NABOSKAB

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved siden af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, en lugt, et lille bitte forbandet ord på en linie, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. Vil låne noget. Have noget. Noget jeg kan undvære men kun af høflighed. Jeg vil ikke give den noget, men giver den noget. Den kommer, fordi den skal komme tilbage efter mere. Man skulle tro mit hus var tømt, men der står møbler over det hele og skabene er fyldte. Jeg bruger penge på mit hjem, hver dag på nettet. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

PANIK

Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved den af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på. 

Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig. 

En indskydelse, et minde, en lyd, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. 

Gadelampen giver huden et gulligt skær. 

25.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op. 

Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor.