DER ER INGEN HUNDE I GELLERUP

der er ingen hunde i Gellerup 

de er fordrevet til mundhulen 

det passer mig fint

for der hvor jeg kommer fra

er der alt for mange

og de bliver holdt i snor

mens de skider

som symboler

på deres ejeres selvkontrol og arvemasse

FOLKETINGSVALG I POETENS HODE 07.04.26

 

i lygtepælene

hvor der for lidt siden
hang plakater med bogstaver
partier og portrætter
anstrengte slogans
og bydeformer

hænger der nu plakater
med portrætter
årstal
apolitiske postulater
og kulørte slogans
for en cirkusforestilling

hermed oplyst

MAGRITTERUTEN 25. JUNI 2025 - RANDERS

 

NY I KVARTERET

så er man flyttet ind på Paradisæblevej

inden for marginen af det litterære kvarter

naboerne kigger ind og inviterer på kaffe og ostet dansk ironi

hos Benny And

som vil det bedste

mens Onkel Dan til venstre

byder på gummirock og sexappeal

som vil det værste

jeg hilser pænt og siger meget gerne

meget gerne

men der så meget lige nu

på grund af flytningen og adresserne

og den nye skattepromille

overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned

det har der været siden jeg kom

han bor i et A-hus jeg i et to-plans

vores hække er gamle og luder som

udtjente gardere 

eller bitre socialdemokrater

det har hele tiden været min mening

eller nok mere et ønske

at få foden under eget skrivebord

men nu mens solen går ned til toner fra svenske viser og Lou Reed

og blænder mig i ruderne overfor hos Simon

står fortiden ikke så klart som den gjorde

dengang jeg troede det at skrive digte

var så let som at klø sit navn i nakken

på det ældste træ i skoven

og ridse sin vrede i lakken

på den sidste bil i parken

KNUSPIG INTELLIGENS

Problemerne med Ki afslører hvilke ophavsmænd den har. De har naivt og forfængeligt forsøgt at skabe et imponerende menneskelignende væsen - en golem eller en supermand eller et overmenneske, der ved alt, derfor kan svare på alt og samtidig er urørlig, utrættelig og egentlig afkoblet al menneskelig aktivitet i mellemmenneskelig forstand. Fraset nogle sproglige konventioner, som er vokset ud af dens data som en slags skæbnens ironi. 

Ki er et magtmenneskes våde drøm - dels om sig selv, dels om den protese, der kan udvides både udad og indad i den verden vi møjsommeligt har skrabet tanke og stof sammen til gennem de sidste årtusinder. 

Når jeg er mest desillusioneret tænker jeg Ki bare er endnu et eksempel på de banale dødssynder hovmod, grådighed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab.

Ikke fordi jeg partout skal flage min kristne kulturelle baggrund eller bruge den som argument, men nærmere fordi Ki i kraft af dens ophav har den samme, og så sker der jo nogle gange det, at kulturens potentielle undergang næres af den selv. 

At sproget skaber, hvad det nævner er blevet omskabt til en grassende dynamik som så meget andet nykonservativ retorik, der ikke har politisk debat men alene overtaget som mål.

Selv er jeg modvilligt med dette indlæg hoppet i en grøft eller på en pol, fordi jeg har tilføjet argumenter til det allerede udbredte fjendebillede af big tech broligarkiet, men jeg prøver at tilgive dem for at at have fejllæst dele af det menneskelige projekt og måske fokuseret lidt for meget på, hvornår mennesket er stærkest og smukkest og mest lydefrit og derfor helt undgået det menneske, som erkender sine fejl, er nødt til at stykke viden sammen ved at lære nyt, evner at lytte, ikke ønsker at være suveræn og derfor først og fremmest har evnen til at mentalisere. Og ved hvor svært det er. Du ved hvad jeg mener. 

BOMB*

FREMTIDEN ER

SURE KANINER

Det er oftere et spørgsmål om hvem man kender end hvad man kender til. Og kaniner formerer sig som bekendt hurtigt.

PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.

BLÅ HJELME

HOS PSYKOLOGEN

En udkogt refleksion

Psykologen: Hej goddag.
Klienten: Ja ,hej goddag.
Psykologen: Skal vi så høre hvordan det går?
Klienten: Ja.
Psykologen: Godt. Hvor godt.
Klienten: Nej.
Psykologen: Nej?
Klienten: Det går slet ikke godt.
Psykologen: Nej?
Klienten: Ja.
Psykologen: Kan du komme det lidt nærmere? 
Klienten: Jeg forstår ikke mine erfaringer. 
Psykologen: Du forstår ikke dine erfaringer?
Klienten: Jeg ved ikke hvad jeg skal lære af dem. De opstår igen og igen som et tilbagevendende mareridt og jeg kan sidde der med dem som døde kæledyr - væsner man har været helt tæt på, men egentlig aldrig forstået.
Psykologen: Æh -
Klienten: Jeg frygter min erfaring er at min erfaring er at jeg får lidt ud af livet.
Psykologen: Kunne du sige noget mere om dit kæledyr? Nej, dine erfaringer.
Klienten: Død undulat. Død kat. Aflivet hund. Fisk. Fisk. Fisk.
Psykologen: Jah, fisk.
Klienten: Fisk.
Psykologen: Kom frisk. Smiley.
Klienten: Smiley smiley.
Psykologen: Hvor godt.
Klienten: Så det godt.

HUSPOETEN

For at du kan kigge ud

Har huset rejst en usynlig mur

Fugles blikke omkommer i

Andy Warhols 15 minutter - og hvad man får ud af dem

Bedømtheder

Første minut lærer man for anden gang i sit liv at kontrollere sin ringmuskel.
Andet minut lærer man den dybere mening med grådighed.
Tredie minut lærer man at fokusere på alt, der retter sig mod een. Dødt eller levende.
Fjerde minut lærer man alt om at leve på en løgn om at leve på en løgn.
Femte minut lærer man, at alle de andre, der har været på tv før een selv umuligt kan have haft samme oplevelse som dig.
Sjete minut lærer man at synke sit spyt på en måde der ser eftertænksom ud.
Syvende minut lærer man at tænke på de kommende otte minutter som den mest naturlige ting i verden.
Ottende minut længes man efter de første syv, og synes livet var bedre dengang.
Niende minut lærer man sin reelle alder.
Tiende minut lærer man klokken for anden gang i sit liv.
Elvte minut lærer man, at man vil gøre alt for at kunne vende tilbage til sendefladen. Alt.
Tolvte minut lærer man hvordan man tror det føles at være en, der er kendtere end en selv.
Trettende minut lærer mig at blokere for flere erfaringer, fordi man har på fornemmelsen, at det ikke mere ...
Fjortende minut ser man de første billeder af sig selv flimre, som svage neonrør.
Femtende minut ser man tunellen lukke sammen om lyset.

BØN TIL EN HØJERE INSTANS

En Ottokupon

Hvorfor er alle andre end mig asociale?
Hvorfor er der ingen der tænker på mig?
Kære instans, vil du ikke nok hjælpe dem med at få øje på mig, så jeg bedre kan komme til at hjælpe med det jeg helst vil?
Fx ved jeg ikke hvordan jeg skal fortælle de andre, at jeg er den sidste der går, når der ikke er nogen tilbage, til at se det.
Jeg savner også stor tak for at holde mit helbred ved lige.
Kan du give mig et tegn på om det er ok stadig at gå med sit Folkekirkens Nødhjælpsbadge - selvom jeg samlede ind for dem for flere måneder siden?
Må man godt have 'Hus forbi' liggende sammen med sine coffee-table-bøger? Og er det ok ikke at købe det hver gang?
Jeg er meget jalous på læger og tandlæger, men tjener de egentlig ikke for meget til at man kan sige de hjælper lige så meget som fx mig, der jo ikke skal have penge for at tænke på andre end mig selv?
Der er noget galt med trafikken - alle er ligeglade med den måde jeg kører på, som ellers er den rigtige. Kan man ikke lave noget ved det, så det blev mere retfærdigt?
Det er mest det med om tingene er retfærdige jeg tænker på.
Hvorfor er alle andre end mig asociale? Det er uretfærdigt, synes jeg, hr Instans. Venligt men bestemt. Altså.

Jeg var død før skibet overhovedet sank