Klokken er syv i Køln
Domkirken holder solen men ikke lyset
og tiden tilbage
En sirene tændes og slukkes
som et vækkeur
vred og utålmodig
Jeg har kæmpet med min slægt
hele natten
fuld af frygt og raseri i kroppen
som er den eneste
der med sikkerhed
ved
at den ikke er i familie
med nogen
Det er morgen i Køln
hotellet svajer i sin konstruktion
fordi bunden tømmes for affald
og vasketøj
en ny sirene lyder på kanten af mit øre
suges ind i tankerne og slutter
sig til de andre ulykker
Det er morgen i Køln
sengen er tom
hvor jeg lå
En fremmed ligger tilbage
