Viser opslag med etiketten mørke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mørke. Vis alle opslag

onsdag den 12. februar 2025

SubVerbum #2

















jeg så vintergækker i dag

nu står de i mørket med deres stadig hvide små lygter


jeg så et rygvendt menneske i en vindueskarm i dag

ny lyser lampen på et menneske derinde


hvert forår ser vi nye ting



søndag den 5. maj 2024

28.02.24 - MAGRITTERUTEN - VEJLBY RISSKOV


























Det er lyset. Der har forladt rummet. Mørket undrer sig. Mens solen synker bag vores rygge. Vi er født med reflekser. Blå betyder sandhed. 



Jeg har taget mange billeder ind i ruder og bliver aldrig træt af det. 


mandag den 1. januar 2024

25.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

















Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op. 


Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor. 



onsdag den 28. december 2022

JANUAR I DECEMBER
























Januar kaster sine lange skygger ind i fortiden, hvor vi er lige nu.

Går endnu et år i møde som modløse modsolssjæle. 



søndag den 13. november 2022

Jeg talte med mit hjerte i nat





Jeg talte med mit hjerte i nat. Vi blev to i mørket. Lige vågne af noget. Hele og delt. Hjertet vidste bedre end jeg, hvilken dag det havde været. Alligevel var det mig, der talte til det og bad det blive. At vi var mere end flygtige bekendte eller tilfældige långivere. Afsluttede. Mørket var lyttende. Tætnende. Som en dyne over dynen. Sengen blev til. En flåde, en planke, en plet. Dagen ret fremme tydelig som en kant på mørket grænsende til det store lyse rum, hvor alt bliver opløst. I dets egne tanker. Dagen er ikke en frelse. Natten ikke en løsning.

Jeg talte med mit hjerte i nat. For første gang. Og jeg kunne mærke en skuffelse under sproget. At jeg trods mit liv ikke vidste, hvad jeg husede med min krop. At der var en sitrende ven i mit eget mørke. Lige så forladt og frygtsom som jeg. Men trofast i de tilfælde, hvor noget vil rive livet i stykker.



lørdag den 15. februar 2020

SKAKT


























en snor en line en wire et reb der forlader sin trisse sit hjul sin holder og sætter efter den vægt der trækker det ned i mørket som en vildfaren streg uden en flade en løsrevet anvisning et målløst spor

skriften følger blindt efter


UPSTARES


























Et hjem i mørket
Et mørke i hjemmet
Et hjørne af livet om natten
En trappe til tanker der vandrer
Op til det gardindrømte kammer


mandag den 1. januar 2018

ROMER






































Jeg skulle læse op for dig i nat
men bogstaverne krøllede sammen og vendte sig om
og selvom jeg stirrede på dem ville de ikke give mening fra sig
Jeg forsøgte at sige noget jeg troede kunne være et digt
men det lød ufærdigt og forkert
ordene blev til ting i min mund

Folk rejste sig og gik
Skramlede ubehøvlet med stole og hænder og hån
sendte blikke på mit hjertes urolige søvn
og forsvandt ud af billedet 
mens sidens marmorhvidhed 
lyste på mit vågnende ansigt
og ville forklare

Jeg søgte dine ord i dagens skygger 
og dontens mange skabe
men jeg fandt ikke noget jeg kunne bruge
Jeg var alt for vågen og alt for træt
Iedte i drømmen efter alt det man ikke får sagt


lørdag den 7. oktober 2017

NAT I MORGEN



















Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen. 

Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde. 


onsdag den 23. november 2016

POPSANG #20




















det blev endelig nat
handsken forladt
månen kan kigge hvis den vil
søvnen har sat sin taperecorder til
hvis en fortælling dukker op
med imorgens grånende lys
kan du få den for et taperecorderkys

jeg er så væltet og umulig af i dag
jeg er så håbløs og forskruet af tindernes sag

natten er den blødeste dør for en dåre
det er ikke for døden eller drømmen
det er bare fordi
natten lukker øjet og øjet lukker larmen i

Ole kom og Ole gik
tilbage blev hans nattens musik


tirsdag den 19. april 2016

SØVNGÆNGERNOTER [2]



Sengen er som en kiste. 
Man presses ned i sin egen lugt og skal forestille at sove.
Kisten er som en seng.


lørdag den 16. april 2016