Viser opslag med etiketten retorik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten retorik. Vis alle opslag

søndag den 24. juli 2022

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER - I KØKKENET





Som man måske - måske ikke - er bekendt med, så er der mange opslag på denne blog om vendinger og talemåder. Måske især når det går galt med enten brugen, forståelsen eller vedligeholdelsen af dem. På statistikken kan jeg se det gennemgående er de opslag, der holder liv i bloggen og det er jo glædeligt, at der er en levende interesse for sproget derude. 
Jeg burde måske af samme grund(e) skrive nogle flere af dem, men jeg har erfaret, at der skal en eller anden anstødssten til at motivere mig. Det kan være misforståelser eller nye versioner eller excessiv brug. I dag drejer det sig om det sidste, for jeg synes der er for mange hænder på kogepladerne derude i de danske køkkener. Og især fordi jeg ikke synes vendingen giver mening. 
Køkkenet er proppet med talemåder og vendinger, De måske ikke tænker dybere over, men stadig er letforståelige, anvendelige og derfor taknemmelige. Her er skyndsomt udvalg: Man har held i sprøjten, fordi man er dygtig til at lægge flødeskum på kagen ~ kan sit shit, man koster rundt med folk, fordi man vil have dem til at hjælpe til med rengøringen ~ hvad som helst, man har slået større brød op, end man kan bage, hvis man ikke kan ælte det ordentligt og har plads i ovnen ~ nå alle sine mål, man er ikke den skarpeste kniv i skuffen, fordi ... ja, det ved jeg ikke rigtig, men så kan jeg blive lagt på is, for ikke koge over, eller fordi jeg dum som et dørslag. Og så videre på fuldt blus.
Og så kommer der nogen - her nævner jeg kun statministeren som det absolut mest prominente eksempel - og lægger hånden på kogepladen. Det gør hun, og en mængde andre åbenbart tåbelige mennesker i fuld alvor for at overbevise os om, at de ved bedre eller er mere villige til at risikere noget (for noget). Det er jo ikke fordi kvaliteten i vendingen er svær at forstå - det er jo ligesom hår i suppen eller en meget varm stol - det er mere udsagnet jeg ikke kan greje, altså. Hvem fanden lægger hånden på en kogeplade for nogen eller noget?! Det kan endda blive så bizart at man hører - i en bizar version at det ferme udtryk 'at have bukserne på' - at dem, der virkelig ved hvad det drejer sig om, det er dem, der har hånden på kogepladen. Det, det i så fald drejer sig om, må altså være at opføre sig tåbeligt og irrationelt, hvad vi måske i de stundende politiske tider så alligevel godt kan se en form for mening i.
Lad mig her blot pege på langt mindre mystiske vendinger der kan lette sproget for imbicile trediegrads forbrændinger, hvis man vil vise man har noget i klemme, har skoen på, vil lægge hovedet på blokken for, stå last og brast med, gå linen ud eller bare kender indefra. Måske ikke så stærke retorisk, men til gengæld ikke foruroligende i betydning.
Som bonus i dette køkkenmøde om talemåder vi ikke tænker over vil jeg gerne spørge, hvordan noget sidder i lige i skabet. Jeg antager her naturligvis det er er køkkenskab, men ved heller ikke bedre. Det er under alle omstændigheder som om vendingen er opstået bagvendt, eller hvad? Hvis noget sidder lige i skabet, betyder det jo at det er vellykket afsluttet, men hvad sidder lige i et skab, når det er det? Måske bortset fra skabet selv, som hænger lige hvor det skal - hvorved vendingen er opstået som en slags omvendt ordspil. Ellers kan jeg kun forestille mig det er en vending vokset ud af den almindelige situation i et køkken, hvor man leder efter noget men har (akut) brug for, og så lettet finder lige i skabet.
Jeg ved ikke om De fandt noget her, men hvis ikke De ønsker at brænde fingrene eller få meget svedige håndflader, så undlad fremover at bruge kogepladerne til andet end stege valgflæsk eller bare god gammeldags husmandskost på.








