Hvem vågner?

Da jeg vågnede igår morges - lidt kvalm og med den ubehagelige fornemmelse af strøm i kroppen - og klokken var seks, overvejede jeg, om jeg var klar og havde overskud til at stå op. Der var også et eksistentielt ubehag som der ofte er på denne tid af året. Madpakken havde jeg lavet aftenen før med både morgenmad og frokost, så jeg skulle bare stå op og vaske mig lidt og så køre i svømmehallen inden arbejde.
Jeg gjorde det. Jeg greb min taske og min sportstaske og kørte ud i den fredelige og lyse morgen.
Af en eller anden grund, som nok var trafik, så jeg mig pludselig for enden af det, der havde givet mig alle disse privilegier og forstod, at jeg kunne være vågnet og skulle være stået op som en helt anden og aldrig haft et korn af det, jeg har. Penge og selvforståelse først og fremmest. Hus og bil. Klippekort til svømmehal. Handsker udenpå mine fingre med ringene. Blikket på de andre mutte billister. Dette indlægs sprog og disse tanker ligefuldt også en paradoksal konklusion på noget jeg ikke ved hvad er om jeg vil eller kan være anderledes skulle være mødt et andet sted fuld af lykke og afklaret sorg. 

TRE UFULDENDTE FOTOGRAFIER

NAT I MORGEN

Da jeg vågnede i morges var mit vækkeur gået i stå. Jeg skulle ikke op, så jeg havde ikke sovet over, og blev derfor ikke kastet ud i den lange ubehagelige, beklagelige, selvforglemmende rejse tilbage til tiden, som man tager i de tilfælde, når man tager på arbejde i krøllet tøj og dårlig ånde. Derfor kunne jeg blive liggende og blandt andet tænke på, at jeg havde kigget på uret på et tidspunkt i nat - og der må det allerede have været gået i stå, for jeg kunne huske jeg havde aflæst skiven og tænkt det var tidligt jeg vågnede. Jeg kunne ikke gøre mig fri af en slags søvnigt jetlag. Det var jo ikke fordi, jeg godt vidste tiden var gået, men uret viste på en måde noget andet. At den også ikke kunne være gået. Fornemmelsen af at have været død mere end have sovet, fordi det blev så klart, at mens jeg lå der, væk for verden i mit eget mørke og hjernens elektriske dønninger, så stod symbolmaskinen der ved siden af og stod af. På et helt præcist tidspunkt gik jeg fra at trække vejret, mens tiden gik, til at gøre det uden tiden gik. Armbåndsuret - som man kan skimte på billedet - var i en anden zone, var et andet apparat med hverdagens lyse uvedkommende visere. Den elskedes vejr ved siden af, på samme måde en anden verden, som hendes ur målte og holdt øje med. Det var som at have set noget forbudt, men uden at bruge øjnene. Som at have en hemmelighed ingen interesserer sig for. I sin kerne er det så banalt som det kan blive: Hændelse - forsættelse. Strøm der slipper op. Dun der rejser sig i våret, når man løfter hodet. Kroppen i huset. Gulvet der knirker. Datoen. 

Engang for mange år siden siden et andet sted oplevede jeg måske noget lignende, da et andet vækkeur ikke var gået i stå, men havde været stoppet, fordi der havde været strømafbrydelse, mens vi sov. Ledningen i væggen og den tændte kontakt. Og så alligevel en time bagefter med udsigt til en diset morgen. Da var det ikke døden jeg mærkede. Det var mere som et ufortalt eventyr. En chance vi havde forpasset for at gå blandt de sovende. Og døde. 

HJEM KÆRE HJEM

 
 








Flere sange om bygninger og mad

Huset er på mange måder en udbygning af ens eget væsen. Et naturligt skjold, en kæmpe negl, der piskes af storm og renter, men samtidig lyer for elskov og sorg. 'Hjem' er det varmeste og blødeste ord du har for en hård ting i dit vokabularium, og man fyldes af følelser ved den blotte lyd af det.

Jeg har det sådan at jeg hader lyden af højtryksrensere, ukrudtsbrændere, hækklippere, pudsemaskiner og hamre, ligesom jeg hader duften af træimprægnering, kit, gipsplader og rockwool. Jeg har med andre ord ikke et afklaret forhold til mit hus som en konkret vedligeholdelseskrævende størrelse. Måske er det derfor jeg i disse stormfulde tider kan mærke, hvordan skallen om mit liv skutter sig og klager over denne mangel på omsorg. Men for mig er huset mere som kraniet. Noget der omslutter mit liv, der altså er kendetegnet ved abstrakte og emotionelle værdier som musik, litteratur og samtaler. Og noget jeg ikke tænker på, når jeg tænker. Så selvom regnen pisker ind på ruden, og der samler sig store gennemblødningstruende søer på det flade tag, så går tankerne først til huset dagene efter, eller værre først når den store grå plet breder sig som en utæt truende paraply over mit enfoldige akademiske væsen. Når sol og frost omklamrer mit hjem, og får det til at knage og sukke i rammer og fuger, og når vinden hidsigt rykker i tagskægget, for at tjekke om det tilbyder falsk tryghed, så parkerer jeg enhver uro og virketrang i en slags eventyrlig forestilling om, at jeg er på det sted og i det slot, hvor jeg skal bo til mine dages ende - ikke i en konstruktion der kan karakteriseres med K’er og kritiske blikke fra mænd med kasketter. Og når parketgulvet begynder at knage og knirke, så man går nye veje, eller helt naturligt kan høre, hvor andre bevæger sig, så dæmrer ikke en eneste tanke i mit hoved, der har at gøre med, hvilke falser eller hvilke søm mit gulv er samlet med.

