Viser opslag med etiketten blå. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten blå. Vis alle opslag

lørdag den 20. april 2024

19.04.23, MAGRITTERUTEN - AARHUS C

























Saftløse streger på svømmende blå. Beslægtet men adskilt af industri og plastination. Slettelak grafik. Husker vinden og tiden og kirken ved siden af mig. Vanen tilsiger afgrunden ligger for dine fødder. Du skal ned for at dø. Du kan også bruge dine øjnes vinger. Punktere, pochere din hvidhed. 


Der er så mange steder, hvor bortkommet plast er gået i en forbindelse med træer eller buske. Uden sammenligning i øvrigt - hvilket er noget sludder - kan man se noget lignende, når havets dyr bliver filtret ind i fiskenet. Her er ulykken bare i en slags slow motion og ender som regel med en syntese. Naturens cyborgs?


lørdag den 24. februar 2024

02.03.23, MAGRITTERUTEN - VEJLBY












Guds hånd er kometblå. Osteplast. Grusgrå genkommende komet i tankernes bløde væv. Gas engang nu skrabet fri af havet, overgivet og rimet på plads i mit univers. Vinge eller skalpel?


Måtte rotere 90 grader for at få skyggen på plads og den kometagtige silhouet på plads. Er der noget kalkmaleri over motivet? Det er så almindeligt et motiv og alligevel så intimt eller påtrængende. Måske er det pigmenterne eller måske er det det hudtynde materiale. 



ALAD TARZANE
















lørdag den 27. august 2022

DER BLIVER ALDRIG EN MERE SOM DIG



































Det er jo ikke et minde. Højst om at jeg tog et billede den formiddag vi var i byen. Men alt det der ikke er på billedet, eller alt det der er mellem husene minder mig alligevel om noget. Måske et fællesskab som jeg altid søger, måske en sammenhæng som er mere end luft. Ilt.
Den luftige farve som ikke kan måle kilometerne men alligevel er helt præcis den afstand, der er mellem tiderne, funktionerne, menneskene, kvartererne, drømmene og en fotograf med en sult han ikke forstår. 
Bag ham et museum der kæmper for at repræsentere Magrittes poesi.


tirsdag den 16. oktober 2018

MÅNEN

















Månen er fascinerende, fordi den så tydeligt IKKE er dig, eller noget du kan være eller få eller købe eller indtage eller begære på en strategisk måde. Månen er ligeglad med dig på en ophøjet og eksoterisk facon. Et eksistentielt legeme. Månen en en lysende negation og betryggende i sin bekræftigelse af, at der også er noget, der ikke er den. Fx det blik man kaster på den. Den følelse man får, når man gør det.