Viser opslag med etiketten krig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten krig. Vis alle opslag

søndag den 7. december 2025

SAMTALE OM BOMBEPULSEN ANNO 2025-2026























samtale med bombepulsen

be like

hvornår går det her galt

den svarer

det gik galt for længe længe siden du

 

regnen er min trofaste revisor

den lægger små optiske forvrængninger på min hud

og min rude

det er smuthuller for håbet om en anden udsigt

og en balanceakt der konstant falder ned på kravebenet

 

livet smager som at stikke tungen ud

og slikke på en alexandriner fra sidste sommers fryser

en lynstang på tværs af rimet

gul og gammel som nikotin eller lak eller

papir gledet bag reolen

 

han vil ikke gå ned fra scenen

selvom han forbløder i lys

en Broby-Johansen-lampe i mini-skørt der spermer sig selv

han vil ikke slås af hesten

fordi hesten slet ikke er

og næsten ikke findes for en forhærdet narcissist

han må klynge sig til en opretstående katastrofe

 

han vil ikke grine

selvom latteren er ægte nok

han vil størkne i rollen

som den faste statist

som den sidste fantast

som den falske cellist

der bukker og buher

fordi publikum er gået

eller aldrig kom

 

han er bare et fjols

en nar

en charlatan hvis det går an

for Kierkegaardske permissioner

han er bare en der vil have lov at være

en forvirret elsker

en forivret tekst der

bliver væk

for sig selv

hvem vil være et tankeeksperiment

hvis man kan holde om et menneske

mens pulsen bomber fremtiden



torsdag den 14. august 2025

HERKULES OVER ØEN

 14.08.25





























der er Herkules fly på himlen over øens flade vand

vi hører ofte fly

men de skal på ferie eller forretningsrejse

regner jeg med

Herkules er noget andet

også lyden

næsten doven


alle de mytologier i luften

Gudernes vind

Ikaros’ drømme

hævnen er luftbåren ligesom angrebet

var

også krigen har sine høns og æg

flyvende gennem luften


de siger de vil have lov til at bygge

våbenfabrikker selvom historien bliver glemt

for vores egen skyld

for vi vil vel ikke dø eller det der er værre

blive besat og glemt

personligt vil jeg hellere holde fast i historien

frem for at gentage den



tirsdag den 1. juli 2025

KRIGSMINDER KRIGSMEDIER KRIGSMASKINER





















der holder tanks på havnen i Esbjerg

fordi jeg kører forbi dem

som en film fra min barndom

En verden i krig

og det mystiske ord oprustning

i de rytmiske mellemrum


vi sad i blomstrede sofaer og hadede nazisterne

uden at lære historien at kende


der holder tanks på havnen i Esbjerg

og PMV’ere efter dem

de er sandfarvede ligesom Rommels 

de er tavse og hårde som de hænder der har vristet dem fri af kloden

jeg klemmer om rattet og tænker på ferien

som nu ligger i skygge


vi lærte ordet Hitler at kende

men forstod ikke det var et menneske


ofte har jeg tænkt om jeg var den sidste forbindelse til den store krig

fordi mine forældre levede i den

så selv deres svage minder blev mine

en alvor som ikke kunne transmitteres eller speakes

fordi de var store børn der intet forstod og præcis sådan

er forbindelsen til krigen krigen selv

uden alder 


og nu kan jeg dø som dem

med minder om krig



lørdag den 14. oktober 2023

lørdag den 15. februar 2020