FLORENTINSK

det var den tanke

blikket havde

DE VOKSENDES RÆKKER

HVIS De føler Dem modig er her fem indledninger til en tale til konfirmanden, som med garanti ikke bliver som den slags taler er flest:

1) Jeg ville gerne have givet dig mere kærlighed, end du har fået. Men der var ikke mere at give.

2) Hvornår bliver man for gammel til at tro på Gud?

3) Har du tænkt over at man lige så godt kan sige ‘de voksnes køer’, istedet for ‘de voksnes rækker’?

4) Penge ér alt.

5) Når jeg taler til dig, taler jeg lige så meget til den opdragelse jeg har givet dig.

ELLEVE BILLEDER FRA MALLORCA

No island is a man

Men er det sande fotografier? 

Jeg kunne have taget andre billeder, mere oplagte, mere tilrettelagte - eller måske mere tilfældige. Hvad fortæller disse billeder om Mallorca? At der er kvindelige taxachauffører og fritgående geder. At Disney og Amerika også findes her. At vejret er godt.

Skulle jeg hellere have taget billeder af Formentor, maden, Palmas rambla, badestrandene? Er de mere sande?

Vi tager billeder af det vi kan se. Jeg ser altid kontraster. Kulturens egne montager. Og når jeg er i et gennemfotograferet turistparadis, så er der ingen kontraster i katedraler, calaer og kalamares.

INTET NYT ER

ARNESTED

Church on time

Forleden på kirkegården hvor min fader og min faders moder ligger - eller retteligen står - i de ukendtes grav; kaldet urneplænen, følgende tanke:
Når man strejfer rundt på plænerne og stierne mellem sten og navne, efterladte og blomster, kommer det altid til at handle om tid og historie, og om hvordan vi mennesker, fædre og sønner rækker ud efter hinanden gennem de abstrakte rum af levet liv og fortælling. Hvad vil det sige at tænke på sin fader som den person han var før han begyndte at dø? Hvad vil det sige, at han på et tidspunkt tænkte, at hans urne skulle stå her i nærheden af, hvor jeg går nu?
Selvfølgelig foregår der en dialog på en kirkegård. Luften er fyldt med sjæle - eller det der kommer nærmest; tanker om de døde. Man skal ikke tro minderne er en ordentlig eller ordnende størrelse.
Alene det at de sjældent kommer kronologisk, og at de bæres i ens egen åndende nutid hvor fortidige de måtte være, gør den slags projekter (gennemtænke liv og relationer efter en skala) umulige.
Måske er det absolut anakronistiske en del af den fred kirkegårde altid emmer af. Man har vel mest almindeligt tænkt, at freden kom af de lange rækker af sovende og flygtige besøg af sørgende, af den milde vækst og cyklus de studsede hække og buske står og bær. Men måske kommer freden i lige så høj grad af, at der ikke kan være en lineær tid til stede - ikke at den står stille, men netop fordi den flyder som vandpytter i stille regn.
Hvad den besøgende måtte mangle af orden og redelighed - det har stedet til gengæld mangefold. Kirkegårde er så ordentlige steder som nogen kan være det. Kombinationen af det universelle litrasystem og fuglenes kvidren, brosten og kapellers fuger sminket med træernes duvende skygger og det altid nærværende, stiltiende og indforståede kodeks for ædekvat og formel opførsel giver en meget korrekt men stadig hjemlig ordentlighed.
Tillad mig at se frem til at blive tænkt på.