget af svaret her: Vi oplever disse genindspilninger og videredigtninger som bekræftelser på det meningsfyldte liv, fordi fortællingerne viser at livet skál gå efter en bestemt snor, for at have betydning. Det forudsigelige er det ægte, sande og virkelige? At de så er pimpet op med helteskikkelser og næsten uovervindelige fjender, bliver en del af den festlige fatalisme man kan kaste sit almindelige liv efter.
Men det forekommer mig, at lige meget hvór mange gange de prøver med de samme helte og skurke og tab og turbaner, så kommer fortællingerne aldrig for alvor ind i det guddommelige værksted. Det kan måske bedst ses i og med mange af disse genindspilninger og genfortolkninger kommer fra tegneserieuniverset. Et universers - eller skulle vi sige en genre - der på magisk vis netop bærer det guddommelige i tegningerne; skaberens pen og gnist. En hinde, en sfære og et lag af fortælling, der derfor rummer sine egne dybder. Fortællingernes udspring er på een gang synlige og usynlige, hørbare og tavse som et fortidigt big bang. Fantastisk.
Når disse kvaliteter skal omformes til film bliver myten og figurens fødsel alt for banal. Eller altfald så banal, at den kun holder i en begrænset periode, før dens bulder og brag og effekter skal skiftes ud med nye.
Som vi vil se.
Igen.
Uden tanke for at myterne derved bliver til maskiner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar