fredag den 10. juni 2011

DRAB



You were listening to

DR har lukket DR Rock. Det grænser til en katastrofe. Personligt. Hvad angår lyttertallene skal jeg ikke kunne sige noget. Jeg er sikker på nogen har truffet, hvad de mener er den rigtige beslutning. Gud nåde og trøste dem, hvis penge har spillet end større rolle end pligt (som Goethe ville sige det).
Jeg kan efter et par korte lyt på P6 Beat (er jeg den eneste som får associationer til en københavnsk pladebutik?) kun konstatere, at det minder om P3 - omend lidt bedre, men i sammenligning med DR Rock er det det rene Talk Radio ... og det synes som om alle vil lave det lige nu. Hvor smart det så er at satse på. Måske mener man at de allestedsnærværende og altid plug-in-potente me, she, you & eyepads/Phones langsomt vil æde alt hvad der hedder nonstop musik. Måske mener man internetradioerne, som er ret gode til at strikke den slags sammen vil nappe transistor/dab-radioen via hjemme-pc'en, sqeeze-box'en og hvad der nu findes. Der er sikkert mange flere grunde til det. Da jeg i aftes tændte for min preset kanal 4 kom der først ingenting i lang tid - så P1 --- morgenmad.
Men her følger så min afsked. Jeg er principielt imod brok, så det jeg er rigtig utilfreds med vil jeg prøve at pakke ind, så det lyder som noget andet.
"Okey: Bortset fra at der blev spillet for meget Billy Idol. Og Meat Loaf. Og at The Clash kun var lig med London Calling eller Should I Stay or Should I Go? Og at man altid afbrød alt klokken hel. Og at Bowie ikke lød til at have lavet musik efter Diamond Dogs. Så har det været fantastiske timer jeg har tilbragt med dig DR Rock! Mange af de bedste har udspillet sig mens maden er blevet tilberedt, opvasken ordnet eller (allerbedst) når rengøringen har kørt et par timer. To timer med rockmusik (for høj) i ørene, i en vidunderlig blanding af nostalgi (Boston, Van Halen), nysgerrighed (Gov.T.Mule, My Morning Jacket) og ren pleasure (Led Zep, Neil Young). Javel var man skeptisk i starten overfor den computerstyrede DJ, men efterhånden lærte man først at acceptere den ok blanding, siden ligefrem hygge sig med skiftene og sluttelig elske pausen inden og så overraskelsen over det nye nummer. Ikke siden Pandora har jeg haft det så godt med rockmusik i radioen.
DR Rock - udover dit ret simple koncept har virket vanedannende og underholdende - så skabte du også en af mine kæreste fritidsbeskæftigelser: En rockquiz, hvor et antal numre indgik som en helt naturlig del af quizzens 'trivia-del'. Den quiz voksede ud af dit overflødighedshorn af nonstop rock. Hvad skal vi nu stille op med din del? Begynde at abonnere på Last.FM?
Kære DR Rock. Måske godt du var en maskine (og lidt Little Steven) og ikke en vært eller et ansigt. Det må betyde der er en knap etellerandet sted i rockiverset, som nogen bare skal trykke på. Så kører vi igen. Non stop. Med Billy Idol."


-
Til de interesserede følger herunder de samlede regler for rockquizzen. Naturligvis skal delene med DR Rock udskiftes med noget andet. Gameplayet er testet over adskillige runder. Det funker, men der skal afsættes ca. syv timer med hold på tre personer.

§ 1: HOLDSPIL MED OP TIL TRE SPILLERE PR HOLD. HOLDENE SÆTTES EFTER EVNER / SPECIALER / ALDER / IDIOSYNKRASIER. I FORBINDELSE MED AFBUD ELLER FORCE MAJEURE KAN DER VÆRE ET FORSKELLIGT ANTAL SPILLERE PÅ HOLDENE.

§ 1 STK 1: DET ER EN GENTLEMANQUIZ.

§ 2: DER ER FEM RUNDER MED SPØRGSMÅL.

§ 2 STK 1: FØRSTE RUNDE BESTÅR AF EN ”WHAT HIT ME?” KAMP: EEN SPILLER FRA HVERT HOLD STILLER MED TI STYKKER FAKTUEL ELLER PERSONLIG HITMUSIK, SOM SPILLES FRA STARTEN. DEREFTER KAN ALLE ”IKKE DJ’S” BYDE IND; DEN ENE HIT-DJ TJEKKER DELTAGERNE FOR FØRSTE MARKERING, MENS DEN ANDEN SPILLER HITS. SVARET SKAL BESTÅ AF BÅDE BAND/KUNSTNER OG TITEL. NÅR FØRST DER ER MARKERET SPILLES DER IKKE MERE AF NUMMERET. DER GIVES 3 POINT FOR RIGTIGT SVAR. SVARES DER FORKERT FÅR DELTAGERNE FRA DET ANDET HOLD CHANCEN FOR EET BUD. ER DER IKKE BUDT INDEN 120 SEKUNDER KAN DER IKKE GÆTTES. (SE OGSÅ § 1 STK 1 OG § 6)
 
§ 2 STK 2: ANDEN RUNDE KAN UDKÆMPES PÅ FØLGENDE MÅDER:
A-VARIANT: HVER SPILLER MEDBRINGER 6 NUMRE HVORAF DET ANDET HOLD HØRER ET UDVALGT TIDSINTERVAL PÅ CA. 120 SEKUNDER PR. NUMMER. DER  FORMULERES ET SPØRGSMÅL I RELATION TIL NUMMERET. HVERT RIGTIGT SVAR  GIVER 10 POINT.
B-VARIANT: SOM UDGANGSPUNKT TAGES A-VARIANTEN, MEN DE SEKS NUMRE ER SAMMENSAT UD FRA ET TEMA, FX GENRE, KUNSTNER, COVER, STED ELLER ANDET, OG HVERT RIGTIGT SVAR PÅ DE FORMULEREDE SPØRGSMÅL GIVER 5 POINT. TEMAET INDBRINGER DET ANDET HOLD 30 POINT, HVIS DET GÆTTES.
NB: HVIS DET I HENHOLD TIL § 1 STK 1 FOREKOMMER NØDVENDIGT, KAN MAN OVERFOR DET GÆTTENDE HOLD UDPEGE ENTEN; ET ”NØGLENUMMER”, HVOR DER VIL VÆRE SÆRLIG HJÆLP AT HENTE, ELLER; MELDE ET OVERORDNET TEMA UD, SOM KAN PEGE I RETNING AF DET KONKRETE DITTO (FX ”GEOGRAFI”, ”FORBRUG”, ”ANATOMI”.)
NBNB: B-VARIANT KAN (MED HILSEN TIL § 1 STK 1 ) SPILLES MED ÅBENT TEMA OG POINTGIVNING SOM I A-VARIANTEN.


§ 2 STK 3: TREDIE RUNDE BESTÅR AF EN SPECIALIST/SPECIALE QUIZ, OG KAN UDKÆMPES PÅ FØLGENDE MÅDER:
A-VARIANT: UNDER SELVE QUIZZEN MELDER HVER SPILLER ET NAVN / BAND UD, OG ET KONKURRERENDE HOLD FORMULERER ET SPØRGSMÅL OM UDGIVELSER, BANDMEDLEMMER, HITS ETC. (EVT. EFTER OPSLAG I FAGLITTERATUR). DER MÅ HJÆLPES MED SVARET FRA HOLDET. HVERT RIGTIGT SVAR GIVER 20 POINT.
B-VARIANT: HVERT HOLDS SPILLERE MELDER ET SPECIALE UD, DER FORMULERES BREDERE ELLER SMALLERE; FX ”KVINDELIGE FORSANGERE”, ”MANCHESTER”, ”DANSKE GUITARISTER FRA ’78 TIL ’85”. B-VARIANTEN FORDRER AT SPECIALET INDLØBER DET ANDET HOLD EN UGE FØR QUIZDATO, HVOREFTER HOLDET FORMULERER ET SPØRGSMÅL TIL SPECIALET, ENTEN I FÆLLESSKAB ELLER UDDELEGERET. HVERT RIGTIGT SVAR GIVER 20 POINT. HOLDET MÅ IKKE HJÆLPE MED SVARET. (SE OGSÅ § 1 STK 1)
C-VARIANT: SPILLERNE PÅ HVERT HOLD ENES INDBYRDES OM ET EMNE, DE MENER AT KUNNE DÆKKE BREDT SOM HOLD. DETTE MELDES UD TIL DET ANDET HOLD EN UGE FØR QUIZDATO, SÅLEDES DET ANDET HOLD KAN NÅ AT FORMULERE TRE SPØRGSMÅL TIL DET GIVNE EMNE. SPØRGSMÅLENES SVÆRHEDSGRAD KAN VARIERES OG RETTES IND EFTER EMNETS KARAKTER. (SE OGSÅ § 1 STK 1) HVERT RIGTIGT SVAR GIVER 20 POINT.
NB: DER KAN SPILLES (HOLDVIS) MED BÅDE B- OG C-VARIANT PÅ SAMME TID, HVIS MAN ENES OM DET.


