HOMO ERECTUS I BYEN

 Jeg var på gaden igår. Strøget. Sidegaderne. Broerne henover. Skråninger og trapper. Pladser og veje. Fik først øje på deres fødder, som prøvende bar vægten af de svedende og trætte legemer. Derefter fik jeg øje på benene. Hvordan de gik. Nogle vaklede nærmest, andre stampede sig frem. Knæ, der stak ud, drejede ind. Det var meget tydeligt, fordi så mange havde shorts og kjoler på. Bløde upålidelige gummisko gjorde det på en måde endnu tydeligere. De krydsede op og ned ad fortovene og cykelstierne. Fjedrende eller på helt stive ben. Det var som om noget forbød mig at hæve blikket til deres torso. Eller jeg turde ikke. Hele tiden blev jeg draget af de trippende og slæbende stumper, der kæmpede sig vej i solen som kastede endnu mere skæve og forkrøblede skygger under dem. Tynde ben, tykke ben, meget fede ben, ben med senede lægge og hårede ben og helt glatte, næsten glinsende ben. Smukke ben? Lår der krøb ind i store bukseben eller forsvandt i nederdelenes kolde skygge. De så så ubehjælpsomme ud, de ben. Som om de helst ville være fri, men var dømt til at holde mennesket oppe på nogle upraktiske pæle, så deres hoder og hænder ikke kom i kontakt med jorden, asfalten, fliserne og støvet. Det var som om de allesammen lige havde rejst sig og skulle paradere en selvsikker homo erectus i et cirkus, hvor Vorherre havde klædt dem på som klovne og narre og aber i kostumer. Skubbet dem ud i manegen. Som vi kalder byen.

ILLUSTRERET VIDENDE (NU ER DET JUL)

Således er julen nu endt som en tanke i en kunstig snestorm. Det burde ligge lige for at se den tragiske symbolik, men af en eller anden grund er denne kombination så nådesløs, at jeg er tristet til at give fortabt.

Måske skyldes det, at Rodins figur på enelleranden måde formår at opretholde sin oprindelige kraft og integritet på trods af dette kommercielle og kulturløse overgreb. 

Formentlig skyldes produktet et forsøg på at mime madkasser med Leonardos Sidste nadver og forklæder med Mona Lisa, men hvor varer som dem mest frembringer begejstring eller et syrligt træk på smilebåndet, så rummer dette produkt et oprør som jeg tvivler på producenten ikke selv har forstået.

Tænkningen er i modsætning til illustrationen eller religionen urørlig for ironi og kritik - vi kan med andre ord ikke med sikkerhed sige, at Tænkeren ikke tænker han er formålsløst og dermed slet ikke indfanget i den populærkulturelle gestus som en snekugle er. 

Tænkeren er på den måde et intellektuelt memento mori til butikken, kunden, højtiden og alle beredvillige, billige og samvittighedsløse materialer bøjet efter fristelse og omsætning.

God jul.

NOTER FRA FORSTADEN 28 - 52

Nogle dage synes man ikke beslægtet med mennesker. Deres planer er ligegyldige og meningsløse, deres tale fyldt med ord om ord og ikke andet. Og den følelse af hykleri man fyldes af, fordi man ikke kan undgå at være sammen med dem, kan man ikke komme af med, fordi man umuligt væsensforskelligt kan være andet end netop det, de også er. Man mimer med om ord og planer og tid, som ikke længere er andet end beskrivelser. Omgivelserne støtter ryg og lænd og røv, som en arkitekttegnet slavehær. Den gode stemning - hyggen hedder den - støtter intellektet med sukret gift og spinkle stilladser af kulhydrater. Væsker af forskellige farve, konsistens og alkoholprocent gennemskyller legemet, som en Dionysisk dialyse uden andet mål end at investere i den næste fiasko. Yngel og underholdning piler som blinkende floder uophørligt mellem benene på een, og fremprovokerer en autentisk svimmelhed, som man i mangel af bedre favner og byder velkommen som angst. Også for fremtiden, der ikke fortoner sig i afgrunde, men har antaget form af en mur millimeter fra din pande. Det er ikke som en fremmedgørelse, det er mere som en drøm, man drømmer og ved man drømmer. Som en drøm man står op inde i og betragter sig som del af. Og først dér forstår er et mareridt. Og det er alt sammen også bare noget jeg har sagt. Før. 

MODE.rering 2

MERE OM STREAMING SOM NETOP IKKE ER STREAMING MEN EN STRØM KLIPPET I PENGESTYKKER

Det er egentlig ikke fordi jeg vil gøre streaming til min hovedfjende - den slags ‘tjenester' er lige så uovervindelige som vindmøller og drager - men jeg ér også nødt til at kæmpe mod alt det, der ikke respekterer og destruerer det, der er kunst og kunstnerisk intention.

