25.01.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY

Et communique der løber mellem tre ukendte. Man mærker en længsel efter grundformer. Ulven er forsvundet i et kabel og kan derfor vende elektrisk tilbage. Det er så elendigt menneskeskabt og derfor uendeligt paradoksalt, når spillet ikke vil gå op. 

Det er poesi som Magritte så det. Det er også blot et udtørret springvand om vinteren. Det er et typisk foto, for jeg så først kvaliteterne, da jeg kom hjem og fik flyttet det fra kameraet til computeren. Da jeg tog billedet tror jeg det var det underfundige i at proppen ikke passede til hullet jeg så, men nu er de selvstændige størrelser, som ikke vil hinanden og strømkablet, som jeg ikke så på stedet bliver en slags fortælling eller et spor. 

PANDELAMPEN

Mere lys

Det er sæson for pandelamper. Man møder dem på alle mørke og dårligt oplyste steder, hvor folk motionerer og bevæger sig. Det at man tager en pandelampe med sig, hvis man vil ud om eftermiddagen og aftenen peger på en uventet sammenhæng.
I sig selv er pandelampen jo et fascinerende redskab som man snildt kan se beslægtet med bjørneskindshuen, sovsekanden og den høje sorte hat (kakkelovnsrøret kaldet); alle disse hovedbeklædninger som man bærer for at imponere og skræmme primitive væsner med sit stærke hoved, høje korpus og klart lysende tanke. I populærlitteraturen finder vi de ultimative bærere af pandelampen hos Superman og Kyklopen (fra X-men), hvis synsnerver og lys er smeltet sammen i en drøm af muligheder fra svejsning til røntgensyn.
Men pandelampen kommer jo oprindeligt fra en helt tredie og langtfra velbjærget og glorificeret verden - underverdenen, eller rettere sagt minerne. Pandelampen og minehjælmen er en proletarbeklædning på linie med denimstoffet (et andet element, der har gjort karriere) og arbejdshandskerne. Pandelampen er et redskab som skulle og skal øge arbejdsdueligheden for dem som befinder sig dernede på arbejdsmarkedets bund, hvor man (antager jeg) ikke tør tænke på evt. arbejdsskader. Der er noget næsten ironisk i, hvor smart pandelampen er, når man ser, hvad den bliver brugt til.
Lidt af den ironi skinner igennem, når jeg ser løberne flashe sig gennem villakvarterernes labyrinter og skovenes stier. For er det ikke som om de er en ny tids slaver og minearbejdere? Er det ikke som om det udstyr vi før tænkte som knyttet til et højrisikofyldt lavstatusarbejde nu pludselig er i handlen hos helsebevidste og i den forstand overklasserettede lavblodtryksjagende butikker? Er det ikke som om man pludselig ser et nyt proletariat af helbredsslaver hoppende rundt derinde i mørket, fordi de ikke har andre muligheder end netop det? Ingen andre valg på hylderne, hvis de vil hive - ikke en ussel løn, men - et længere liv hjem?

BILLEDE = TEKST

Jeg tænker det er et passende billede på, hvor hårdt vinteren holder fast på sin ret til at give os kolde lunger og klart lys.