DÉT BLIK

Man møder en gammel ven på biblioteket, som får een til at genfortælle og tænke over, om alle de ting, der er sket og man har gjort siden dengang. Og mens man fortæller, står den gamle ven og blinker og misser og har det der drag om munden som kun fortiden kan have, når den en sjælden gang får chancen for at bedømme sin fremtid.

DET SÆDVANLIGE

Something usually comes this way

Cirka to gange om året rammes man af det sædvanlige i et omfang der gør det umuligt at bortforklare. Det er med andre ord så sædvanligt, at man - alt efter balancen i kroppens væsker - reagerer på det. Når det sker cirka to gange om året, og dette tidspunkt er et af dem, har det med den måde vi har indrettet vores liv og samfund på. Vi er en civilisation af livsnydere og skemalæggere. Ikke en kombination jeg ville have anbefalet, havde jeg haft mulighed for at intervenere. Livsnyderaspektet har med ferien at gøre. Skemaet har med kalenderen at gøre. Deadlines, oprydning, bestillinger og afbestillinger, planer, statusopgørelser, afskeder, sågar livskriser sniger sig halvårligt og halvdårligt ind sommer og vinter. Nu er det jo et modent menneske, der skriver disse betragtninger - men jeg vil nu alligevel påstå tilstanden gælder for de fleste.
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt. 
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen. 
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund. 
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?

FOOLS RUSH IN

Afsopret

Saussure la route 1

Motorvejsskiltet kan læses på flere måder: En grafisk gengivelse af, hvordan en motorvej ser ud - to spor, som med jævne mellemrum krydses af en bro. To potente linier, som ganske vist udfordres af et objekt, men alligevel formår at fortsætte. En kompleks grafisk (de)konstruktion, hvor den understøttende konstruktionen også kan fungere som brosymbol og grafisk gengivelse af autoværnet. En mere psykoanalytisk repræsentation af barndommens racerbaners blanke stålspor, og hegnenes hvide plastgreb, der skulle holde de iltre Porscher og BMW'er på den ru sorte plast.
Under alle omstændigheder tiltrækker den tværliggende størrelse sig en del opmærksomhed. Kognitivt er det spændende, at forhindringen er nødvendig for at kunne repræsentere den lige og hurtige vej, som jo må være det begærede. Eksistentielt (lyrisk) set er broen jo et alternativ, en fristelse - et ønske om afsporing. Bommen byder sig til, skrævende og krævende opmærksomhed. Muligt afkørslerne har numre og stednavne knyttet logisk til sig, men for alle os, der ikke skal derind, er broerne de rene hvide pletter på danelagnet.
Enkelte gange står der mennesker på broen og kigger ned - eller måske netop mod det omvendte perspektiv af væk. Andre gange hopper gyllevogne på traktorernes ballondæk på tværs med slanger og mudderklumperne sprøjtende som fra en rural supernova af esoterik. Langt de fleste gange er broen tom. Et spor undermineret af ruten og GPS'ens bud. Den eene gang man har været på en uvedkommende afkørsel, har været for at håne potentialet ved at bruge den til at pisse på eller vende vognen, fordi man er kørt for langt. Jeg vil gerne. Jeg vil helst. En dag tager jeg chancen. Ser hvem der bor på broen.

