DRØMMER EMOJIS OM LEVENDE SMIL

jeg læser i simulakrer hele dagen

og min verden ryster

som en lille korthåret hund

der har været for længe i havet

 

jeg spår i simulakrer hele dagen

og finder ingen hund

begravet blandt tegnene

men i stedet blinker et parallelunivers

indforstået for enden af mit svidende emoji-øje

 

jeg sender min

agent provocateur 

ind i simulakrernes kød

gal som en

hund

gøende

af sit eget ekko

 

er der en gravplads

for robotter

der ligner hunde

plus strøm

 

et sted

hvor skyggerne under solen

gør dem levende på græsset igen

som i dette

stygt overskyede digt

 

det er meningsløst at få et digt til at ligne internettet

så hellere gå tur med hunden

og mærke verden op

SIGER NOGET UDEN SUBJEKT

I min gerning som dansklærer har jeg pludselig set det nok gange til at det har dannet et mønster. Som flittig medialiseret læser og bare litrafag (som jeg kalder det, at jeg læser alt jeg ser uden at kunne gøre fra eller til) dukker det hyppigere og hyppigere op: Sætninger uden subjekt. Sætninger som typisk bare begynder med verbet. Spørgsmålet er måske ikke så meget om subjektet er på vej ud af sproget, for det er det næppe. Men noget tyder på det kan være ved at forsvinde ud af de mere eller mere helstøbte sætninger vi kommunikerer med.

Som retningsløs indgangsbøn er det tankevækkende at sproget for een gangs skyld ikke bærer præg af anglicismer, men strengt taget læner sig op ad det latinske, men det er så også de uskyldigheder der er at komme efter i denne sag.

For vi kan helt sikkert ikke udelukke af det subjektløse sagtens kan stamme fra den virale engelsksprogede mere eller mindre memeficerede internetkultur, hvor sætningskonstruktionerne ofte lefler for det indforståede i situationen eller replikken, hvad man kan understrege ved at pille subjektkonstruktionen ud til fordel for en beskrivelse eller en når-sætning. Sociolingvistisk set kan det være fordi memes ønsker at være (såkaldt) relaterbare - ikke bare fordi man kan genkende sig selv i deres mere eller mindre pinlige eller eksistentielle indhold, men altså også fordi man så at sige indsætter sit eget subjekt i dem.

Det afkortede chatsprog i sms'er og andre dialogiske kanaler er en anden måske mere oplagt forklaring, fordi vi her taler om en voksende sprogpraksis, der dermed har alle muligheder for at suge os allesammen ind i praksis. Her ryger subjektet ikke alene ud, fordi det går hurtigere uden, men fordi det næsten ikke længere giver mening at bruge (typisk jeg'et), da afsender jo som regel er kendt af modtager: Der kommer ikke noget fra et kendt nummer, der behøver støtte sig til et subjekt. Teknoantropologisk kan man overveje om vores devices har overtaget pladsen som en slags subjekt? Ikke at de mig bekendt har fået køn eller navne endnu, men deres formidlende og kontaktskabende rolle antager da en slags anstands- eller lakajagtig funktion.

Vi kan heller ikke udelukke den afskyelige clickbait-syntaks har spillet ind her. Meget lig memes er clikbait-sætningerne ofte formet uden subjekt for at fange fordomme og forestillinger, der kan klikke på bappen. Vi må vide hvem eller hvad! Lur mig om ikke clickbait-sproget allerede har sneget sig ind parodierne eller de ironiske samtaler blandt superbrugerne på nettet.

Sluttelig tror jeg vi skal kaste et blik på de flydende kønsbetegnere, som også kan have spillet ind. Ikke at jeg'et er kønnet, men det er til gengæld meeeget konservativt og bagudskuende, hvad de, dem, vi og alle intersektionalisterne jo er i stærk opposition til, hvorfor både de, som jo går strukturalistisk til værks og vi, der gerne bakker op om det inkluderende og ligestillende, oftere finder nye veje til at undgå visse subjekter, før der hersker klarhed over, hvem vi er sammen med. Og diskursivt handler det måske overordnet om, at subjektet er påvirket ikke bare af nytænkning, men også truet af udskammende trolde og storme og offentlig hån og derfor i det hele taget lever livet farligt i den syge kombination af fejl- og præstationskultur vi pt (og hvor længe endnu) lever. Kan det blive så farligt, at der ligefrem kan opstå uvilje og ubehag i forbindelse med brugen af nogen som helst pronominer?

Men ér det overhovedet et problem eller bare en gammel kridthvid lektors jeremiader? Som sprogelsker, sprogbruger og ditto opdrager (vel) skal jeg være den første til at erkende, at sproget kan og skal udvikle sig. Jeg holdt allerede for flere år siden op med at beklage både skidt og skred i alskens idiomer og fonemer. MEN. Der er noget bekymrende i at sproget helt grundlæggende både skal bære og forlænge os i verden, at vi skal forme og blive formet af det blandt andet fordi det rummer os som subjekter, som kan gøre mig bekymret. Hvis sproget Gud forbyde lige så langsomt skulle transformeres til at ligne al den anden ligegyldige og autogenererede anonyme sump, der hellere end gerne som en forsødet parasit vil omslutte og suge initiativet ud af os ... så vil JEG gerne som den første sige her: DET bliver over MIT lig.

Prøvede hele tiden at undgå fra meta-jokes, men så var indlægget næsten skrevet færdig og se så, hvad der skete!

Vil dog helst være fri for at skulle stå til regnskab for noget, så ovenstående er alene bygget på egen empiri, sprogøre, sund fornuft og teknologiskepsis.

GINGALSKAB - ELLER DEN INDUSTRIELLE EPIDEMI

- The London Gin Craze -

Jeg har kendt og brugt William Hogarts ‘Gin Lane’ i mange år, og ofte sammen med nogle af Goyas tegninger. Det har jeg gjort, fordi jeg syntes det dels var et veludført og (vel) klassisk stik, og så fordi oplysningstiden gør sig godt på billeder - også pædagogisk. Jeg har altså set - og vist - hvad jeg mente var oplysningstidens blik på de forfærdelige forhold i Englands underklasse; underforstået at billedets agenda var at oplyse om disse forhold, for at få de uoplyste - men duelige - borgere i tale. Sådan gør man i oplysningstiden! Nu ved jeg mere. Og ironien i min egen uoplysthed er tankevækkende.

Trykket er faktisk ment til selve underklassen. Propaganda tror jeg trygt vi kan kalde det. Sandsynligvis fremstillet på bestilling af Henry Fielding - ven og magistrat. Trykket kommer ud i et futilt forsøg på at dæmme op for et grassende misbrug i netop denne klasse. Et misbrug så afvigende og fatalt, at det har fået sit eget navn: The London Gin Craze. Kort fortalt udspiller The London Gin Craze sig i første halvdel af 1700-tallet og er et resultat - som katastrofer ofte er - af flere faktorer: Underklassers elendige kår som ubetinget udgangspunkt. Derefter ophævelsen af monopol på fremstillingen af gin og en både økonomisk og kulturel uvilje mod at drikke (fjendens) cognac. Efterfølgende en eksplosion af destillerier og udsalg - som der står på Hogarths billede: Drunk for a penny, dead drunk for twopence, clean straw for nothing. Der er flere gode pointer i billedet at gå på opdagelse efter - jeg synes især godt om navnet ‘Kilman’s Distiller.' Resultatet er under alle omstændigheder det Torben Jørgensen kalder en industriel epidemi, hvor dødsraten overhaler fødselsraten, hvor børn fødes med alkoholskader, hvor mødre slår deres børn ihjel - bevidst eller ubevidst, hvor en hel klasse vakler - og med det samfundet. Og det er her min historieløshed står i et nyt lys.

Jeg har i en alt for middelklasseakademisk selvsikkerhed ment billedet handlede om nogle andre end mig, som ikke kunne styre deres ikke-middelklassede pli og pligt. Jeg har således ikke blot overset den historiske kontekst, som man altid skal se (efter) - jeg har også ikke set, hvor mange ligheder 1700-tallets Gin Craze i London kunne have at gøre med har med det vi i det 21. århundrede kunne kalde 'the Google Gaze.’ 

Begrebet industriel epidemi er coined af Beatrice Majnoni d’Intignano i 1995, og dækker over det vi almindeligvis har set og fortfarende ser i forbindelse med den uskønne danse macabre mellem producent og forbruger, når det kommer til sundhedsskadelige produkter som fx tobak, slik og - altså - alkohol. Hvad enten man kender d’Intignano eller ej tror jeg ikke de fleste oplyste nutidsborgere er ubekendt med dens slags kommercielle dynamik. Det der for mig står som det nye i mit blik på the Gin Craze er, at jeg tror jeg kan se sammenhængen hos andre, men netop i det blik afslører min egen blinde vinkel. For i dag er min middelklasse jo den samme klasse som Hogarth afbillede; sådan flytter historien og fremtiden jo på sig og mig. Hogarths håndværkere og husmødre er for længe siden flyttet ud af Gin Lane og ind på parcellerne med fast skolegang og uddannelse og kun et ugentligt spiritusforbrug til den tipsy side. 

Derfor overser jeg - og mit selvoptagne blik - hvordan jeg for længe, længe siden må er blevet smittet af det jeg sidder og gør nu: Lader Blogger, Google, Facebook og alle de andre digitaliserede (so me) medier facilitere min trang til at være noget og nogen i denne overvejende villede vellykkede visuelle klasse. Gratis og belejligt på bekostning af fjendens produkt (i.e. de andres blogpostede og statusdirigerede liv). Og følgerne er heller ikke usammenlignelige; for hvor mange forkrøblede børn fødes ikke af denne dulmende strøm af selvbekræftelser og ditto iscenesættelser, hvor mange venskaber vrides ikke af led, hvor mange timer æder medierne ikke af både produktivitet og fritid, og hvor mange milliarder triller ikke ned i computerkøbmændenes og forfængelighedspushernes lommer? 

Jeg kan se det. Kan du se det, eller er du for fuld? 

Difford’s Guide - grundig historisk gennemgang af begrebet

Wikipediea

Torben Jørgensen: Livsstil og sygdom IN: Klinisk sundhedspsykologi (Munksgaard 2013)

Mere af Torben Jørgensen om sygdomsfremkaldende virksomheder

Billede fra wikicommons

GOOGLETROPOLOGI MAJ '17

Jeg har altid forsøgt at leve i et elfenbenstårn. Men en flodbølge af lort hamrer mod dets mure og truer med at underminere det.

Gustave Flaubert; i et brev til Ivan Turgenjev 1872

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

MUSIK I DEN TEKNOLOGISKE REPRODUCERBARHEDS TIDSALDER

Oops I CD'ed again!

Hvorfor bliver jeg ved med at købe lp'er og cd'er, når nu enhver kan se og tilmed véd dybt ind i sin teknologihistoriske og erfaringsbaserede bevidsthed, at det kun er et spørgsmål om tid - som i måneder og år - før mediet er væk fra hylderne? Og her næres ingen illusioner om en genkomst a' la LP'en. CD'en bliver nok nærmere et nostalgisk smykke og en hipstergimmick, som vi har set det med kassettebåndet de sidste år. Så hvorfor er det jeg troligt hænger i, og smider penge efter de blanke skiver, hvor jeg møder dem: Brugt, i netbutikkerne, på lagersalg og af og til i en regulær butik? Hvorfor bærer jeg til stadighed poser hjem med glæde og en varm følelse af at eje mere musik, der skal lyttes igennem, når jeg kunne streame (næsten) det samme, i (næsten) samme kvalitet via - i mit tilfælde - TDC-play? Billigere, nemmere, mere mobilt og med algorytmiske krykker til at finde nye emner efter min smag.

Spørgsmålet er om afspilningen - afspilningsteknologien - har indflydelse på værkets status. Lydmæssigt indiskutabelt - det er også derfor der står næsten i parenteserne ovenfor. Udbudsmæssigt også indiskutabelt (det andet næsten); for der er vigtige kunstnere og udgivelser, som ikke findes på en og anden tjeneste - både store, grådige og ganske små, ukendte kunstnere. Men har selve afspilningen også indflydelse på, hvordan man oplever værkets kunstneriske status? Herunder altså også om det, at man ejer en fysisk reproduktion af værket, som man kan afspille, skaber en anden situation, end når man ejer et abonnement til en tjeneste, der gør en i stand til at vælge værket fra en liste eller en søgning?

