EYES AND REWIND

Vi ser ikke længere ting som vi ikke kan se igen

og igen

med det samme

Det er en del af kontrakten med tech

Der var engang hvor man ikke kunne se noget

før det var klart til at blive set igen

hvor øjnene måtte vente

på maskinen

spolerne

genudsendelsen

og blive sultne eller mætte efterhånden

ikke eller ville

se igen

Det var en del af kontrakten med tech

Gamle tech

Hvor strømmen gik ind og hjulene kørte rundt

Hvor tech var materialer og formgivne versioner

Hvor tech var virkelig

Nu er mine øjne blevet trætte

svage

Jeg har tabt stirrekonkurrencen med tech

There is always more

Infinite soul

music

I've changed my mind

I take it back

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

Erase and rewind

'Cause I've been changing my mind

I've changed my mind

So, where did you see me go?

It's not the right way, you know

Where did you see me go?

No, it's not that I don't know

I just don't want it to grow

It's not that I don't know

I've changed my mind

I take it back

The Cardigans 1999

OGSÅ EN FORM FOR LATENT MANIFEST

 

PERSONLIG SCIENCE FICTION

CHEFEN KOMMER

 

EFTERÅR

ADORATION OF THE MAGI

EASY GRIP

PORTØJE

Der er en film i vores blik.

SEEING IS DECIEVING (after Buñuel)

Der er en film i vores blik.

E.A.I.

KIEFERHOMEN VI

DRØMMEMOTTO

Øjeblikket findes
Så længe
Det holder fast i de faldende klippestykker

TABLE OF CONTENTS

VOYEUR SIGNAL VOYEUR SIGNAL VOYEUR

jeg vil se men ikke det der vises øjet er begravet øjet er bedraget af mit blik min tanke det jeg tror jeg ville kunne se jeg vil se jeg giver op lægger ingen planer i synet på mit land mit selvsyn mit øje er ikke mit når jeg ser på det med det ind til det jeg skærer det ind til en sandhed som kan være det ikke mig ikke mit øje det øje jeg vil se

FACE IN IT'S CROWD

Org. fotografi af Christian Pless IN Euroman taget af Søren Rønholt

LYS - KAMERA - ØJE - BLIK

Besøgte Kunstforeningen Gl Strands i øvrigt virkelig vellykkede udstilling om Jacob Riis’ fotografier fra New York, men blev, før jeg kunne komme videre ubehjælpeligt fanget ind af en række levende billeder. Jeg husker ikke, om de blev præsenteret som Thomas Edisons egne eller ej - men hans navn vakte i første omgang min interesse. Jeg har siden fundet frem til, at de er optaget af James S. Porter og James Blair Smith (hhv. instruktør og fotograf) for The Edison Manufacturing Company. Det skønne var, at jeg slet ikke kunne nå at forstå, hvad det var - udover dagsformens fænomenologisk/analytiske spænding - der i dén grad holdt mig fast i en halv time oder so. For jeg måtte se, hvordan disse grove, spjættende stumper af liv fra New York i 1900-tallets første år rullede over skærmen, og genfortryllede mit blik. Siden - det bliver så her - kunne jeg så begynde at se på, hvad det måske var, jeg så.

