Du er hvad du spiser
Spaghettifresser, Kraut, Pølsetysker, Frogs, Risgnaskere, Beaners og Grødædere.
der er måske ikke noget mærkeligt i at man opkalder grupper eller hele folkeslag efter, hvad de spiser - men hvorfor det skal være nedsættende er straks mere besynderligt. Det vil altså sige man inddrager foretrukne føde i hånen - selvsagt fordi det er noget der stikker ud, er karakteristisk - men vel også fordi det er fremmed, det vil sige i nogle sammenhænge MÅ have været fremmed, for der er vel ikke mange som ikke æder spaghetti eller ris mindst een gang om ugen efterhånden?
Men det er stadig bekymrende, at det er VANEN man hænger ud - ikke uvanen eller det helt unikke ... åh måske med de franske frølår, som jeg ikke ved hvor tit man spiser (spiste). Og hvorfor dén vane? Hvorfor ikke siestaen, venstrekørslen, kongetroen, sækkepiberne, børneopdragelsen? Hvorfor er det lige maden man udvælger sig?
Lad os tænke tilbage på Oste-Finn og Negle-Lis eller alle de andre, som havde mad med, man ikke lige kunne se sig selv spise. Svedig remoulade. Blå ost. Sammenlagte med smør. Fisk! Pølsemadder. Hvad ved jeg man ikke lige kunne se sig selv spise. Sagen er nok - at maD på mange måder er lige som sex: Det er intimt ad helvede til, det er noget man putter ind i sig selv og/eller smager på, og det er udtryk for et ultimativt personligt valg. Fårehjerne og analsex. Ikke eller. Og sex er som bekendt også godt at håne med. Det siger sig selv (det siger CV også), at hvis du vil ramme nogen skal du så tæt på som muligt. Gerne helt ind under huden. Og om det skal ske med ske eller gaffel. Det kan komme ud på eet.
Det vi kan vente og se, er hvordan sproget reagerer på den kamp, der i øjeblikket udspiller sig på salat- og kødmarkederne. Hvordan kommer det i spil. Salatæderne ser jo ud til at have trukket det længste strå.
Velbekomme - lad det komme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar