PANIK

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID II

Han havde et coronapas. 

Hun havde et coronapas. 

Hun havde ikke et coronapas.

Han havde ikke et coronapas.

TRIPLE TERROR - LILAC

REBLIK

 

Hvad sagde du der?

Det der er galt med den svenske censur og/eller trang til politisk korrekthed, er at den også vil hindre folk i at tænke selv - eller stoppe dem i at skulle gøre det. Når Grethe Dirckinck Holmfelds barnlige citater censureres for deres - med et dovent voksent øje rimeligt sexistiske udsagn - så hindrer man jo det, der er grundlæggende for al kommunikation; at man skal tænke selv. For udsagnene om lesbiske kvinder er jo udtryk for det de opdragende omgivelser har ‘lært’ børnene at tænke og sige, ikke hvad de som sådan måtte mene. Det samme gælder Dan Parks udsagn, der, hvad man jo også tydeligt kan høre på ham, ikke er noget han selv mener han mener, men oplagt har hentet i et ret begrænset udsnit af den verden han mener at leve i … i Sverige i øvrigt.
Man kan godt drage paralleller til den eneste nyere danske skandale i så henseende; nemlig Jørgen Leths ‘jeg tager kokkens datter’ tekst. Her var igen tale om et udsagn forfatteren og kunstneren havde hentet et andet sted fra, end hans og hendes eget sind, men villigt stillet til skue, for at vi kunne tænke vores. Med Leth var det selvsagt sat på spidsen, fordi det var muligt at tolke det som hans egne, af den imperialistiske kulturs formede lyster.
Men i disse tilfælde risikerer man altså med censuren at hindre refleksion. Overvejelser om, hvad der dog kan få børn og voksne til at ytre og være underlagt mere eller politiske og kulturelle holdninger. Det ville svare til at forbyde kriminallitteratur, fordi der optræder onde og bestialske mordere, som jo må være usunde at kolportere ind i et ordentligt samfund. Det gør man imidlertid ikke, fordi der er vi på sikker grund med, hvem der har ret og hvem der tager fejl. Der skal vi ikke tænke for længe over tingene. Og sådan vil vi helst have det. Man skulle tro nogen havde voldtaget vores selvstændighed.

HESTEKRÆFTER OG MARKEDSKRÆFTER

Tænkpasser

Hvis De mangler et usædvanligt præcist billede på, hvordan markedet fungerer her i den vestlige ende af verden, så ligger det lige for at kigge på noget mange af os besøger med jævne mellemrum: Benzintanken. Nærmere bestemt benzinstanderen som den ser ud i dag. 
Mange af de steder jeg besøger er den nu blevet udstyret med en skærm og en højttaler, hvor sidstnævnte på en høj(s)t intimerende måde har bevæget sig ind i et af de få ‘moments of zen’ en ikke ellers så tit bus/tog-rejsende person har. Når jeg begynder (og det sker stadig hver gang) tankningen og sætter alt intellektuelt ‘on hold’ i det minuts penge det nu varer at fylde 30 liter på, så bliver jeg sekundet efter afbrudt af, hvad jeg tror er et menneske, som enten fløjter eller hvisker eller bare spørger mig om noget. Første funktion: Markedet lader dig aldrig i fred. 
Hvad er der så på skærmen og vil den forlokkende stemme så? Selvfølgelig gøre opmærksom på et eller andet produkt man kan købe. Det kan være mere eller alternativ benzin. Det kan være mad eller ferie eller hvad fanden ved jeg. Skærmen understreger under alle omstændigheder markedets anden funktion: Intet salg uden muligheden for et mersalg.
Tredie og sidste funktion er næsten den mest brutale. For når stemmen har henvendt sig og produktet er præsenteret, så kommer den dejlige og hypnotiske musik flydende for at skjule alle de snurrende tal og luderagtige tilbud man er omgivet af. Musikken pakker så at sige et ellers ret regulært og rustikt forbrug ind i en lækkerhed, det ellers aldrig tidligere har rummet. Og dette nylækre forbrug mister man nådesløst forbindelsen til i samme øjeblik man slipper aftrækkeren på pistolen og parkerer den i dens dertil indrettede. Det vil altså sige, at man straffes for ikke længere at være en potentiel kunde; man udelukkes fra muligheden for at forbruge. Og det sker så skarpt og brutalt som en halshugning. Er du færdig med os er vi da osse færdige med dig. Nu har vi suget alt hvad vi kan og blæst alt hvad vi har, hhv. op af pungen og ind i hodet på dig, og nu er det slut. Musikken fader da ikke, stemmen siger da ikke farvel og man står så der tilbage med impotent slange og frygter man aldrig mere bliver lukket ind i varmen. Hvis ikke du forbruger falder verden fra, og du står fortabt tilbage.
Heldigvis har du nu benzin på din bil og kan køre væk fra det elendige landevejs- og identitetsrøveri lige så længe det skal være, indtil du står der igen. ESSOfos reerected.

SANDHEDEN OM MENNESKET

Visse ord

Mennesket et en selvforsynende organisme, der defineres af det det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv.
Alt afhængig af [indsæt foretrukken eksistensfilosofi] kan denne organisme blomstre, forgå eller blot overleve.
Hver dag bør være en kamp mod dette dogme, som jeg netop har formuleret, selvom det ikke burde kunne lade sig gøre.

KRF
1. september 2013

KNAUSGÅRDKONSTIPATION

Og netop i dette øjeblik hvor barnet kastede sit åbne blik mod mit, fordi det var eet med karrusellens cetripetale kraft, eet med dens inverterede malstrøm og eet med dens iboende frankensteinske maskineri, netop dér forstod jeg at mennesket er en selvforsynende organisme, der lever af det, det tror andre ser, tænker og ved om det - uagtet andre ikke kigger på, tænker over eller ved noget om andre end dem selv. Og alt afhængig af livskraft og eksistentiel indsigt kan denne organisme blomstre, forgå eller bare overleve.

BLIV I MIT DERUDE

Elleve uvidenskabelige sprog- & kulturhistoriske opdateringer til eftertanke eller ikke til eftertanke

Oliekrise > Finanskrise

Rotteræs > Selvrealisering

Homofili > Pædofili

Ideologi > Fanatisme

Workout > Fitness

Den kolde krig > Civilisationernes sammenstød

Det offentlige rum > De sociale medier

Dannet > Selfmade

Tankegang > Mindset

Ugift > Single

Jeg > Mig

ER DU SKADET?

 

Sundhedstjekket syg

"Skadet" er det nye sesamord (se mere om det begreb i anonyme eponymer). For er man skadet er man sikret en optimal position i dette senmoderne, sundhedskonforme og selvmodsigende samfund.
Som "skadet" får man jo både bekendtgjort høj helseaktivitet og stort omsorgsbehov. Det er en omnipotent udmelding. Prøv også heltevarianten med både at være skadet og ALLIGEVEL deltage. Større badebillet findes ikke. Det er det samme som at være erfaren og få lov til at deltage på en nybegynders vilkår.
Men hvorfor overhovedet interessere sig for skadens sociale slagsider? Fordi skaden - og brugen af den - indikerer en usund opfattelse af sundhed (se mere om atiteser i ti triste antiteser) i mentaliteten omkring det at dyrke motion. Enhver kan sige selv, at når skaden giver så store privilegier, som den gør, så er den i disse tider, hvor netop forskelsbehandling, opmærksomhed og status er i høj kurs, jo ikke længere en straf eller en konsekvens - men en præmie. Ja, kan man fremtrylle en slynge, et magnetbånd, elastikbind eller evt. bare et lillebitte træk på det ene ben, så er det at sammenligne med en orden.
Skaden kan også fungere som fantastisk fender for de tidligere så famlende og ubehagelige afslag. Nu behøver du ikke længere bekendtgøre svagelige (og ofte komplet diskvalificerende) udsagn og træk som "jeg har dårlig ryg", "jeg har ikke lyst", "jeg er udmattet", "jeg er i dårlig form", "jeg bryder mig ikke om at motionere", "jeg er bange for ikke at være lige så dygtig/hurtig/god, som resten af verden/mine venner tror jeg er", men kan feje det hele væk med en skade.
Skulle der nu sidde nogen med dårlige hofter og et par krykker til at holde dem oppe og føle sig fornærmet, undskylder jeg uforbeholdent for ovenstående analyse. Dens udgangspunkt er jo ikke den reelle og konkrete skade. Gud forbyde vi her på bloggen skulle beflitte os med andet end hjernespind. Det handler om den måde skaden har sneget sig ind i vores bevidsthed og sociale kontrakter på. Det handler derfor lige så meget om, hvornår og hvordan vi bruger vores måske-skader overfor os selv og hinanden. For hvor praksis i den sociale virkelighed længe har været skepsis overfor alle former for skader, der skulle skaffe folk særstatus, så har den i dag mistet grebet overfor dem. Jo vigtigere den almene helsestandard er blevet, jo sværere er det blevet at afvise dem, der eksponerer den - fx som skade.
Og hvordan undgår vi så at skaden tager overhånd og bliver vigtigere end sundheden for os selv og samfundet? Måske ved at mærke efter. Måske ved at turde tale om smerte?

Hvis De ellers sværger på ikke at ville falde i hypokonderfælden, så kan denne adresse muligvis hjælpe. Ikke at jeg dyrker nogen form for motion for tiden.

It's a bag world

Taskenspil

Sikke mange tasker, hvor der står Fitness World, der er i min verden. I går kom jeg forbi en mand, der stod og fiskede i Egå Engsø ... over skulderen havde han en taske fra Fitness World. Det er selvfølgelig godt gået af deres markedsføringsafdeling OG enelleranden kinesisk syfabriks konsulent - men kombinationen af den massive tilstedeværelse af tasken og navnet giver mig efterhånden kuldegysninger.
Ikke så meget fordi der er noget lumpent forløjet i at friste folk med en taske, der giver dem et skær af trimmethed - ligemeget om de kun har taget en prøvetime eller ej. Heller ikke fordi taskens skrårem og det sort-hvide skriftlogo kunne associere til noget fascistoidt - selvom det snerper. Nej noia'en stammer fra dette begreb "WORLD".
Jo jo, jeg er helt godt med på, at "world" er et sprogbillede på, hvor MANGE muligheder man har, hvor nærmest paradisisk store træningshallerne er og hvor uendelig mange faciliteter man kan hive, skubbe, trække og løbe i. Vi genfinder det i mange andre sammenhænge - både ude og hjemme: Sea World, Petworld, PC World, Disneyworld ..., hvor det skal garantere det samme. Men det ér altså også som om der ligger noget mere i begrebet. Som om, at hvis man præsenterer sin vare som en verden - så er konceptet og ideologien mere end et tilbud. Det er en ultimativ løsning, det er en "verden" man træder ind i og lader sig omslutte af. Gode gamle Legoland er fx et sted man BESØGER, ikke forsvinder og bliver borger i. I Sea World bestemmer parkens generaler benhårdt, hvad der er 'havets verden'. Den styrer og indrammer påståeligt, hvad enhver lægmandoceanograf kan se kun er en brøkdel af verdenshavene, som om det er den rigtige "havverden" - og de sagesløse turister og gæster udstyres tilmed med badges og pins og flag og vimpler, som villige lejesvende og harpunføde.
Jeg kan simpelthen ikke lide ordet "world", når det kommer til butikker og forlystelsesparker og hvor det nu måtte optræde som alt andet end den rigtige verden - på engelsk. Jeg vil ikke ind i en PC world og miste grebet som en anden lawnmower man, ikke ind i Petworld og ... ikke kunne finde andet end store våde øjne og villige tunger, der tigger om at blive taget med hjem, ikke i Disneyworld, hvor ens rygrad og virkelighedssans langsomt bliver til pastelfarvede proteser (så heller Disneyland, som ligger fint på linie med den Columbus-døbte stats oprindelige originale status) og jeg vil ikke i Fitness World, hvor man forestiller sig tæskehold med tasker fyldt med tvang og steroider, patruljere endeløse rækker af kondicykler (det hedder det garanteret ikke mere) og andre torturmaskiner, camoufleret med skumgummi og sort vinyl. Jeg vil bare til min egen verden - og måske besøge et drømmeland.