Hvis jeg fx siger Chemical Brothers, The Orb og Pink Floyd. Hvis jeg fx siger liveoptagelser. Hvis jeg fx siger Frank Zappa. Hvis jeg fx siger, hvad fanden er det, der sker med musik, der er følt, tænkt, drømt, knoklet ud i enheder, der IKKE ligger som redebonne regninger og opdelte enkeltmandsvirksomheder, men NETOP som flydende, følsomme, fascinerende forløb af lyd, stemning og intention?

Så er svaret død og kalkulérbar kynisme. 

Vi kunne også - for morsomheds skyld - kalde det pinlige pauser, hvor alle de artistiske anstrengelser for lov at stå og stritte med en kapitalisérbar intention, der næppe har været dominerende i studiet eller på scenen, da musikken blev til. For det er egentlig ikke morsomt, at musikken skal kunne klippes i bidder som man middelalderligt primitivt gjorde det med smykkerne dengang frygt herskede på jord. De skal de imidlertid, fordi ellers kan man åbenbart ikke streame dem.

Kernetragedien er nok, at hvor kunsten og kunstnerne til alle tider tidligere har formået (og ønsket) at bryde formatet - det være sig med forgængelige værker, umulige optagelser, mystiske sprog, levende teater og kunst forklædt som hverdag, så er de (i skikkelse af musikerne) nu bundet, lænket og pisket til at følge streamingformatet, fordi formidlingen og afspilningen af værkerne er fjernet fra dem, der gør det levende: Lytterne. Kilet ind mellem værk og bevidsthed sidder en mørk masse uden kunstnerisk tæft, og synes det er vigtigere at kunne tælle og betale. Vi kunne for sjov sige det er dém vi kan høre i pausens uhyggelige susen. Det er bare ikke sjovt. Og det er ikke ligemeget. Lige så lidt som det ikke er ligemeget med alt det andet, der bliver lettere, hvis bare man betaler en ubetydelig pris for det. Hvad der er ubetydeligt for dig, er millioner af kroner værd for andre. Og de tager tingene alvorligt.

TIDERNE SKIFTER ALDRIG

 














Via Olorosa
 
mens vi roder rundt med
blinklys og mobiltelefoner
snubler over fliser og fødder
og kigger os bebrejdende omkring

mens vi leder efter elskerens
mund i mørket
diende blinde og tømt
for følelser vi håber vender
tilbage

mens vi stikker nøgler i låse
projektiler i kroppe
fødder i strømper og skilte
i frugt nåle i fluer
og næsen i lugt

mens vi peger og praler
og taler
om os selv som om
vi aldrig har gjort det før
og genopfrisker det seneste
men ikke vil huske det
oprindelige

mens vi læser så hurtigt vi kan og
tror vi mister forstanden
og påstår vi aldrig har haft det bedre
og smiler selvfedt til noget
der lige så paranoidt påstår
er verden

mens vi reviderer regnskaber
født så falske de er dømt til at synke
mod bundliniens grav
og lytter til stemmer
vi er opdraget til ikke
at tro på

mens vi betaler og betaler
for noget de siger skal give
os pengene igen
og lykkelige venter
i markedets spænd

mens vi skraber huden af huden
og kalder det skidt
står vi der til sidst med et
eneste skridt
for lidt, for lidt, for lidt 

BANNERLITETER

DÅMME SLÅGANS

 Så er det sagt

Vi møder dem hele tiden - og i en grad at man glemmer at spørge om de passer, eller om det kan være meningen de skal slippe af sted med det: Slogans.
For en sur midlaldrende akademiker er her et hav af bitterhed at boltre sig i. Vi starter med supermarkederne.

“Rigtige købmænd”
Javel. Godt forsøgt med nostalgi og ærlig snak. Men enhver ved, hvad en rigtig købmand kan; tjene penge! Og hvem tjener han dem på?

“Råd til mere”
Så hvor mange penge har man med hjem?

“Mere end discount”
Indirekte siger de at udgangspunktet (altså den egentlige butik) er dårligt.

“Frihed til at vælge”
Bortset fra måske et par discountbutikker, automaterne og benzintankene, så er det ikke ligefrem mangel på udvalg, der mangler, når man handler. Men det lyder godt.

“Derfor”
Ja, hvis man spørger. Hvis ikke man spørger, er det et underligt svar. Ergo.

HESTEKRÆFTER OG MARKEDSKRÆFTER

Tænkpasser

Hvis De mangler et usædvanligt præcist billede på, hvordan markedet fungerer her i den vestlige ende af verden, så ligger det lige for at kigge på noget mange af os besøger med jævne mellemrum: Benzintanken. Nærmere bestemt benzinstanderen som den ser ud i dag. 
Mange af de steder jeg besøger er den nu blevet udstyret med en skærm og en højttaler, hvor sidstnævnte på en høj(s)t intimerende måde har bevæget sig ind i et af de få ‘moments of zen’ en ikke ellers så tit bus/tog-rejsende person har. Når jeg begynder (og det sker stadig hver gang) tankningen og sætter alt intellektuelt ‘on hold’ i det minuts penge det nu varer at fylde 30 liter på, så bliver jeg sekundet efter afbrudt af, hvad jeg tror er et menneske, som enten fløjter eller hvisker eller bare spørger mig om noget. Første funktion: Markedet lader dig aldrig i fred. 
Hvad er der så på skærmen og vil den forlokkende stemme så? Selvfølgelig gøre opmærksom på et eller andet produkt man kan købe. Det kan være mere eller alternativ benzin. Det kan være mad eller ferie eller hvad fanden ved jeg. Skærmen understreger under alle omstændigheder markedets anden funktion: Intet salg uden muligheden for et mersalg.
Tredie og sidste funktion er næsten den mest brutale. For når stemmen har henvendt sig og produktet er præsenteret, så kommer den dejlige og hypnotiske musik flydende for at skjule alle de snurrende tal og luderagtige tilbud man er omgivet af. Musikken pakker så at sige et ellers ret regulært og rustikt forbrug ind i en lækkerhed, det ellers aldrig tidligere har rummet. Og dette nylækre forbrug mister man nådesløst forbindelsen til i samme øjeblik man slipper aftrækkeren på pistolen og parkerer den i dens dertil indrettede. Det vil altså sige, at man straffes for ikke længere at være en potentiel kunde; man udelukkes fra muligheden for at forbruge. Og det sker så skarpt og brutalt som en halshugning. Er du færdig med os er vi da osse færdige med dig. Nu har vi suget alt hvad vi kan og blæst alt hvad vi har, hhv. op af pungen og ind i hodet på dig, og nu er det slut. Musikken fader da ikke, stemmen siger da ikke farvel og man står så der tilbage med impotent slange og frygter man aldrig mere bliver lukket ind i varmen. Hvis ikke du forbruger falder verden fra, og du står fortabt tilbage.
Heldigvis har du nu benzin på din bil og kan køre væk fra det elendige landevejs- og identitetsrøveri lige så længe det skal være, indtil du står der igen. ESSOfos reerected.

OMVENDSLEV FOR V(R)ISNE VÆKSTKRITIKERE

Blamegame

Tænk hvis man en dag - eller bare en tv-udsendelses tid - vendte om på ansvaret i dette senmoderne samfund. Således skulle alle firmaer stå til ansvar for alt det elendige og forstemmende svineri man finder i by og på vej: McDonalds-poser og krus, øl- og sodavandsdåser fra Carlsberg og Coca-Cola, cigaretskodder fra Prince og Pall Mall. Man kunne ikke som energidrik-producent tørre den af på forældrene, når de unge mennesker hårdt pumpet af Cult og RedBull faldt om med forhøjet blodtryk. Tuborg måtte stå frem og sige, ja vi ved det - det er blandt andet vores skyld der er så mange alkoholikere i landet - for uden Fine Festival og Guldøl havde den del af drukDanmark nok været mindre. MotoGuzzi og Honda måtte medgive, at deres motorcykler kører alt for hurtigt og kan slå både førere og andre ihjel. 
Jeg tænker altså ikke engang på de virkelig slemme producenter, som sniger ptalater og anden forbuden kemi ind i legetøj og cremer, heller ikke de kriminelle narkotikaforhandlere - men på helt almindelige og uskyldige firmaer, som fremstiller varer, der i større mængde eller anvendt forkert er ødelæggende for kultur og natur.
Jeg tænker heller ikke på at oprette en totalstat, hvor det er slut med individets fri valg.
Jeg kunne bare godt tænke mig for een gangs skyld at høre dem sige: Vi ved det godt. Det er noget lort vi laver. Og lavede vi det ikke, ville verden på visse måder være et bedre sted at være.
Jeg er træt af at høre, at lavede de det ikke ville nogle andre bare gøre det. Jeg er træt af at høre, at hvis man ikke vil have lungekræft, huller i tænderne, forhøjet blodtryk, skrumpelever og udslæt, så kan man bare lade være med at købe de varer som giver een det. Vel at mærke varer, hvis eneste og tydeligste eksistensberettigelse er netop det, at de skal købes. 

Jeg er træt af at min frihed bliver taget som gidsel i et dødssygt kommercielt spil, jeg ikke synes jeg har meldt mig til.