APHEX TWIN TRASH

WSWYG

GIGOLOL

09.03.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV

 

Et møde mellem en græsslåmaskine og en springmadras foran en hemmelig familie. Himlen er barberet ned til det blødende ler, der ufølsomt letter som fnug. Det er ikke de samme adskilte genstande, men de venter på det samme og bliver til det samme. To spillebrikker. 

Det er og bliver et storskraldfotografi. Noget af det jeg faktisk altid undgår at fotografere, men her blev scenen for tydelig, spillet for oplagt surrealistisk. Der er et element af popkunst i det, som jo ligesom Duchamp prøver at skubbe readymaden ind i en anden betydning. Måske er det fordi der også ligger en slags vittighed eller fortælling gemt i de to fremmedelementer. 

27.04.23 - MAGRITTERUTEN, MILANO

 

Vi glemte nøglen. Dem der var derinde. Sagde den tynde lyd af materialer fremmede for hinanden. Det var opspind, det var løgn, det var en fortælling - men heller ikke usandt, at vi aldrig ville nå den elskede. Et forhæng kunne have hjulpet. En tryllekunstners hat. Trappen forblev en trappe i en drøm. 

Jeg er ret sikker på det er et kunstakademi og derfor øvelser eller måske skulpturer vi ser på billedet. Men det var den smalle dør, der fangede min opmærksomhed. Måske også at trappen ligesom var usamlet eller aldrig kunne samles. Der er en tragedie i motivet - eller minimum noget melankoli, hvad der ofte er i mine billeder. Hvad dette end er kommer det aldrig til at lykkes. 

20.06.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS

Man kunne bo her. Man kunne flytte ind. Man kunne have flyttet fra dette sted, som både lover og giver op. Der er mange spor der peger tilbage. Noget der kan kobles på, hvis man kan nå. Konstruktioner og mønstre taler med solen. Den tid på året. Det er meget præcist. 

Jeg går forbi mange tomme butikslokaler og fotograferer dem som oftest. Jeg kan godt lide dem, selvom de som oftest ikke fortæller meget mere end det, de er. Tomme og tidligere butikslokaler. De er selvfølgelig også så meget mere i forhold til skæbner, kunder og økonomi. Bydød. Varespecifikke vægge og hylder. Det er dog ikke det, der interesserer mig. Det er scenografien. Det forladte rum, som står ekstra åbent på grund af de store vinduer og måske den manglende omhu med at rydde op efter sig. Nogen var her. I timer og dage og år. Nu fosser energien ud og ind af scenen. 

KRÆPRÆSIØST