Viser opslag med etiketten gadefotografi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gadefotografi. Vis alle opslag

lørdag den 24. februar 2024

02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY












Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?


Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale. 



tirsdag den 2. januar 2024

11.11.23, MAGRITTERUTEN - RIISSKOV

 















Den korteste vej mellem to huller. En pittoresk forglemmelse. Et tempo størknet i en umulig gestus. Et ophold. En lattervækkende venten på mørket. 


Match i former er et impulsivt og altid overraskende motiv. Med kloakken blev det primære referencepunkt - det lukulliske fad med druer og frugt på de romerske divaner - tilføjet et vulgært perspektiv som alligevel i sig selv har en klassisk rest med meandermønstret. 

Med motiver som disse bliver jeg altid både forundret og taknemmelig over dem eller det, der forårsagede denne fortælling. 



mandag den 1. januar 2024

25.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

















Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op. 


Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor. 



lørdag den 30. december 2023

20.06.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS

Man kunne bo her. Man kunne flytte ind. Man kunne have flyttet fra dette sted, som både lover og giver op. Der er mange spor der peger tilbage. Noget der kan kobles på, hvis man kan nå. Konstruktioner og mønstre taler med solen. Den tid på året. Det er meget præcist. 

Jeg går forbi mange tomme butikslokaler og fotograferer dem som oftest. Jeg kan godt lide dem, selvom de som oftest ikke fortæller meget mere end det, de er. Tomme og tidligere butikslokaler. De er selvfølgelig også så meget mere i forhold til skæbner, kunder og økonomi. Bydød. Varespecifikke vægge og hylder. Det er dog ikke det, der interesserer mig. Det er scenografien. Det forladte rum, som står ekstra åbent på grund af de store vinduer og måske den manglende omhu med at rydde op efter sig. Nogen var her. I timer og dage og år. Nu fosser energien ud og ind af scenen.