HELLERE HØJ OG TYND OG LANG OG SMAL

 

hvor smal er smal litteratur?

skal den være skrevet med akademisk fraktur?

knække sine elfenben i det gyldne burs tårnagtige favntag

bagstræberisk lade loddet falde i utur som et defekt kukur?

er det kun bøger for de få der dur - til at være det?

til at hærge de særlige stuer

hvor man sutter på brillestængerne og

godt ved man aldrig ender sammen med ørehængerne

i boghandlernes rammer?

bestsedlernes stammer?

 

kan man være uheldig at tabe den smalle litteratur ned i en kloakrist

til hvor den først og sidst i nogles ører måske også hører til

plaskende lander den der hvor lorten er

og sidernes kildne materiale får pludseligt et andet potentiale

og så bliver bogens naturlige element til et ufikst moment

hvor man står i ord til halsen og et suffiks uden ende?

 

kan den synke ned ned mellem to forstoppede puder

i smagsdommerens sofistiske møbel af en flyder

gemme sig med småmønter og lommefilosofisk fnuller

mens han daler om og taler om og guldrander sine

selvrosende tilankelnedsablende flovser om værkets

utilstrækkelige huld

og drikker sig fuld i billige magtspil og stikpiller

om minimalistiske noveller der sælger stort

 

kan den klemme sig ind mellem ordene over og set

og så stå der som et stumt alfabet

tumpet nok til at blive udlet

af alle dem der ved bredere?

 

eller

 

kan den komme ind på hoteller og parceller

til et menneske i en kælder

kan den komme ind de steder hvor sprækken er lukket til

af angst for reklamer i lange bonformede baner

ind hvor bekymringerne har trukket læberne stramme som bånd

og hænderne knuget hårde om håbet

og dér være

et velment blik på det elendige liv

det besværlige hiv og halen mellem benene

skabe et håb med sprogets helende deling

autofiktivt præcist som en præstindes vitriol

kan finde og rette alt på plads i sindets reol

klemt inde mellem genesis og gogol?

 

er der en højere mening med at smal er et anagram for slam

og at jeg derfor slammer over

at jeg ikke skammer mig over

at min bog stammer fra de lammeste rim

på smerte og hjerte

krop og nok

bortrømte drømme

ordenes rod?

 

husk på

de rimende får altid skåret ulden ud af munden

og mærket varmen i frostmorgenstunden

helt til benet kan det gå

hvis fødderne sidder ordentligt på

og vorherre ellers har stillet termostaten

der hvor satan ikke kan se den

 

jeg tager mig til hodet

der hvor det' smallest

der hvor alle siger

der' kortest fra tanke til handling

fra ælling til forvandling

tapper mine to tindinger

for hjernevindinger

med hænder som tvillinger

ligner Munch på broen

bare billigere

bare villigere til at

smide troen på kontoen

 

kunst koster hjernekassen

ikke det masser af nuller mener passer

hjernen er smallest lige mellem øjnene

der hvor man først lugter løgnene

det er nemt at forestille sig

at smal litteratur må være smal

fordi der kun er kaldt

på det aller aller bedste

som forfatteren kan fatte og formulere

klatte ned på papirer

der er ikke noget onkelvakkert favntag her

det ikke en lounget sarkofag der

ikke nogen brede varme arme der griber kage og karma

i den smalle bog er skriften kommet ud af en kanyle

sylespidsformuleret og topreguleret fra det skarpeste æg tænkelig

sproget er siet fra himmel til hav og

fra tønde til stav og

fra sø til pyt

fra sky til til omvendt paraply

tilbage står man med

et fossende vandvid på et tyndt beskrevet blad

det' en gedde i et guldfiskebad

en hammerhaj i et hyttefad

men

det er nemmere at svømme mod strømmen når

man står på højkant

og kan komme ud

og komme ind

selv det smalleste sted

for at så blomster i selv det smalleste bed

hvor der er jord er der ord

 

CHRIStmas REAction

I'm driving home for Christmas

Oh, I can't wait to see those numbers

I'm driving home for Last mass, yea

Well we're moving down that climate

And it's been so long

But we will see it

I sing this song

To press the fact out loud

Driving in my car

Driving home for Last mass

It's gonna take some time

But we'll get there

Top to toe in callbacks

Oh, we got red lights as a fact

But soon there'll be a freeway, yea 

Get my feet on soggy ground

So I sing for you

Though you can't hear cos'

We're not yet through

And feel it near us

Driving in our car

We're driving home for Last mass

Driving home for Last mass

With a thousand wrong regrets

I take a look at the driver next to me

He's just the same

Just the same

EFTERTANKESTREGER 2

© Claude Rouge

© Claude Rouge

© Claude Rouge

© Claude Rouge

EFTERTANKESTREGER

Good grief!

Det er svært ikke at give sit besyv med, og måske især nu, hvor nye tendenser for alvor tegner sig blandt markedskræfter (flere tusind kroner for et blad på e-pay), grimme og bagstræberiske beskyldninger (kan man anklage nogen for ikke at bruge sin ytringsfrihed?), færre og færre moderate stemmer (flere og flere skingre) og det almindeligt forstemmende opbud af demokratiske bedragere.
Her er stregen, her er dem der går over, her er dem det går ud over og her er det punktum, der aldrig bliver sat.

SINE LOGO

SINE LOGO

HOS PSYKOLOGEN

En udkogt refleksion

Psykologen: Hej goddag.
Klienten: Ja ,hej goddag.
Psykologen: Skal vi så høre hvordan det går?
Klienten: Ja.
Psykologen: Godt. Hvor godt.
Klienten: Nej.
Psykologen: Nej?
Klienten: Det går slet ikke godt.
Psykologen: Nej?
Klienten: Ja.
Psykologen: Kan du komme det lidt nærmere? 
Klienten: Jeg forstår ikke mine erfaringer. 
Psykologen: Du forstår ikke dine erfaringer?
Klienten: Jeg ved ikke hvad jeg skal lære af dem. De opstår igen og igen som et tilbagevendende mareridt og jeg kan sidde der med dem som døde kæledyr - væsner man har været helt tæt på, men egentlig aldrig forstået.
Psykologen: Æh -
Klienten: Jeg frygter min erfaring er at min erfaring er at jeg får lidt ud af livet.
Psykologen: Kunne du sige noget mere om dit kæledyr? Nej, dine erfaringer.
Klienten: Død undulat. Død kat. Aflivet hund. Fisk. Fisk. Fisk.
Psykologen: Jah, fisk.
Klienten: Fisk.
Psykologen: Kom frisk. Smiley.
Klienten: Smiley smiley.
Psykologen: Hvor godt.
Klienten: Så det godt.

KRIMIKONSTIPATION - pitch 2

Som var han blevet fanget af et fiktivt dobbeltspil gik det langsomt op for Nielsen, at det måtte være ham selv, der havde dræbt forfatteren. Kula Strekksoms ganske lille bekendtskabskreds og minimale berøringsflade med verden var gennemtrevlet og nu opløst i et håbløst mønster, som indforstået grinede fra de trætte og bløde masonitplader, der tjente som opslagstavler i hans midlertidige kontor. Lydene fra de nye naboer i hans fraskilte tilværelse var stadig fremmede, men pludselig langt mere virkelige, som han sad der med livet og døden og tiden på hænderne. Langomt pillede han billeder og tekst ned fra tavlen, lagde dem på gulvet og fandt matchene i hans eget elendige liv.
På teksten 'mordvåben' placerede han sin gamle jagtkniv, som han ikke havde kunnet finde siden før hele sagen startede. På 'motiv' fandt han snart en knoglesmertende træthed over den uendelige række tv-serier og romaner med skildringer af forbrydelser, der på ingen måde mindede om hans egen triste hverdag. Morderens adgang til lejligheden i lyset af Kula Strekksoms uigennemtrængelige isolation lå lige for. Hun havde jo selv kontaktet ham i sin research for flere år siden, da hun startede på det der skulle blive hendes ufuldstændige 17. roman om 'livet på A-gangen'. En, mente Nielsen, rædsomt langtrukken serie om en vicekriminalkommisær, der har taget springet fra en universitetsuddannelse som psykolog til arbejdet som politi, i et håbløst forsøg på at kontrollere sine dæmoner.
På det dårlige billede fra overvågningskameraet lagde han sit eget id. Ja, sit eget id - Freuds selvlysende skelet stod igen for ham og pegede med sine kræftramte, krumme fingre på hans ubevidste voldelige, hans tjenstlige sublimering og hans uundgåelige misgerning.
Han sukkede, løftede sølvskeen og rørte et par gange rundt i den kolde og tykke kaffe på det vaklende skrivebord. Lyset gik ud igen.