Jeg bliver altid lille og ubetydelig, når jeg rejser. Andre får måske fornemmelsen af, at de skal indtage verden. Jeg synes bevægelsen er omvendt. Alle de liv og steder og scener og øjeblikke, der udspiller sig i glimt af lange og korte liv, alle de bevægelser i forlængelse af indskydelser, viden eller ordrer, alle fortællinger er lige så vigtige som mit liv, min krop, mine tanker. Forsvinder i det, kan ikke holde til det. Tager alt for meget ind. Skruer, host, skosåler, parfumer, hårsække, grafik. Måske kunne man give efter; blive del af alle de andre dele - blive som de andre. Ikke frygte at skulle holde på mig selv. Blive sig selv, måske. Så jeg kan forsvinde i mængden. Se kærligt på den usikkert rejsende.
