DET SÆDVANLIGE

Something usually comes this way

Cirka to gange om året rammes man af det sædvanlige i et omfang der gør det umuligt at bortforklare. Det er med andre ord så sædvanligt, at man - alt efter balancen i kroppens væsker - reagerer på det. Når det sker cirka to gange om året, og dette tidspunkt er et af dem, har det med den måde vi har indrettet vores liv og samfund på. Vi er en civilisation af livsnydere og skemalæggere. Ikke en kombination jeg ville have anbefalet, havde jeg haft mulighed for at intervenere. Livsnyderaspektet har med ferien at gøre. Skemaet har med kalenderen at gøre. Deadlines, oprydning, bestillinger og afbestillinger, planer, statusopgørelser, afskeder, sågar livskriser sniger sig halvårligt og halvdårligt ind sommer og vinter. Nu er det jo et modent menneske, der skriver disse betragtninger - men jeg vil nu alligevel påstå tilstanden gælder for de fleste.
Det sædvanlige skal ikke forveksles med det ikke-overraskende, som er langt mere spiseligt og acceptabelt. Det ikke-overraskende er udtryk for en kvalificeret livs- og selvforståelse, som måske nok kan snerre "hvad sagde jeg!" men ikke desto mindre aldrig kommer i nærheden af det sædvanliges sump. Man kender det sædvanlige punktum Hvis man ikke kendte det ville det ikke være sædvanligt. 
At gøre tingene igen har altid en snert af tvivl om, hvorfor man så skulle gøre det sidst, når man nu står her igen med buskort, trillebør, lægetjek, sommerdyner, løbeskader og hjertesorger. Og 'igen' er omdrejningspunkt for det sædvanliges forbandelse. Både fordi der er noget ydmygende i gentagelsen - et nedrigt eksistentielt rotationsprincip: Gjorde jeg ikke også det her sidste år? Har jeg overhovedet flyttet mig? Og så findes der en endnu mere djævelsk variant, hvor man er tvunget ud i at gøre ikke bare det sædvanlige, men det man også sidste år og ALLE årene har vidst var forkert at gøre. Jeg taler om det sædvanlige man hvert år rystende og elendigt pakker ind i at det skal fandeme ikke gentage sig, for led og ked at pakke det ud af den forvitrede forbøn, når man står der igen. Dette kan lyde vel meget abstrakt, men lad os så eksemplificere med budgetter der ikke holder, løgne der holder lortet sammen, 'sådan gør vi jo her-kontrakter', længsler der dæmpes med såkaldt realistiske skøn og fester hvor man bliver for fuld og grådkvalt på een gang.
Nu er det som bekendt Kierkegaard-år i år. Og vor nationale tænkehat har også gjort sig tanker om gentagelsen. 
Kierkegaard siger blandt andet at gentagelsens forbindelse med erindringen (fortiden) sikrer et mere fyldigt nu - nok noget beslægtet med hans 'uno tenore-teori' om at livet skal leves sammenhængende, som een lang tone, hvor vi så kan se gentagelsen som en understregning af, hvad vi kommer af, men måske også hvor vi skal hen. Jeg skal ikke indlade mig yderligere på fortolkninger af hans tanker, men da gerne se det positive i gentagelsen, hvis det er muligt. For man gentager jo også gode ting to gange om året. Der findes ting man ser frem til, fordi man ved de kommer: Kærlighed, fritid, salmer og samvær. Her er gentagelsen en indsigt i noget glædeligt, der kommer og nogle gange er indsigten så dyb og så levende, at det glædelige kan blive helt lykkeligt, når man igen drikker sig så fuld at man græder af begejstring, når man klikker kadaveret fast på cyklen for at inddrikke rapsmarkernes farver og dufte, når man finder sin adressebog frem til de postkort man skal skrive eller når man gør det gode, fordi det onde nu er lagt til side for en stund. 
Jeg ville nok bare aldrig kalde de ting for 'det sædvanlige'.
Hvad mener privatdetektiven, stamkunden og gæsten egentlig, når de siger 'det sædvanlige' på beverdingen. Mener de det, der holder dem i live - eller det, der langsomt slår dem ihjel?