APHEX TWIN TRASH

WSWYG

GIGOLOL

JEG LYTTER TIL JEFF BUCKLEY

jeg lytter til Jeff Buckley

og det skal jeg lade være med

nu er leveren tung og sjælen uvillig

som en guldfisk i en kulmine

det er dumt at lytte til Jeff Buckley

dumt som at stikke næsen helt ind i en klase

syrener

rive stemmen op med duft og fortid

som kun et forvildet menneske kan gøre det

være det menneske

man kender igen

EYES AND REWIND

Vi ser ikke længere ting som vi ikke kan se igen

og igen

med det samme

Det er en del af kontrakten med tech

Der var engang hvor man ikke kunne se noget

før det var klart til at blive set igen

hvor øjnene måtte vente

på maskinen

spolerne

genudsendelsen

og blive sultne eller mætte efterhånden

ikke eller ville

se igen

Det var en del af kontrakten med tech

Gamle tech

Hvor strømmen gik ind og hjulene kørte rundt

Hvor tech var materialer og formgivne versioner

Hvor tech var virkelig

Nu er mine øjne blevet trætte

svage

Jeg har tabt stirrekonkurrencen med tech

There is always more

Infinite soul

music

I've changed my mind

I take it back

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

I've changed my mind

So, where did you see me go?

It's not the right way, you know

Where did you see me go?

No, it's not that I don't know

I just don't want it to grow

It's not that I don't know

I've changed my mind

I take it back

The Cardigans 1999

CHRIStmas REAction

I'm driving home for Christmas

Oh, I can't wait to see those numbers

I'm driving home for Last mass, yea

Well we're moving down that climate

And it's been so long

But we will see it

I sing this song

To press the fact out loud

Driving in my car

Driving home for Last mass

It's gonna take some time

But we'll get there

Top to toe in callbacks

Oh, we got red lights as a fact

But soon there'll be a freeway, yea 

Get my feet on soggy ground

So I sing for you

Though you can't hear cos'

We're not yet through

And feel it near us

Driving in our car

We're driving home for Last mass

Driving home for Last mass

With a thousand wrong regrets

I take a look at the driver next to me

He's just the same

Just the same

DANCING TO NILS PETTER MOLVÆR

Is it me stepping back into lust

Me being dragged out the lost dust of lungs

The gust of being young

Birds of never sung never even tried to be wrong

Feathery weaver telling lies about the skies

Rhythm rhyming with sliver lining

Lips posing for kisses

Sliver lying

Of flickers of wishes for floors or whores

Of the mind

Get out there you tripper

Get our where the zipper promises a

whiffer of belief

I'm dancing alright

I'm keeping it tight

To my body of late age fright.  

BREVE om BOWIE

Har brugt en aften på Youtube med David Bowie.

Det er som om levende billeder først giver mening, når han er på skærmen.

Forstår ikke hvordan jeg kan savne ham så dybt, så hårdt,

når han mest af alt var cool, da jeg dyrkede ham.

Måske det passer, at musikken for ham var et redskab

og mennesket altid var større end den.

"Skulle jeg vælge en vej i dag, ville jeg være fan og pladesamler," siger han.

KUNSTERISK INTEGRALE

 

KIEFERHOMEN XXI

40 Years Back\Come

Der er en forbindelse gennem eller i lyden af Röyksopps sidste melodi på Melody A.M.-albummet 40 Years Back\Come. Det er ikke en forbindelse til et minde eller et sted, men til en meget klart defineret følelse, som på samme tid er min og alligevel ikke, fordi dens melankoli er større og stærkere, end det, jeg kan mønstre følelsesmæssigt. 

Selvom jeg har hørt og mærket melodiens kraft et utal af gangen, var det først idag, det gik op for mig, at forbindelsen til det, der ikke er minde eller et sted, men stadig en form for genkendelse og derfor også en slags erindring, er forbindelsen til mit oprindelige møde med melankolien, hvor jeg end ikke kendte ordet. I melodien oplever jeg således mit eget møde med melankolien i sin reneste form: En meget stærk, upræcis følelse, der overrasker og overvælder een, men ikke kan kategoriseres, afsluttes eller bringes til meningsfuld dialog.

Röyksopps melodi bliver en slags fordobling af melankolien og måske derfor også et bidrag til at forstå dens væsen som alment og strengt personligt på samme tid. Noget man er i og udenfor på samme tid og derfor både kan styrke og svække os som individer. 

At bandet har kunne skabe, skrive og spille dette stykke med en fornemmelse af dets retrograde kronologi viser en særlig lydhørhed for noget centralt i kunsten. Og selvom det er næppe tilfældigt, at det er musik, der vækker så stærke følelser i mennesket, har jeg en klar fornemmelse af, at det er noget af det samme, der gør sig gældende i fotografiet. 

Læs mere om melankoli i Daniel Birnbaum & Anders Olsson: Den anden føde

DOBBEL OP

 

“And the music make her wanna be the story”

Jeg mødte ikke én person dengang i 1980’erne, som sagde andet, end at det var ligesom at være med i film, når man første gang fik walkman’en på og bevægede sig ud i virkeligheden. Det var en fed følelse – en ud-af-kroppen følelse. Men hvorfor får vi ikke den følelse i dag? 

Jeg kan præcisere første gang det skete for mig. Jeg havde vundet en Sony Walkman i en slogankonkurrence (”Hvis det er lyden du går efter”) og gik i let støvregn ud ad Hasserisvej ved siden af kirken med Dire Straits’ Love over Gold(1982) i ørerne, da et helt uventet episk svæv tog mig. De vante synsindtryk forandrede sig, blev omskrevet til levende fortælling med et kamera i hovedrollen. En slags fortryllelse, som jeg fra da af kunne opleve alle steder, hvis musikken var rigtig og batterierne friske. Der var et element af masturbation over det, indrømmer jeg gerne. Måske er den gamle danske term selvbesmittelse for en gang skyld meningsfuld her, for jeg blev forfalden til det og prøvede det af alle de steder jeg var og med al slags musik. Det er noget af det samme ovennævnte band beskriver i sangen Skateaway: “She's making movies on location/She don't know what it means/And the music make her wanna be the story/And the story was whatever was the song, what it was.” Sangen hedder Skateaway, fordi den besungne she kører på rulleskøjter med sit device. Og meget af magien og nydelsen kommer helt givet fra dén, indtil da ukendte oplevelse af at kunne bevæge sig med musik – altså primært ikke i en bil, hvor man jo nok havde haft stærke oplevelser med ’køremusik’ tidligere. Teknisk set har afskærmningen – som dengang var betragteligt ringere end den er i dag; vi taler om små højttalere beklædt med tarveligt skumgummi – været afgørende. Det er teknikken ofte. Ikke fordi den holdt verden ude, men fordi den via musikken sonderende førte verden ind i hodet og ind i kroppen. 

Jeg skriver ”kamera i hovedrollen,” fordi det var den fornemmelse af at være med i en film, man kunne have som rolle, der er knyttet til synet; point of view’et – en fornemmelse af, at verden blev til de samme billeder, som vi så på film. Med en omskrivning af György Lukács kan man sige, at livet blev til film, og derved blev mennesket tillige skuespiller i den film – men altså med den vigtige tilføjelse, at oplevelsen af dette kom, fordi der var et element af, at man netop vár tilskuer på samme tid. Det var jo fra biografen oplevelsen havde lejret sig fra, og derfor det, der var genkendeligt: At se film.

Nydelsen ved musikkens billedliggørelse af virkeligheden (i hodet på en ganske ung aalborgenser) kan forklares på flere måder, og jeg især interesseret i, hvordan og hvorfor forandringen af verden var så tydelig. Jeg ved det er en uheldig sammenligning, men jeg skal måske bruge den senere, for det kunne sammenlignes med et filter, man fik for øjnene; huse, veje, biler, mennesker, landskaber, søskaber, industri og ens eget spejlbillede forandrede sig for øjnene af én, i det øjeblik Vangelis’ eller Bowies musik lød. Man var med andre ord parat, nærmest everready til at være med i en film. Filmen som film var en altid iboende længsel i os. Mogens Rukow har sagt han kan lide at tænke på, at der til film er knyttet en længsel efter at se billedet, og selvom jeg ikke er sikker på, det var situationer som disse, han tænkte på, så er der en forbindelse til films suggestive kraft udover, hvad man ser i biografen – altså også på cykelstien i Hasseris.