Jeg tror det spiller ind, at selvom hjemmet er en konstruktion og organisering af konkrete materialer, så er det netop også ‘et hjem’: Hvor mange tænker tagsten, spær, spanter og afsyrede skabe, når man siger hjem? Hvor mange tænker mursten, tapet og bærende konstruktioner, når ‘hjemmets fire vægge’ bliver nævnt? Jeg vil endda gå så vidt som til at påstå, at når jeg siger jeg har et hus - så er det helt på linie med at sige, jeg har hjem. Ikke engang det ellers helt synlige faktum i de efterhånden meget påtrængende sætterevner får mig til at tænke på, at huset ligger på en skråning, der ikke helt har besluttet sig for at blive, hvor den er. Jeg bor ikke i et hus. Jeg bor i mit hjem. Og mit hjem er (i) mit sprogcenter.

HUSPOETEN

For at du kan kigge ud

Har huset rejst en usynlig mur

Fugles blikke omkommer i

INTIMT PANORAMA

EN SCENE

ET JØRGEN LETH-BLIK

Sidevejen 66

 

På den gade, hvor jeg bor, har nogen stillet en container op ude foran deres hus. Den er sort og stor. Større end de biler, der også holder foran husene. Containeren står vinkelret på huset, således at menneskene kan gå lige ind i den fra hoveddøren, og lige ind i huset tilbage igen. Det har de gjort nogle gange. De har ting i hænderne, når de går ind i containeren. Og ingenting i hænderne, når de går tilbage ind i huset. Det er som de prøver at koncentrere hjemmet lige uden for hjemmet. Måske for at kunne tage det med et andet sted hen? De er meget målrettede. De ved præcist hvad de laver. Det er som en absurd teaterforestilling eller et cirkusnummer. Meningsløst men velkoordineret. Man forestiller sig det tømte hjem, med de rungende stuer. Hvad det vil sige at bebo. Jeg kører forbi i min bil - en anden slags container, der et øjeblik står parallelt med deres hus. Og jeg kigger ind på den lukkede ende af deres sorte container, og forestiller mig, at den var åben i begge ender. Lige nu. En tragt hvorigennem man kunne betragte hjemmet gennem hjemmet. Et hjem er ikke bare et hjem.



Corleone Vendsyssel

Language is a crime

Har været hjemme i ferien. Nordpå. Og haft mere end almindelig lejlighed til at høre hjemstavnens accenter på centrale ord og begreber som "at være", "at mene" og "at spise for meget". Vi snakker ikke vendelbomål, bare almindeligt aalborgensisk/nordjysk, men nok til at det er så klingende umiskendeligt hjemligt og stedbart, at det synger i knogler og tarme.
Jeg har (vist) aldrig benyttet mig af den nordjyske ton'. Det kan sociolingvistikken og mine forældres uddannelses- og arbejdsmønster (det er også sociolingvistik) forklare. Men derfor kan man jo godt have en svaghed for den. Når man ikke er hjemstavnsboende længere, går der hel' sikker' også en del nostalgi i venerationen, udover det altid overraskende i at høre det SÅ udtalt, at man igen har glemt, hvordan det var det lød. Men ved dette besøg førte det ømme genhør til følgende overvejelser:
Fordi dialekter - for alle andre end sprogforskere - repræsenterer en pikant blanding af noget meget hjemligt og noget meget fremmed, man kunne også sige noget intimt og indforstået overfor noget uvant og antagonistisk, ligger det lige for at se dialekten eller accenten som en sproglig familie på linie med 'familien' i den italienske mafiamytologi. Det lokale sprog er jo lige så bollet op med regler og fælder og underforståetheder, som jeg antager mafiaens omgangsformer og gerninger er. Det er meget vigtigt at kunne 'tale' dialekten, hvis man vil være hjemme med drengene på stedet, hvis man vil være del af livet. Dem der ikke taler sproget forstår ikke spillet og scorer aldrig den rigtige kage. Det blev tydeligt denne gang, fordi det slog mig, hvor sjældent jeg hører den ægte nordjyske ton' udenfor byen og halvøen. Det er de færrest' som overholder sprogkontrakten, når de kommer væk fra familien - men dem, der så virkelig gør det, ja de er jo tydeligt indviet i et broderskab vi andre ikke forstår, men ørenlyst kan høre. I den forstand ligger der jo også et signal om at man er stolt over sin slægt og sit ophav. Man lægger ikke skjul på at være den man er - også selvom det indebærer en risiko for latterliggørelse og afsondring. Jo tydeligere det er, at man er sprogmafioso, jo bedre, for desto stærkere er man i troen og loyaliteten overfor familien. Alle ved at det var da Michael slap 'dialekten', at gnisten også slap op for ham - Don Vito talte det samme sprog hele sit liv og døde lykkelig i familiens skød og tårer.
Dialekten er altså en kriminel kultur - når man med kriminel mener båret af en vis afstandtagen til det omgivende samfund og simultan op- og udøvelse af koder og regler. Kriminalitet handler om berigelse og vækst - dialekten er også i sit væsen ekspansiv, fordi den er udadvendt og eksplicit. Men kriminalitet er på samme tid (heldigvis) begrænset af en slags moral og selvbeherskelse, der kræver en særlig (u)vilje i sin udførelse - ligesom dialekten er meget grænsebevidst og selvoptaget.
Spørgsmålet er så om de få, der taler en tydelig dialekt udenfor hjemstavnen - altså alle dem vi kan høre vi IKKE kan høre, når vi hører dem derhjemme - er ægte hårdføre kriminelle. Fuldbårne medlemmer af familien og stolte af det? Jeg tør ikke spørge.