§ 2 STK 4: FJERDE RUNDE BESTÅR AF EN TRIVIA QUIZ: HVERT HOLD FÅR CA. 30 GENERELLE SPØRGSMÅL SOM QUIZMASTER/VÆRT SAMMENSÆTTER TIL DAGEN. DER GIVES POINT, DER SVARER TIL EN SAMLET POINTSUM AF 60. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 2 STK 5: FEMTE RUNDE BESTÅR AF EN RADIO QUIZ: HVERT HOLD STIGER PÅ DR’S DAB-RADIO STATION ”ROCK” (GERNE SIMULTANT, HVIS STED OG TEKNOLOGI TILLADER DET), LYTTER 5 SANGE IGENNEM OG GIVER BUD PÅ BAND/KUNSTNER – SANG – OG ÅRSTAL. DER GIVES 4 POINT PR. RIGTIGT SVAR (KUNSTNER + TITEL + ÅRSTAL = 12 POINT). DER GÆTTES ALDRIG PÅ DET AKTUELLE ELLER I SAMME ØJEBLIK STARTENDE NUMMER VED ANTÆNDING AF RADIOAPPARATET. VED TVIVLSSPØRGSMÅL I FORBINDELSE MED (FX INDHENTNING AF) DATA ANNULLERES ET ELLER FLERE NUMRE OG ERSTATTES MED NYE EFTER VOLDSOM DISKUSSION.

§ 3: SVARFRIST PÅ ALLE SPØRGSMÅL LIGGER OMKRING TO (2) MINUTTER. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 4: ALLE SPØRGSMÅL GÅENDE PÅ ÅRSTAL KAN GÆTTES INDENFOR EN MARGIN PÅ +/÷ 1 ÅR, DE TIL ENHVER TID SENESTE 10 (TI) ÅR UNDTAGET, DISSE SKAL GÆTTES PRÆCIST.

§ 5: DER FØRES RUNNING SCORE. DEN ER IKKE HEMMELIG.

§ 6: STOFFET ER BREDT FORMULERET ROCK! – OG DÆKKER ALLE GENRER, SOM MÅTTE FALDE IND UNDER DETTE OVERORDNEDE BEGREB. NYE SOM GAMLE. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 7: I TILFÆLDE AF POINTLIGHED VED QUIZZENS AFSLUTNING, TUNES IGEN IND PÅ DR’S DAB STATION ”ROCK”. HER AFLYTTES TRE NUMRE EN SUITE AF BEGGE HOLD PÅ SAMME TID OG BUD PÅ KUNSTNER OG TITEL PÅ SANG NOTERES NED. DER GIVES ET POINT FOR ET RIGTIGT SVAR. SVARENE TJEKKES PÅ DR.DK/PLAYLISTER ELLER PÅ ANDEN VIS. I TILFÆLDE AF POINTLIGHED GENTAGES UDFORDRINGEN.

§ 8: AFHOLDES QUIZZEN IKKE MINIMUM TRE GANGE PÅ ET KALENDERÅR, KAN DEN KUN GENETABLERES MED AFHOLDELSE AF EN POPQUIZ. (SE OGSÅ § 1 STK 1)

§ 9: HVER DELTAGER MEDBRINGER EN PASSENDE PRÆMIE TIL EN PULJE, SOM DET VINDENDE HOLD DELER.

§ 10: HVER DELTAGER MEDBRINGER EN PASSENDE MÆNGDE ALKOHOL, SOM HAN SELV DRIKKER, HVIS HAN PÅ NOGEN MÅDE KAN. ELLERS MÅ HAN DELE.

-

HIGH SCORE: 297 POINT (15.01.10) – DER KAN MAX SCORES 7 X 60 = 420 POINT.

1 kommentar:

  1. http://andyg.dk/p6trends/artists
    Efter af have sundet sig et stykke tid og lyttet til P6 beat må man konkludere vi så har fået en radiostation - en god og bred og på nogle tider af dagen fremragende radiostation. Men på ingen måde den inciterende insprøjtning af et streaming-fix DR ROCK var i hine dage. På linket kan man dog (bl.a.) forsikre sig om at noget er lige så godt som i gamle dage. Hermed anbefalet.

    SvarSlet