turist i diktatorens hus
Palatul Primăverii
ser en påfugl skide på trappen
ukrudt i en plæne
de blå overtræk til skoene
der skal skåne en hån
leder efter en mening
mellem marmor
og Sèvresporcelæn
et tyndt lag guld på et badeværelse
og en pool
jovist
jeg vil gerne se det
men måske ikke som seværdighed
har ikke lyst til at være turist i forargelse
og blind for de de huse oligarkerne
bor i lige nu
nu er tallet 60
knyttet til mig
sammen med alle de andre
det hober sig op
og pludselig er man millionær
i tungmetaller terapiformer og tæer
en
tre bogstavs slagssang
USA
og mit hjerte
min mave
min lukkemuskel
slipper
det fælles håb for andre
for alle
for os
og bliver til noget
jeg er alene om
ikke at kunne
gøre noget ved
Klokken er syv i Køln
Domkirken holder solen men ikke lyset
og tiden tilbage
En sirene tændes og slukkes
som et vækkeur
vred og utålmodig
Jeg har kæmpet med min slægt
hele natten
fuld af frygt og raseri i kroppen
som er den eneste
der med sikkerhed
ved
at den ikke er i familie
med nogen
Det er morgen i Køln
hotellet svajer i sin konstruktion
fordi bunden tømmes for affald
og vasketøj
en ny sirene lyder på kanten af mit øre
suges ind i tankerne og slutter
sig til de andre ulykker
Det er morgen i Køln
sengen er tom
hvor jeg lå
En fremmed ligger tilbage
i nat
forlod hestene
statuerne i byen
jog gennem gaderne og centrum
med deres ønsker i en kappe af metal
og kongerne måtte gå
Panikken bor i huset ved siden af. Eller ikke præcist dét ved siden af, men heller ikke længere væk. Jeg ved ikke hvor den bor. Den bor tæt på.
Den kan rejse sig fra sin kontorstol, sin chaiselong, sin kørestol, sin lænestol eller sin køkkenskammel hvert øjeblik det skal være, for at komme over til mig.
En indskydelse, et minde, en lyd, en lugt, et lille bitte forbandet ord på en linie, der skal ikke ret meget til, så står den udenfor og kigger ind. Vil låne noget. Have noget. Noget jeg kan undvære men kun af høflighed. Jeg vil ikke give den noget, men giver den noget. Den kommer, fordi den skal komme tilbage efter mere. Man skulle tro mit hus var tømt, men der står møbler over det hele og skabene er fyldte. Jeg bruger penge på mit hjem, hver dag på nettet.
Gadelampen giver huden et gulligt skær.
Han sidder i toget
blikket hviler i det landskab
han kører gennem.
Et træ
en gård
en bro
en bil som kører på vejen langs med jernbanen i næsten samme hastighed
som hans inde i toget.
Umuligt at forstå ikke at måle.
Med de rette instrumenter.
Regnearter.
Han tænker på de ting han ikke har fået ryddet op i
og smidt ud.
Han tænker på stationen
hvor han stod og ventede.
Kold og nøgen mellem plakater og automatiske døre.
Han tænker på
hvordan rytmen
svarer til pulsen
som han kan mærke med hjertet på ryggen.
Lyden af ordet sveller.
Tænker han på.
Et træ
en gård
en bro
en trailer parkeret ved en skovsti
en mand ved en overskæring kigger forbavset på hans blik.
Han kigger selv efter han er kørt forbi.
Han tænker på de bakker der lå
de træer der stod
for længe siden
hvor en dreng og pige
kælkede klatrede
lo.
Højt som kun de glemsomme kan.
De uskyldige.
Som ham.
Grådløs. På en anden måde.
Ruden er både blank og gennemsigtig.
En fugl
en sky
en sø
en kvinde på en cykel med motor.
Nederdelen flagrer foran det sorte stel.
De usynlige eger.
Han tænker på
at blive beskrevet.
Blive set.
Læst.
Rammet ind.
Som en skitse eller et udkast.
Han tænker på en tegning han så på et museum i Paris.
Hvordan den hvis den
kunne
ville spørge hvad den lavede der
i et oevre der først og fremmest består af færdige værker.
Rummet
himlen
lyset
mørket.
Sporet.
Han tænker på at ankomme.
En ny station.
Han tænker på hvordan man kan mærke farten sænkes
og toget standse.
Hvordan togets døre åbner sig mod de nye passagerer.
At stige ned i perronens menneskevarme
nøgen og kold
udhvilet efter rejsen.
