FARSMÆND OG SOVSEKVINDER

Du er hvad du spiser

Spaghettifresser, Kraut, Pølsetysker, Frogs, Risgnaskere, Beaners og Grødædere.
der er måske ikke noget mærkeligt i at man opkalder grupper eller hele folkeslag efter, hvad de spiser - men hvorfor det skal være nedsættende er straks mere besynderligt. Det vil altså sige man inddrager foretrukne føde i hånen - selvsagt fordi det er noget der stikker ud, er karakteristisk - men vel også fordi det er fremmed, det vil sige i nogle sammenhænge MÅ have været fremmed, for der er vel ikke mange som ikke æder spaghetti eller ris mindst een gang om ugen efterhånden?
Men det er stadig bekymrende, at det er VANEN man hænger ud - ikke uvanen eller det helt unikke ... åh måske med de franske frølår, som jeg ikke ved hvor tit man spiser (spiste). Og hvorfor dén vane? Hvorfor ikke siestaen, venstrekørslen, kongetroen, sækkepiberne, børneopdragelsen? Hvorfor er det lige maden man udvælger sig?
Lad os tænke tilbage på Oste-Finn og Negle-Lis eller alle de andre, som havde mad med, man ikke lige kunne se sig selv spise. Svedig remoulade. Blå ost. Sammenlagte med smør. Fisk! Pølsemadder. Hvad ved jeg man ikke lige kunne se sig selv spise. Sagen er nok - at maD på mange måder er lige som sex: Det er intimt ad helvede til, det er noget man putter ind i sig selv og/eller smager på, og det er udtryk for et ultimativt personligt valg. Fårehjerne og analsex. Ikke eller. Og sex er som bekendt også godt at håne med. Det siger sig selv (det siger CV også), at hvis du vil ramme nogen skal du så tæt på som muligt. Gerne helt ind under huden. Og om det skal ske med ske eller gaffel. Det kan komme ud på eet.
Det vi kan vente og se, er hvordan sproget reagerer på den kamp, der i øjeblikket udspiller sig på salat- og kødmarkederne. Hvordan kommer det i spil. Salatæderne ser jo ud til at have trukket det længste strå.
Velbekomme - lad det komme.

Cholokade

Mærkevarer tager vare på mærket mere end på varen

Jeg er ikke en slikfixer, hvertfald ikke hver dag, men jeg er meget hooked på slik som sådan. Mere om det en anden gang; her handler det om et særligt stykke slik. Jeg blev skeptisk introduceret til en chokoladebar af nogle yngre mennesker, som kender de nye mærker bedre end jeg. Jeg mente i første omgang der måtte være tale om en fejl, da de nævnte en "Marabou Daim" (her skal indskydes, at det kan være svært at vide, hvordan navnet skal udtales: Som eet: Mercedes Benz? Som navnet på en særlig type: Magnum Gold? Eller med samme vægt: HTC Columbia?).
Min skepsis skyldtes jo, at det umiddelbart lød som "ost med ost". Daim er jo en chokoladebar i sin egen ret - hvorfor i alverden skulle den pakkes ind i mere chokolade? Javel - Daim er måske mere rettelig en karamelbar, men ikke desto mindre er karamellen drageret i en ganske lækker lys chokolade.
Baren findes selvfølgelig. Hvis der er noget yngre mennesker ved noget om, er det slik. Og jeg købte een samme dag. Den smagte af Daim. Og Marabouchokolade (som jeg i øvrigt altid har fundet en smule for indsmigrende sød og flødet. Daim er god karamel - lige fra panden). Tilbage stod spørgsmålet om, hvorfor dog? Hvorfor dog ikke lave en Daim x-tra chocolate, eller en Marabou karamel?
Fordi smagen skal mærkes som et mærkes smag. På samme måde, som hvis du skal have et tyndt og blødt lommetørklæde, for så skal du have en Kleenex. Hvis du skal have et smørbart nøddechokoladepålæg skal du have Nutella. Hvis du skal have en bar med karamel skal du have en Daim. Og det ligemeget om det der er tale om en anden producent. Princippet er jo rystende udbredt - ikke bare i fødevareindustrien, men alle mulige sammenhænge, og man ser det mere og mere: Goretex, Zeiss, 3M, Chiquita, Smarties, B&O, ... brands are screwing around with brands - måske er især brands, som har en meget bred produktvifte en særlig interesse i at få et specialbrand tilknyttet. Under alle omstændigheder må filosofien være, at hvis mærkevarer er udtryk for kvalitet, så er dobbeltmærkevarer udtryk for dobbelt kvalitet! Ikke sådan i tilfældet Marabou - hvis man smager på den. Hvis man bare æder den kan det meget vel være man virkelig synes man har fået noget for pengene!
På mit morgenbord står en pakke Crüsli (brands, som kan få bygget en visuel markør ind i navnet ér for seje/smarte/irriterende), som udover det ganske rædselsfulde imagepleje på bagsiden, har en annonce for Tropicana (pure premium!) juice på siden? En variant af mærkevarebolleriet? Denne juice har VI (Crüsli-folket) godkendt - derfor er det IKKE en annonce du ser på siden af pakken, men et cool mærkevare-til-mærkevare-netværk DU får adgang til.
Første gang jeg så en After Eight-is var jeg ved at besvime, da jeg så den stod ved siden af en Lionbar-is gav jeg slip.
Der er intet i vejen for at sige noget smager som en Big Ben-karamel (den med lakrids, som egt. er for blød, men har en ret spændende smag, der kun lige flirter med salmiakken), eller en Toms skildpadde (hvis hovedattraktion er det bestialske cum-shot af karamel - fra et i øvrigt komplet usexet og flegmatisk dyr - ikke smagen, som man bliver hæs af) - problemet opstår når smagen ikke har et eget navn: Karamel, salmiak, fransk nougat, pebermynte ... men er blevet til et mærke: skulle det være en santa-maria-hakkebøf og et fanta-condom? Hvornår er mælk ikke længere mælk men et glas Arla? En skive ost en Klovborg? Prøv evt. med andre forbrugsgoder: "Jeg vil gerne se på et par Adidas." "Hvor står Jeres Sony'er?" "Åh, jeg har brug for en kodimagnyl!"