Language is a crime
Jeg har (vist) aldrig benyttet mig af den nordjyske ton'. Det kan sociolingvistikken og mine forældres uddannelses- og arbejdsmønster (det er også sociolingvistik) forklare. Men derfor kan man jo godt have en svaghed for den. Når man ikke er hjemstavnsboende længere, går der hel' sikker' også en del nostalgi i venerationen, udover det altid overraskende i at høre det SÅ udtalt, at man igen har glemt, hvordan det var det lød. Men ved dette besøg førte det ømme genhør til følgende overvejelser:
Fordi dialekter - for alle andre end sprogforskere - repræsenterer en pikant blanding af noget meget hjemligt og noget meget fremmed, man kunne også sige noget intimt og indforstået overfor noget uvant og antagonistisk, ligger det lige for at se dialekten eller accenten som en sproglig familie på linie med 'familien' i den italienske mafiamytologi. Det lokale sprog er jo lige så bollet op med regler og fælder og underforståetheder, som jeg antager mafiaens omgangsformer og gerninger er. Det er meget vigtigt at kunne 'tale' dialekten, hvis man vil være hjemme med drengene på stedet, hvis man vil være del af livet. Dem der ikke taler sproget forstår ikke spillet og scorer aldrig den rigtige kage. Det blev tydeligt denne gang, fordi det slog mig, hvor sjældent jeg hører den ægte nordjyske ton' udenfor byen og halvøen. Det er de færrest' som overholder sprogkontrakten, når de kommer væk fra familien - men dem, der så virkelig gør det, ja de er jo tydeligt indviet i et broderskab vi andre ikke forstår, men ørenlyst kan høre. I den forstand ligger der jo også et signal om at man er stolt over sin slægt og sit ophav. Man lægger ikke skjul på at være den man er - også selvom det indebærer en risiko for latterliggørelse og afsondring. Jo tydeligere det er, at man er sprogmafioso, jo bedre, for desto stærkere er man i troen og loyaliteten overfor familien. Alle ved at det var da Michael slap 'dialekten', at gnisten også slap op for ham - Don Vito talte det samme sprog hele sit liv og døde lykkelig i familiens skød og tårer.
Dialekten er altså en kriminel kultur - når man med kriminel mener båret af en vis afstandtagen til det omgivende samfund og simultan op- og udøvelse af koder og regler. Kriminalitet handler om berigelse og vækst - dialekten er også i sit væsen ekspansiv, fordi den er udadvendt og eksplicit. Men kriminalitet er på samme tid (heldigvis) begrænset af en slags moral og selvbeherskelse, der kræver en særlig (u)vilje i sin udførelse - ligesom dialekten er meget grænsebevidst og selvoptaget.
Spørgsmålet er så om de få, der taler en tydelig dialekt udenfor hjemstavnen - altså alle dem vi kan høre vi IKKE kan høre, når vi hører dem derhjemme - er ægte hårdføre kriminelle. Fuldbårne medlemmer af familien og stolte af det? Jeg tør ikke spørge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar