ELLEVE BILLEDER FRA MALLORCA

No island is a man

Men er det sande fotografier? 

Jeg kunne have taget andre billeder, mere oplagte, mere tilrettelagte - eller måske mere tilfældige. Hvad fortæller disse billeder om Mallorca? At der er kvindelige taxachauffører og fritgående geder. At Disney og Amerika også findes her. At vejret er godt.

Skulle jeg hellere have taget billeder af Formentor, maden, Palmas rambla, badestrandene? Er de mere sande?

Vi tager billeder af det vi kan se. Jeg ser altid kontraster. Kulturens egne montager. Og når jeg er i et gennemfotograferet turistparadis, så er der ingen kontraster i katedraler, calaer og kalamares.

ARVEAMERIKANSK NOSTALGI

Historie er det man kan se, når tiden er gået

Hvad er det for en følelse man fyldes af, når man lytter til, ser eller smager på ærkeamerikanske fænomener som Hershey bars, Frank Sinatra og Campell's logo? Marlboro, Levi's, LA Dodgers og Ford? Pepsi, Burger King og Bruce Springsteen?

Kan man forestille sig, at noget af magien kommer fra den tid og de dage i fyrrerne, hvor Europa og Danmark blev befriet og siden genrejst af den amerikanske drøm? Kan man forestille sig Amerika simpelthen fik kilet sig så dybt ind i genopbygningen, at det blev en del af det til enhver tid eksisterende værk? Altså at de aktuelle amerikanske strømninger i den europæiske kultur har kvalificeret sig historisk? Man taler altid om amerikaniseringen som et aktuelt emne (evt. problem): Disneyficeringen og fast food-kulturen fx. Men hvem siger det er noget aktuelt? Hvorfor kan vi ikke anskue det som en udvikling, der starter med Marshall-hjælpen og pt. hedder Obey?
Jeg undrer mig kun over det, fordi jeg ved jeg selv falder i med jævne mellemrum … og synes noget amerikansk er for sejt. Kommer til at ville eje eller gøre noget klassisk americana, fordi det stiver een af, giver en fornemmelse af at tilhøre noget stort og stærkt eller hvad ved jeg. Men jeg kan aldrig forklare hvorfor - egentlig. Jeg kan godt forklare, at jeg bliver del af det fællesskab, som også dyrker de amerikanske dyder, men det forklarer jo ikke religionen. Jeg blev provokeret af logikken i alt for nemt at synes godt om Wrigley's og have en udtalt svaghed for cowboystøvler.
Og så så jeg forleden en samling af alle (ALLE) de forsider Billedbladet har haft siden de udkom første gang i 1938. Og der kan man se det, hvis man vil. Hver anden eller tredie uge er Amerika på forsiden. Typisk filmstjerner, men også politikere eller andre amerikanske enere. Meget lig Uge-Revyen, der også udkom tilbage i disse for vort land så vanskelige tider.
Så tesen er altså, at vi kiggede vestover for at få ideer og håb til at komme videre i teksten efter det massive nedbrud Anden verdenskrig var for Europa, og det blik var USA ikke sene til at gengælde og forstærke - og altså i en grad, så det blev del af arvemassen og kunne nedarves fra vore forældre og siden gives videre til vore egne børn. No questions asked.
Om det er sandheden finder vi først ud af når vi får et kulturpatologisk speciale indenfor videnskaben. Jeg skal gerne testamentere den gådefulde krop, der befinder sig indenfor mine Converse, mine jeans og min hvide t-shirt.

"Og på første plads

 filmens stjerne, 

helten fra det vilde vesten 

(med Odolsmil), 

verdenskomikeren 

(med Odolsmil) 

og solskinspigen 

(med Odolsmil)."

Fra Otto Gelsteds 'Reklameskibet' (1923)

TI AFGØRENDE SPØRGSMÅL I NYERE TIDS HISTORIE

Hej Nostradamus

Vil vi ende med at mene den globale opvarmning faktisk ikke var så skidt, at den ikke var godt for noget?

Hvor placerer vi underholdning (fx Dagens Mand og kryds og tværs) i Maslows behovspyramide?

Kan man sammenligne bureauer, der renser ens web-profil med kirurger - og hvilket forhold har de i så fald til lægeløftet?

Bliver Disneys fortællinger og figurer til en religion?

Hvem fik oprindeligt ideen til silikonebryster - en mand eller en kvinde?

Findes al sendt e-post stadig - og i så fald hvor?

Hvad og hvem var med til at definere den første overvægtige person som netop overvægtig?

Hvis vi i dag får stress på grund af en lang række urmenneskelige mekanismer, hvor var de så før vi fik øje på dem - fx i 1800-tallet?

Er det rimeligt at sammenligne træk, der tidligere kendetegnede psykisk syge, med helt almindelig adfærd i dag (fjern i blikket, til stede i mere end een kontekst af gangen, taler med sig selv/folk der ikke er til stede)?

Biblioteket var i forne tider det sted man kunne nyde sin tobak ... Hallo! Er der nogen, der kan se en sammenhæng?!

-
... tænk ikke længere over implantaterne. Det var selvfølgelig en mand! Læs mere her: http://www.dailymail.co.uk/femail/article-484674/I-worlds-breast-job--endured-years-misery-says-Texan-great-grandmother.html

It's a bag world

Taskenspil

Sikke mange tasker, hvor der står Fitness World, der er i min verden. I går kom jeg forbi en mand, der stod og fiskede i Egå Engsø ... over skulderen havde han en taske fra Fitness World. Det er selvfølgelig godt gået af deres markedsføringsafdeling OG enelleranden kinesisk syfabriks konsulent - men kombinationen af den massive tilstedeværelse af tasken og navnet giver mig efterhånden kuldegysninger.
Ikke så meget fordi der er noget lumpent forløjet i at friste folk med en taske, der giver dem et skær af trimmethed - ligemeget om de kun har taget en prøvetime eller ej. Heller ikke fordi taskens skrårem og det sort-hvide skriftlogo kunne associere til noget fascistoidt - selvom det snerper. Nej noia'en stammer fra dette begreb "WORLD".
Jo jo, jeg er helt godt med på, at "world" er et sprogbillede på, hvor MANGE muligheder man har, hvor nærmest paradisisk store træningshallerne er og hvor uendelig mange faciliteter man kan hive, skubbe, trække og løbe i. Vi genfinder det i mange andre sammenhænge - både ude og hjemme: Sea World, Petworld, PC World, Disneyworld ..., hvor det skal garantere det samme. Men det ér altså også som om der ligger noget mere i begrebet. Som om, at hvis man præsenterer sin vare som en verden - så er konceptet og ideologien mere end et tilbud. Det er en ultimativ løsning, det er en "verden" man træder ind i og lader sig omslutte af. Gode gamle Legoland er fx et sted man BESØGER, ikke forsvinder og bliver borger i. I Sea World bestemmer parkens generaler benhårdt, hvad der er 'havets verden'. Den styrer og indrammer påståeligt, hvad enhver lægmandoceanograf kan se kun er en brøkdel af verdenshavene, som om det er den rigtige "havverden" - og de sagesløse turister og gæster udstyres tilmed med badges og pins og flag og vimpler, som villige lejesvende og harpunføde.
Jeg kan simpelthen ikke lide ordet "world", når det kommer til butikker og forlystelsesparker og hvor det nu måtte optræde som alt andet end den rigtige verden - på engelsk. Jeg vil ikke ind i en PC world og miste grebet som en anden lawnmower man, ikke ind i Petworld og ... ikke kunne finde andet end store våde øjne og villige tunger, der tigger om at blive taget med hjem, ikke i Disneyworld, hvor ens rygrad og virkelighedssans langsomt bliver til pastelfarvede proteser (så heller Disneyland, som ligger fint på linie med den Columbus-døbte stats oprindelige originale status) og jeg vil ikke i Fitness World, hvor man forestiller sig tæskehold med tasker fyldt med tvang og steroider, patruljere endeløse rækker af kondicykler (det hedder det garanteret ikke mere) og andre torturmaskiner, camoufleret med skumgummi og sort vinyl. Jeg vil bare til min egen verden - og måske besøge et drømmeland.