Viggo og alle de andre roller i Hakkebakkewood

A role is role is a role

De sidste fire film jeg har set med Viggo Mortensen har haft en udstående lighed. Hans figurer er dobbelte - eller egentlig er det nok mere rigtigt at kalde det hans roller: I Ringenes Herre spiller han en konge, som ikke fungerer som konge, men vandringsmand og hjælper, i Eastern Promises spiller han en gangster, som egentlig er politimand - i History of Violence spiller ham en familiefar, som egentlig er gangster og i The Road spiller han et menneske som har sluppet sin identitet til fordel for en rolle (sic) som beskytter.
Mortensen spiller gysende godt. Især når man kigger med på den rolle han spiller overfor de andre karakterer - altså når man ligesom kan se han ikke spiller sin rolle HELT perfekt, men netop derfor helt perfekt. Meget skævt, men meget stimulerende. Klart nok tæller The Road ikke helt med her - men den markerer alligevel det yderste princip i den rejse han må have været på som skuespiller: At fylde lærredet med en figur, der ikke er det han er, men alligevel nærværende. Hvis man ønskede at dekonstruere Viggo, ville man sige han har forsøgt at spille sin egen (kropsfunktions) tomhed ud - gøre filmen mere ægte og virkelig - og gøre sit selv til en slags hamskifternes ukronede konge. Det ønsker man imidlertid ikke, for det er ikke så meget ham, som princippet i den slags film og roller, som har fanget min fascination. Den slags film, hvor man allerede når man ser dem ved, at man ikke kan nå at få det hele med og derfor kun ser en forsmag - et første begærets blik - på noget man vil dyrke og elske igen engang. Som jeg hørte det fra en af biografgængerne på vej ud ad biografen efter "The Departed": "Den skal jeg godt nok have på DVD, når den kommer". Nu ér det også en kringlet historie, som tilmed rummer to dobbeltroller ... og en for nogen ret sexet shootout-slutning ... men ikke detsto mindre altså også et godt eksempel på princippet. Her møder vi så Leonardo di Caprio (som i denne sammenhæng også tiltrækker sig interesse, fordi han vel også er på top fem) der, som Viggo tydligvis også har haft blik for denne nye måde at se og spille med i film på: I Inception som den seneste - spiller han hovedparten af sine replikker og gestus i rum, der kun skal forestille en virklighed og i Shutter Island, spiller han i billeder på sin egen syge projektion af en virkelighed. Jeg ved godt vi filmhistorisk har både nære (Den sjette sans) og fjerne (Hitchcock) eksempler på det kringlede princip - men jeg hænger mig i, at det her er skuespillerne, som bær spillet - og ikke omgivelserne/plottet.
Det gør de af flere grunde, men den primære er selvfølgelig at vore filmhelte i dag er helte, fordi de ikke alene er guder i den medievirkelighed vi alle beboer, men at de tilmed også er frelserskikkelser og potente superkontekstkompetente væsner, som han elevere deres bevidsthed til en niveau at multibevidst tilstedeværelse: De spiller, at de spiller i et spil. På film. Et sted i en optagelse. Det bliver simpelthen ikke bedre i vores komplet kontekstkontrollerede kontante hverdag. Der kommer flere, bare vent. Har man lyst til at kigge på nogle af de mindre spillere, kan man begynde med allestedsnærværende Frank og Casper.
Den anden konsekvens, som ikke bare disse film (og roller), men også andre kringlede krimier og potente actionorgier, bærer kimen til - er det kalkulerede gensyn. Selvfølgelig har vi filmfreaks aldrig set en film uden at vide den kunne genses (eller aldrig mere værdiges et blik), men nu er gensynet (og genkøbet, selvfølgelig hr Marx, jeg ved det, jeg ved det - men nu er dette kulturanalyse mere end kapitalkritik) blevet bygget ind i billeder - ja vinkler og scenografi i en indforståethed med tilskueren, som er meget mere subtilt kommunikerende, end tidligere. Tidligere blev der ikke gjort mindre ud af nogen af delene, Gud bevares, men der var det narrative og katharsiske en mere ensporet og lineær drivkraft: Man så filmen og kom det stykke længere med sig selv og sit liv. Ikke i dag. En film skabes lige så gerne iboende gensynet - den imploderer, fordi implosionen, det repetitive og dybest set det indforståede er et mål i sig selv > postmodernismen lever og har det godt! Aristoteles (hil!), Ricoeur (hil hil!) og Svend Åge Madsen (hil hil hil!) roterer hhv. i deres grave og på sin kontorstol.