TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER: OPERATIONEN LYKKEDES, MEN PATIENTEN DØDE

Det er et vigtigt men, det der. For den samme sætning uden men, kan give en noget anden betydning. Det er imidlertid ikke til at se, hvilken, der er den rigtige så at sige. 

 

Hvis vi tager idiomet i sit mest udbredte version - altså med men’et - bruges det almindeligvis kritisk-sarkastisk om sammenhænge, hvor mennesket bliver overset, kørt over eller rent faktisk slået ihjel af ‘operationen.’ Operationen kan være så meget, men er i store træk det man vil kalde systemet, staten, bureaukratiet eller noget andet teknokratisk-despotisk. Og i de sammenhæge kan det sådan set være alt fra fint nok til nødvendigt med lidt ironi eller skru i de hverdagslige vendinger, når man har mødt og stødt sig på det. 

Udsagnets etymologi henlægger bemærkningen til en operationsstue på et hospital, og der virker det også oplagt med galgenhumor, omend det ikke er for svage eller evt. pårørende sjæle. Det betyder så, at analogierne til andre kuldsejlede projekter skal understrege, at man er kritisk overfor en unødvendig eller alt for omstændelig proces i skikkelse af bedrevidende og instrumentalistiske kirurger og overambitiøse kolde videnskabsmænd. I andre fx bureaukratiske sammenhænge taler vi så om bedrevidende og instrumentalistiske embedsmænd … eller nyttige idioter, som det ser ud udefra. 

Det smukke ved talemåden er selvfølgelig, at den på en måde parodierer - som det hedder, når man arbejder med replikker - udsagnet, som det ville være sagt, konstaterende, men i overensstemmelse med sandheden, af dén involverede part, som ikke døde naturligvis. Det gør den ekstra skarp og ekstra opmærksomhedskrævende. Lidt som med “Derfor ikke”-kommentaren, som jeg må skrive om en anden gang

. 

Talemåden uden med: Operationen lykkedes - patienten døde, fremtræder nu enten som en stramning af anklagen for magtmisbrug eller semantisk mere oplagt, at man havde til hensigt at slå patienten ihjel. Og så ender vi igen i det paradoksale felt, for hvilken operation har til hensigt at slå en patient ihjel? En patient vel at mærke. Hvis det var en stikker eller en diktator eller bare fjenden, så var det jo fint nok, men så var operationen jo heller ikke den slags operation vi har talt om tidligere. 

Spørgsmålet et således ikke overraskende, hvor meget metaforen i talemåden kan holde til. Kan en patient sidestilles med en medborger eller også med en fjende? Som man måske kan fornemme ligger udfordringen i parodien; det at talemåden er lagt i munden på en karakter og ikke den person, der anvender talemåden. 

Flere talemåder er faktisk parodier eller vandret ind via citater (Forholdene i jernindustrien, Du kan sagtens narre alle folk noget af tiden, Man har et standpunkt til man tager et nyt) og det kan nogle gange give et godt hint til, hvordan man skal udlægge dem - men her er citatet enten en slags koncentrat eller anonymt. 

Jeg hælder selv til versionen med men’et, fordi den stadig har det absurde og kyniske og overgrebet i fuldt omfang, og med men’et får den halt klassiske uempatiske tone med, man nogle gange kan opleve i sammenhænge og sammenstød med store operationer som banker, kommuner og parkenringsselskaber. 

Håber De overlever til vi mødes igen. 

Ordnet

Politiken overskrift

The Big Apple (etymologisk ordbog)

FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 18.03.26

Det er menneskeligt at fejle.

så står den der

og er noget man kan sige

hvis noget måske

en dag 

er gået galt

og det var nogens skyld

måske ens egen

man kalder det sesamord

nogle vil sige talehandlinger

og andre igen bon mot’er

selvom den måde sætningen virker på

ikke er mere til eventyrsiden

end til lingvistikken eller antropologien

noget gør den

i alle tilfælde

mener jeg

for jeg kan tage fejl

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - I KØKKENET

Som man måske - måske ikke - er bekendt med, så er der mange opslag på denne blog om vendinger og talemåder. Måske især når det går galt med enten brugen, forståelsen eller vedligeholdelsen af dem. På statistikken kan jeg se det gennemgående er de opslag, der holder liv i bloggen og det er jo glædeligt, at der er en levende interesse for sproget derude. 

Jeg burde måske af samme grund(e) skrive nogle flere af dem, men jeg har erfaret, at der skal en eller anden anstødssten til at motivere mig. Det kan være misforståelser eller nye versioner eller excessiv brug. I dag drejer det sig om det sidste, for jeg synes der er for mange hænder på kogepladerne derude i de danske køkkener. Og især fordi jeg ikke synes vendingen giver mening. 

Køkkenet er proppet med talemåder og vendinger, De måske ikke tænker dybere over, men stadig er letforståelige, anvendelige og derfor taknemmelige. Her er skyndsomt udvalg: Man har held i sprøjten, fordi man er dygtig til at lægge flødeskum på kagen ~ kan sit shit, man koster rundt med folk, fordi man vil have dem til at hjælpe til med rengøringen ~ hvad som helst, man har slået større brød op, end man kan bage, hvis man ikke kan ælte det ordentligt og har plads i ovnen ~ nå alle sine mål, man er ikke den skarpeste kniv i skuffen, fordi ... ja, det ved jeg ikke rigtig, men så kan jeg blive lagt på is, for ikke koge over, eller fordi jeg dum som et dørslag. Og så videre på fuldt blus.

Og så kommer der nogen - her nævner jeg kun statministeren som det absolut mest prominente eksempel - og lægger hånden på kogepladen. Det gør hun, og en mængde andre åbenbart tåbelige mennesker i fuld alvor for at overbevise os om, at de ved bedre eller er mere villige til at risikere noget (for noget). Det er jo ikke fordi kvaliteten i vendingen er svær at forstå - det er jo ligesom hår i suppen eller en meget varm stol - det er mere udsagnet jeg ikke kan greje, altså. Hvem fanden lægger hånden på en kogeplade for nogen eller noget?! Det kan endda blive så bizart at man hører - i en bizar version at det ferme udtryk 'at have bukserne på' - at dem, der virkelig ved hvad det drejer sig om, det er dem, der har hånden på kogepladen. Det, det i så fald drejer sig om, må altså være at opføre sig tåbeligt og irrationelt, hvad vi måske i de stundende politiske tider så alligevel godt kan se en form for mening i.

Lad mig her blot pege på langt mindre mystiske vendinger der kan lette sproget for imbicile trediegrads forbrændinger, hvis man vil vise man har noget i klemme, har skoen på, vil lægge hovedet på blokken for, stå last og brast med, gå linen ud eller bare kender indefra. Måske ikke så stærke retorisk, men til gengæld ikke foruroligende i betydning.

Som bonus i dette køkkenmøde om talemåder vi ikke tænker over vil jeg gerne spørge, hvordan noget sidder i lige i skabet. Jeg antager her naturligvis det er er køkkenskab, men ved heller ikke bedre. Det er under alle omstændigheder som om vendingen er opstået bagvendt, eller hvad? Hvis noget sidder lige i skabet, betyder det jo at det er vellykket afsluttet, men hvad sidder lige i et skab, når det er det? Måske bortset fra skabet selv, som hænger lige hvor det skal - hvorved vendingen er opstået som en slags omvendt ordspil. Ellers kan jeg kun forestille mig det er en vending vokset ud af den almindelige situation i et køkken, hvor man leder efter noget men har (akut) brug for, og så lettet finder lige i skabet.

Jeg ved ikke om De fandt noget her, men hvis ikke De ønsker at brænde fingrene eller få meget svedige håndflader, så undlad fremover at bruge kogepladerne til andet end stege valgflæsk eller bare god gammeldags husmandskost på.

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - SIDSTE CHANCE

Meget passende lige inden årsskiftet kunne vi kigge på de mange udtryk vi har for ting, der sker eller skal nåes, inden det er for sent. De oplagte som at få det gjort i sidste sekund eller minut, som den sidste chance giver vel sig selv - med den undtagelse, at De næppe har skænket ordet 'chance' en tanke udover, at det lyder fransk og kan bruges på engelsk med samme betydning som indenrigs. Det kigger vi på som den sidste chance. Inden (time)glasset rinder ud og klokken falder i slag ligger vel også inden for den intellektuelle rækkevidde at forstå? Men så nærmer vi os også de mere spegede udtryk; for hvornår er det lige Fanden får sko på og hvad er et faldereb for noget?

Betydningen og brugen af udtrykket "før Fanden får sko på" er ikke en udfordring, for det er simpelthen meget tidligt om morgenen/sent på natten), men hvornår kan man så at sige stå så tidligt op, at man trygt og uskyldigt kan lykkes med hvad forehavende man måtte have? For slet ikke at pege på den paradoksale situation, at Fanden jo har klove og slet ikke brug for sko! 

Fandens sko peger på, at man altid vare sig for Fanden, for han færdes jo blandt os alle med sko på - han antager som bekendt skikkelser efter behov. Tidspunktet derimod er sværere at gætte, men mit bedste bud er inden klokken tre om natten. På de katolske klostre be'r man de såkaldte tidebønner, og een af dem (Matutin) ligger mellem to og tre og er ikke fast, men bruges som såkaldt vågebøn i forbindelse med særlige begivenheder (i byen eller på klostret), og skal sikre at alt går godt. Så ved visse lejligheder skal man op før Fanden får sko på for at sikre, at alt kommer til at gå glat.

Man når og får sagt meget på falderebet. Det har jeg selv gjort hele mit sprogvoksne liv, men først da jeg nyligt hørte det brugt og tænkte over, at vi var på den af året, hvor man skal nå ting inden det er for sent, gik det op for mig, at jeg ikke vidste, hvorfor man sagde det. Forklaringen er imidlertid enkel: Et faldereb er et reb, der skal hindre man falder. Men hvor man måske umiddelbart ville mene, at reb er gode at snuble og falde over, så er de i vertikal sammenhæng rigtig gode af have. Således vil man kunne se et reb ved siden af den trappe (rebstige), der kastes ned langs skibssiden for at man kan borde eller entre et skib. Det er imidlertid den situation, hvor man forlader - går fra borde - skibet og med hånden på falderebet får sagt den eller de sidste ting man måtte have på hjerte eller finde vigtige, der har givet os udtrykket. Med lidt historisk bevidsthed om tider, hvor sejlskibe dominerede transporten, kan man godt forestille sig de var vigtige ord, de.

Afslutningsvis som lovet et kig på ordet chance, der ganske rigtigt har franske og latinske rødder og egentlig betyder kast eller fald som i terningkast; hvorved den sidste chance netop får det præg af skæbne og tilfældighed vi genkender fra de sammenhænge, hvor vi siger det er sidste chance. For efter det forsøg, den handling, det kys eller det argument, så må andre kræfter råde. 

Dette er med andre ord min sidste chance for at ønske godt nytår - og skulle ønsket ikke nå frem, lykkes det forhåbentligt andre at gøre det i mit sted.

Mere om det besynderlige ord bord

https://gregoriansktidebøn.dk

Disclaimer: I dette opslag forekommer tanker og forklaringer som ikke er autoriseret af andet end snusfornuft, sprogbegejstring og kreativ tankegang. 

VENDINGER VI IKKE VISUALISERER

Lige så vel som der er talemåder vi ikke tænker over (se mere under ‘talemåder’ i etiketterne) så er der jo også metaforer vi ikke kigger på længere. I sprogvidenskabelige sammenhænge kalder man dem ofte ‘døde metaforer,’ men det har altid provokeret mig lidt sådan at henrette et perfekt godt ordbillede, bare fordi man sløser med eftertanken. Jeg betragter det nærmest på linie med Freuds manifeste og latente drømme - for så bliver det hele meget mere interessant. Hvorfor skulle sproget da ikke også have en underbevidsthed? Lad os betragte nogle af de mest populære og et par af de mindre brugte.

- Hvad forestiller De dem fx at fingeren skal trækkes ud ad, når nogen skal se at få (trukket) den ud? Således stillet til ansvar er der ikke mange muligheder vel? Jeg undrer mig blot over, hvad den laver deroppe? Muligheden for at den befinger sig oppe i næsen er selvsagt også til stede, men ret beset, hvem ville bede en person, der har fingeren permanent i næsen, om at foretage sig noget som helst, der involverer et ansvar? Ikke at det hjælper den sidder fast i den anden ende. Selvfølgelig kan fingeren befinde sig i så mange andre - mindre vulgære, for ikke at sige latrinære, huller; ørerne fx, eller honningkrukken. Maskinen endog. Det er bare ikke særlig plausibelt, fordi vendingen har den der chokerende og måske afslørende tone, som man nemt kan sammenligne med det at blive taget med bukserne nede. Det antyder jo også, at det er en ældgammel problemstilling med folk, der simpelthen sidder for længe på lokum, hvad der jo er upraktisk både fordi man selv kan være trængende, eller fordi det ikke er særlig produktivt … så ja, jeg tror faktisk fingeren sidder dér. Selvom det bestemt ikke er et nydeligt billede, vel?

- I første ombæring må man spørge, hvad det er  for en bro man har brændt? Ud over en af træ, hvad der tydeligt anviser en alder for vendingen. I anden ombæring åbner udsagnet også for den fantastiske mulighed, at man rent faktisk kan træde ind i metaforens rum; Hvorfra ser De således den brændende bro? Landsiden, vandsiden, fra luften? Og siger dette syn noget om, hvordan De har det med de brændte broers taktik? Jeg må bekende at se broen fra flodsiden - eller måske bare fra siden. Altså i dens mest allegoriske (og derfor lidet tredimensionelle) form. Men ser man den fra den ene side vil jeg vove den påstand man har et iltert, men jo stadig strategisk, temperament. Ser man broen fra luften har man en levende fantasi, eller spillet for mange krigsspil. Befinder man sig på den … må man være offer for andres opgør eller ude på at give betydningen et selvmorderisk tvist, hvad man jo godt kan se muligheden i, hvis man virkelig ultimativt vil brænde sine broer.

- Hvor går man ned med flaget? I skraldespanden, i kælderen eller måske med det synkende skib. Udtrykket er med garanti ældre end Asterix, men seriens piratskib går så klart ned med flaget, at det burde være ophavet (…). Vendingen kommer nu også fra det maritime. Men det er ikke entydigt et spørgsmål om heltemod eller nederlag. Den almindelige betydning er det sidste; hvis nogen er gået ned med flaget, har de mistet grebet (om hvad fristes man til at se efter) - men sætter man billedet og hele skibet på, synes jeg egentlig ikke det er en fair udlægning. Man bliver jo ombord, hvis man går ned med flaget? Som en rigtig kaptajn gør. Der er på den anden side også historier om, at kaptajnen gik ned med skibet, som en slags selvmord, for at undgå det retlige og økonomiske efterspil. Forklaringen på udtrykkets billede må være ‘gangen’ - det at gå - som har erstattet ‘strygningen.’ Altså det at flaget (fanen, standarden) ikke længere (kan) holdes oprejst i kamp. På samme måde som man kan gå op i limningen (en metafor som man faktisk stadig har ret god visuel id på eller hvad?), uden at gå nogle steder. At gangen spiller så afgørende en rolle (Hvordan går det med dig? Det lige op for mig, at … etc.) i de sproglige faste vendinger, må vi spekulere over en anden gang. Vi går videre.

- Men hvad strammer man op, når man strammer op? Hvad ser De for dem, når noget trænger til at blive strammet op? En anseelig mængde metaforer betjener sig jo af den menneskelige anatomi - men spørgsmålet om det også gør sig gældende her? Man kan jo stramme så meget: Barduner, bælter, remme, liner og bånd. Man kan stramme garnet, rebet, grebet og skruen. Lige meget, hvad jeg prøver på, ender jeg med at se en vom, der ikke helt vil blive i bukserne. Det siger nok noget om mig og min vom - men siger det så til gengæld noget om den helsebringende tid jeg lever i? Var der engang, hvor man så billeder af tovværk i sit ubevidste, når udtrykket blev brugt? Næppe, når talen faldt på de stramtandede typer (som jeg har hørt er blevet til stramtantede! med tidens sløsede og så alligevel også kreative udtale), og næppe heller når noget lugtede stramt. Jeg ser mere og mere hud for mig. Og hvis ikke hud - så strambuks, så det næsten kommer ud på et. Stram op! Sproget hænger dig langt ud ad halsen.

- Sluttelig MÅ jeg alligevel spørge, hvad er det for en abe, man sender videre? Hvis vendingen har en oprindelse, hvilken slags abe var det så, og i hvilke omgivelser og især hvordan? Sender man aben videre med post, virker det umiddelbart for langsommeligt til en talemåde, der handler om at slippe af med noget i en fart. Kan man håndtere aben selv, er det vel fordi den er armgænger og håndtam, og så er der jo ingen grund til at skille sig af med den, al den stund den ikke er besværlig og bider med sine gule tænder. Vi ved godt, hvorfor den bliver sendt videre - det er fordi ingen bryder sig om at sidde med den (til sidst). Meget lig spillet om Sorteper, der jo er en kat … abe-kat? Er den for nem? Men udtrykket ‘at sende videre’ er slet ikke uforeneligt med spil. Nå, men i gamle dage var aben også lig en ubegavet person - som man således godt kan forstå ingen gider være sammen med og derfor sender videre til de næste gæster eller personer i rækken. Hvis dette besøg på bloggen var alt for abeagtigt og slapt, så se at få fingeren ud og send det videre, før De går ned med flaget.

PISTOLHÅND

Ordet pistolhånd har en dragende klang. Ikke (alene) på grund af dens potente og truende undertoner - men fordi ordet sådan set er mere end det selve hånden formår at være.

For god ordens skyld: En pistolhånd er det man laver (nogle ville måske sige mimer - og det er ikke uvæsentligt), når man retter een eller to fingre ud, folder to ind og lader tommelen stritte lige op, så hånden antager form af et håndvåben. Man gør det typisk, hvis man vil ‘skyde sig selv i hodet,’ for at illudere (endnu et synonym) en tåbelig handling eller mangel på intelligens hos sig selv eller andre (skudt i hodet). Jeg har forsøgsvist arbejdet med at bruge pistolhånden til at vise en anden talemåde; at skyde sig selv i foden, men den bliver ikke rigtig modtaget. Det ser nok for mærkeligt ud. Man kan - og det er i den sammenhæng jeg første gang hører udtrykket - også opleve den, når truslen om at man vil skyde eller kan blive skudt er reel, og en person signalerer det med hånden. 

"Pistolhånd rettet mod café,” står der bl.a. på Mitfyn.dk den 16. august i år, men jeg ret sikker på jeg hører det oplæst i radioavisen - sandsynligvis i forbindelse med samme hændelse. Jeg forstår ordet i samme øjeblik jeg hører det - men jeg ved ikke om jeg har hørt det før. Det er på samme tid logisk og mystisk. For man og jeg har jo selv lavet pistolhånd masser af gange - især da hvis vi spoler tilbage til barndommen, hvor pistolhånden nok har været den mest almindelige gestus, jeg har lavet med mine hænder næst efter at pege. En gestus som pistolhånden jo har en vis lighed med, men som i denne sammenhæng jo tjener til at vise forskellen på gestusen med at pege, som svarer til sprogets deiksis, og det at hånden er noget i sig selv.

Faktisk er der ikke noget lignende man kan lave med sine hænder, tror jeg. Man kan bruge dem til at understrege, eller forsøge at vise fx en bestemt størrelse, en bevægelse eller en obskøn gestus. Men der er ikke andre eksempler på at hånden ‘er’ det, den forestiller. den bliver altid en ‘tegning’ - som i glorien over hovedet, en kode - som i OK-tegnet. Knytnæven - som trussel eller power-tegn er nok det, der kommer nærmest, men paradoksalt nok også ligger håbløst langt fra, da næven jo fysisk er det samme som skal anvendes, hvis. 

Sakse-hånden (har jeg lige lavet et nyt ord?!) kommer dog tæt på. Men sådan som jeg læser den, er den sjældent præcis lig med en saks og saksens specifikke funktion. Når man laver saksehånden kan klippet lige så godt være i overført betydning - man ‘cutter’ noget, ligesom man afbryder en filmscene, for at sætte en ny på, eller ‘saksen’ bruges til at klippe noget over (fx kastrere eller save af), som man aldrig ville anvende en saks til i den virkelige verden. 

Det er også afgørende at praksis er endt med at kalde det pistolhånd og ikke håndpistol. Det hedder jo håndtegn af en grund. Ligesom en lang række andre ord har hånd som første led, for at understrege, det er hånden, der skal, kan eller gør noget. Rækkefølgen er nok også det, der er afgørende for min fascination - for det er jo netop det, at det hedder pistolhånd, der får tegn og indhold til at flyde sammen på en meget usemiotisk måde. Hånden er en pistolhånd. Den er ikke et tegn, den er en pistol-hånd. 

Afhængig af den kontekst den optræder i kan den naturligvis - som tegn - snildt indgå i en almindelig sproglig kommunikation: “Jeg har tænkt mig at skyde dig.” Men som ord kan den ikke være andet end begge dele. Den er pistol og hånd på een gang; en Inspector Gadget-Robocop-feature eller simpelthen magisk, som i barndommens univers, hvor man, hvis man anstrengte sig næsten kunne fornemme projektilet bore og bule sig vej gennem den buttede finger, for eksplosivt at finde banen mod fjendens naivt smilende fjæs. Meget overrasket når han at blive i det korte øjeblik fra han fornemmer et fremmedlegeme trænger sig ind i synet på og slukker og lukker for alt det sprog man er omgivet af.

ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - MAD

Spis noget til

Det er jo ikke hverken svært eller mystisk at bruge talemåder som (ikke at have) ‘salt til et æg’, synes om en fyr han er en ordentlig ‘bøf’ eller en pige, at hun er en ‘lækker steg’. Vi har heller ikke udfordringer - som sådan - med at 'slå større brød op, end vi kan bage’ eller få serveret ‘en tynd kop te’. Som det fremgår er madvarer en yndet gruppe til vore faste vendinger - helt sikket fordi, som andre emner, der også dominerer idiomerne, mad er sanseligt og nemt at oversætte.

Der er imidlertid en lille gruppe vendinger, jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår, hvorfor vi siger. Jeg - og givet også De, kære læser - forstår til fulde betydningen af at ‘klare ærterne’, ‘hvile på laurbærrene’ og 'være en hård banan’. Men hvorfor siger man sådan? 

At klare noget kan betyde adskillige ting: At ‘gøre klar’ til afgang, start eller anden aktivitet. At komme ‘udenom’ eller forbi problemer; overomme udfordringer. At ordne, fikse, reparere eller ændre fra en tilstand af dysfunktion til det modsatte. At lysne, gøre gennemsigtig eller på anden måde (igen) ændre fra een tilstand til en anden. Alle betydninger kan være relevante, da ærter som bekendt kan ankomme til køkkenet i både bælge eller form af tørrede. Og man kan derfor godt se det hensigtsmæssige i, at de skal ‘klares’, for at kunne blive til at spise. Indsatsen i at bælge en pose ærter står bare ikke helt mål med den indlejrede betydning af talemåden. Hvis nogen har klaret ærterne, har de ikke ordnet en bagatel, vel? Så her er det mere oplagt at se på, hvordan man virkelig kan blive udfordret af frøene. Ifølge Ordbog over det danske sprog kan talemåden være kommet fra netop besværet med at få de tørrede ærter kogt igennem - altså noget man må antage har taget lang tid, og derfor naturligt må have sneget sig ind i den daglige tale i køkkenregionerne: Er ærterne klaret? Underforstået; så vi kan komme videre i menuen. Et mere nutidigt eksempel på slowfood finder vi med kikærterne, der som bekendt skal stå i blød i et døgn, og altså også skal klares, hvis man vil lave sig en hummus fra bunden. 

Hvis man hviler på laurbærrene svæver man i overhængende fare for at blive en badebillet … et udtryk vi må tage op en anden gang. Laurbærrene er ensbetydende med sejre - det ved vi, mere eller mindre instinktivt, når vi genkalder os billeder og logoer, hvor laurbærkransen kranser denne eller hin sejrherre: Ole Olsen (speedwaysporten har en udtalt forkærlighed for store kranse), Fred Perry (der notorisk brand-mærker sit tøj) eller Julius Cæsar (der blot bar den som diskret pandebånd). Talemåden beskriver altså metaforisk, at man sætter sig (for godt og mageligt) til rette på sine egne sejre, hvorved man dels gør sig til offer for selvforherligelse (badebilletten) og/eller kan blive stødt fra tronen af mere ærgerrige rivaler. Så vidt så godt - eller skidt. Men hvorfor laurbær? Hvad er der lige ved dét træ, hvis bær i øvrigt sjældent optræder og hos visse arter ligefrem er giftige? Så vidt jeg kan se er der to mulige spor - som meget vel kan være eet, men det kan ikke bekræftes. 

