HVEM VIL DU VÆRE (SubVerbum #4)

hvem vil du være?

onklen uden alvor

den janushovedede bøddel

manden med den plettede pik

den arbejdende fattige

damen med arret på kinden

efterligneren

den overdrevent gestikulerende

stik replikken ind

og pod for blodige svar

men bør jeg 

leve i dette legeme af en fortælleteknisk konstruktion

så meget lettere

end adamantium og tvivl

hvem ville du være

hvis du ikke kunne vælge?

20.12.21 VACCINERET

Har vaccinen i mig som en sygdom, der ikke er en sygdom. En sygdom der skal bringe sundhed. Er det det samme som at tage en pille? Kroppen udenom noget som ikke er mig, men påvirker den jeg er? En fremmed tanke iblandt de vante? Er jeg faret vild? Er det det samme som at blive holdt over dåben af forældre uden et forhold til Gud? 

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID II

Han havde et coronapas. 

Hun havde et coronapas. 

Hun havde ikke et coronapas.

Han havde ikke et coronapas.

CITY

Jeg har brug for ærlighed, for der er for mange løgne, siger hun, og læner sig op ad en væg, et rum, et hus, en by - skæv og splittet ad som makulerede dokumenter.

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

JEG FOLDER DRØMMENS FOLDER UD

Samme øjeblik jeg så stedet, huskede jeg, jeg havde drømt om det om morgenen.

Jeg tog et billede af sammenfoldet. 

For selvom jeg er ikke sikker på drøm og sted, stoler jeg på fotografiet.

EN ENGEL I EN FLYVEMASKINE

- Men hvad laver du her, spørger jeg, da det går op for mig, at det er en engel, der sidder ved siden af mig i flyvemaskinen.

- Jeg skal til Singapore. Det er langt at flyve. 

Den svarer venligt, men præcist.  

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte samtalen. Englen bladrer i kataloget med toldfri varer. Den er ikke påvirket af, at der sidder et menneske ved siden af den.

- Er det din første rejse til Asien, spørger jeg. Latterligt banalt. 

- Nej, svarer den. Igen kort og præcist. Ikke uvenligt.

Englen lukker en lille smule luft ind i dens hvidklædte krop, sådan som man gør, når man kommer i tanke om noget eller vil tilføje noget, tænker jeg håbefuldt. Men den siger ingenting. Jeg kan næsten høre dens tanke, men ved ikke hvad den handler om. Jeg beslutter mig for at være stille lidt. 

Flyet taxier i evigheder rundt og henover banerne, mens de store vinger hopper. Jeg kigger ud på de andre fly, men kan stadig se englens spejlbillede. Den har sat bladet tilbage i holderen ‘for literature only.’

Da vi letter, lukker jeg øjnene, og da flyets stigning flader ud og jeg åbner øjnene igen, sidder der en helt almindelig mand ved siden af mig. Han smiler høfligt, og spørger hvor jeg skal hen.

EN FØDSELS GENFØDSEL

Spiderspiderman, Supersuperman og Batbatman. Hulkhulk.

Hvorfor har populærkulturen så stor forkærlighed for begyndelsen, at filmene igen og igen skildrer figurens fødsel og mytens udspring og elementer, som om det er i dem hele meningen ligger? Som om selve livet ikke kan bære.
Det ligner en hang til kompromisløs fatalisme, fordi skæbnen er en enklere - og mere glorværdig - måde at anskue livet på?
Det kan selvfølgelig også handle om at man gerne vil tilpasse sine fortællinger til den tid man lever i - men det strider jo på en eller anden måde imod mytens karakter. Det kan måske til nød gå, hvis man betragter Batmans mange ansigter - men med en figur som Spiderman er det svært at se, hvorfor den skulle tages om?
Det kan selvfølgelig også handle om, at man har en vis tæft for at finde ud af, hvor pengene sidder løsest hos biografgængerne - men det ændrer jo ikke på det forskruede forhold vi beskuere får til initieringen, skæbnen og Guds værksted, fordi vi gentagende gange skal plages med tragisk dna. Magtesløse sidder vi gang på gang og betragter brikkerne blive stillet op og spillet ud, på måder der paradoksalt nok både er suspensefyldte og forudsigelige.
Måske ligger noget af svaret her: Vi oplever disse genindspilninger og videredigtninger som bekræftelser på det meningsfyldte liv, fordi fortællingerne viser at livet skál gå efter en bestemt snor, for at have betydning. Det forudsigelige er det ægte, sande og virkelige? At de så er pimpet op med helteskikkelser og næsten uovervindelige fjender, bliver en del af den festlige fatalisme man kan kaste sit almindelige liv efter.

Men det forekommer mig, at lige meget hvór mange gange de prøver med de samme helte og skurke og tab og turbaner, så kommer fortællingerne aldrig for alvor ind i det guddommelige værksted. Det kan måske bedst ses i og med mange af disse genindspilninger og genfortolkninger kommer fra tegneserieuniverset. Et universers - eller skulle vi sige en genre - der på magisk vis netop bærer det guddommelige i tegningerne; skaberens pen og gnist. En hinde, en sfære og et lag af fortælling, der derfor rummer sine egne dybder. Fortællingernes udspring er på een gang synlige og usynlige, hørbare og tavse som et fortidigt big bang. Fantastisk.
Når disse kvaliteter skal omformes til film bliver myten og figurens fødsel alt for banal. Eller altfald så banal, at den kun holder i en begrænset periode, før dens bulder og brag og effekter skal skiftes ud med nye.
Som vi vil se.
Igen.
Uden tanke for at myterne derved bliver til maskiner.

FLASKEPOST

Flaksepost

Jeg forestiller mig jeg har sendt en flaskepost af sted engang, men jeg er ret sikker på jeg aldrig har gjort det. Hvordan kan det nu være? En falsk erindring?

Men gør det noget? Jeg kunne da godt tænke mig, at give mig lov til at kunne huske jeg engang har sendt en flaskepost af sted. Der er så meget velkendt ved det. Materialerne. De klare facts. Opfordringen til at skrive tilbage. Ritualet. Havet. Tiden.

Da jeg boede i Aalborg havde jeg mit værelse i kælderen. På bagsiden af den ene skabslåge skrev jeg engang en sætning om livet og døden og i dag kan jeg forstå, også noget om at være sytten år gammel og forvirret. Da jeg skrev den sætning vidste jeg den ville blive læst. Af nogen. Som jeg ikke anede hvem var. Det var sådan set også ligemeget. Det vigtigste var, den blev læst. Selvom man forestiller der aldrig var nogen der læste det, ændrede det ikke ved glæden over at skrive det, for det kunne ikke tænkes, at det ikke blev læst. Det gjorde ordene vigtigere, mere betydningsfulde, at de ville blive læst af en fremmed.

Når man sender en flaskepost er det ikke ordene, der er det vigtige. Det er digselv. Du sender din identitet ud i verden, for på paradoksal vis at stedfæste du har én.

Og så sker det nogen gange, at der kommer svar tilbage: Du findes! Du skyllede op på en strand et sted. Som et bortkommet barn eller en udmattet overlevende lå du der og blinkede til virkeligheden iklædt et menneskes skikkelse. Et læsende, tænkende, flaskepostgenkendende menneske. Der på sin vis også blev bekræftet i sín eksistens, fordi det kan bukke sig ned, samle en matsleben flaske op med prop. Og indeni se det sammenrullede rituelle pergament: Verden findes, den er befolket, den er lige skyllet op i din hånd. Ergo findes du også!

Jeg har af aldrig modtaget et brev fra Sydamerika eller Nordafrika, som svarede på min flaskepost. Og hvis ikke jeg har sendt én, kan det jo være forklaringen. Men det kunne jo også være situationen, hvis jeg hávde sendt én. Den er blot stadig undervejs. Vugger derude på oceanet. Undviger containerskibe så store som nationer, plasticøer så store som halvkugler. Gyngende mens glasset holder stand med sine tætsiddende atomer. Vuggende den lille rulle, som blødt slår sit budskab på siderne. Når man flyver er der altid et kort over alle de ruter selskabet flyver på. Europa dækket ind af et spind af røde, spændstige, af kloden buede streger. Fra Frankfurt til Formentor. London til Lissabon. Jeg kan fint forestille mig alle Atlanterhavets flaskeposter indtegnet på samme vis. Små førerløse flasker flyder mellem kontinenterne, men i skæbnens fastlagte ruter.

