Viser opslag med etiketten rim. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rim. Vis alle opslag

mandag den 15. december 2025

NY I KVARTERET







så er man flyttet ind på Paradisæblevej

inden for marginen af det litterære kvarter

naboerne kigger ind og inviterer på kaffe og ostet dansk ironi

hos Benny And

som vil det bedste

mens Onkel Dan til venstre

byder på gummirock og sexappeal

som vil det værste

jeg hilser pænt og siger meget gerne

meget gerne

men der så meget lige nu

på grund af flytningen og adresserne

og den nye skattepromille

overfor hos Simon Grotriand er der rullet ned

det har der været siden jeg kom

han bor i et A-hus jeg i et to-plans

vores hække er gamle og luder som

udtjente gardere 

eller bitre socialdemokrater

det har hele tiden været min mening

eller nok mere et ønske

at få foden under eget skrivebord

men nu mens solen går ned til toner fra svenske viser og Lou Reed

og blænder mig i ruderne overfor hos Simon

står fortiden ikke så klart som den gjorde

dengang jeg troede det at skrive digte

var så let som at klø sit navn i nakken

på det ældste træ i skoven

og ridse sin vrede i lakken

på den sidste bil i parken


onsdag den 16. april 2025

PETER MATHIESEN OG FREMTIDEN

 























Som man vil kunne fornøje sig med andetsteds her på Bloggen [Spørge Jørgen] kan man med fordel genbesøge de gamle børnerim, for at blivet slået af deres paradoksale indsigt og lærdom. Ofte strækker deres indhold sig langt længere, end man tilskriver fjollede rim og fortællinger. Det kræver kun et ganske lille dekonstruktivt blik. I dag skal vi kort og gysende kaste det blik på denne kendte remse:


Peter Mathiesen 

red på grisen

over isen

med avisen

først gik isen

så gik grisen

så gik lille Peter Mathiesen


Her har vi i koncentreret form ikke bare klimakrisen, #metoo og avisdød samlet i eet billede, vi får også forklaret, hvorfor vi som menneskehed - og i nogen grad og afhængig af, hvem der læser med - som køn, blev ramt af katastroferne. 


Peter Mathiesen er tæt på at hedde hr Danmark, hvertfald til fornavn. Hans efternavn kommer jo af, at vi har brug for et rim, der kan få dyret med i teksten. Derved kan man sige Mathiesen bliver det samme som enten en dansker, der spiser gris (bacon) eller, hvad der måske umiddelbart virker mere logisk, hans placering taget i betragtning, avler grise. En bondemand med andre ord, en landlig figur måske. En der er rural nok til at kende til landskabet og smutvejene og jo ikke er bange for at bruge hverken dem, eller alternative transportmidler, skulle det knibe med andet. Gå selv kan der ikke være tale om. 

Denne mand - hr Danmark-griseavler-dovenlars - har, hvad enten han avler og eller kun spiser gris, som bekendt medvirket til at udlede en del Co2. Her ikke iscenesat som hovedansvarlig, mere som ufrivilligt offer for egen nærsynethed på linie med så mange af os andre, der har kørt bil, fløjet til Bali eller købt for meget tøj. Selvklart bliver remsen og ironien jo så meget mere tydeligere, når vi ved at grisene (eller ikke dem per se) på så mange måder er affillieret med drivhusgasser og - hvis vi ønsker at det under isen flydende vand ikke bare er koldt, men også dødt og gyllemættet - forurening. 

Denne mand er som det fremgår jo både en mand, men også en ældre mand med en - nu skal vi være varsomme - skandinavisk baggrund. Hvis man er med på joken gør vi ham bare hvid uden videre dikkedarer, for denne hvide mand skal jo dykkes, som diskursen tilsiger det i disse tider. Og hvorfor skal han det? Fordi han er en idiot. Han sidder der fjollet og onkelagtig på ryggen af et svin. Nu er remsen jo forbilledlig kort, uden nogen forhistorie - så ud over vi kan slutte os til han gerne vil et sted hen; et sted på den anden side af det isbelagte farvand, kan vi måske tilskrive ham en vis selvretfærdig impulsivitet: Er Ford’en død? Er sejladsen indstillet? Er vejene føjet til? A tager sgu Gurli over isen til min bror. Han skal læse avisen efter mig, sådan er aftalen dette halvår. Afsted med ham. Farvel med ham. 

Og ja, Hr Mathiesen er så udstyret med en avis - hvad der egentlig kunne have reddet ham fra det risikofyldte forehavende, hvis det havde være en avis som Information eller Politiken, men det er i denne remses forudseenhed ikke Aktuelt … - som er det tredie symbol på remsens klartseende spådom. For folk med avis er en uddøende art. De larmer, slikker på deres fingre, læser ekstremt langsomt, ved alt muligt om alt muligt, man ikke behøver vide noget om og har tilmed ofte en holdning til noget. 

Remsen stiller det - heldigvis, for jeg er selv hvid, mand, avislæser og flexitar - ikke op som om der er en årsagssammenhæng, men mere som en elegant udredning af to omgange - en slags spejling. 

Først har vi Manden: Det er mennesket og måske med en tendens til at det er dét køn, der står i centrum for katastrofen (jeg ved ikke, jeg har måske vænnet mig til at føle skyld på mit køns vegne?)

Dernæst har vi det mennesket har gjort ved dyret - eller naturen, som ikke er rimeligt: En gris er hverken et ridedyr eller nødigt at avle i så voldsomt omfang som vi har gjort (gør?). 

Sluttelig dette altmodische medie, som her tjener til yderligere marginalisering af staklen: En avislæser. Havde han brugt telefonen som så mange andre var han jo aldrig kommet udenfor en dør. 

Og så kommer den poetiske retfærdighed buldrende i de sidste tre vers: Naturen slår tilbage mod det overmodige manspreadede mandekøn på den lille fede svin, som man en passant får lyst til at se med avisen foldet til en hat på hovedet:

Først gik isen. Så gik grisen. Så gik lille Peter Mathiesen. 

Bemærk diminutivet “lille.” Nu er han reduceret til det fjols han hele tiden har været, og vi nyder at drille ham med det. Uagtet han sikkert omkommer med sin gris og den våde avis.

Det er næsten uhyggeligt, eller det ér uhyggeligt, hvor tydeligt det har stået der i remsen alle disse år. 




Som det er med flere rim og remser kan jeg ikke finde hverken årstal eller forfatter på Peter Mathiesen. Men han lever jo alligevel og har det godt. Så længe det varer. 




søndag den 6. marts 2016

HAi-KU SUiTE DAViD BOWiE (#3)




















Var han en Rock Gud
En forsølvet Prometheus
Lag på lag af tro?

Lånte vi hans lys
Eller stjal vi fra hans sjæl
Da han gik til ro?

Han havde humor
Olympisk i sin vælde
Mer end nok til to.

onsdag den 11. februar 2015

GRUCK



















Tænk du blot din tanke
Tænk hvilken tanke du vil

Universet har plads nok til alle de tanker der er til

Ensomheden i mørket og kulden derude
er ikke tankens men den hjerne
der satte den i spil

Tænk fx på en stjerne hvis du vil


tirsdag den 14. oktober 2014

TIDERNE SKIFTER ALDRIG



 














Via Olorosa
 
mens vi roder rundt med
blinklys og mobiltelefoner
snubler over fliser og fødder
og kigger os bebrejdende omkring

mens vi leder efter elskerens
mund i mørket
diende blinde og tømt
for følelser vi håber vender
tilbage

mens vi stikker nøgler i låse
projektiler i kroppe
fødder i strømper og skilte
i frugt nåle i fluer
og næsen i lugt

mens vi peger og praler
og taler
om os selv som om
vi aldrig har gjort det før
og genopfrisker det seneste
men ikke vil huske det
oprindelige

mens vi læser så hurtigt vi kan og
tror vi mister forstanden
og påstår vi aldrig har haft det bedre
og smiler selvfedt til noget
der lige så paranoidt påstår
er verden

mens vi reviderer regnskaber
født så falske de er dømt til at synke
mod bundliniens grav
og lytter til stemmer
vi er opdraget til ikke
at tro på

mens vi betaler og betaler
for noget de siger skal give
os pengene igen
og lykkelige venter
i markedets spænd

mens vi skraber huden af huden
og kalder det skidt
står vi der til sidst med et
eneste skridt
for lidt, for lidt, for lidt 


søndag den 5. oktober 2014

GRUCK














At glemme er en frihed,
som du kan få af din alder.

At huske er et fængsel,
som tiden befaler.

At finde vejen mellem
glemsel og minder,

er at kende livet,
før det forsvinder.


mandag den 2. december 2013

GLORIER


Én er horizontens vibrerende ring

Én er moderens strammende køn

Alt er foruden dem ingenting

Alt bærer i tiden sin løn