TIMES NOW OMEN

 

I'm losing faith in the world, the world is not losing faith in me. 

20.12.21 VACCINERET

Har vaccinen i mig som en sygdom, der ikke er en sygdom. En sygdom der skal bringe sundhed. Er det det samme som at tage en pille? Kroppen udenom noget som ikke er mig, men påvirker den jeg er? En fremmed tanke iblandt de vante? Er jeg faret vild? Er det det samme som at blive holdt over dåben af forældre uden et forhold til Gud? 

FRYGT OG LEDE I CORONAENS TID

 

På årets første dag en hilsen fra det helt private, hvor jeg som så mange andre har taget ophold i højtiderne. Det er trættende og frustrerende - ikke kun fordi man gerne vil selskaberne med andre og absolut ikke ser frem til 14 (…) dage med virtuel undervisning, men også fordi corona er en force majeure, som spiller alt af bordet. Vist kan man pille i den førte politik og de endeløse rækker af tal og statistikker, men hovedsagen er, at noget større end os har sat rammerne for os hver især og især i fællesskaberne.

Coronaen er noget absolut. Og globalt. Døden light for langt de fleste af os - desværre selve døden for nogen. Den er ikke regional, og bedst som vi stod på tærsklen til en globalisering, der var økonomisk, geografisk og multikulturel turistet, brød dens verdensomspændende smitte det hele ned i små overskuelige stumper og stykker og personer, der på samme tid var isoleret og fælles om at være i fare. Nationerne trak vaccinerne og overbevisningerne til sig og kiggede kun på de andre, som nogen der var i større eller mindre problemer end den selv. Fordi coronaen ikke er særlig sygdom, som kun rammer nogen, men derimod en meget demokratisk sygdom, som kan ramme alle er den noget absolut - og måske derfor en lille smule truende, når man ikke ved, hvad man skal tænke om noget så defineret.

Jeg er godt klar over der er folk som hinter til klima og især overbefolkning med deraf følgende zoonoser - og jeg er sådan set klar nok til at acceptere det som en delvis årsag, men det udspring er stadig næsten for ideologisk eller fatalt. Jeg har da også haft mine raserianfald over de kinesiske wet-markets, men kan jo også godt se, at hovedparten af vreden er idiosynkratisk og kulturelt biased. Jeg er også klar over, at noget ruller historiens store influenzahjul ud, som en mere lødig fatalisme, men heller ikke den giver mig noget at stå imod med.

Det er et blamegame uden game - eller måske skyld uden sammenhæng - og derfor er vi tæt på at ramme det meningsløse som standard - ikke vilkår, for var det bare det, kunne vi gribe til eksistentialismens meningsløshed, og det har jeg ikke haft held med at kunne gøre indtil videre.

Jeg tror måske det er fordi corona ikke er særlig abstrakt - altså ligesom livet eller døden eller kærligheden. Det er hvertfald blevet noget, vi skal forholde os meget konkret til og måske er det derfor at alle de sprækker, som man kunne lirke op, for at få lyset til at trænge ind bliver kittet til?

Vist lyser det op, at vi kan hjælpe hinanden, at vi er duelige, sejlivede, realister og ikke vil lade os slå ud. Vist er det både opløftende og tankevækkende, at (regerings)politik er mulig og derfor at demokratiet rent faktisk fungerer til andet end valg og skinøkonomiske debatter. Men coronaen er jo meget konkret en sygdom, der smitter og der er ikke mange, der forsøger at italesatte den som andet. Det tror jeg vi bliver nødt til.

To ting rinder mig i hu - den gamle graffiti “Livet er en dødelig seksuelt overført sygdom” og så dem, der i 80’erne forsøgte at gøre AIDS til Guds straf - og der er jeg nok mere på den første end den sidste i den aktuelle situation: Corona skal ikke kun være noget konkret, det er nødt til at være noget vi kan forholde os til med andet end frygt eller lede. For sådan synes jeg det har været i langt det det meste af krisen.