Måske har jeg sendt en flaskepost af sted med et af mine børn? Blind passager på barnets leg? Det kan vel være lige godt. Så længe man ikke får svar, er der håb om at man findes.

DU FÅR, HVAD DU TROR

Ethvert menneskes skæbne er kun dets personlige skæbne, for så vidt den træffer at ligne, hvad der allerede ligger i dets erindring 

Eduardo Mallea - hentet i Paul Bowles' 'Under himlens dække'

EJ, TAL DANSK I HUNDE

War of the words

Guderne skal vide jeg ikke holder min mund ren for utidig brug af ikke-danske ord. Især er jeg slem til at slå tingene fast med sætninger og vendinger fra det angelsaksiske. That's how it goes. There's no way out. It all lies in the eye of the beholder … og alt det crap, som jeg jo kun bruger, fordi jeg tror det øger fokus og greb om pointen. Undskyld, sorry og it will happen again.
Således afladt kaster jeg mig med dobbelt moralsk styrke over fire ord på engelsk, som jeg synes har fundet sig lige lovlig godt til rette i det daglig-danske sprog. Også lige lovlig, fordi de ikke er at finde i den autoriserede ordbog. Det er selvfølgelig et spørgsmål om tid, men måske kan vi stalle dem lidt, al den stund der måske var gode alternativer på dansk.
Lad os høre.

1) Der er for mange ting der 'peaker', når de lige så vel kunne toppe eller kulminere. At noget 'peaker' gør det åbenbart til noget andet, mere, vigtigere eller bare af en bedre (international) kvalitet? Og hvor kommer det fra? Fra udenlandske træningsprogrammer, svenske tøjmærker eller naturvidenskabens høje bjerge? Jeg bryder mig ikke om at peake. Jeg synes det gør min formkurve til et slogan og mit intellekt til noget fra en tv-serie.

2) Jeg kan ikke forstå, hvorfor man giver mere af sin opmærksomhed og sit hjerteblod ved at 'comitte' sig til noget. Man kan ikke engang nyde det eksotiske i ordlyden, for det lyder som et dansk ord, der bor et sted i nærheden af et termitbo og en kommune. Igen får jeg denne paranoia over at den gode danske hengivelse eller dedikation ikke er fin eller dygtig nok. Jeg melder mig sågu ind i kampen mod the commitments! 

'Issues'. Hvad er det med dem? Jeg er godt med på, at det at 'have sine sager' ikke går - hvis man vil sige man har problemer af ikke-cyklisk karaktér, men kunne man så ikke have betænkeligheder, forbehold, noget i klemme, eller slet og problemer, når man var bekymret? Så kunne man have interesser i, øje, blik eller svaghed for, kæpheste eller bare ting!, når det var mere pro-aktivt, som det vist hedder.
Det er især hér, hvor man kan høre, hvordan det udanske ord gnasker gode ord, talemåder og vendinger i sig, jeg bliver bekymret.

Den sværeste til sidst.
For hvornår har De sidst været udenfor Deres 'comfort zone'? Og hvad i alverden skal man kalde dét begreb på dansk? Måske er der her tale om et ord, vi ikke kan afvise, fordi det både vil og kan bidrage med noget nyt?
'Trygge rammer' er vel det nærmeste vi kommer til noget der ér i det danske, men det giver ikke helt samme mening, når man skal ud af sine sine trygge rammer, som når man skal ud af sin comfort zone, gør det? 'Trygge rammer' er ikke på samme måde et tilvalg af det initiativløse og ukampdygtige. 'Trygge rammer' lyder mere af opvækst og familie. En (velment og nødvendig) foranstaltning. 
Kan endog hænde vi har 'undersat' comfort med en lidt for sofalækker lokkende indstilling til livet, for at understrege det kriminelle i at blive dér i comfort zonen, når nu livet byder sig til i luftgynger, togrejser og sex i det fri?

