GRUCK

Tænk du blot din tanke
Tænk hvilken tanke du vil

Universet har plads nok til alle de tanker der er til

Ensomheden i mørket og kulden derude
er ikke tankens men den hjerne
der satte den i spil

Tænk fx på en stjerne hvis du vil

HOVEDSAGEN

Metaforismer

Det er selvfølgelig nødvendigt at bruge sproget og sprogets redskaber til det vi har dem for. Så her skal ikke lyde den fjerneste kritik af brugen af metaforer, når man forsøger at hitte rede, eksemplificere eller understrege, hvad det er man taler om. Men nogle gange bliver det simpelthen for bizart, hvad man hører, hvis man lige får stillet modtageren 'mellem stationerne'. Således er brugen af 'hoved' et ganske underholdende eksempel på en metafor, der kan misforstås.
'Hoved' bruges i rigtig mange sammensatte ord - i princippet et uendeligt antal, da 'hovedet' er et gængs præfiks, som understreger en hierarkisering. (kognitive) Metaforforskere vil hævde denne sproglige praksis peger på en kultur, hvor kroppen og de kropslige erfaringer er undertrykt af et intellektuelt herredømme. Det sætter det efterhånden pænt udbredte udtryk 'mavefornemmelse' i perspektiv, når man tænker over, at det som hovedregel bruges af mennesker, der ikke har bedre argumenter, ikk'?
Men prøv engang at lytte til disse ord - og tænk konkret, ikke metaforisk. Det er skøn musik for poeter og andre øremennesker, der ved at ørerne sidder på hver sin side af hjernen, for at holde den i skak.

Hovedvej

Hovedsag / hovedsageligt

Hovedårsag

Hovedmistænkte

Hovedpulsåre

Hovedstad

Hovedrolle

Hovedsætning (og er det ikke det, så må det småsurt summende finde sig at være en bi-)

Hovedindtægt

Hovedregel

… jeg hviler min sag, og mit dejligt trætte hoved på hovedpuden, fordi nogle ord godt kan være ægte hoved-ord. Hold næsen i sporet og hovedet højt.

TALEMÅDER VI IKKE TÆNKER OVER

Hvad sagde du du sagde hvad?

"Rive tæppet væk under een" både kender, bruger og forstår vi - men hvor mange bruger udtrykkene "forstokket", "boldgade", "knag", "spade" og ved hvorfor? For ikke at snakke om at forstå den egentlige betydning af talemåder som "det smager jo lidt af fugl", "en tand til" eller "en dans på roser"!
Nu er der jo som sådan ikke noget galt i, at man bruger sproget som man har hørt og lært det - ellers ville det hurtigt komme til at gå for langsomt. Men hvis man pludselig får øre for det, så er der nok at undres over. Måske startede det med de typiske fejl-vendinger, hvor noget pludselig skal tages med "et gram salt", mens man ikke "ser splinten i sit øje" og enhver er "sin egen lykkesmed". Det kan også bare være en arbejdsskade, der gør mig særlig følsom overfor metaforbrug af enhver art.
Hvis vi skal tage dem i nævnte rækkefølge, så er en forstokket person sammenlignelig med enten en grøntsag, som er 'gået i stok' - fennikel fx - og derfor er blevet dårlig, sej og uegnet til spisning, eller simpelthen en stok, som den slags man går med; en ubøjelig, stiv pind.
Den helt anden boldgade omtaler man fordi udtrykket 'boldgade' er synonym med 'hjemmebane' eller det gebet man kender bedst; når noget altså ligger et helt andet sted (for een selv, eller i den aktuelle sammenhæng). Med det hedder boldgade fordi det henviser til den legeplads (boldspillested) man er vant til at komme - sjovt nok er det altså en højt uprofessionel og infantil term, man bruger til at forklare noget, man kan have et meget fagligt forhold til. Udtrykket "at være på egen boldgade" kan også betyde, at man er alene om en sag - altså ikke nødvendigvis sikker på sig selv og den leg man leger alene.
At nogen er 'en knag' kommer sig selvfølgelig af, at det er fantastisk praktisk at have en knag(e), når man har brug for den - fx på et butikstoilet eller udenfor klasselokalet, når det er vinter eller regner. At det i det hele taget hedder en knag skyldes måske, at der i ordets oprindelse er en forbindelse til 'knast' - altså er sted i træet, hvor man kan se, der har siddet en gren på træet, før det blev til tømmer. Og på den gren ... ja der kan kan man hænge sin hat.
Spade - ikke som slang for guitar, hvad den sikkert kom til at hedde i en rock 'n rebel-agtig fuckfingerattitude overfor manuelt arbejde - kalder man nogen, der bestemt ikke er en knag. Men hvorfor kalde en idiot ved samme navn som et både praktisk og effektivt redskab? Fordi spaden, på rette linie med en lang række andre redskaber og genstande vi ikke ellers kan undvære, er et dumt og uvirksomt objekt i sig selv. Vi tænker her på personer, der er dumme som døre, brædder, snot og huller i jorden (er et hul et objekt?!). Der kan måske ses i sammenhænge med de frygtede 'nyttige idioter' - som vi af og til hører omtalt i den politiske boldgade. Men redskaber er særdeles anvendte i billedsproget - helt sikkert fordi de fleste kender til deres udformning og anvendelse. Hvis du ikke kan komme på flere eksempler, er det fordi du har en hukommelse som en si.