søndag den 21. december 2014

TALE TIL DET NYE ÅR - NYT ÅRS TALE


 
Kære nye år gamle ven. Det ved at være de tider, hvor vi vender et af de store blade i bogen, trækker vejret dybt ind i håb om at snyde alle dem, der har ventet på dette skift, og i øvrigt lader som om det at tiden går og døden nærmer sig er den naturligste ting i verden. (Hvad den jo også er.)
Kære nye gamle år, der ligger du så og byder dig til som en erfaren luder, der lader som om hun er spændt på, hvad der sker når propperne springer og klokkerne bimler. 
Men kære nye gamle år, sagen er jo den, hvad vi to godt ved, at 98% af det, der skal ske i der næste nye år ligner det, der skete i det forrige nye gamle år. 
Og sagen er jo den, gamle nye ven, at det nok er det der passer os bedst. Vi siger, når vi holder taler, at vi håber på det bedste i det nye, men langt hen ad vejen er det bedste jo det gamle. Hvor mange ville rent faktisk ønske sig et år fyldt med forandringer? Hvor mange ville villigt hoppe ned fra sofaen eller klapstolen (der er fundet frem, fordi man har ventede gæster), hvis man ikke vidste det var parketten eller kelimtæppet eller væg til fucking skræmmende væg-løsningen, der tog fra? Hvor mange lover rent faktisk andet eller mere end det kendte, når man lover man vil rejse til nye og usete steder, lave ny og ukendt mad, tabe ukendte kilo og kysse ukendte kærester? Nøjagtig som man lovede sidste nye gamle år.
Kære nye gamle år, din charme er som pudder og mascara. Det kønne ligger i at virkeligheden findes under sminken, og det gemene i, at vi ikke ønsker at kende den. Og du ved det, gør du. Du ved godt vi længes efter troen på du rent faktisk har noget at byde på. Men du ved også vi er så ræd for der ikke kommer til at ske noget godt nyt - og kun dårligt, at vi villigt ved midnatstide labber det nye års helt jævnt boblende champagne i os, mens skærmene og himlene bimler et bedrag så tydeligt man drukner i det. Man kunne hænge sig i alle de raketter vi skyder af.
Kære forkætrede nye gamle år. Hvis jeg nu lover at jeg intet lover; at jeg højst lover, du ikke får lov at holde mig for nar, lover du så at holde mig til ilden og i live? Kære nye gamle ven. Kære år som kommer og går, mens vi prøver at holde dig fast med falske forandringer. Kom over til mig. Spring ned fra sofaen, klapstolen og din piedestal. Kære tid, kom over på menneskesiden, hvor vi rent faktisk kan måle og veje at du findes. Lad os sammen følge sekunderne fra den latterlige raket tændes og baner sig vej ind i det ukendte mørke lige som os. To. Gamle. Venner.
 

lørdag den 26. april 2014

DE VOKSENDES RÆKKER




















HVIS De føler Dem modig er her fem indledninger til en tale til konfirmanden, som med garanti ikke bliver som den slags taler er flest:

1) Jeg ville gerne have givet dig mere kærlighed, end du har fået. Men der var ikke mere at give.

2) Hvornår bliver man for gammel til at tro på Gud?

3) Har du tænkt over at man lige så godt kan sige ‘de voksnes køer’, istedet for ‘de voksnes rækker’?

4) Penge ér alt.


5) Når jeg taler til dig, taler jeg lige så meget til den opdragelse jeg har givet dig.


onsdag den 18. januar 2012

TI TRISTE ANTITESER (dvs. ni + een varm)

















Malafori

  1. Det nyeste nye tjener i langt de fleste tilfælde også til at isolere de gamle som sådanne. At det nyeste nye - alfald idiomatisk - har en hul klang gør ikke sangen bedre.
  2. Det spiselige var engang noget der smagte godt, for at sikre artens overlevelse. I dag er smag blevet et forsøg på at skjule, hvor absurd langt vi er fra at dø af sult.
  3. Det kan koste dig dyrt, hvis ikke du forstår at sælge dig selv.
  4. At så mange helt unødvendigt griber til offerrollen, skyldes en uvilje mod reelt at ofre sig.
  5. At gøre den økonomiske krise ansvarlig for kulturelle nedskæringer, er at gøre kulturens syn på krisen uansvarligt. Altså farligt.
  6. Når man beklager kulturens forfald, ønsker man egentlig at bringe den tilbage.
  7. Den eneste ene er årsag til al ulykkelig kærlighed.
  8. Hvis man ikke kan læse og skrive, så kan man helt sikkert tælle sig ude.
  9. Nyheder er mest skræmmende, når man synes man har hørt dem for længe siden.
  10. Sproget er hjertet selv i kolde facts.