Her nærmer vi os elementer, som er svære at udrede, for mit musikalske levned har alle dage været bundet op på samlingen - og dermed købet og ejerskabet. Fra de første kassettebånd med ABBA til LP-pladerne med Thin Lizzy og CD'erne med Chemical Brothers. Derfor er vanen - og måske endda den kapitalistiske mentalitet - svær at gennemskue i så henseende. For jeg har stadig (næsten) alle de kassettebånd, LP'er og CD'er jeg købt gennem tiderne. Og jeg vil altid helst eje min musik i en fysisk fremtrædelsesform. Jeg kan ikke oversætte de filer jeg køber på iTunes til et ejerskab, og jeg kan ikke på nogen måde 'mærke' jeg ejer Lars H.U.G.s 'Ti sekunders stilhed', selvom jeg hørte den adskillige gange på TDC-play, da den udkom. Jeg er altså nødt til at eje - og derfor fysisk købe - min musik, for at forstå, hvorfor jeg kan spille den og måske endda høre den. Det overflødiggør i væsentligt omfang streamingen. Men streamingen - har det vist sig - er heller ikke tilfredsstillende at lytte til. Jeg kan ikke præcist sætte ord på hvorfor, men jeg føler mig ikke på samme måde forpligtet på eller indforstået med musikken. Det minder om radioens strøm af musik: Det er nogen andre, som har valgt og nogen andre, som afspiller. Det er en sammenhæng jeg kan lytte til, men ikke helt bliver del af. Det siger jeg vel vidende, at jeg er på kanten af at forråde fortidens mange lykkelige nattetimer med Radio Luxemburg og de mange ulykkeligt lykkelige med P4's Barometersange, som var essentielle og livgivende, men som lyd betragtet ikke min lyd, mit værk. Helt grotesk bliver det, når jeg lytter til de CD'er fra min samling, som jeg har rippet og lagt på min computer - for dem 'streamer' jeg problemfrit og med fuldt udbytte. De kommer fra min fysiske computer - men åbenbart via en anden kanal, end dem jeg har streamet og streamer fra last.fm, radioio, jazzradio, youtube og soundcloud. Det er som om den lyd er fortryllet.

Derfor kan man meget passende inddrage den tyske filosof Walter Benjamin, der filosoferede over en beslægtet situation i hans essay 'Kunstværket i den tekniske reproduktions tidsalder' fra 1936. For Benjamins effektive nyskabelse er også et fortryllende begreb, han kalder værkets 'aura', og dermed også det han kalder værkets 'auratab', når det reproduceres. Han siger også at "reproduktionsteknikken løsriver det reproducerede fra traditionssammenhængen." Af flere årsager; bl.a. den at han er et politisk dyr, lægger han udtalt vægten på kunstværkets egen status i forbindelse med den kapitalistiske praksis (udbytning) og forførelse (æstetisering), mere end på forbrugets indflydelse på samme, som jo er det jeg ælter rundt i her. Det betyder imidlertid ikke, at hans begreber ikke er brugbare. 

Jeg kan således nemt identificere streaming med noget affortryllet, der kun mimer en oprindelig praksis, hvor man var tættere på kunstværket. En maskinel, banal og upersonlig afliren, overfor en fysisk, personlig og stedbunden betjening af værket, som jeg i mangel af bedre så må verificere med ejerskabet. Åbenbart fordi ejerskabet er den eneste måde jeg kan begribe, at jeg spiller musik på. At JEG (af)spiller musikken og involverer mig i værkets traditionelle værdi. Benjamin taler også om, hvordan 'udstillingsværdien' fortrænger 'kultværdien' ved værkerne. Og her ser jeg ingen problemer i at sammenligne de mange streamingtjenesters selvpromoverende slogans om, hvor mange millioner sange, de kan tilbyde, med udstillingensværdien - for ikke at tale om søgemekanismernes omnipotente og altid vulgært, villige altseende lup - overfor min egen private, fysisk betingede hemmelige aflytning med det kultiske, mystiske og sjælelige. 

Jeg påstår altså - delvis med Benjamins antropologisk orienterede kritik af reproduktionen - at digitaliseringen af musik, og den heraf medfølgende gnidningsløse, allestedsværende og selvpromoverende praksis det har medført, har en indflydelse på musikken som værk, der gør jeg ikke kan fornemme dens oprindelige aura. Jeg er imidlertid splittet på ejerskabet, og dermed kaptalismens rolle i forbruget - da Benjamin ser den som medvirkende til ødelæggelsen af værkets aura. For som allerede nævnt er kapitalismen jo en sentimental præmis for paradokset ved købet - ejerskabet. I øvrigt både ved købet af streamingtjenesterne såvel som de fysiske medier. Men med streamning synes jeg - som i øvrigt i mange andre sammenhænge, hvor man kun har en identitet, hvis man har et kreditkort - købet er skjult og næsten påfaldende 'glemt', for ikke at sige 'flovt'. Her ligger det ligefor at kaste et blik på film- og tv-streamingtjenesterne, der også tilbyder et guddommeligt livsforlængende - og indifferent - flow, som sætter en ære i ikke at være andet end nydelse, der bevæger sig i en inciterende radius rundt om det likvide jeg. Altid uden at påpege kontrakten, som jo er en partykiller. Har man først købt abonnementet er man i de hellige haller. Kulten er købet og kunsten er blevet til kontrakten. Værket er væk.

Walter Benjamin siger: "Menneskehedens fremmedhed overfor sig selv har nået den grad, hvor den formår at opleve sin egen tilintetgørelse som en æstetisk nydelse af første klasse."

Måske har han stadig ret. I så fald skal jeg nok være glad for, jeg kun køber musik reproduceret til fysisk form, og håbe på, at den modvilje jeg har mod at lytte til andet holder mig i live og fri af den digitale tilintetgørelse.

NEGAVISION

I FREMTIDEN

I see a dark strange future

I fremtiden bliver alle steder Disneyland

- i lyset af, at alle steder har brug for gæster, turister eller nye fastboende - mennesker, kort og godt - bliver de geografiske og kulturelle kendetegn hele tiden forstærket og forfinet. Det handler om at stederne skal være tydelige og karakteristiske, fordi det i sig selv er eftertragtelsesværdigt. Slutmålet er at man har udhulet sin egen identitet, for at få den til at fremstå tydeligere. 

I fremtiden bliver den aske kremeringen danner sorteret, så giftresterne kan destrueres.

- vi ophober efterhånden så meget gift som slutbrugere, at det er til at se os som potientielle omvandrende giftdepoter. Man skal være heldig hvis man overhovedet får lov at blive begravet.

I fremtiden bliver al hardware på lejebasis.

- enheder hackes i tiltagende grad på alle leder og kanter af venner (købmænd) såvel som fjender (tyve), så den eneste løsning er at skifte sit device ud hyppigt. Det sikrer også een mod at gå rundt med månedgamle ufikse versioner.

I fremtiden bliver ens briller bygget ind i skærmen.

- tipping point for hvor meget tid mennesker bruger foran skærme fremfor i virkeligheden nærmer sig et forhold, hvor det er nemmere, at ens bygningsfejl eller nær-langsynethed justeres på skærmen.

I fremtiden forstår man endelig, at stress kommer af ensomhed - men løsningen bliver mere ydmygende end at have stress, som derved endelig får den kurerende effekt det altid har været  meningen den skulle have.

- no further comments.

I fremtiden bliver tidsrejser til at betale 

- fordi man henter rigdommene i fortiden.

DETTE ER IKKE NYHEDERNE

 Hvem ved hvad

Jeg tror det var Esben Kjærs radioprogram ‘Bagklog på P1’, der tippede vægten for  mig. Endnu et program OM nyheder, som tilmed læner sig tilfreds tilbage og skyder satirisk med skarpt efter budbringere såvel som begivenheder, og som man kan se af programmets titel åbenlyst parasitært og bedrevidende.
Han er ikke alene Kjær, men er måske med sin selvbevidste form kronen på værket, som i flæng bygger på en lang tradition fra Uha Uha! over Det der om søndagen, Selvsving og Monte Carlo. Man har altid gjort (og skullet gøre) grin med nyhederne - ikke mindst de ting, der er i nyhederne, for det er jo på mange måder dér dumhederne kommer fra. Men på det sidste er ikke kun dumhederne, men også nyhedsformidlingen og medierne kommet op og stege. ‘På det sidste’ har sit år nul med Jon Stewarts første ‘Daily Show’ (1996) vil jeg tro.
Jeg har for så vidt ikke noget mod Esben Kjær og hans program, men når jeg kalder det kronen på værket, er det fordi det virker som en naturlig forlængelse på alle de andre nyhedskritiske og mediesatiriserende programmer, at man nu laver et program, som ret suverænt vurderer om vi overhovedet havde brug for de nyheder vi nu fik i ugens løb. Det peger enten på et problem med dem der formidler nyhederne, eller nyhederne i sig selv - som sagt må det være en af de to ting man gør grin med, når man gør grin.
BBC havde tilbage i slut 70’erne en komedieserie, der hed ‘Not the nine o’clock news’, blandt andet fordi den lå på samme tid som nyhederne (de rigtige) på BBC1. Det var en udmærket udsendelse som jeg husker fra min barndoms tv-kigning - vel egentlig satire og komik, som den ser ud, når det er britisk og ikke også Monty Python. Der var fine indslag om menneskelig dårskab og ditto hos samfundets instanser. Jeg grinede. Men det var IKKE nyheder, man gjorde grin med. Bestemt anden mediebåren viden og selvhøjtidelighed, og måske også en reporter af og til, men det var IKKE klokken ni nyhederne, fordi det var noget andet.
I dag er satiren OGSÅ nyhederne - i flere programmer jo sådan set ikke andet end. Man har gjort en dyd af - eller måske netop fundet det nødvendigt at trække de to ting sammen. Udover Monte Carlo og Esben Kjær er ‘Helt normalt’ og ‘Rokkokoposten’ to andre gode eksempler på sagen. Man kan altså snildt finde nyheder kogt om og bøjet ind efter nye, underholdende og derfor i sagens natur mere spidsvinklede kriterier end de kendte Aktualitet, Væsentlighed, Identifikation, Sensation og Konflikt. Men hvorfor skal det være sådan?
Måske fordi man på grund af den store satan Fox News mener, det er vigtigt at angribe (en) nyhedsformidling, som kan få 30’ernes propaganda til at blegne. Måske fordi det altid leveringsvillige internet med dets inverterede verdenssyn hoster nogle groteske, og selvsagt underholdende nyheder op, som ukritisk henter billeder ind fra alt fra tjekkiske bilkameraer til engelske overvågnings, men sjældent har nogen som helst værdi. Eller måske fordi man ikke orker, eller endnu værre evner at se - eller gisp læse - RIGTIGE nyheder, som de skrives, tales og produceres af vore hjemlige medier, som ikke er hverken Fox News eller et konstiperet internet.
Hvis det sidste er tilfældet - hvad jeg i en vis udstrækning tror det er - så tror jeg også man vælger de underholdende nyheder, frem for de rigtige nyheder, fordi underholdning og satire - selv den virkelig skæve af slagsen - er nemmere at forstå, end virkeligheden. Det er som bekendt virkeligheden, man får når nyhedsstrømmen bevæger sig gennem hodet på een. Og jeg medgiver den ikke er lige så nem afkodelig som en joke eller et funny face, den ikke så ligetil at gå til som en hån eller en parodi, og den er ikke lige så medgørlig som en sketch eller en pastiche. DE genrer kender vi nemlig både forfra og bagfra. Dem er vi jo opdraget med, fordi man siden den senmoderne træthed satte ind der sidst i halvfjerdserne, har kunnet vælge det der IKKE var nyheder. Underforstået - fordi man ikke orkede den seriøse, kedelige, problematiserende og nok også lidt forstokkede virkelighed, som den så ud dér, stående, siden vaklende på oplysningstidens institutioners forkalkede klassiske søjler. Spørgsmålet er så om humorens og satirens valgbare tilgængelighed på et tidspunkt bliver så omklamrende, at der melder sig et behov for et program der hedder 'Dette er ikke dette er ikke nyhederne' - eller måske bare ‘Dette ER nyhederne’?!

Not the nine o'clock news
Bagklog på P1