Tre ud af fire. Hvad det siger? Not all bad!

NOW OPEN FOR FUNNY BUSINESS … PLEASE

NOGLE DAGE

Dage med diem

Nogle dage er det som om, at alt hvad man rør ved kan bringe een held. Som om forandringen ligger i alt det man kan nå. 
Man rækker ud og tager ind, man kaster blikke og holder tæt. Omgivelserne er besat med genstande og mennesker som man overopmærksomt og konstant betragter og forventer. I ens indre sitrer noget, der kunne være sjælen. Fra den simpleste blyant til den tykkeste kvinde, er det hele muligvis fortryllet af en anden natur. Og man håber og griber, og griber og håber hver en chance man kommer forbi. Det er en blanding af at kunne se klarere end normalt, og samtidig være hyllet i en fremmedhed. En skæbne. En skabning. 

Som dagen skrider frem forandres det held al ting kunne rumme, til det kolde faktum, at held også forudsætter intet held, og så forstår man, at det lige så vel kan være det manglende held, man har grebet efter. 
Alt hvad jeg rør ved kan bringe mig held. Eller ikke.

AMOR FATI

Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen

DIGT TIL ALLE DE KOMMENDE KONFIRMANDER

Moderen spørger Ham:
- Er du min Gud eller søn,
naglet til korset? Hvordan
finder jeg vejen hjem?

Kan jeg betræde mit hus
uden at vide besked:
er du min søn eller Gud?
Levende eller død?

- Kvinde, svarer Han, - vid,
det er det samme, fordi:
levende eller død,
søn eller Gud - jeg er din.



Af det kan man lære, at der (altid) er andre, der har langt større kvaler med sin tro end en selv, men at det, det (altid) ender med og kommer an på, er om du tør tro på kærligheden.

Teksten er et uddrag af digtet 'Nature Morte' af Joseph Brodsky i Mette Dalsgaards oversættelse.

EN SCENE

SEMANTISK FATALISME - 3.0



 

 

Der er mere mellem A og Z

Dette er ikke en teori. Det er ikke engang en formodning. Det er håbløs, uregerlig påstand. En sang fra de arme lande, der er befolket af poeter og fantaster. Polemikere og fatalister.
Tror de således, behørigt advaret, at det er tilfældigt man kan stave sig følgende par?

ORD & ROD (sproget er en fæstelse)
MOD & DOM (man fælder ikke dom uden mod)
SKO & SOK (...)
PIK & KIP (man kan kippe med meget)
TRÆ & ÆRT (en ært er og et frø)
LIV & VIL (intet liv uden vilje)
KLO & LOK (heksens finger, eller blot formen)
BAG & GAB (en åbning)
MAG & GAM (monogam med sin mage)
VIG & GIV (skab plads, vær gavmild)
DUG & GUD (panteistisk morgenspil på plæne)
RUL & LUR (formen på instrumentet er let rullet)

Modsætningsskema til den trætte og modløse grødæder

Ironi >< Personligt ansvar (Sørine Godtfredsen)

Insisteren >< Eksistens (Michael Jeppesen)

Mod >< Viden

Smag >< Afsmag

Civiliseret >< Illusionsløs

Sprog = bevidsthed >< Lyde = førbevidsthed

Kæp >< H(j)ul

Meget besøgt og kommenteret blog >< Søvn i en obskur zone på Internettet (Dominique Cardon)

