MAGRITTERUTEN 10. MAJ 2026 - ISTANBUL

CHRIStmas REAction

I'm driving home for Christmas

Oh, I can't wait to see those numbers

I'm driving home for Last mass, yea

Well we're moving down that climate

And it's been so long

But we will see it

I sing this song

To press the fact out loud

Driving in my car

Driving home for Last mass

It's gonna take some time

But we'll get there

Top to toe in callbacks

Oh, we got red lights as a fact

But soon there'll be a freeway, yea 

Get my feet on soggy ground

So I sing for you

Though you can't hear cos'

We're not yet through

And feel it near us

Driving in our car

We're driving home for Last mass

Driving home for Last mass

With a thousand wrong regrets

I take a look at the driver next to me

He's just the same

Just the same

OLIEDREVET IRONI & BANAL MELANKOLI

Visse morgener, hvor jeg ikke selv sidder i bilen, men betragter trafikken fra land giver den mig altid en fornemmelse af menneskehed. Ikke filosofisk eller humanistisk, men menneskehed i sin mest banale form; på vej til arbejde uden at stille for mange spørgsmål. Strømmen af køretøjer kombineret med daggryet og de mange ensartede silhouetter af hoveder og hjul. En summen af enheder, hvor man ikke kan skille den ene fra den anden. Tyngden og kræfternes samspil. Måske er det en følelse jeg blevet opdraget til at have gennem mediernes sprog - det utal af kortere og længere scener, der skal markere at verden er stor og menneskeheden almindeligt igang, før man zoomer ind? Alle de mennesker i deres automobile skin under solen eller skyerne. Glimtende karosserier og autoglas. Følelsen forlader mig ikke, selvom jeg udfordrer den. Sådan ser verden ud. Sådan klækkes dagen hver evige eneste tidsforskellig morgen overalt på planeten og det har den gjort siden bilen blev tilgængelig for lønarbejderen og symbolsk for civilisationen.

Er der en undergravende pointe i dette?

Skete det en morgen nord for Aarhus, at der opstod en ironi i billedet? 

At tiden var gået og historien skulle skrives om? 

Viste det sig, at alle de små motoriserede fortællinger høvlede klodens ned?

Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

ET SALVADOR DALI-BLIK

Min bror har lånt en Mercedes. Den holder i garagen og fylder den næsten helt ud. Ikke bare, fordi det er en stor bil - den fylder også i kraft af sit brand og sine linier, og den fylder med alt det potentiale, der ligger i sådan et vehikel.

Jeg står lige ved siden af den ene forlygte og nyder déns finish. Nyder detaljen i det klare, bølgende glas. Snittet, størrelseforholdene og den geometriske omhu, jeg ved der er lagt for at pærens lys kan brydes og finde vej ud på mellemrummet mellem fartens vektor og bilens underlag.

Jeg lader blikket glide ubesværet og lidt liderligt ned langs karrosseriet, samlingerne, stolperne, dens sølvgrå træk. Tænker på delene. Tænker på svejseflammer, nitter, gevind, ruller, ledninger, kobber, processorer, sikringer og instrumentbrættets dybsorte fuldendte form - fra fører til passagers fremsyn. De indlagte instrumenter, teknologiens intarsia. Jeg tænker på, hvor meget af bilen der på et tidspunkt må have været flydende, før det blev støbt i en form. Jeg forestiller mig skærmkasser og hjulnav hidsigtrødt skvulpende. Gummilister, isolering og greb boblende - sejlende frem og ned i hysterisk afmålte doser, for at finde ro i en enkelt størknende del, der nu sidder her et sted og gør bilen hel. Jeg forestiller mig al den varme, der emmer op fra værket.

Og så ser jeg, hvordan bilen som et næsehorn eller en elefant i et kort øjeblik floves og ligesom gi’r sig under deres hornede, grå hud. Som om der var kød indeni.

ZEPPELIN

KANINHJERTE

HVID TOYOTA SORT

Blev i morges på vej til arbejde overhalet af en hvid Toyota. I øjeblikket for overhalingen og konstateringen af farve, mærke og model (Avensis) blev jeg ramt af en gammel fornemmelse af, selv at sidde i en hvid Toyota på vej til arbejde. For jeg kørte faktisk i en hvid Toyota (Corolla) gennem nogle år i slut-90’erne. Jeg kunne mærke Corollaens vægt, motorkraft og styretøj, sanse kabinens rum og lyd indlejret i den tids bevægelse mod skolen og eleverne. Jeg kunne på en måde bedre mærke det unge menneske i den hvide Toyota, end mig selv i den sorte Renault Clio jeg sad i, uagtet jeg skulle den samme vej som dengang. Jeg blev overhalet af min fortid, og det var bevægelsen uden på bevægelsen, der gjorde det. Dén og så et ganske lille glimt af kronologisk tvivl. Som når man går bag sin egen skygge lidt for længe.

TIDS PUNKTÉR

Tempus insula

Lige nu for tiden går tiden for hurtigt på de forkerte tidspunkter - fx nu, hvor jeg skal falde i søvn eller er lige ved at blive 50. Eller i morgen tidlig, hvor øjnene slår sig op sekundet inden uret ringer. Eller i køen til hvadsomhelst. Eller med alt, der tager tid.

Men lige nu, hvor jeg skriver om tiden kan jeg næsten holde den i ro.  

Jeg maser tiden ned rundt om alle bogstaverne i den sorte seje masse, man godt kan få øje på, hvis man anstrenger sig lidt. 

Ordene bliver til øer i tidens strøm, som næsten lyder som tidens drøm. Bogstaverne bliver primitive bygningsværker på øerne i tidens strøm. 

Og lige nu, hvor dit øje kigger på en ø, går tiden i stø.

HAIKU OK; FORÅR PÅ LISBJERG BAKKE

Morgen ved tanken

Lærkesang overdøver

Pumpe og trafik

PIKTOGRAMSTATEN

-->

Tegn på tegn

Alle har vel efterhånden mødt skilte og piktogrammer i trafikken eller bybilledet, som nogen har ændret ved. Her tænkes ikke på klistermærker, som jo har sin egen egocentrerede dagsorden og kommunikationspraksis (vi genkalder os med glæde ’pik-mærkerne’), men på de oftest morsomme modifikationer af advarsels-, forbuds- og påbudsskiltene. Ved man ikke hvad jeg her tænker på kan man orientere sig længere nede, eller søge sig til døde.

Som udgangspunkt er en hvilken som helst vandalisering af offentlig ejendom jo rebelsk. Rebelsk-politisk, rebelsk-destruktiv eller måske bare rebelsk-rebelsk. Det at det er offentlig ejendom OG led i en kommunikativ og dermed kontrollerende praksis gør provokationen af rebellen så meget større og tydeligere. Sværere at modstå.

Men jeg tolker ikke skiltene som rebelske. Ikke ved nærmere eftertanke. Heller ikke selvom de eksplicit modsiger eller undergraver påbud, forbud og advarsler. På en måde er modifikationerne for artige – og for arty’e. Dertil kommer at skiltenes kommunikative præmis og grafik er så stærk, at hvis de ikke er komplet overmalede, så vil deres oprindelige budskab stadig tale med.

Jeg tænker i stedet, at modifikationerne er en ny, mindre bombastisk, svagere ironisk, og først og fremmest stærkt kontekstbevidst tilgang til det rebelske. Med andre ord er bemalingerne – som en passant altid er neurotisk præcist og omhyggeligt udført – mere udtryk for en høflig og humoristisk modsigelse, der understreger samfundsborgerens kompetence, frem for hans eller hendes inkompetence, hvis man kan sige det på den måde. Skiltenes oftest åbenbare budskab og dermed rationale, er ikke længere nødvendige for os; vi ved godt der er regler og at reglerne er til for vores egen (vel- og samfærdsels) skyld. Ha ha. Selvfølgelig kører vi ikke ind ad en ensrettet gade – nogen kunne jo komme til skade. Den autoritet der tidligere stod om snart sagt ethvert forbudsskilt er ikke længere nødvendig, hvorfor den rebelske kommentar også har ændret karakter.

Det minder en lille smule om Disneyland.

ET MIT-EGET-BLIK-BLIK

Just drive, she said

En morgen på vej til arbejde i min bil, ser jeg en rød varevogn i den modsatte side af vejen. Den har ingen mærker eller navn på siderne. Den er beskidt og en del år gammel. Den har samme farve som en falmet ordbog. En Toyota HiAce vil jeg tro.

Den holder oven på den rabat, der ligger mellem landevejen og cykelstien. Der er skov på varevognens side. På min side løber varmerørene, og bag dem ligger golfbanen.

Da jeg er kørt forbi kan jeg se, at både bagsmækken og skydedøren står åbne. Der er både lyst og mørkt i rummet. Jeg kan ikke se, om der ligger noget inde i bilen, men det vil der gøre. 
For lige før jeg passerede bilen, får jeg et glimt af en mand i røde overalls med lysende sikkerhedsstriber på. Han holder en ung buk i dens bagben og opsatser, så forbenene stritter låst og hjælpeløst op i luften. Han kigger ikke på bilerne, der kører forbi.

Det er især farven jeg kan genkalde mig. Den var nærmest gylden. Måske fordi pelsen er så ny på denne tid af året.

Jeg tænkte det kunne være mig.

PLASTIKONER

Wood vs wind

Som genbrugskunstner er der jo nok af materialer at vælge mellem. Herunder vil jeg gerne præsentere en anderledes vinkel på denne overdådighed - da jeg ikke decideret har anvendt materialerne, men kun affotograferet dem. 

BAD TASTE

Vi beflitter os ikke ellers med det politiske korrekte og dets åbenlyse modsætning, men hermed gøres en undtagelse:

I sig selv er en annoncering med denne ordlyd i umiddelbar nærhed af trafik udtryk for virkelig elendig fornemmelse for hvad man kan tillade sig. Men at den både kommer op samtidig med offentliggørelsen af de historisk dårligste tal for dræbte cyklister ved højresvingsulykker, og tilmed er påtrykt symboler, der kan forveksles med dem vi ser på vejene, er helt ubegribeligt.
Hvad laver de på bureauerne? Følger de med i virkeligheden?

THE MEDIUM IS THE MESSAGE

Remedieringsremedier

 

Følgende tekst indtalte jeg fredag morgen kl. 6:58.

 

"Jeg står på en mark, lidt uden for Aarhus. Og det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort. Jo, måske gjorde jeg det da var ude og gå en tur, da jeg besøgte min ulykkelige kærlighed på en højskole ved Holbæk for meget længe siden. Men det har ikke noget med sagen at gøre, fordi ... marken er, er så stor og så åben, og egentlig slet ikke et rum, men et landskab. Og det er jo ganske fantastisk at stå i et landskab. Og der er blevet høstet, så det er bare stubbe. Det er det man kan høre, når jeg går og træder ned i de stive og hule rør. Det har en dlanding af den der ... det popper sådan når man træder dem ned, fordi der er luft i dem. Men marken er stor og åben som et rum, man sjældent befinder sig i som et bymenneske - på benene. Man kører gennem landskaberne, men det der sker lige nu, og måske kan man høre det, fordi det summer bagved, og det er selvfølgelig motorvejen, tilkørselsvejen og hovedvejene. Og det der sker lige nu, er at jeg står på marken og kigger ud på trafikken og kan høre trafikken, og det vil sige det er mig der står stille og trafikken der bevæger sig. Det er helt omvendt. Kirkeklokke. Klokken er syv. Landsbykirken ringer klokken syv. I byen ringer de klokken otte. Men rummet er fantastisk. Det er som et hav. Det er helt fantastisk. Ja."

 

I disse tider taler man meget (!) om remediering, og man kan ligesom ikke blive enige om, hvad det er. Er det versioneringer, genindspilninger, omprogrammeringer, kalkeringer eller slet og ret projektioner?

Så bare for at smide endnu en vinkel på - så er ovenstående vel også en slags remediering. For jeg ville da aldrig nogensinde have valgt at stikke en båndoptager i snotten på mig selv, bare fordi jeg følte mig lidt filosofisk / antropologisk opstemt, hvis ikke jeg 1) havde hørt X antal fremragende radioreportager på P1 (hermed anbefalet) og 2) havde en båndoptager lige ved hånden.
Remediering er altså også - og det er det nye - en helt personlig erkendelse gennem et medie, alternativt en medieret genre, som gør refleksionen eller selvfølelsen stærkere. I den forstand kan vi nu også åbne op for alle de sociale medier som en art remediering af selvet. Hvor man tidligere så at sige selv var medie (lidt i samme stil som de mennesker, der taler med ånder) for sin sjæl, så skal mediet nu faktisk VÆRE et medium, for at sjælen kan finde en form.

Yderligere vil jeg vove den påstand, at teknologien har næret og faciliteret dette ønske helt ublu på det seneste, fordi alle nu har adgang til de medier, der tidligere var ekslusive medieringsremedier.
Jeg ved ikke om dette er godt eller skidt eller blot et faktum. Men det føltes meget fint at stå der på marken som en anden åndfuld radioperson(lighed).