NATUREN VIL IKKE NATUREN VIL GERNE

Jeg er i disse dage og tider plaget af en anfægtelse ved at se vinterbadere, skovbadere, vildmarksfolk, trekkere, friliggere, kajakroere, klatrere og alle andre tænkelige naturtyper søge naturens omfavnelse og helende kraft. Det fremstår som et hyklerisk forsøg på at tvinge naturen til at hjælpe kroppen og sindet i en tid, hvor vi samtidig gør alt for at udslette den. Der er et uhyggeligt aspekt i, at skoven, havet, landskabet og klippen ikke kan afvise at give den helende energi fra sig, når mennesket sænker sin krop ned i den, fordi den energi netop er naturlig. Jeg har haft en lignende mindre anfægtelse, når jeg har betragtet, hvordan trænings-, fitness- og bulkingtyper skubber naturens produkter ned gennem deres af træning udsultede hylster for at vokse ved det og med ophøjet ro skider resterne af naturen ud i kloakken som noget ubrugeligt lort. 

For på den anden side af naturen penetrerer vi himlen med fly og raketter, borer klippen til grus og mælker havet til med plast som en pervers menneskelig aura, der flyder ind i mødet med alt det naturen bærer frem. På den anden side af de meditative scenarier pulser vi løs på mineraler og fossiler, fordi vi skal lære og selv og hinanden bedre at kende. Varmer stuer, kirker og forsamlingshuse op, for at se virkeligheden i øjnene. På den anden side af naturens helende kraft årelader vi den ind i et unaturligt kaos. 

Men det er ikke de samme mennesker, siger du. Det er de samme mennesker, siger jeg. Vi er de mennesker. 

Der er en mærkelig trøst i at dem, der ved, hvad de taler om siger, at naturen aldrig kommer til at give op, den kommer til at fortsætte – men uden os. Lad ikke den dag komme, hvor det bliver en undskyldning for at rejse med som blind passager. 

VI VAR VED HAVET OG GLEMME HJEMMET

 

TIEFERHOMEN III

SØ (TIEFERHOMEN)

Fotos nedenunder af Petra Kleis & Thomas Nielsen i EUROMAN

HAVET · SPROGET

Så skrev han det færdigt, foldede det til en båd. 

Havet kan suge digtet op, tænkte han. 

Ved stranden står et barn og skriver et navn med en pind. 

Tænker det omvendte. 

Så skrev han det færdigt, foldede det til en båd. 

Digtet kan suge havet op, tænkte han. 

Ved stranden står et barn og skriver et navn med en pind. 

Tænker det omvendte. 

Så foldede han det færdigt, skrev det til en båd. 

Digtet kan suge havet op, tænkte han. 

Ved stranden skriver et barn et navn og står tilbage med en pind. 

BAG VÆGGEN

TELEGRAM FRA TITANIC

FREMTIDSSENTENSER

"Vi gjorde, hvad vi kunne, for at få hende til at tænke på noget andet end malerierne."

LUFTART

EFTERTANKESTREGER

Good grief!

Det er svært ikke at give sit besyv med, og måske især nu, hvor nye tendenser for alvor tegner sig blandt markedskræfter (flere tusind kroner for et blad på e-pay), grimme og bagstræberiske beskyldninger (kan man anklage nogen for ikke at bruge sin ytringsfrihed?), færre og færre moderate stemmer (flere og flere skingre) og det almindeligt forstemmende opbud af demokratiske bedragere.
Her er stregen, her er dem der går over, her er dem det går ud over og her er det punktum, der aldrig bliver sat.

FLASKEPOST

Flaksepost

Jeg forestiller mig jeg har sendt en flaskepost af sted engang, men jeg er ret sikker på jeg aldrig har gjort det. Hvordan kan det nu være? En falsk erindring?

Men gør det noget? Jeg kunne da godt tænke mig, at give mig lov til at kunne huske jeg engang har sendt en flaskepost af sted. Der er så meget velkendt ved det. Materialerne. De klare facts. Opfordringen til at skrive tilbage. Ritualet. Havet. Tiden.

Da jeg boede i Aalborg havde jeg mit værelse i kælderen. På bagsiden af den ene skabslåge skrev jeg engang en sætning om livet og døden og i dag kan jeg forstå, også noget om at være sytten år gammel og forvirret. Da jeg skrev den sætning vidste jeg den ville blive læst. Af nogen. Som jeg ikke anede hvem var. Det var sådan set også ligemeget. Det vigtigste var, den blev læst. Selvom man forestiller der aldrig var nogen der læste det, ændrede det ikke ved glæden over at skrive det, for det kunne ikke tænkes, at det ikke blev læst. Det gjorde ordene vigtigere, mere betydningsfulde, at de ville blive læst af en fremmed.

Når man sender en flaskepost er det ikke ordene, der er det vigtige. Det er digselv. Du sender din identitet ud i verden, for på paradoksal vis at stedfæste du har én.

Og så sker det nogen gange, at der kommer svar tilbage: Du findes! Du skyllede op på en strand et sted. Som et bortkommet barn eller en udmattet overlevende lå du der og blinkede til virkeligheden iklædt et menneskes skikkelse. Et læsende, tænkende, flaskepostgenkendende menneske. Der på sin vis også blev bekræftet i sín eksistens, fordi det kan bukke sig ned, samle en matsleben flaske op med prop. Og indeni se det sammenrullede rituelle pergament: Verden findes, den er befolket, den er lige skyllet op i din hånd. Ergo findes du også!

Jeg har af aldrig modtaget et brev fra Sydamerika eller Nordafrika, som svarede på min flaskepost. Og hvis ikke jeg har sendt én, kan det jo være forklaringen. Men det kunne jo også være situationen, hvis jeg hávde sendt én. Den er blot stadig undervejs. Vugger derude på oceanet. Undviger containerskibe så store som nationer, plasticøer så store som halvkugler. Gyngende mens glasset holder stand med sine tætsiddende atomer. Vuggende den lille rulle, som blødt slår sit budskab på siderne. Når man flyver er der altid et kort over alle de ruter selskabet flyver på. Europa dækket ind af et spind af røde, spændstige, af kloden buede streger. Fra Frankfurt til Formentor. London til Lissabon. Jeg kan fint forestille mig alle Atlanterhavets flaskeposter indtegnet på samme vis. Små førerløse flasker flyder mellem kontinenterne, men i skæbnens fastlagte ruter.

Måske har jeg sendt en flaskepost af sted med et af mine børn? Blind passager på barnets leg? Det kan vel være lige godt. Så længe man ikke får svar, er der håb om at man findes.

AMOR FATI

Donner und Blixen

Man skal elske sin skæbne, siges det. Bedst og mest emfatisk hos baronessen i hendes mange fortællinger: Peter og Rosa, Heloïse, Babettes gæstebud, Det ubeskrevne blad, Skibsdrengens fortælling og mange mange flere, hvor hendes hovedpersoner opnår den unikke forløsning, der kun er beskåret dem, hvis frihed ligger i skæbnens fangenskab. 
Men jeg både forstår og forstår det ikke. Jeg forstår godt man skal favne sit liv og sine muligheder, men den handling det er at gøre sådan, er dét så skæbnen, eller er skæbnen det, at man ikke kan gøre andet (noget anderledes)? Når Babette - masterchef de Paris - elsker sin skæbne i nogle pietistiske søstres grovkøkken, uden chance for andet end grød og suppe så langt armene rækker, er dét så at elske sin skæbne, fordi netop dét køkken giver hende indsigt i sanselighedens værdier? Når Simon i 'Skibsdrengens fortælling' griber muligheden for at elske, dræbe, næsten dø og flygte, er det så at favne sin skæbne, eller at lade den føre een? Når Heloïse - som er er en af mine yndlingsfigurer fra de rungstedlundske gemakker - ender i et tyndt evakostume i en anstrengt jagtscene, men med sin ungdoms skønhed i behold, er det så fordi hun forstod, og derfor greb sin skæbne på et tidspunkt, hvor netop nøgenheden var det eneste hun ikke burde vise i en jordisk sammenhæng?
Jeg har altid elsket Blixens fortællinger, fordi deres eksistentielle og adelige rebuser har talt mod den dybe meningsløshed hverdagen nådesløst udfordrer een med. Hos hende fandt man - ikke ulig hollywoods hverdagsdramaer - en storhed i det skum fjorden sender svævende ind over marehalmen, en storhed i den måde man vender cyklen på, fordi man glemte sit silketørklæde på kommoden, en storhed i hvad ved jeg det liv man prøver at få til at betyde noget mere og andet, end nogle timer klemt inde mellem drømmene.
Men nu er jeg blevet i tvivl om, hvordan man gør. Elsker sin skæbne, altså. Hvordan finder man balancen mellem det man er givet intellektuelt, fysisk og socialt (arv og miljø m.a.o.) og den vilje man også har? Hvordan gør jeg mig fri og fanget på een gang?
Når baronessen viser vejen, hvor er det så hendes point of no return ligger? Hvad er det, der er hendes skæbne? Hvornår og hvordan er det hun favner den? Er Blixen netop ikke talskvinde for at skæbnen er noget man vælger - noget man stiller an? Kan man sige hun behændigt byggede et fangenskab på sin faders grav, og at dette fangenskab var alt det hun ønskede af sit liv?
Jeg er tohundredtyvetusind sider bagud i diverse blixeniana og biografier til overhovedet at gætte på noget så kernekraftigt, men det billede jeg har af hende ligner ikke et menneske, der favner sin skæbne. Det ligner et menneske, der gør det tydeligt at man hár en skæbne, og at den skæbne er forbundet med om man tør være i verden.

Vi supplerer meget passende med en stemme fra den nykårede Alice Munros galleri:

"Somme tider er vores forbindelse flosset, den er i fare, den virker næsten borte. Udsigter og gader nægter ethvert kendskab til os, luften bliver tynd. Foretrækker vi ikke at have en skæbne at underkaste os, noget der gør krav på os, hvad som helst, i stedet for den slags usikre valgmuligheder, vilkårlige dage?"


Citat fra novellen 'Den albanske jomfru' i samlingen 'Offentlige hemmeligheder' - Samleren 1996, på dansk ved Lisbeth Møller-Hansen

VI BLEV FØDT MED SKIBET