Vi tager et kig på, hvilke ting, der kunne ligge til grund for nydelsen: En status forbundet med at være en stjerne/skuespiller (den har jeg aldrig forstået, dog), ønsket om at være alle andre steder end dér, hvor man er (eskapisme-modellen), ønsket om at være alle andre end sig selv og så måske en slags pavlovsk reaktion på lyd, man hverken kunne kontrollere eller identificere. Ingen af dem, synes jeg giver en god forklaring. Jeg mangler den distinkte fornemmelse af film i dem. Selve filmen som fænomen. Et koncentrat af, hvad man har erfaret eller forstået eller bare oplevet sammen med film, i film, på grund af film – følelsen af at forstå noget, måske? 

Film er meningsfyldte i kraft af en lang række årsager – det er de nødt til at være – så når man synes man genkender filmens verden i sin verden, må den fremstå meningsfuld, og altså her til forskel fra, hvordan man ellers opfatter verden. 

I humorteori taler man om ’suspension of disbelief’ som en afgørende præmis. At man er nødt til at tro på framen, hvis morsomheden skal du. Men det er naturligvis også et greb der gør sig gældende i fiktionen generelt. Det er den kontrakt mellem værk og beskuer man i daglig tale kalder ’at gå med på den,’ hvor det vidunderligt upæcise ’den’ altså dækker over det, der er opfundet til lejligheden. Der er ingen grænser for, hvad man skal tro på i filmens verden – science fiction og fantasy kan her med hhv. filmene Rumrejsen år 2001 og Ringenes Herre tjene som ret tydelige eksempler på, hvilke universer man må leve sig ind i for the sake of it – men det handler også om, om man accepterer fx (anakronistisk) tøj og arkitektur, tidsfylde, skønhed, kulisser, fartbilleder, amerikanske nætter og troldepikke i den højere sags tjeneste. Og det gør man jo, for det foretrækker man jo. Der kan endog være en helt særlig nydelse forbundet med at suspendere sin skepsis, når man hengiver sig til helt umulige fortællinger eller figurer. Den sult – for nu at blive i det pavlovske – man tilfredsstiller med fortællingens endelighed og logik blev man efterhånden klar til at stille ved enhver given lejlighed med sin walkman – eller wankman, om man vil.

Filmens æstetik har/havde altså oprindeligt knyttet en følelse af mening til sig, som man lidt kækt kan sige, jeg med Marcel Prousts berømte begreb om ’ufrivillige erindringer’ junkede som en slags eksistentiel empowerment via filmens altid villige stemningsfulde budskaber om, at der var en menig, en sammenhæng, en pointe – liv? 

Men hvorfor sker det så ikke mere, at verden fremstår som film, når jeg hører musik i mine hovedtelefoner? For det kan jeg med sikkerhed sige den ikke gør. Musikken er stadig fremragende og kropslig, men den forbinder sig ikke med mit syn i nogen filmisk forstand. Jeg tager til byen på min cykel med Laurie Anderson i ørerne og jeg går ture ved stranden på Fanø sammen med Jóhann Jóhannson (R.I.P.), men jeg ser kun virkelighed. Stravinsky mente, at musikkens inderste væsen er at befordre en samfølelse, en forening af mennesket og dets næste og højeste væsen – her ville det så være filmen og fiktionens oftest humanistiske budskab, men det sker ikke. Nu kan jeg jo ikke vide om det rent faktisk sker for Dem, kære læser, men jeg antager det er udbredt fænomen. Måske endda et tab?

Kan hænde vi bare hører så meget mere musik på denne moderniserede walkman-måde (trådløst, støjreduceret, lydoptimeret), at vi er blevet immune overfor hele tiden at skulle omsætte musikken til andet end den selv og vores egne variationer over venerationer, idiosynkrasier og nostalgier. Den ide kunne man godt falde for, når man ser, hvordan musikken i dag excessivt bliver brugt til at holde sig fri af socialitet og samfølelse mere end til stimulans og sublimering. Kan hænde det er en teknostalgi jeg her prøver at iscenesætte? Logisk set kan der også være tale om, at verden nu giver mere mening end filmene. Og det altså fordi enten filmene eller verden eller deres skribent har ændret sig markant siden hin dag i 1982. Det kan også være fordi forbruget af film har ændret sig, for det ved vi, at det har.

Jeg tror ikke der er den store forskel på den måde Roland Barthes i 1987 så på fotografiet, og så den måde vi ser film på i dag: “Det karakteristiske for de såkaldte fremskredne samfund er, at disse samfund i dag konsumerer billeder og ikke mere, som de tidligere, overbevisninger,” skrev han. Jeg skal ikke prøve hverken at herlig- eller helliggøre mit konsum af film som bedre eller mere ægte, end den måde vi konsumerer film på i dag. Blot pege på det faktum, at vi ser mere og flere, end vi har gjort før. Derfor kan det, Barthes så som det vigtige – overbevisningerne – og jeg i denne sammenhæng tillader mig at kalde meningen være forsvundet i forbruget. Altså ikke fra filmene. Det håber jeg hvert fald ikke, men jeg kan jo ikke med sikkerhed sige det. Derfor bliver virkeligheden ikke fortryllet mere, når vi tager hovedtelefonerne på. Derfor er vi ikke mere klar til at se en film i en hæk eller fra et skibsdæk. Vi er måske en smule for udmattede til at finde anden mening med virkeligheden, end at det netop er det den er. Ikke en film.

HERBERT C.D.

SKAKT

en snor en line en wire et reb der forlader sin trisse sit hjul sin holder og sætter efter den vægt der trækker det ned i mørket som en vildfaren streg uden en flade en løsrevet anvisning et målløst spor

skriften følger blindt efter

KAPELLET · et band

Kapellet blev dannet på gravens rand i september 2017.

Kapellet består af de erfarne musikere Lars-Ole Vestergaard på saxofon og klarinet, Poul Rønnenfelt på guitar og Klaūs Rød Frederiksen på ord. Vi forbereder intet på forhånd, da alt skal blive til på stedet og til lejligheden. Der er med andre ord tale om et gennemimproviseret koncept. Når det lykkes, kalder vi det - med skyldig anerkendelse til René Magritte - for poesi. 

Vi vil ikke båndes eller filmes - kun opleves af og meget gerne samskabe med publikum, der opfordres til at komme med ord eller begreber, som kan smides i den poetiske centrifuge. Der er en digital, arkival og cerebral modstrøm i projektet. Et tænkende bands carpe diem. En følende floks memento mori. Hvert ord er det sidste, som vi siger.

Musikalsk bevæger vi os - med et stort improvisatorisk forbehold - mellem pop og jazz og skaber broer mellem de to genrer med klangflader og figurer af mere drømmende karakter, men det hænder at blues og andre genrer blander sig. Sprogligt bevæger vi os primært i det danske i en forvasket form af den hedengangne amerikanske beatpoesi og et stormasket greb i bevidsthedsdrømmen.

11.12.18 - Hos Marcello, Passione et Enoteca, Aarhus

07.01.19 - Drudenfuß, Aarhus

25.05.19 - Art Gallery PS, Aarhus

25.05.19 - Restaurant Langhof og Juul, Aarhus

21.06.19 - Stuekoncert hos Malene, Brabrand

03.08.19 - Skibskoncert på Sørlandet, Tall Ships, Aarhus 

-

01.05.21 - Gårdkoncert hos Kollektivet Anholtsgade, Aarhus 

18.08.21 - Stuekoncert hos Herdis/SDU, Jylland

-

08.05.24 - Receptionskoncert på turkis, Aarhus

-

22.08.26 - Havekoncert Haveforeningen Enghaven, Åbyhøj

Din koncert her

Kan bookes hvis man kender os eller via Instagram @Poetenshode eller her

ADAGIO CANTABILE

For musik gælder fysikkens love men gudernes paradoksale bestemmelse. Musik er et liniært og perspektivløst rum. Musik er defineret af vedtagne, anskuelige og teoretiske parametre, men også grænseløst og relativt. Du kan befinde dig i musikkens rum og samtidig være dets resonans. Musik er formløst altid allerede en ide, en tanke en indskyldelse et glimt i din bevidsthed. Mønstre, bølger, systemer, punkter, forløb, fortællinger om intet og alt. Hvis ikke det var så nemt at lytte, ville musik være en gåde. Vi er alle lydfødt, før vi er noget andet.

ALT.3

ALT.2

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

HAi-KU DAViD BOWiE (#2)

Døden går igen

henover de ting og mænd

der ikke kan selv

HVOR DER ER PROBLEMER ER DER POESi

Turn and face the strange

Jeg har skiftet undertitlen på bloggen. Det er ikke epokegørende nyt, men det er en mægtig god sætning - som jeg endda tror salig Per H. (som indirekte & uinviteret har en andel i bloggens navn), ville have sat pris på.

Men som sagerne er nu, er den hentet fra nyligt salige David Bowies sang Dancing with the Big Boys. Meget er sagt og skrevet om ham de seneste dage - og jeg skal prøve at holde mig for god til at træde videre i, på eller ind i dén storm. Men sangen kommer altså fra et af de album han lavede, som der er almindelig enighed om, ikke hørte til de stærkeste. Tonight hedder det, og det kom i 1984 på EMI. Jeg hører dog til dem, der holder endog rigtig meget af det og dets blåtonede, lidt naive rock ’n reggae univers. Jeg mener også der virkelig solide numre på, som Loving the Alien og måske især Blue Jean. Vi finder også et forsøg - tror jeg godt man kan tillade sig sige - på at gentage successen med China Girl; for Iggy Pop-sangen Neighborhood Threat er også kommet med - i en version som i øvrigt sagtens kan matche Iggys. Coverversionen af Beach Boys-nummeret God Only Knows er udenfor kategori, og iøvrigt - som så meget af hans musik - vævet ind i mit ikke helt enkle liv dér i midtfirserne, så dets dybe melankoli indlejret i den strangeness og pop, som stranddrengene altid har i deres musik, var som noget flydende jeg igen og igen kunne indtage, for at forstå kærligheden, som kærlighed så ud i midtfirserne.

Men på albummet er altså også bemeldte sang Dancing with the Big Boys, som jeg hørte forleden via albummet Sound + Vision, der har hele tre numre med fra Tonight. Og dér var den så, linien: Where there’s trouble, there’s poetry. Inde midt i en ikke voldsomt stærk tekst og en bare ok sang. Den stod imidlertid meget klart frem med sin slående logik - den slags lykkelig logik, som ikke kun er banal, men meget dybere end det. Men hvad dette guldkorn laver inde i en tekst, som mest synes at have et semi-økologisk-quasi-samfundskritisk budskab er mere mystisk. Heldigvis (?) har den følgeskab af en anden linie; Your family is a football team, som heller ikke falder lige elegant på plads i helheden.

Hele teksten lyder sådan her:

Så hvorfra den kommer, eller hvem der er hhv. poesi og digter er svært at bedømme. Det er næppe ham eller hende på dansegulvet, der bliver ført af industrien og økonomiens store drenge. Det kan måske være en omvendt ordstilling - en replik, der skal forklare, hvordan de store drenge ser på poesien; Alle de steder, hvor tingene ikke går som de skal, dér hænger poesien ud. Øv! det bryder vi os ikke om. 
Det passer sammen med, at man bare får at vide, at man har at holde sig til den prik man nu bliver tildelt i samfundet. At se og føle sig sådan marginaliseret kan bestemt være flovt. Så kan det måske bedre betale sig (…) at organisere familien og livet som en nådesløs og tromlende sportsgren.

Disse lidt slatne fortolkninger ændrer heldigvis ikke det mindste ved liniens gavmilde budskab: Hvor der er problemer er der poesi. Hvor man er fanget i noget, er man nødt til at skabe - eller får man brug for - poesi. Poesien er et svar, et redskab, en helt uomgængelig konsekvens af alt det vi ikke umiddelbart kan håndtere. Jeg kunne ikke være mere enig.

Og for bare at slå et sidste søm i kisten - så er hans sidste album vel så rigeligt bevis for netop dette: Where there’s trouble there’s poetry. R.I.P.