MODE.rering

DEN TØRRE SANDHED

SINE LOGO

SINE LOGO

SINE LOGO

SINE LOGO

ELVIS IS EVERYWHERE

© Nicklas Red 2014

ÅNDSSVAGE ARGUMENTER

Etikette

At der er en tendens til at bruge det (old)nordiske, når man skal sælge kildevand (Egekilde, Harilds og altså Mimer) er hvad det er. Ikke overraskende og måske på sin plats: Det har den rette bismag af (pæleontologisk) sundhed og måske især romantisk korrekthed.

Men.

Når man så garnerer sit navn - Mimer - med to (moderigtige) ugler og to fiffigt grafisk udførte meanderborte, så bliver heraldikken og logoikken sgu lidt udvandet. Mimer var nok et klogt hoved, men ugler indgår ikke i hans mytologi. Det gør derimod Odin, der som bekendt også var en vidende herre, blandt andet i kraft af Mimer - og så to ravne!

Værre er det, at de to mæanderbånd (såkaldt 'løbende hunde') er hentet fra græsk ornamentik, og intet har eller skal have at gøre med dansk vand. Heller ikke selvom etiketten har en smuk middelhavsblå farve.

Man skal med andre ord ikke drikke af 'Mimers Brønd' hvis man ønsker at blive klogere og mere vidende. Så skal man drikke af almen viden.

Press pause press play press foreplay

Saussure la route 2

I dag - netop i dag, da jeg sad uden min iTunes-sang-bank og derfor havde søgt nye veje - nærmere bestemt Last.fm (hermed anbefalet) så jeg det frygteligt klart! Jeg blev nærmest chokeret over det åbenlyse og vulgære ved det. Senere kom overvejelserne og eftertanken. Og alle dele kommer her:
Fallossymboler og penisattrapper er der der ved Gud nok af. Og det både i den tingslige så vel som den repræsentative og (ikono)grafiske verden: Pilene, våben, nøgler, paraplyer, knive, tuber - det er til at gå til i og af over, hvor banalt, genitalmimetisk manden har udformet sine redskaber og tegn.
De kvindelige vaginasymboler er ofte mere abstrakt-metaforiske: "Vi må dybere ind", "der er huller i hans argumentation", "han er helt opslugt af det" og lignende. Og uden at være (alt for) kønskonservativ, så finder jeg denne forskel ganske logisk: det konkrete penetrerende på den ene side, og det reflekterende absorberende abstrakte på den anden.
Men så skulle jeg lige trykke på pauseknappen på min (apropos!) "Florence and the Machine-radio" på Last.fm-grafikken - og hvad så jeg så ved siden af play-pilen (penishodet)? Jeg så to velvoksne, ja svulmende "labia majora" - som jeg tilmed var tvunget til at føre min (repræsentative ganske vist, men alligevel) finger hen på! Har andre ikke set dette?! Har den oprindelige designer af pauseknappen overhovedet været intellektuelt i nærheden af dette ursymbol? Eller har han tænkt i musikalsk, kronologisk interval-symbolik?
Fra nu af aldrig mere en pauseknap uden denne association - og næsten værre: Hvorfor pause og vagina? Hvor passer pause ind i den genitalikonografiske logik? Er det pause som i modkronologisk 'tilbage' - 'ind i skødet igen'? Eller er det mere pause som i tid til en 'frugtbar' overvejelse af det man er i gang med at afvikle?
Vi er nok nødt til at have alle tegnene med, for at retablere logikken. Afviklingsikonerne repræsenterer selvfølgelig kønsorganerne, fordi al afvikling er at sammenligne med samlejet og det lystfyldte. Om det er musik, billeder eller en tale af Lenin - så bliver det til en leg og et forløb, hvor man kan navigere sin lyst, sin interesse og sin hengivelse. Selvfølgelig via sin kontrol, som altid er sexet og stimulerende. Og hvad med stopknappen, siger du. Firkanten er materien, stoffet; et kendt symbol - knappen er således både en påmindelse og en bevidstgørelse af, AT der afvikles og elskes noget. Det konkrete - som så ganske rædselsfuldt forræderrisk bliver lig med den virkelighed, der omgiver de to legesyge knapper - der altså igen fremstår som grafiske repræsentationer. Voila. Og tak for i aften. Nu skal jeg lige spille noget af på min pc.

21.12.12 - Vil du sammenligne billeder og ikonografi kan jeg anbefale følgende website fra den kinesiske kunstner Chin Chin Wu. Hendes projekt byder på en del billedmateriale, som for altid vil ændre dit syn på kvindes skamlæber:

http://www.chinchinwu.net/?cat=39

CIGARETTEN HEDDER CALM

Cig navnet

Har man ellers øjnene med sig, så er det ikke svært at se, hvilken type bogstaver man foretrækker til cigaretpakkens navn. De skal først og fremmest være condensed. Og så må der meget gerne være seriffer på. Nu er anden lighed imidlertid gået op for mig: Der findes også bogstaver som er gennemgående for cigaretnavne!
Fonten er nem at forklare; Det er et spørgsmål om at signalere en vis maskulinitet, som man gerne ser i de gode gamle westerns. Fordi vi mænd godt kan lide cigaretter - og fordi rygere (af begge køn) gerne vil forbinde deres rygning med en slags frihedstreng og frihedshævdelse og frihedsdyrkning, som de glade cowboys aldrig skænkede en tanke, fordi de var sultne. De navne som står med rene fonte (Prince - Look - Mistral) er ofte til piger, som gerne vil have et mere elegant udtryk ... det er straks sværere at forklare overvægten af L'er, M'er, A'er og C'er i cigaretternes navne (Pall Mall, L&M, Marlboro, Camel, Phillip Morris, Skjold, LD, Corner, ...).
Javel, selvfølgelig har Marlboro sat mange af de her omtalte standarder for font og navn - men vi står stadig med et tydeligt mønster, som ikke udelukkende kan stamme fra Marlboro - eller for så vidt godt kan, men det er en forbindelse, der nu ligger så langt tilbage, at dem der køber cigaretter med seje navne, ikke køber dem fordi de lyder 'Marlboro-agtige', men fordi de lyder fede og ser fede ud ... dette princip er superlækkert og kan udforskes i det uendelige! Findes der en sociologisk term eller praksis, der dækker det? Det er ligesom gummistøvlens 'Wellington-syning', som ingen kender baggrunden for, men helt bestemt mener skal være på en ordentlig gummistøvle. Eller det er ligesom med at give hånd .. alle gør det, ingen ved hvorfor man oprindeligt gik i gang med det! "Kultur er det man ikke stiller spørgsmål ved, når (mens?) man gør det." Tag DEN til rækken af kloge kulturdefinitioner.
Men hvad ER det man (er endt med at) synes der er så godt ved L, M, A, og evt. C - hvis man er ryger? Vi lader bogstaverne stå et øjeblik, så man kan danne ordet "calm" ... men det er ikke godt nok!
M & A er jo 'mor-bogstaver'; MAMA!, hvilket passer fint til patten man sutter på, når man ryger. (Uha - omvendt sutuation: Man suger på sin Pall Mall og ind kommer tjæregul mælk! Uha uha, endnu værre: Man sutter på en (sin) pat og får nikotinmættet røg i munden!). M & A er imidlertid også nogle af alfabetets bogstaver, som 'står' ualmindeligt godt - de er i balance og kontrol - hvilket jo er typisk for rygerne (altså at de er gode til at falde ned og slappe af). Udover det kan begge bogstaver også betragtes som nogle af alfabetets mest ornamenterede og smukke. Især da når serifferne kommer i sving. Men hvis sidstnævnte argument skal sælges, så skal rygere være mere æstetiske mennesker end ikke-rygere?
L & C vil jeg forbinde med henholdsvis det stolte og pekuniære. L'et knejser (måske endda potent) med sin form, og blander sig ofte i statussammenhænge på den der cigaretnavnagtige måde: Adel, Nobel, Royal, Earl .. Men vigtigere er nok, at bogstavet i sin minuskeludgave ligner selve cigaretpakkens indhold - så der kan sagtens være tale om en direkte begærsoverførsel til bogstavet. C'et er et centi-bogstav, et talbogstav, som dermed peger på cigarettens adgang til en større mængde "c-notes" eller måske bare coins. Jeg husker  dog tilbage fra de gode gamle paranoide dage, at man kunne finde en (lidt primitiv, men dog en) mand med en erigeret penis i "Camelens" forben og overkrop - hvorefter man trumfede med den gravide mave! (i.e. kamelens pukkel - ingen nævnede nogensinde sodomi?) - her kunne C'ets gravide bue også spille en rolle. Jeg tror imidlertid C'et som L'et kan kobles på pakkens indhold: Cigaretter - men helst vi jeg tro C'et mimer månens form og dermed forbinder cigaretten med måne, mystik og alkymi. For sådan er røgen også.
Og hvorfor findes der ikke et ord, som rygere kan sige, ligesom drikkere siger, når de siger "skål"? Dét ord her som afslutning.