Jeg er kommet til at tænke, at kunstig intelligens tilbyder noget vi alt for gerne vil have. At kunstig intelligens ikke tilfældigt tilbyder det lige nu. At kunstig intelligens kan komme til at fylde på en måde som vi ikke kan overskue men heller ikke ønsker at overskue.
Det ser sådan ud: Kunstig intelligens er resultatet af menneskehedens ihærdige arbejde for at blive klogere og dygtigere. Det er et arbejde som strengt taget har været hele målet for menneskehedens udvikling. Vi har alle sammen - måske mere eller mindre udtalt, men under alle omstændigheder i en slags konsensustankegang - bidraget til denne udvikling. Vi har sgu taget en tørn for dether. Vi har slidt og slæbt og gennem blæk og papir og skrivemaskiner og leksika og stencils og protokoller og arkiver og noter bag ørerne og hukommelstricks og papyrusser og murmaling og ridser og fliser og A4 og biblioteker og ildebrande og post its all over.
Nu har vi endelig fået vores løn for alt det slid. En maskine, der kan tænke selv og gøre alt det kedelige og besværlige arbejde for os. Det har vi fortjent. Derfor tager vi en slapper og sætter autopiloten på.
Det var det.