Filmene ligner indtil det banale andre gamle optagelser og fotografier fra den tid - og før den i øvrigt: Grynede langsomme og uvirkelige. Men fordi jeg kiggede med Edison - opfinderens - blik, blev de på en anden måde livagtige. Jeg kunne ikke undgå at fornemme, hvordan opfinderens arbejde blandede sig i fotografens. Det blev et dobbelt og endog tredobbelt blik: Jeg så kameraets hus og filmstrimlens lysfølsomme materiale samle verden til sig, samtidig så jeg, hvordan mennesket - fotografen - så med, mens han vurderede, hvad han optog og sluttelig måtte jeg løbende konstatere, at jeg så disse to ting på samme tid - med mit blik. Den kompleksitet lagde beslag på al tilgængelig bevidsthed. Jeg blev ført med i filmen og fotografens valg af scener. Hans tempo, hans panorering. Hans held, når to fiskehandlere i 'New York Ghetto Fishmarket' begynder at skændes. Hvordan han - simultant med mig - først opdager skænderiet, så dvæler ved det, til det driver over og fortsætter med poetisk præcision forbi en lille dreng, der skæver op på den balkon eller det tag, hvor han står. Drengen er ikke slået af frygt eller foragt - men af en blank og ufremkaldt undren. 
På en anden film er vi på en forbrænding, hvor byens ‘velklædte’ bumser og børn sorterer i dens tids brændbart og genanvendelige affald, der løbende køres ind bag gruppen af mennesker og læsses af. Billederne er usædvanligt levende og urolige, som er en det een krop med mange hoder og lemmer, der pisker genstandene rundt. Indimellem passerer en udtværet skikkelse forbi i forgrunden - som en ukendt besøgende, et spøgelse. Andre gange ser man i dybden mellem ben og kroppe pludselig mennesker i andre størrelser - børn, der ligner legende børn. De leger ikke. En tredie film viser udmattende en endeløs række af hestetrukne ladvogne, som vipper skrald (?) ned på flodbredden, hvor fem mænd lige så uafladeligt - men ufatteligt hvorfor - skovler materialet hen mod floden. Man følger kuske og betjente og forbipasserende, der kaster stjålne blikke på scenen. man noterer sig forskellene på vippemekanismerne og afstanden mellem gadelamperne.
Der foregår altså altid mere end een fortælling - en ‘scene’ - i filmene. Og de foregår på samme tid. Du må vælge, hvad du vil se. Og måske, er det netop dér, The Edison Manufacturing Companys film fremstår så anderledes levende og dokumentariske, at det er svært at kigge væk, at forlade dem. De udfordrer vores vante blik, fordi dens tids teknik ikke har åbnet mulighed for andet end at afbillede den valgte verden. Det er en åben blænde på de mennesker, der måtte være foran den, eller komme forbi den, og derfor fremstår billederne som mere ægte skiver af liv end et 'tilfældigt' skud op Fifth Ave eller af Soho, som vi ved kun skal signalere sted og kontekst. Vi er forvente med at vide, hvad vi skal se og afkode. Eller også er vi hvertfald ualmindeligt hurtige til at se, hvad billedets hensigt er. Ofte fordi billeder i dag er bundet op på narrativer, som a priori er indlejret i synet, der således simultant med bevidstheden lægger de rette koordinater ind. 
Det er oplagt at sammenligne Porter og Blairs film i denne fortolkning med Andy Warhols otte timer og fem minutter lange ‘Empire’ om Empire State Building fra 1964. ‘Om’ er måske så meget sagt, da filmen kun viser bygningen i een indstilling, men det er blandt andet denne faste indstilling, der gør sammenligningen mulig. Også ‘Empires' rå grå slørede grafik og klippeløse tempo ligner, men især Warhols tilgang til kunst er en åbenbaring. Warhols tilgang er som bekendt maskinens. Han synes godt om maskinen af flere grunde (de har blandt andet færre problemer!), som vi ikke kan komme ind på her - men vi har brug for udsagnet, fordi det rammer Edisonfilmenes demonstration af kameraets tekniske potentiale i hænderne på et menneske. For det er interessant, hvordan Porter og Blair forbliver bag kameraet, når vi ser deres film, sammen med os i øvrigt. Vi ser med dem og dermed også kameraets lykkelige blik, vi sanser sammensmeltningen menneske + maskine. Men i ‘Empire’ er Andy Warhol forsvundet. Der er kun kameraets øje tilbage. Vi ser en optagelse uden fotograf. Eller et kamera som fotograf. Ikke fordi Warhol skal være der, for at det bliver til film - det er ‘Empire’ jo et bevis på, men hvis ikke den var Warhols, var det jo blot en overvågning. Som altid med Warhol, er det det, der er det afgørende for at kunsten bliver til kunst - altså perciperet - der sættes i (…) fokus. Her kameraet. Vi må aldrig glemme maskinen. Synsmaskinen. Hvor Edisonfilmene viser opdagelsen, viser Warhol opfindelsen, men begge film peger uhyggeligt præcist på, hvordan alt, hvad der involverer maskiner også medfører koder og konventioner. Når man ser efter. Og det skal man huske at gøre. Ellers ender vi som Warhol: Optagende, men ikke reflekterende.

Man kan i øvrigt opleve, hvordan Alfonso Cuarón afslører den mekaniske forforståelse mellem blik og fortælling i hans spillefilm ‘Children of Men’ (2006), fordi han flere gange ‘bortfører’ kameraet og blikket fra seerens kontrakt med fortællingen. Det er rystende og velgørende.

Om filmere fra The Edison Manufacturing Company

Titelliste over EMC’s produktion

En anden anmeldelse af filmene



Jacob Riis på Gl. Strand

Andy Warhol: I fremtiden bliver alle berømte i 15 minutter (Aschehoug, 1995)

HVID TOYOTA SORT

Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.

MEDDELELSE FRA BLOGGENS BAGLAND

Fredag den 2. september udkommer min debutroman ‘Henrik, omkuld’ på Forlaget Vandkunsten.

Nogle af kapitlerne og nogle af tankerne i den vil man kunne finde ansatser til og egentlige tekstrester fra på bloggen her.

Romanens tilblivelse har haft sine egne grasserende og associerende sekvenser indimellem de mere almindelige lineære træk. Det er de første bloggens forskellige billeder og tekster er blevet trukket ind i, men det har ikke været intentionen, at bloggen skulle levere til romanen. Bloggen har været et sted at komme af med et analytisk overskud - hvad enten det handler om kunst, samfund eller noget tredie, og så har det været et taknemmeligt sted at komme af også med et visuelt overskud. Men nogle gange har tanken eller synet manifesteret sig her, før det viste sig, det skulle leve videre i romanen.

I og med romanens hovedperson er scenograf, er det især poster med etiketter som ‘øje, øjemennesker, syn, teater og fotografi,’ der kan have blandet sig. 

På forsiden af bogen finder du netop et fotografi - et selvportræt af den franske fotograf Hippolyte Bayard (1801 - 1887), som er centralt for bogen.

Om nogle dage rammer bloggen tilfældigvis også 40.000 sidevisninger (inklusiv en del ukrainske?) siden begyndelsen i 2009, så det markerer vel også en slags skæringspunkt. Jeg noterer mig dog, at det er indlæggene om talemåder, der ubetinget har haft størst interesse derude - så fik man den røv at trutte i.

Bloggen fortsætter naturligvis. Jeg håber du også vil læse videre i romanen.

ØJETS SYGDOMME

MEMENTO MURA