OGSÅ EN FORM FOR LATENT MANIFEST

 

ADORATION OF THE MAGI

KIEFERHOMEN XVI

COMMUNIQUER COMME CAMOUFLAGE (KIEFERHOMEN X)

KIEFERHOMEN VII

ROMER

Jeg skulle læse op for dig i nat
men bogstaverne krøllede sammen og vendte sig om
og selvom jeg stirrede på dem ville de ikke give mening fra sig
Jeg forsøgte at sige noget jeg troede kunne være et digt
men det lød ufærdigt og forkert
ordene blev til ting i min mund

Folk rejste sig og gik
Skramlede ubehøvlet med stole og hænder og hån
sendte blikke på mit hjertes urolige søvn
og forsvandt ud af billedet 
mens sidens marmorhvidhed 
lyste på mit vågnende ansigt
og ville forklare

Jeg søgte dine ord i dagens skygger 
og dontens mange skabe
men jeg fandt ikke noget jeg kunne bruge
Jeg var alt for vågen og alt for træt
Iedte i drømmen efter alt det man ikke får sagt

ØJNE ER AT TO

SEEING IS BELIEVING

SØVNGÆNGERNOTER [4]

Mine læber. Tanken om ord. Visceral afasi. 

MODE.rering 2

9 SLAGS SAMTALER

ATAVISTISK ANEKDOTE

Mund dog!

Forleden slog det mig, hvor meget vi ligner vore forhistoriske forfædre på munden og dens brug. Sjovt nok ikke, når vi spiser, hvad der ellers må siges at være en næsten 1:1 repræsentation af det vore forfædre af gode grunde har gjort, for at holde os i live. Jeg tænker måske det er fordi der efterhånden er så mange kultiverede ritualer og regler forbudet med det, så der mindst skal mundvand eller folk der tygger med åben mund til at tricke forhistorien - ofte i øvrigt med afstandtagen, mere end sammenligning. Naturligvis heller ikke sproget bygger bro til primaternes grynt og skrig. Skulle der undslippe lyde af den slags, er det typisk i forbindelse med sport eller sex, og selvom sport har primitive træk i kraft af den fysiske dimension, så er den jo næsten betinget af styring, stil og træning i en grad, der mere konnoterer forfinelse end urkraft. Kuglestød og hammerkast og den slags rykker måske lidt i halebenet ... men så er der jo altid magnesiumpulveret til at vaske den slags associationer væk. Hvad angår sex - og snakker vi uden reb og roller og andre arrangerede former, der (har som mål at?) distancerer sig fra de kopulationer, der måtte have fundet sted i huler og på sletter, så er akten sjældent forbundet med reflektion og kulturhistorie - selvom et spejl måske kan hjælpe det på vej. Spejlet skaber dog mere en fascination end en forståelse, tror jeg.
Så hvad var det jeg så?
Jeg ikke så meget så, som oplevede, hvordan jeg selv helt naturligt tog munden til hjælp, da jeg skulle holde mine hovedtelefoner (in ears); dvs. bruge både ører og hænder på samme tid. Så stod man der et øjeblik og frøs fast til forhistorien. Jeg skal ikke nægte, at den varme gummiet havde blev opfanget organisk af mine læber, ligesom den fine hinde af ørevoks medvirkede til at gøre dem til noget andet end hardware, og derfor måske nemmere kunne pirke til oplevelsen af af gøre noget kropsligt helt reflektorisk. Selvfølgelig bruger man da munden, hvis de andre gribemekanismer svigter eller er optaget. I sig selv er der jo intet epokegørende i denne iagttagelse, da den ligger på linie med så mange andre reflekser. Det interessante var ene og alene at stå der på bagbenene og mærke sig strejfet af evolutionen.
Og så lå muligheden jo ligefor at kigge efter dette 'dyriske' træk hos andre mennesker., hvad jeg har stor glæde af. Jeg kan kun opfordre til at gøre det og se hvad der sker. Der er ganske få billeder her på nettet (hvilket i sig selv er usædvanligt, men måske udtryk for nogle elementer i koblingen til det primitive: Ingen ønsker at blive set med andet end tobak, musikinstrumenter eller måske til nød en dommerfløjte i munden - alle udsagn om en form for dannelse eller kontrol. Måske ligger der også en forklaring på den ambivalens man kan føle overfor såkaldt 'mund- og fodmalende kunstneres værker og praksis?), så man er tvunget ud i en klassisk omgang 'manwatching'. 
God fornøjelse.

Mund- og fodmalende kunstnere

PILOU ASBÆKS TÆNDER

Til biddet

Hver gang, men især i den forsmædelige scene, hvor Didrik angstfuldt fejt overgiver og underkaster sig så voldsomt, at tyskerne tager ham for gal, ser man hans tænder stå som perler i en skyttegrav. De er alt for pæne, alt for regelmæssige, alt for hvide og alt for urealistiske til at sidde i munden på et 1800-talsmenneske. Den problematiske tandstilling er naturligvis tydeligere, hvis vi kigger Laust og Peter og ikke mindst deres salig fader efter i mundhulen, fordi de modsat Didriks godsejerliv, har levet et underklasseliv, og derfor burde have nogen virkelig rådne pløkker groende derinde, men med Pilou Asbæk er det bare så oplagt, fordi han godt kan lide at åbne munden og skrige - muligvis fordi han har så flotte tænder.
Der vil naturligvis være andre - og mere graverende - historiske fejl i iscenesættelsen af slaget ved Dybbøl og det Sønderjylland, København, Danmark og ikke mindst Tyskland (undskyld Preussen), som serien har givet os, men tænderne er interessante på anden vis end som en svipser.
Tænderne er som anakronisme et vidnesbyrd om, hvad vej verden er gået de sidste 150 år. For gemt i beundringsværdige barter og uldne uniformer, knitrende kjoler og hoppende hestevogne, glimter Pilou Asbæks hjørnetænder med hele sundhedsvæsnets sejr over sygdomme i tænder og andre steder. Når seriens læger og lazaretfolk er på arbejde ser vi hospitalsvæsnets niveau og muligheder som det var dengang. Når mad og vin serveres og indtages, er det afstemt med datidens menuer. Selv græs, himmel og træer er det lykkedes at få til at ligne. Sproget skal vi måske vare os med at rose for dets samtidighed - men det er på den anden side så flygtigt et fænomen. Kanonernes torden og tårernes trillen. Ingen tvivl skal herske om indsatsen for at give os et autentisk billede af tiden og stederne. Havde der været flere kvinder med end fru Louise Babett Heiberg, havde den kommende film også kunne sælges som såkaldt ‘kostumefilm’ (der ér bare ikke salg nok i generalernes uniformer, når det kommer til det). Bare ikke tænderne fik man forklædt. At vi ikke alene har lykkedes med at beholde dem i munden siden dengang, men af vi også er lykkedes med at rette dem til, sætte kroner på og polere det værste nikotin- og citronsnavs af emaljen. Det kan man se på Pilou Asbæks tænder.
Kig blot på Deres egen badeværelseshylde, eller hvor mængden af tandredskaber nu måtte befinde sig: Tandpasta med særlige enzymer i mange overbevisende farver, maskiner med roterende børstehoveder eller børster med særlige greb, særlig vokset tråd og ergonomiske stikkere. Tunge, du vor faste følgesvend, går ikke længere på opdagelse i huller og huler og gebissernes mere eller mindre behagelige pasform, du kæler ikke længere ømt for bylder og blottede nerver. Nej, alt det er væk, og i stedet skridter du de ranke bisser af, som en  anden helsekraftig officer sine soldater.
Og nu er vi helt derinde, hvor tænderne sidder fast i kraniets kæber, og kan bruges til at identificere, hvem det er man ikke længere kan kende på det ydre, og anakronismen derfor også viser sig at være en korrektion til fiktionens historieløshed. For tænderne er jo et bevis på kroppens eksistens i nutiden, tænderne kigger ud af det skin(d) serien har skabt og siger vi befinder os her i 2010’erne. Vi kan IKKE bevæge os frit i tiden. Vi har ønsket at pudse og polere vores primitive og forfængelige knogler i 150 samfulde år siden Didrik skulle have skreget sin desertering ud gennem tænderne, og derfor understreger og afslører tænderne kroppens bevaring - det lange liv - som en moderne prioritet. En meget konkret og sanselig prioritet, der byder sandsynligheden i spillet og fortællingen om Danmarks fortid trods i langt højere grad, end at konstatere det er Pilou Asbæk, der spiller Didrik gør. Det er hans tænder, der afslører det. Hans pæne tænder.

OCCIDENTALT HAIKU

Mund under hane -
kold undergrund lige her,
hvor vand strømmer ud

TVIVLSOMME TALEMÅDER

Munduheld

Talemåder er en svær een, som man kan sige med en let omskrivning af et kendt mundheld. Men eet er at omskrive med kærlig henvisning til, noget andet at sige noget, man tror er klogt, uden at spørge sig selv, om det vist ikke var noget sludder. Følgende fire eksempler på forvredne talemåder er hentet ud af mine egne ører og min lange næse. Med andre ord akustisk autentiske.

“Vove skindet på næsen.” 
Selvfølgelig fejlhørt i udtrykket ‘(be)holde skindet på næsen’ - der betyder, at man lige klarer den; eller ‘skærene’, hvis vi skal blive i de faste udtryk. Spørgsmålet er hvad det mon betyder at vove skindet på næsen? Er det bare en lille risiko, man tager, eller er det den slags farer, man udsætter sig selv for ved at stikke næsen for langt frem? Jeg siger ikke vi ikke godt kunne bruge et udtryk, der dækker - måske især - det sidste, men måske skulle det så være nemmere at skelne fra det skind på den næse man lige formåede at holde oven vande.

“Det var det vi kæmpede for på arkaderne.”
Jeg er stadig usikker på om det er en subtil ‘plantet’ fejlhøring af det oprindelige udtryk, hvor man ‘kæmpede på barrikaderne’. Det er næsten for godt til at være en misforståelse, når man ser kontrasten mellem unge, der har henslæbt deres tilværelse på grillbarer og spillearkader, hvor de har nedkæmpet endeløse armeer af spaceinvaders, og så de unge, der rent faktisk kæmpede mod pansere og parcelhusmentaliteten ved at forskanse sig bag bunker af bænke, biler og brændende molotowcocktails.

“Der er valg på alle hylder.”
Udtrykket er selvfølgelig genereret af ‘frit valg på alle hylder’, hvis metaforiske aner går til tivoli, hvor man kunne komme i den lykkelige situation at måtte vælge frit, fordi man havde skudt kridt i stykker eller væltet dåser med så stort held (eller ekspertise), at man fortjente det. Når der er valg på alle hylder hører jeg pludselig den senmoderne sukkende refleksivitet tale. Om de mange svære valg forstås. Man er end ikke begrænset af hyldernes hierarki, nej man skal sagomedme vælge på dem allesammen. Hvis vi skulle føre analogien tilbage til tivoli, så svarer det til, at de stakler stiller op i boden, ikke løsner et skud eller kaster en bold, men bare har at vælge, fordi nogen eller noget har gjort det hårde arbejde for dem. Måske er det det, de senmoderne sjæle savner: Lidt konkurrence, lidt ekspertise og lidt større tillid til tilfældighedernes spil?

“Det er som at tisse i bukserne.”
Et udtryk jeg før har besværet mig over, men da fordi der var en tendens til at man skulle forklare det uhensigtmæssige i ‘at tisse i bukserne for at få varmen’. Her er vi (måske efter samme beskæringsprincip som ovenfor med valgene) ude i det modsatte. 
Vi mangler lidt information, for at talemåden falder på plads og gør det, det er meningen sådan nogle skal gøre: Forklarer sagernes sammenhæng. Hvad betyder “Det er som at tisse i bukserne?” I sig selv hober mulighederne sig op på få associerende sekunder: Det er som at give slip på noget, der virkelig presser, det er som at bryde et tabu, det er som at gøre noget man véd man vil skamme sig over om lidt, det er en helt særlig varm og vammel følelse? Jeg ved det virkelig ikke. Og jeg er ikke sikker på denne variant bliver bedre, hvis vi monterer den i kontekst: 
“Vil ministeren uddybe, hvorfor Danmark ikke skal sende tropper til Syrien?” 
“Ja, det ville jo være som at tisse i bukserne.” 
“Hej, skal du have et stykke kage?” 
“Nej, det vil være som at tisse i bukserne.”
Bedre bliver det vel ikke af, at man som bekendt kan ‘være lige ved at tisse i bukserne’ af skræk. Så forestiller man sig næsten udtrykket bliver en skunk-agtig forsvarsmekanisme. Helt unødvendig endda. Så måske kan vi lande den der: Lige meget hvad er det en dårlig idé at tisse i bukserne. Også selvom man frivilligt står på øverste barrikade med næsen meget langt fremme.
Hav en god sprogdag. 

