SEMANTISK FATALISME - 3.0



 

 

Der er mere mellem A og Z

Dette er ikke en teori. Det er ikke engang en formodning. Det er håbløs, uregerlig påstand. En sang fra de arme lande, der er befolket af poeter og fantaster. Polemikere og fatalister.
Tror de således, behørigt advaret, at det er tilfældigt man kan stave sig følgende par?

ORD & ROD (sproget er en fæstelse)
MOD & DOM (man fælder ikke dom uden mod)
SKO & SOK (...)
PIK & KIP (man kan kippe med meget)
TRÆ & ÆRT (en ært er og et frø)
LIV & VIL (intet liv uden vilje)
KLO & LOK (heksens finger, eller blot formen)
BAG & GAB (en åbning)
MAG & GAM (monogam med sin mage)
VIG & GIV (skab plads, vær gavmild)
DUG & GUD (panteistisk morgenspil på plæne)
RUL & LUR (formen på instrumentet er let rullet)

Toogtyve ord

Tværtsmutz

Bare fordi - der kunne være en afgrund af litterær leg i dette greb, og så fordi jeg fandt inspiration i ovenfor gengivede stykke stof: "Ord:Nr: 22". Spillet er som følger: Jeg tog Tom Kristensens roman "Hærværk" og talte mig frem til det toogtyvende ord, som viste sig at være (det kedelige, men dog bestemte) "den", hvorefter jeg fandt frem til en roman, hvor ordet "den" indgik i titlen. Ikke nogen større opgave, der sagtens kunne løses på mine egne reoler. I Rifbjergs roman er det toogtyvende ord "de", som jeg uden besvær fandt i titlen på (en af mine største læseoplevelser, nemlig) Peter Høegs "De måske egnede". I den er ord nummer toogtyve "morgenens" - og da kunne reolerne ikke længere levere titler. Jeg har tænkt mig at fortsætte legen så længe det kan lade sig gøre - eller til den, på Svend Åge Madsensk vis - går i sig selv igen. Paragrafferne tilsiger det skal være dansk skønlitteratur, og at ordene først tælles, når vi går i gang med brødteksten.

Tom Kristensen: Hærværk (roman, 1930)
Her er vi på kendt grund: En af de store romaner om danskens storhed og fald. En roman hvis storhed og skelsættende portræt paradoksalt blev rummet i et digt, fiktivt indlejret i fortællingen: Jeg har længtes mod skibskatastrofer og pludselig død. Ord # 22 er:
- den -

Klaus Rifbjerg: Den kroniske uskyld (roman, 1958)
Her er vi helt inde i den danske litteraturs DNA. Sproget og selvhadet som motor og endnu et stort menneske bragt til fald. Nerven eviggrønt spændt i tosomhedstrianglen. Ord # 22 er:
- de -
Peter Høeg: De måske egnede (roman, 1993)
Et værk der insisterer på både at være virkeligt og falsk som tallene, der aldrig kan være mere end noget abstrakt. Romanens fortæller hedder Peter - og han findes. Ord # 22 er:
- morgenens -

Frank Jæger: Morgenens trompet (digte, 1949)
Jæger ligger lidt ude i periferien i mit litterære landskab, men jeg har læst hans oversættelse af Goethes "Den unge Werthers lidelser" flere gange. "Den lyse digter" har dog fundet vej til manges ører - b.la. via Kim og kanonen. Ord # 22 er:
- skorstene -