Begrebsparret frygt og lede vil mange sikkert forbinde med Hunter S. Thompsons legendariske (gonzo-)artikelserie og roman Fear and Loathing in Las Vegas fra ’71, eller Terry Gilliams mindst lige så legendariske film af samme navn fra 1998. Det er imidlertid ikke Thompsons idé at stille disse to begreber op overfor hinanden, men en beskrivelse, der i det engelske sprog meget rammende forklarer følelsen af at være underkastet en stat, der ikke tager hånd om en på en betryggende måde - og samtidig ikke vide, hvad man skal stille op med det. Visse sprogfolk fører udtrykket tilbage til Søren Kierkegaard og hans beskrivelse af, hvordan man kan været underlagt et religiøst regime med ‘frygt og bæven,’ fordi man ikke ved, hvoraf frelsen kommer på den yderste dag.

At anvende det i dag til at beskrive coronaens greb har to formål. Dels kan jeg bedre forstå, hvorfor det er så udmattende, når jeg først har indset den uendelige pendulering mellem frygten for sygdommen over til leden ved at skulle følge den politiske styring af samme, men dels kan den måske vise en vej gennem disse tider, der ikke bare er et nej til frygten, der så fører til lede, der fører til frygt, hvis ens nej uvilkårligt leder til, at man ikke passer på. Som det er sat op her ligger spleen vel også ligefor, hvis man vil undertrykkes af pandemien på en mere tjekket måde. Problemet med spleen er bare, at den sætter en ære i ikke at handle, men blot lade sig føre med under en affekteret eller dekadent protest. Hvad er pendulet med andre ord fæstnet til, mens vi svinger mellem disse to yderpositioner, når det hverken er Gud eller meningsløsheden men så at sige en menneskelig overført - potentiel - dødelig sygdom?

Jeg tror pendulet er fæstnet til det alle iagttagelser er fæstnet til: Tanken. Bevidstheden er måske bedre at bruge. Og med den vores individuelle stillingtagen. Og her mener jeg lige præcis ikke til det politiske eller medicinske. Vi skal tage stilling til, at vi er regeret af en force majeure. At verden har unddraget sig vores vilje og at vi altså derfor igen skal finde et ståsted i den. Corona gør med andre ord både dig og verden tydeligere. I verden spredes den konkrete virus mellem mennesker og dens karakter er (måske derfor) af mange desværre blevet besjælet, som om den ér noget menneskeligt: En gæst, den er snu, den er lumsk - der altså færdes mellem mennesker. Men den er ikke beslægtet med os, den er ikke politik, den er ikke skyldig, den er heller ikke uskyldig - den er noget konkret i verden, som aftvinger handlinger hos os, der bebor verden. Hvis den er noget er det netop u-menneskelig, for når vi føler frygt og lede, er det fordi den får os til at vende os væk fra det menneskelige. At handle. Forbedre, Forstærke og ikke mindst finde. Håb, trøst og nye veje. Og dét vil jeg gerne gøre. 

Godt nytår.

GULD SER ALT

ER DET NAT // ER DER HÅB

PORTRÆT

DAGENS SVAR FRA HIMLEN

Hvis det lyder for godt til at være sandt, så tro på det.

EFTERTANKESTREGER

Good grief!

Det er svært ikke at give sit besyv med, og måske især nu, hvor nye tendenser for alvor tegner sig blandt markedskræfter (flere tusind kroner for et blad på e-pay), grimme og bagstræberiske beskyldninger (kan man anklage nogen for ikke at bruge sin ytringsfrihed?), færre og færre moderate stemmer (flere og flere skingre) og det almindeligt forstemmende opbud af demokratiske bedragere.
Her er stregen, her er dem der går over, her er dem det går ud over og her er det punktum, der aldrig bliver sat.

EN FØDSELS GENFØDSEL

Spiderspiderman, Supersuperman og Batbatman. Hulkhulk.

Hvorfor har populærkulturen så stor forkærlighed for begyndelsen, at filmene igen og igen skildrer figurens fødsel og mytens udspring og elementer, som om det er i dem hele meningen ligger? Som om selve livet ikke kan bære.
Det ligner en hang til kompromisløs fatalisme, fordi skæbnen er en enklere - og mere glorværdig - måde at anskue livet på?
Det kan selvfølgelig også handle om at man gerne vil tilpasse sine fortællinger til den tid man lever i - men det strider jo på en eller anden måde imod mytens karakter. Det kan måske til nød gå, hvis man betragter Batmans mange ansigter - men med en figur som Spiderman er det svært at se, hvorfor den skulle tages om?
Det kan selvfølgelig også handle om, at man har en vis tæft for at finde ud af, hvor pengene sidder løsest hos biografgængerne - men det ændrer jo ikke på det forskruede forhold vi beskuere får til initieringen, skæbnen og Guds værksted, fordi vi gentagende gange skal plages med tragisk dna. Magtesløse sidder vi gang på gang og betragter brikkerne blive stillet op og spillet ud, på måder der paradoksalt nok både er suspensefyldte og forudsigelige.
Måske ligger noget af svaret her: Vi oplever disse genindspilninger og videredigtninger som bekræftelser på det meningsfyldte liv, fordi fortællingerne viser at livet skál gå efter en bestemt snor, for at have betydning. Det forudsigelige er det ægte, sande og virkelige? At de så er pimpet op med helteskikkelser og næsten uovervindelige fjender, bliver en del af den festlige fatalisme man kan kaste sit almindelige liv efter.

Men det forekommer mig, at lige meget hvór mange gange de prøver med de samme helte og skurke og tab og turbaner, så kommer fortællingerne aldrig for alvor ind i det guddommelige værksted. Det kan måske bedst ses i og med mange af disse genindspilninger og genfortolkninger kommer fra tegneserieuniverset. Et universers - eller skulle vi sige en genre - der på magisk vis netop bærer det guddommelige i tegningerne; skaberens pen og gnist. En hinde, en sfære og et lag af fortælling, der derfor rummer sine egne dybder. Fortællingernes udspring er på een gang synlige og usynlige, hørbare og tavse som et fortidigt big bang. Fantastisk.
Når disse kvaliteter skal omformes til film bliver myten og figurens fødsel alt for banal. Eller altfald så banal, at den kun holder i en begrænset periode, før dens bulder og brag og effekter skal skiftes ud med nye.
Som vi vil se.
Igen.
Uden tanke for at myterne derved bliver til maskiner.

DE VOKSENDES RÆKKER

HVIS De føler Dem modig er her fem indledninger til en tale til konfirmanden, som med garanti ikke bliver som den slags taler er flest:

1) Jeg ville gerne have givet dig mere kærlighed, end du har fået. Men der var ikke mere at give.

2) Hvornår bliver man for gammel til at tro på Gud?

3) Har du tænkt over at man lige så godt kan sige ‘de voksnes køer’, istedet for ‘de voksnes rækker’?

4) Penge ér alt.

5) Når jeg taler til dig, taler jeg lige så meget til den opdragelse jeg har givet dig.

TI KATEGORISKE AFGØRELSER TIL 2014

Forsætligt

1) Mennesker som kender Deres forældres navne betyder mere for Dem, end dem, som kun kan deres børns navne.

2) Det er mere ærligt at sige man har løjet, når man har løjet, end at undlade at sige noget i det hele taget.

3) Noget kan først siges at være alvorligt, når det er umuligt at lave sjov med. Så bliver der stille.

4) Mad er tid. Ikke at spise er at dø.

5) At gynge forlænger livet.

6) Hvis man ejer ting som bliver mere værd dag for dag, bør man udlade at sælge dem. Ting som mister værdi kan man derimod roligt skille sig af med så hurtigt som muligt.

7) Selvom længsel er et meget kompliceret begreb, der indbefatter både, tid, rum, sted og psykologi, fandtes det også før, det fik et navn.

8) Trafikken giver sproget så mange metaforer, fordi vi er i kronisk selverkendelse, sålænge vi kører bil. 

9) TV blev opfundet i den bedste mening. Men det gør ikke alle TV-udsendelser velmenende.

10) Man kan kun tro på Gud.

'Kategorier' og deraf følgende kategoriseringer er et egentligt meget besværligt filosofisk begreb, som man - måske De - ofte bruger uden større omtanke. At noget falder i den ene eller den anden kategori - f.eks. 'substans', 'tid' og 'årsag og virkning' - betyder meget for at kunne forstå sig selv og verden. Det interessante ved kategorierne er således ikke alene det 'afgrænsede' eller 'indiskutable', sådan som vi ofte tænker begrebet kategori, men at ting tilhører forskellige sfærer af den menneskelige verden - hvor de så skal, kan og bør opfattes som forskellige grundlag for erkendelsen af den. 

FEM BEVISER PÅ AT DER FINDES ENGLE

Selvom du ikke tør sige du elsker hende, siger du det alligevel.

Kombinationen af udsigter og landskaber.

Kalkmalerierne.

Du vågner inden lige du kører galt i bilen.

Som med så meget andet genialt ville man være nødt til at opfinde dem, hvis ikke de allerede var her.

EKSISTENTIEL TRIANGULERING: GUD, MATEMATIK OG MENNESKE

Safety in numbers

Dagens tekst i søndags var fra bl.a. fra Paulus' brev til korintherne. Og i vanlig højstemt og fremlænet stil forkynder han sagernes rette sammenhæng for os jordiske væsner. Grebet er uforligneligt retorisk. En skaber siger til sin skabning; Hvad kan du vide om mig, som jeg ikke ved bedre end dig? Hvad kan du være andet end mindre end det, der skabte dig? Sandt nok, må man erkende - og alt efter temperament føle sig stærkt provokeret over hele trosteknikken, eller trygt i hænderne på noget, der sikrer der er en virkelighed. Mod slutningen af uddraget siger Paulus (som er hvad i forhold sin skaber?) følgende (på vegne af Ham): "Det er mig der har frembragt jorden, og menneskene på den. Mine hænder har spændt himlen ud, og jeg befaler over hele dens hær." Denne smukke sætning "Mine hænder har spændt himlen ud" kunne ikke andet end sparke til noget af det senest læste skønlitteratur i hjernes mange snit: (bemærk de mange kolon'er - vi er i en hierakisk opbygget tekst!:) I Daniel Kehlmanns (hermed anbefalet) skønne roman 'Opmålingen af verden' (hermed anbefalet) møder vi blandt andre matematikeren Gauss - for kendere og elskere af denne disciplin matematik, kendt som 'Fysten' - hvis faktiske erfaringer med landmåling skildres levende og humoristisk, som alt andet i denne bog. Herude på landet antyder Kehlmann - nok ikke helt ueffent - at Gauss får ideer på linie (undskyld) med Einsteins senere om det krumme univers! Gauss ser for sig, hvordan han ville kunne lave en gigantisk triangulering mellem fx bjergtoppe, hvis bare han havde instrumenterne ... i romanen en af Kehlmanns (lidt som Paulus egentligt) fortolkninger af Gauss' situation: Han er så langt foran sin tid, at han til enhver tid mangler redskaber og modspil til sin viden og sit liv. Men hér er altså en smuk symmetri mellem Biblens tekster og en af matematikkens tænkere, der kunne skabe en slags fordragelighed mellem matematikkens ofte så ugudelige logik og troens abstrakte dybder. Og Gauss var faktisk også (som ikke så få videnskabsmaæd) troende ... måske har Paulus' ord målt med et sted derude på Braunschweigs marker?
I Salmernes bog v 139 (en på alle måder stærk tekst, der har mange ligheder med Paulus' brev - retorisk og indholdsmæssigt) står blandt andet følgende: "Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det." Og ansporet af forrige analogi kunne jeg ikke andet end tænke på et andet matematisk greb, født af (Gud hjælpe os) den anden (ja, for der er kun de to, før Eistein kommer til) store matematiker Leonhard Euler - der også var stærkt troende. Eulers tanker foranstalter (gestalter er muligvis bedre) den senere teori 'Laplaces dæmon', hvor hele verden og alt i den bliver partikelgjort, hvorfor man ville være i stand til at redegøre for alt i den; hændt, nuværende og kommende, kunne man blot beregne partiklernes bevægelser. Det er jo en voldsomt materialistisk tankegang - som så alligevel rammer midt ind i hele det abstrakte skaberværks kerne, læser man teksten fra salmernes bog igen. Jeg forestiller mig altså igen en gudfrygtig men modig matematiker, der ikke mener gudsbegrebet og matematikken er fjender eller udelukker hinanden. Det tror jeg heller ikke de hverken er eller gør.

Personligt appendikS
Skulle nogen tro skribenten er matematisk begavet og bibelstærk, så lad dem være salige så. Sandheden ligger som altid i paradokset og snittet. Udover teksterne, har jeg her støttet mig til gode kollegers gavmildhed, min lokale præsts ditto, 'Biblen online', Wikipedia og et godt interview med Kehlmann på Information.dk