ALORS, HVEM KYSSER HVEM HVORDAN

HAVE A NICE DAY

You were just a face in the crowd

Out in the street, walking around

Den simple gengivelse af et ansigt - de to prikker og munden - siges at være det billede vi hurtigst genkender. Man kunne kalde det et ursymbol og reflektere over, om der er forskel på verdens grafiske repræsentation og sproglige - bogstaverede? Det er under alle omstændigheder denne dybtliggende genkendelsesmekanisme, der får folk til i tide og utide at udbryde "Se! Det ligner et ansigt." Det kan være mere eller mindre passende, og mere eller mindre irriterende. Men reglen gælder ligefuldt for undertegnede, så da jeg forleden nat mødte denne herre;

kunne jeg ikke andet end registrere, at den lignede et ansigt.

Denne version af ansigtet ligger dog i en lidt anden retning, end man måske tænker det glade grafiske ansigt, som også kendes fra remsen om Nikolaj. Her er vi sporet ind på det mere dystre eller uudgrundelige ansigt. I et essay om "Ø'et i død" skriver P.C. Jersild om netop denne figur - da død som bekendt staves 'död' på svensk. Han sammenligner blandt andet Ö'et med Munchs 'Skriget'. Der er noget om snakken.
Michael Kvium har også et forhold til den dystre repræsentation. Fx i et billede som dette;

hvor han bruger fingeraftrykket til at generere ansigtet. Kvium er også fascineret af den hurtige aflæsning, men han trækker ikonet mere i retning af det tomme og truende, som han har for vane. Sjældent filosofisk ser vi Kvium anvende prikkerne i dette værk:

Det mest udbredte simple ansigt er selvfølgelig 

'en, som har sejret så massivt, at den nu kan bøjes og trækkes efter alle sprogets regler, uden at stave eller sige så meget som en lille lyd : P hvilket egentlig er i meget fin sync med den ursproglige oprindelse - selvom det er tankevækkende, at symboler som korset, hjertet og duen ligger langt senere i udviklingen af den menneskelige bevidsthed og kommunikation.

Det gør det måske en lille bitte smule mere interessant - og glædeligt - at bruge den : )

Her er nattens ansigt for øvrigt i u-uhyggeligt dagslys:

Og her følger flere ansigter fra den virkeligt hverdagslige hverdag:

P.C. Jersild og Lars Adelius: Afslutningen - tanker om døden (1993)

JEG VAR DEN DAG

Hvorfor har vi pikke et ord for fisse på disk?

Fejltagelser fremmer forståelse

Sagen er den, at på engelsk kalder man det 'freudian slip'. Men oversættelsen lyder 'freudiansk fortalelse'. Og det er jo ikke dækkende, når den freudianske 'parapraksis' jo lige så vel kan gøre sig gældende, når man hører, læser, ser eller for den sags skyld skriver(!) forkert, på en psykoanalytisk meningsfuld flacon.
(dansk) Sprogpraksis er vel blevet, at selvom der ikke er tale om (sic) en fortalelse, hvis jeg fx tror hun har sagt 'vil du suttes nu?' - og altså derfor har praktiseret en fejlhøring, så kaldes det stadig en fortalelse. Tale bliver altså metafor for (mis)forståelse. Ikke en ringe metafor - men kognitivt antyder det måske, at det freudianske element i høj grad handler om det pinligt private - fordi talen som metafor illustrerer det offentlige overfor det private (eller intime). På dansk antyder begrebet fortalelse altså en social og offentlig sammenhæng, hvor ens pinlige lyster afsløres. På engelsk er fejltagelsen (slippet) et mere rundt og tilgængeligt begreb, der ikke behøver udstille andet end en tilgivelig og menneskelig optagethed af noget ... mere interessant.
Sagen er nok, at jeg savner mine ører og mine hænders frihed til at tage fejl. Jeg savner modspil til den kedelige 'det er lemmere at gøre sådan og sådan' og den almindelige 'pat' stedet for 'at'. Jeg synes der er en stor poetisk pointe i, at man kan skrive 'tage hende med i seng' i stedet for 'tage hende med hen' (og måske-måske ikke nå at rette det), eller høre et andet menneske sige det har 'lyst til sex' når det siger det har 'løst et trick', og så holde det for sig selv som ens eget freudianske slik.

TALE OM SKIBE