Jeg har altid forsøgt at leve i et elfenbenstårn. Men en flodbølge af lort hamrer mod dets mure og truer med at underminere det.

Gustave Flaubert; i et brev til Ivan Turgenjev 1872

KÆRLIGHED I TIDSFORSKELLENS TID

 Hvis nu de ord skrev havde skrevet blev taget var forsvundet og jeg stadig elskede dig

Fra de ord blev tastet til dine øjne forsvandt de og tilbage blev jeg elsker ikke 

Dit svar dukkede op som slugt af en hval en fisk slimet svar uden mening og alene kold

 
Jeg tror ikke internettet har et forhold til de ord vi sender imod tidens opdelte zoner steder der ikke findes hvor vi står når de lander stumper og istykker og trykker som besatte på reply reply reply

FLASKEPOST

Flaksepost

Jeg forestiller mig jeg har sendt en flaskepost af sted engang, men jeg er ret sikker på jeg aldrig har gjort det. Hvordan kan det nu være? En falsk erindring?

Men gør det noget? Jeg kunne da godt tænke mig, at give mig lov til at kunne huske jeg engang har sendt en flaskepost af sted. Der er så meget velkendt ved det. Materialerne. De klare facts. Opfordringen til at skrive tilbage. Ritualet. Havet. Tiden.

Da jeg boede i Aalborg havde jeg mit værelse i kælderen. På bagsiden af den ene skabslåge skrev jeg engang en sætning om livet og døden og i dag kan jeg forstå, også noget om at være sytten år gammel og forvirret. Da jeg skrev den sætning vidste jeg den ville blive læst. Af nogen. Som jeg ikke anede hvem var. Det var sådan set også ligemeget. Det vigtigste var, den blev læst. Selvom man forestiller der aldrig var nogen der læste det, ændrede det ikke ved glæden over at skrive det, for det kunne ikke tænkes, at det ikke blev læst. Det gjorde ordene vigtigere, mere betydningsfulde, at de ville blive læst af en fremmed.

Når man sender en flaskepost er det ikke ordene, der er det vigtige. Det er digselv. Du sender din identitet ud i verden, for på paradoksal vis at stedfæste du har én.

Og så sker det nogen gange, at der kommer svar tilbage: Du findes! Du skyllede op på en strand et sted. Som et bortkommet barn eller en udmattet overlevende lå du der og blinkede til virkeligheden iklædt et menneskes skikkelse. Et læsende, tænkende, flaskepostgenkendende menneske. Der på sin vis også blev bekræftet i sín eksistens, fordi det kan bukke sig ned, samle en matsleben flaske op med prop. Og indeni se det sammenrullede rituelle pergament: Verden findes, den er befolket, den er lige skyllet op i din hånd. Ergo findes du også!

Jeg har af aldrig modtaget et brev fra Sydamerika eller Nordafrika, som svarede på min flaskepost. Og hvis ikke jeg har sendt én, kan det jo være forklaringen. Men det kunne jo også være situationen, hvis jeg hávde sendt én. Den er blot stadig undervejs. Vugger derude på oceanet. Undviger containerskibe så store som nationer, plasticøer så store som halvkugler. Gyngende mens glasset holder stand med sine tætsiddende atomer. Vuggende den lille rulle, som blødt slår sit budskab på siderne. Når man flyver er der altid et kort over alle de ruter selskabet flyver på. Europa dækket ind af et spind af røde, spændstige, af kloden buede streger. Fra Frankfurt til Formentor. London til Lissabon. Jeg kan fint forestille mig alle Atlanterhavets flaskeposter indtegnet på samme vis. Små førerløse flasker flyder mellem kontinenterne, men i skæbnens fastlagte ruter.

Måske har jeg sendt en flaskepost af sted med et af mine børn? Blind passager på barnets leg? Det kan vel være lige godt. Så længe man ikke får svar, er der håb om at man findes.

EN BREVSKRIVERS ERKENDELSE

Porto pris

Man betaler otte kroner for at sende et brev i Danmark. Otte kroner har længe været mange penge, for at sende et simpelt brev. Men i går gik portoen på breve fra at være dyr til at være billig! Med eet slag som man siger.

For det første skrev jeg rent faktisk et brev i går. (Hvor mange af de mennesker, som synes otte kroner er alt for meget, har rent faktisk sendt et brev til otte kroner?) Og fordi jeg skrev det brev, forstod jeg pludselig, hvor værdifuldt det var, til så beskeden en pris.

For otte kroner fik jeg lov at koncentrere mig om, forstå og derefter fortælle om nogle ting i mit liv, som jeg synes er vigtige. For otte kroner fik jeg drukket og smagt på min kaffe som en ægte stimulans, der skulle få mine tanker på gled, og honorere dem, når de gjorde det. (Jeg regner ikke omkostningerne ved kaffen med, okay?) For otte kroner fik jeg følelsen af, at det for en gangs skyld var mig, der kontrollerede tiden, fordi man ikke bare lige kan skrive et brev - i hånden! vel at mærke; det kræver en lille time fyldt til randen med dejligt konkrete ting som blæk og papir og streger gennem ø'er og mellem ord. For ikke at snakke om den meditative ro, der ligger i at sende sine ord af sted på en rejse, der skal tilbagelægges over kilometervis veje og bakker. For for otte kroner fik jeg en dejlig svimmel fornemmelse af, at verden og klodens krumning rent faktisk findes; at der ligger en by for enden af kuvertens rejse - ikke bare som en virtuel destination, nej sgu! Brevet ender på et bord i min vens rolige hænder under hans milde øjne. 

Og så fik jeg for otte kroner, noget der åbenbart er ved at være truet: En sikker kommunikationsforbindelse. I lyset af de sidste mange afsløringer af, hvor meget man bliver overvåget, er otte kroner et ubegribeligt lille beløb, når man betænker det kan købe een frihed, selvstændighed og fred til at skrive om de ting man synes er vigtige, uden fare for at noget belaster privatsfæren.

Otte kroner. Alt inklusive.