Wien - itinerarium constructio

Blauer Zweig

Jeg er på vej til Wien. Hvor heldig kan man være? Seks dage i den europæiske rygmarv. Jeg glæder mig. Og det på trods af, at mit kendskab til Wien er begrænset til den skyldige kulturelle ballast man altid bør have, og en enkelt regnvåd sommerdag i 2008, hvor vi cyklede ind og ud, og kun plukkede de allermest modne fugter. (Det var ved samme lejlighed jeg købte par #K2 - som man kan se på den anden blog (*). Følgende er første indlæg (no pun intended, da jeg passer skoene fint) i en førrejseguide til Wien.
Indtil videre er det lykkedes mig at få læst fire noveller af Stefan Zweig; Guvernanten, Brev fra en ubekendt, Tvang og Uventet bekendtskab med et håndværk, hvoraf kun de to foregår i Wien - Guvernanten og Brev fra en ubekendt - og i forhold til rejseforberedel-serne ikke på anden vedkommende måde, end den giver et indblik i borgerskabets diskrete harmende opførsel anno 20'erne. De er dog alle fire fremragende fortællinger - fremragende fortalte fortællinger.
I tilfældet Guvernanten (1911) ligger synsvinklen hos TO små piger, som i løbet af fortællingen nærmer sig en fælles forståelse af verdens urimelighed og deres store kærlighed til den titelbærende barnepige. For læserens øjne udspiller sig imidlertid et tragisk - melodrama-tisk er nok mere passende - scenarie, hvor guvernantens sociale og eksistentelle livsbane blotlægges så man skammer sig på sit køns vegne. De to spor; som man med fuld ret kan kalde virkeligheder, står og skubber mod hinanden hele vejen til den uhyggelige slutning, der mere efterlader de små piger, end guvernanten og læseren i det kolde mørke. Novellen Brev fra en ubekendt, hvis titel er en af de få jeg kender til i litteraturens verden, hvor fortællerens tone - ikke forfatterens teleskop - har fundet ind (Blicher kan også), er en ligeså lidt flatterende beskrivelse af en Wienerresiderende forfatter(!), som tilskrives af en beundrerinde, men hvis beskrivelser af nattelivet blandt rige mænd og prostituerede kvinder er særdeles stemmingsfulde, og derfor i rejseforberedelsessammen-hæng ganske inspirerende. Vi er i samme leje som Schnitzlers Träumnovelle/Kubricks ret stærke gendigtning.Der spares ikke det hele taget ikke på de store og stærke, fortærende og provokerende følelser hos Zweig. De er båret af et sprog, sjældent spændstigt og blomstrende - også langt mere end godt er - men dragende og masturberende som det nu er; meget tilfredsstillende. Især når det er et selv, der fortæller. Som i novellen med den besynderlige titel Uventet bekendtskab med et håndværk, der så foregår i Paris - og helt givet må være inspireret af Poes MODER-DNA'ske fortælling om manden i mængden. Her får vi ikke at vide, om fortælleren (også) er forfatter, men hans sprog tyder på det: "Dette søde under skyldtes et skybrud, en af hine kapriciøse aprilbyger, ved hvilke foråret så ofte uopdragent forkynder sin ankomst. Allerede på vejen hid var vort tog kørt mod en horizont, der hang sort ned fra himlen over markerne; men først ved Meaux - da forstads-husene allerede strøede deres legetøjsklodser ud over egnen, og de første plakattavler skrigende hævede sig af det dybtforargede grønne, og den bedagede englænderinde over for mig i kupeen var begyndt at samle sine fjorten tasker og flasker og rejseetuier sammen - først da brast den endelig, den svampede mættede sky, som vred og blyfarvet var løbet omkap med vort lokomotiv siden Epernay." Denne mand kan lide at høre sig selv tale. Han tror han afslører sine ører, men det er hans tunge. Oversættelsen har "bibliotikar Helge Kjærgaard" foretaget for Jespersen og Pio i løbet af 1972.
Rejsen er begyndt.

ULYKKELIGE TALEMÅDER - OM MÆND

HVER MAND ER SIN EGEN ULYKKE NÆRMEST


MAN KAN ALTID KENDE EN MAND PÅ STØRRELSEN AF HANS ULYKKE


VEJEN TIL EN MANDS HJERTE GÅR GENNEM HANS ULYKKE


EEN MAND KOMMER SJÆLDENT ALENE


NÅR MANDEN ER STØRST ER ULYKKEN NÆRMEST