IMITATION OF AN ATLAS

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Chocolate dimwit scuse me

I fin overensstemmelse med et tidligere omtalt åndssvagt argument (Fynbo marmelades 'From the nature to you'), hvor det engelske skal fungere som laber eyeliner på et produkt, der tydeligt kæmper med en slags exclusive-branding, har vi Crüslis slogan 'A taste of more …' 
Prik, prik, prik - står der ja! Som om der var en logisk smagsgiver at indsætte på pladsen? Quaker Dark Chocolate - a taste of more … chocolate, or what? For det ville virkelig være mystisk, hvis der stod 'Quaker Dark Chocolate - a taste of more … honey!' Den omvendte ordstilling ville være mere på sin plads - more taste of chocolate. Ultimativt ville en dansk vending nok være mest logisk: Mere smag. Og det er da også tænkeligt, at det er i oversættelsen det er gået galt ...
Den sande årsag tror jeg dog er, at man bare vil udsuge en slags euforisk association af ordet 'more', fordi man antager det må være et plusord. Problemet med 'mere' er bare, at det ikke rigtig kan noget alene. Udover at fremstå enfoldigt og grådigt. Fint til et morgenmadsprodukt, hvor dagens første aktivitet er at proppe sig med så meget mere som muligt. God smag ad libitum.
Og er der ikke også noget skummelt ved kun at hype smagen i et produkt, der skal fungere som basisføde? God morgen.

Press pause press play press foreplay

Saussure la route 2

I dag - netop i dag, da jeg sad uden min iTunes-sang-bank og derfor havde søgt nye veje - nærmere bestemt Last.fm (hermed anbefalet) så jeg det frygteligt klart! Jeg blev nærmest chokeret over det åbenlyse og vulgære ved det. Senere kom overvejelserne og eftertanken. Og alle dele kommer her:
Fallossymboler og penisattrapper er der der ved Gud nok af. Og det både i den tingslige så vel som den repræsentative og (ikono)grafiske verden: Pilene, våben, nøgler, paraplyer, knive, tuber - det er til at gå til i og af over, hvor banalt, genitalmimetisk manden har udformet sine redskaber og tegn.
De kvindelige vaginasymboler er ofte mere abstrakt-metaforiske: "Vi må dybere ind", "der er huller i hans argumentation", "han er helt opslugt af det" og lignende. Og uden at være (alt for) kønskonservativ, så finder jeg denne forskel ganske logisk: det konkrete penetrerende på den ene side, og det reflekterende absorberende abstrakte på den anden.
Men så skulle jeg lige trykke på pauseknappen på min (apropos!) "Florence and the Machine-radio" på Last.fm-grafikken - og hvad så jeg så ved siden af play-pilen (penishodet)? Jeg så to velvoksne, ja svulmende "labia majora" - som jeg tilmed var tvunget til at føre min (repræsentative ganske vist, men alligevel) finger hen på! Har andre ikke set dette?! Har den oprindelige designer af pauseknappen overhovedet været intellektuelt i nærheden af dette ursymbol? Eller har han tænkt i musikalsk, kronologisk interval-symbolik?
Fra nu af aldrig mere en pauseknap uden denne association - og næsten værre: Hvorfor pause og vagina? Hvor passer pause ind i den genitalikonografiske logik? Er det pause som i modkronologisk 'tilbage' - 'ind i skødet igen'? Eller er det mere pause som i tid til en 'frugtbar' overvejelse af det man er i gang med at afvikle?
Vi er nok nødt til at have alle tegnene med, for at retablere logikken. Afviklingsikonerne repræsenterer selvfølgelig kønsorganerne, fordi al afvikling er at sammenligne med samlejet og det lystfyldte. Om det er musik, billeder eller en tale af Lenin - så bliver det til en leg og et forløb, hvor man kan navigere sin lyst, sin interesse og sin hengivelse. Selvfølgelig via sin kontrol, som altid er sexet og stimulerende. Og hvad med stopknappen, siger du. Firkanten er materien, stoffet; et kendt symbol - knappen er således både en påmindelse og en bevidstgørelse af, AT der afvikles og elskes noget. Det konkrete - som så ganske rædselsfuldt forræderrisk bliver lig med den virkelighed, der omgiver de to legesyge knapper - der altså igen fremstår som grafiske repræsentationer. Voila. Og tak for i aften. Nu skal jeg lige spille noget af på min pc.

21.12.12 - Vil du sammenligne billeder og ikonografi kan jeg anbefale følgende website fra den kinesiske kunstner Chin Chin Wu. Hendes projekt byder på en del billedmateriale, som for altid vil ændre dit syn på kvindes skamlæber:

http://www.chinchinwu.net/?cat=39

Cholokade

Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"