Talemåden "det smager af fugl" kvalificerer sig i denne sammenhæng ved at være besynderlig. Bortset fra kramsfugl kender jeg ikke nogen fugle på menukortene. Der kaldes de altid ved artsnavnet (and, due, vagtel ..). Men når noget smager af fugl, så smager det i en eller anden forstand godt nok. Talemåden kender jeg mest i sammenhænge, hvor man ikke synes man har ramt helt rigtigt, men heller ikke ved siden af. Her er ikke tale om en ubrugelig erstatning for noget, men heller ikke 'the real maccoy'. Brugen af selve fuglen - væsenet - fortaber sig desværre i en slags omfattende brugsbetydning; tænk over de mange sproglige sammenhænge, hvor fuglen optræder enten antropomorft (en underlig fugl, en ensom fugl, en spillefugl) eller blot som dyr (fugls føde, "fugle på taget" (som er den seneste version af det oprindelige ordsprog "hellere een fugl i hånden, end ti på taget"), fri som fuglen). Men med til at flytte fuglen ind i talemåden, har givet været dens status i symbolske og religiøse sammenhænge. Her har vi mange religioner og folkeslag repræsenteret gennem alt fra Frans af Assisi, over Fugl Fønix til indianernes ørnefjer.
En bonus ved researchen blev dog, at Malk de Koijn (hermed anbefalet) enten har excellent etymologisk instinkt, eller Ordbog over det danske sprog stående i studiet! Men nu er kvindens (og vel egentlig også mandens) kønsdele vel også noget af det mest sprogligt billedliggjorte organ vi kan finde på Guds grønne jord.
Vendingen "at give den en tand til" er taget med, fordi man nemt kommer til at tænke på de tænder der vokser i kraniet. Muligvis fordi man ofte bider tænderne sammen, når man giver den en ekstra skalle. Men når man lige skal give den en tand til, er der selvfølgelig tale om en af de klassiske maskinmetaforer, fordi tanden sidder på tandhjulet. Den slags henvisninger er sproget fuldt af. Maskinen er en af de prototyper man støder på, når man læser om kognitive metaforer hos Lakoff & Johnson eller Kasper Lezuik Hansen. Det vil sige, det er af den slags metaforer, som kan bære store og komplekse begreber som livet og døden, ideer og arbejde, med sin figurative, olierede, mekaniske og fysiske fremtoning. Uagtet de færreste ved, hvordan en maskine fungerer i sin helhed. Billedet med tandhjulet er altså meget generøst overfor sin bruger, og man kan således helt selv bestemme om man tænker på tandhjul og gearskift, blider og borge eller kødhakkemaskiner og ... kød, når man bruger det. I researchfasen fandt jeg som bonus en forklaring på den ligeså udbredte vending "at have en sød tand", men den tand slår vi ud en anden gang.
Talemåden "(ingen) dans på roser" er voldsom forstyrret af det næsten lige så kendte, sjældnere brugte "ingen roser uden torne". Så måske er der tale om en omvendt metonymi; en 'toto pro pars' ikke en 'pars pro toto', så det man egentlig henviser til, er den mere oplagte situation, hvor nogen har strøet rigeligt med rosenblade for ens ærbare fødder, for at gangen (dansen - ja vel livet!) skal føles ekstra blød og vederkvægende? Men sandheden er nok, at rosen simpelthen er så stærkt et symbol - som blomst og i sin helhed - at man ser bort fra de stikkende torne i vendingen. Rosen kan billedliggøre alt fra Jesus til kysseklare læber, fra følelser til køn. Og det er så den positive omnipotens, man har valgt at indkalde til tjeneste.
Med et for ham usædvanligt plat skin navngav Søren Ulrik Thomsen een af sine sin poetikker 'En dans på gloser' - sikkert med henvisning til talemåden, fordi det at digte netop ikke er nemt, men heller ikke ubehageligt, og slet ikke uskønt. Hvorfor hører man i øvrigt oftest udtrykket som 'IKKE en dans på roser?' Hvor mange beskriver noget - fx en eksamen - som at det var en dans på roser ... bortset fra den originale digter selvskrevet?

Disse forklaringer er en skønsom blanding af fakta, fantasi og fornuft. Sprogvidenskabeligt er ikke alle påstande altså bevislige.

Evig tak til Ordnet.dk (hermed anbefalet)

KØNNE TALEMÅDER OM "MAVEFORNEMMELSER"

Metaforisk a-sexistisk ventrikelidiomatik

Maven er ofte i spil i talemådernes tyranni. Overskriften er et strålende eksempel på det - ifølge ordnet.dk har vi brugt det siden 1994 som udtryk for at have en slags vished for noget, hvis det er en 'god mavefornemmelse', hvad det oftest er. Jeg kan ikke mindes jeg har hørt om nogen, der havde en 'dårlig mavefornemmelse'; sammenstillingen af 'dårlig' og 'mave' kan bære noget af forklaringen, men som udgangspunkt er det nok fordi mavefornemmelsen er en slags måler til os, der ikke stoler på kiromantik og auralæsning. For dem der har den (fornemmelsen), bruger den - som udtryk helt sikkert, og måske også i praksis. Hvilket kan forklare, at der teknisk set dårligt nok er tale om en metafor - vel nærmere en sammenligning.
Det er imidlertid mavemetaforerne der skal handle om - og så det at talemåder har det med at være kønsneutrale på brugerniveau. Jeg blev inspireret af to ekstreme udtryk, et meget gammelt og et nyt, der som udgangspunkt må siges at høre til hver sit køn: "Pik" værende det ene - forekommer mig mere og mere at blive til et kraftudtryk, der selvfølgelig bærer en rudimæntær henvisning til det mandlige kønsorgan (lige så videnskabeligt det ord lyder, lige så primalt bliver det i brug), men ikke længere nødvendigvis. Man kan sagtens bruge "pik" som kvinde, hvis man vil understrege noget - hun kan fx have "pikketravlt" eller være "pikkefrustreret". Kvinder kan også have "big dick energy."Jeg antager pikken er blevet en dansk erstatning for "fuck"-ordet, der også udmærker sig ved sin fleksibilitet i brugen, har samme tabuiserede rod og tilkender brugeren en vis status og opmærksomhed. 

Det gamle udtryk er en graviditetsmetafor - og som sådan lige så knyttet til kvinden, som pikken til manden. Man kan nemlig sagtens være mænd og have en forfatter i maven - alternativt en gartner, en pilot, en smed eller en taber. Det vi har i maven har vi selvsagt som et potentiale for livet - måske som ønske eller håb, men jeg tror nu der skal være etellerandet at bygge på.
Og da nu vinklen her er fundet, hvad ser vi så af vidundeligt ligestillede kønsspecifikke talemåder?
Mænd der griber i egen barm og kysser farvel? Kvinder der rejser sig til lejligheden og bryder igennem? Mænd der føder tanker og nærer dem ved deres eget bryst? Kvinder der er karle for deres (Derby?)hat og går på jagt? Ultimativt stiller det (ellers i andre sammenhænge meget kønsbevidste) vidunderlige sprog jomfruelige mænd op ved siden af kvinder bevæbnet til tænderne, og - tør jeg nok sige - udfordrer alfald dele af den feministiske kønsforskning, der selvfølgelig også har dekonstrueret sproget for at finde udertrykkelsen. Ikke at jeg ikke abonnerer på sprogets bevidsthedsdannende evne - men jeg synes nu at det er tankevækkende, at vi ikke har problemer med at betjene os af det andet køn (so to speak) i visse idiomatiske sammenhænge. Måske er det fordi jeg har en ræv bag øret.