‘Laus’ betyder på latin hæder og anseelse. Man kender det fra sammenhænge, hvor man kan dimittere 'cum laude' – med ros, 'magna cum laude' – med stor ros eller 'summa cum laude' – med største ros. Forstavelsen lau- er således hjemme - og planten hedder da også på latin ‘laurus’, hvilket for en ikke-gennemskolet latiner kunne være tæt nok på, til at være en forbindelse. Men leder man videre bliver forbindelsen mellem træet og hæderen dog også mytologisk funderet. For den (intellektuelle og åndelige) græske gud Apollon fik i antikken tilskrevet træet som sit, fordi præstinderne i Delfi - dér man kunne få oraklet til at svare, ved De - spiste dem, for bedre at kunne modtage beskeder fra netop denne altseende og alvidende gud. Mytologien bunder som altid oprindeligt i liderlighed, for da bemeldte Apollon på et tidspunkt efterstræbte nymfen Daphne, forvandlede hun sig til en laurbærbusk, af hvis blade han så lavede en krans til sit hovede - vi lader billedet stå et øjeblik (mens vi ser en parade af laurbærkransede kejsere, studenter og sportsudøvere defilere forbi, og ikke tænker på Freud).

Bananen er nok den mest interessante fødevare i denne sammenhæng. For hvordan i alverden ender dette udtryk i munden på mennesket? Talemåden skal måske lige vendes; for en hård banan er jo en type, der ikke let lader sig skræmme eller intimidere. En person som kan stå for et vist pres. Om vedkommende er mere eller mindre hård end den hårde negl og den hårde hund er nok op til den enkeltes sproglige praksis (i.e. alder), men vi er nok trods alt ikke i kategorien ‘kynisk satan’. Med den hårde banan som udtryk er der (mig bekendt) ingen forklaringer at finde på udtrykket. Der findes beslægtede sløve bananer og man kan såmænd også gå bananas - men årsagen til denne eksotiske frugts togt ind sproget er ikke til at finde. Så her er banen fri til sproglige spekulationer.

Først overvejede jeg om netop bananens transport kunne være nøglen - altså at de læsses og (især) losses i havnemiljøer, der som bekendt huser hårde og stærke typer - så en havnearbejder kunne måske på et tidspunkt have fået tilnavnet ‘en hård banen’, men mon ikke det ville være blevet dokumenteret/registreret? Jeg må huske at spørge en havnearbejder næste gang jeg møder en. Så er der selve frugten (som egentlig er et bær - men det må man læse om andetsteds), der som bekendt kan blive meget overmoden og blød, under de rigtige (forkerte) omstændigheder. Dette giver den hårde banen en særlig status som udholdende og modstandsdygtig, hvad der naturligt nok kan være blevet til en god og forståelig vending i sproget. Problemet her - og i det hele taget med bananen - er, at den er ganske ung i det danske køkken. Faktisk kom den først hertil omkring 1900, og sprogligt set burde anvendelsen af dens ord egentlig være veldokumenteret, hvad det ikke er. Bortset selvsagt fra i slangordbogen, hvor der er mange bananer - heraf især een, der kunne være relevant. Nemlig som et andet udtryk for penis. Ja. Det er ikke det mest anvendte jeg kender, men hører man nogen sige om en fyr, at han har en vældig banan, så er man selvsagt ikke i tvivl om, hvad der hentydes til (også her ville undtagelsen, der bekræfter reglen være sjov at kigge på). Jeg vil lade det være op til Dem, kære læser, at vælge hvorfra udtrykket ‘at være en hård banan’ er kommet, og med Freud stille fejlcitere; at nogle gange er en banan bare en banan, nogle gange er en krans bare en krans og nogle gange skal man bare klare ærterne uden så mange omsvøb.

Sex og mad er og bliver faste medlemmer i talemådernes klub. Velbekomme.

Fortolkninger og bud dannet på baggrund af research, fornuft og god fantasi og således ikke videnskabeligt holdbart.

Wiki

Ordbog over det danske sprog

Urtehaven

A.K. Nielsen

bananer

VÆKST TEST

 

Lykkeligere, rigere, større

Når nu alle (der er nogen) taler så kompromisløst forblændet om, hvor vigtig den er den vækst, så lad os da teste dens ægthed ved at køre den gennem en af sprogets ældste maskiner - de folkelige talemåder - med værdierne som tema.

Tale er sølv, men tavshed er vækst.
Den der betaler væksten bestemmer også hvad der skal spilles.
Nød lærer nøgen kvinde at vækste.
Være sin vægt værd i vækst.
De lover vækst og grønne skove.
Vækst som forskyldt.

Giver det mening? Finder vi (nu) trøst i vækst? Fremtidsmusik? Sproget er som bekendt det eneste man kan fortælle sandheder og afsløre løgne med.