ENGELSK PÅ DANSK (NOK) SAGT

Sorry, jeg kan ikke lade være

Selvom det er håbløst forældet og tilmed latterligt, kan jeg ikke lade være. Som en anden afdanket Don Å kaster jeg mig igen og igen over den engelske invasion af det danske sprog - mest fordi jeg synes vi kan lige så godt selv, og så fordi jeg tror vi bliver dummere af at tale ens. Skulle nogen være vågen nok til at tænke over dén bemærkning, så tillykke.
Her kommer under alle omstændigheder cirka fire ord jeg pt bakser med at affinde mig med fylder pladser ud i de danske sætninger og munde og på de danske tunger.

Lokationer
Har De også bemærket, hvordan dette ord pludselig dukker op alle steder. Oftest med en underlig misvisende klang - hvor man ikke ved om der tales om steder eller omgivelser. Jeg tænker det er vandret ind via (især) de mange digitale kort og vejvisere. Som man vil have bemærket er ordet stavet på dansk - og det findes også på dansk (hvad man kan læse mere om her), men brugen er tydelig engelsk indhentet. Hvorfor ikke i stedet tale om netop 'stedet, hvor man er', til nød placeringen, når man omtaler eller understreger sin lokation? Så man fx ikke bliver snydt af, at mobiltelefonen gemmer dine lokationer - men rent faktisk véd, hvor du har været!

Fit 
Uha, hvor der er mange fitte mennesker at se for tiden. Især fordi det er bikini-t-shirt-tanktop-bar-overkrop-sæson. Og til fit kunne man føje - buff, bulky, firm, lean ... og et helt væld af andre ord fra fitness-centret og træningsplanerne. Det er vel næppe interessant at spore denne sproglige tendens tilbage til Jane Fondas workout, men det er altid interessant at ofre så tunge sprogsæt en tanke. 
Er man smukkere og mere vellykket som fit end veltrænet? Er man mere kontrolleret og mindre klam, hvis man bulker, end hvis man er på opfedningskur? Er det en lille smule mindre farligt at omtale andre menneskers udseende, hvis det sker gennem en sproglig vikar-kultur? Det er hvert fald naivt at tro, at det ingen forskel gør. Helt gammeldags vil man være, hvis man taler om 'at komme i form' - være i 'god form' og måske endda 'topform'! Men læs igen. Og igen. Er det ikke så meget mere sigende og passende med den elegante dobbelttydighed i (form)sproget. Ikke alene er man veltrænet, man har simpelthen tilpasset sig en form, gjort med kroppen, hvad man kan, når man arbejder med den. Det er da langt mere formfuldendt end fit.

Gamechanger (game changer, game-changer)
Som med lokationerne er dette ord utvivlsomt vandret ind via computer- og konsolspillene, men det har gjort en imponerende karriere fra drengeværelset til korridorererne på Christiansborg (også derfor der endnu ikke er konsensus om stavemåden), hvor jeg har hørt det i de politiske debatter. En hurtig søgning bare på nettet viser også en udbredt brug. Spørgsmålet er så om det er et nødvendigt ord? Ingen tvivl om at det bliver elsket som lang række beslægtede ord fra bullshit-bingo (benchmarks, first movers), fordi det bare lyder skidegodt at kunne sige om nogen - noget, at det kommer til at ændre tingene med nyt og alligevel ret logisk ord. Men hvad siger man egentlig? At det hele er et spil?! At alt, hvad men hiver ind, finder på, gør altid er del af en overordnet strategi, hvor den, der ændrer reglerne har føringen? Ja. Prøv at køben en ny støvsuger og kalde den for en hjemlig gamechanger! Præsenter en ven for en ven og kald ham en gamechanger. Nej vel. Gamechangere er skræmmende kyniske og nemmere at se igennem, hvis man kalder dem udspekulerede og/eller bagstræberiske. 

Shitstorms
Åh ja - shitstorms. Lortestorme. Pisvejr. Møgfald. Ordet vækker straks associationer og ideer til, hvad man ellers kunne sige. Ikke at det (også) er fedt at bruge dette ord. Men egentlig er det nok for stærkt, og dermed et billede på en anden underliggende fare ved at overtage de engelske ord og fraser. På dansk kan man finde (alternativt blive ramt af) en shitstorm, hvis man laver en dårlig reklamefilm eller ikke har vaser nok til kunderne, men reelt dækker begrebet over en ultimativ udslettelse med lort; eller som der står i the Oxford Dictionaries: "A situation marked by violent controversy." Og her er vi nok ikke helt med Kähler og Danske Bank, som vist stadig har produkter til salg. Forkærligheden kommer sig nok af, at shitstormene primært er et web-fænomen, og da dér er mange sure mennesker, som kan accellere til rigtig, rigtig mange i løbet af kort tid, så lyder det som om, der er en god overnesstemmelse mellem begrebet og begivenheden. Jeg foretrækker nu i denne sammenhæng at få røven på komedie.

Mere om shitstorms

Hold nu kæft!

På læberne

Det er en kendt sag, at sproget er tiden og tiden er sproget - ikke (alene) i bevidsthedsmæssig henseende, men fordi sprog er kultur og tendens, fordi sprogets udvikling og udtryk er et aftryk af den tid der taler det. Slangudtryk er noget at det mere oplagte - og herunder eder, kraftudtryk, bandeord eller sværgen, som det vist også kan hedde. Om det skal det følgende handle.

Enhver kan jo nok sige sig selv, at årsagen til at man bruger udtryk som fuck og Gud (evt. i samme sætning og lige efter hinanden, hvis man virkelig skal have turbo på), er for at forstærke og understrege. Heller ikke umuligt at sætte sig ind i, at de virker fordi begge ord (begreber) rummer noget power og mana i kraft af deres hhv. tabuiserede og ophøjede status. Engang (...) var Gud noget helligt særligt, hvorfor man ikke måtte tage hans navn forfængeligt, hvad man så gjorde - selvfølgelig. At kneppe er ikke forbundet med offentlighed og fællesskab og ses ikke på som i den forstand naturlig adfærd (ja, på trods af det er det eneste vi med sikkerhed ved menneskeslægten har gjort som den naturligste ting i verden siden ... well, "the big bang"), hvorfor det automatisk vækker opsigt at udsige. Det er så evident, at man ikke tænker over det. Skide simpelt. Satanædemig oplagt. Og så videre.
Der skulle imidlertid en ny ed til, før jeg kunne tænke det sådan. I de seneste måneder er jeg stødt på udtrykket "hold nu kæft" ... hvor etellerandet. Gerne med tryk på "hold". Og hvorfor er det så et kraftudtryk i dag? For det er det.
Enhver bruger af netop dette udtryk siger det jo ikke fordi han eller hun (alfald ikke åbenlyst og bevidst) ønsker at omgivelserne skal holde kæft - i hvert fald ikke mere end man gør ved brugen af andre udtryk. "Fuck, jeg så noget weird på vej til arbejde i dag" - er jo en opfordring til andre om at lytte - hvad man gør pænest med lukket mund. Så "hold nu kæft" er en markør som alle andre bandeord.

Og udtrykket er blevet til et bandeord, der skaber opmærksomhed, fordi det i dag er tabu at begrænse andres integritet - f.eks. ved at bede dem om at holde deres kæft (jeg er mere til varianten om at "lukke røven" - men den betyder altså at man rigtigt (rigtigt, rigtigt) skal holde sin kæft). I dag må man ikke ikke vise respekt. Den politiske korrekthed er blevet til en slags internaliseret refleks. Respekt i dag er blevet noget man klynger sig til og nægter at gå på kompromis med. Respekteres, DET skal man. Jeg er ganske vist af den opfattelse, at respekt er noget mere anvendelig når den gives til nogen, der har mod og mandshjerte nok til ikke at være optaget af den slags besynderlige krav. Men sådan er det ikke i dag. I dag skal man have sin (daglige) respekt, ellers er man jo ikke nogen der minder om nogen - ja man er dårligt nok et menneske! Ingen ved dybest set hvad det er - men alle skal have det. DERFOR reagerer man med tics og gib, når nogen beder een om at holde sin kæft. Hvor fucking respektløst. Man kan også, som Lasse Rimmer i det aktuelle Euroman, vælge at smide et ekstra tabu på - og sige "hold nu din FEDE kæft" hvor etellerandet. Så får man også rykket i kæden til fedmetabuet og sikret sig endnu en angstfuld tilhører.

Skulle man pege et kommende kraftudtryk ud, som på samme vis indfanger tidens tabu og tendens ... så bliver det nok "slap nu af" for et par grimme bukser jeg så i dag. For er der noget folk er bange for de ikke kan - så er det at slappe af. Og er der noget folk er rigtig bange for, så er det at miste grebet og kontrollen over sig selv - hvorfor man bliver bedt om at slappe af .. meget ydmygende. Jeg tror på den. Vent og se ... hør.

Det er svært med det sprog og det det siger i munden på os. Måske man skulle holde sin fede kæft og slappe lidt af.