Wien - itinerarium constructio

Blauer Zweig

Jeg er på vej til Wien. Hvor heldig kan man være? Seks dage i den europæiske rygmarv. Jeg glæder mig. Og det på trods af, at mit kendskab til Wien er begrænset til den skyldige kulturelle ballast man altid bør have, og en enkelt regnvåd sommerdag i 2008, hvor vi cyklede ind og ud, og kun plukkede de allermest modne fugter. (Det var ved samme lejlighed jeg købte par #K2 - som man kan se på den anden blog (*). Følgende er første indlæg (no pun intended, da jeg passer skoene fint) i en førrejseguide til Wien.
Indtil videre er det lykkedes mig at få læst fire noveller af Stefan Zweig; Guvernanten, Brev fra en ubekendt, Tvang og Uventet bekendtskab med et håndværk, hvoraf kun de to foregår i Wien - Guvernanten og Brev fra en ubekendt - og i forhold til rejseforberedel-serne ikke på anden vedkommende måde, end den giver et indblik i borgerskabets diskrete harmende opførsel anno 20'erne. De er dog alle fire fremragende fortællinger - fremragende fortalte fortællinger.
I tilfældet Guvernanten (1911) ligger synsvinklen hos TO små piger, som i løbet af fortællingen nærmer sig en fælles forståelse af verdens urimelighed og deres store kærlighed til den titelbærende barnepige. For læserens øjne udspiller sig imidlertid et tragisk - melodrama-tisk er nok mere passende - scenarie, hvor guvernantens sociale og eksistentelle livsbane blotlægges så man skammer sig på sit køns vegne. De to spor; som man med fuld ret kan kalde virkeligheder, står og skubber mod hinanden hele vejen til den uhyggelige slutning, der mere efterlader de små piger, end guvernanten og læseren i det kolde mørke. Novellen Brev fra en ubekendt, hvis titel er en af de få jeg kender til i litteraturens verden, hvor fortællerens tone - ikke forfatterens teleskop - har fundet ind (Blicher kan også), er en ligeså lidt flatterende beskrivelse af en Wienerresiderende forfatter(!), som tilskrives af en beundrerinde, men hvis beskrivelser af nattelivet blandt rige mænd og prostituerede kvinder er særdeles stemmingsfulde, og derfor i rejseforberedelsessammen-hæng ganske inspirerende. Vi er i samme leje som Schnitzlers Träumnovelle/Kubricks ret stærke gendigtning.Der spares ikke det hele taget ikke på de store og stærke, fortærende og provokerende følelser hos Zweig. De er båret af et sprog, sjældent spændstigt og blomstrende - også langt mere end godt er - men dragende og masturberende som det nu er; meget tilfredsstillende. Især når det er et selv, der fortæller. Som i novellen med den besynderlige titel Uventet bekendtskab med et håndværk, der så foregår i Paris - og helt givet må være inspireret af Poes MODER-DNA'ske fortælling om manden i mængden. Her får vi ikke at vide, om fortælleren (også) er forfatter, men hans sprog tyder på det: "Dette søde under skyldtes et skybrud, en af hine kapriciøse aprilbyger, ved hvilke foråret så ofte uopdragent forkynder sin ankomst. Allerede på vejen hid var vort tog kørt mod en horizont, der hang sort ned fra himlen over markerne; men først ved Meaux - da forstads-husene allerede strøede deres legetøjsklodser ud over egnen, og de første plakattavler skrigende hævede sig af det dybtforargede grønne, og den bedagede englænderinde over for mig i kupeen var begyndt at samle sine fjorten tasker og flasker og rejseetuier sammen - først da brast den endelig, den svampede mættede sky, som vred og blyfarvet var løbet omkap med vort lokomotiv siden Epernay." Denne mand kan lide at høre sig selv tale. Han tror han afslører sine ører, men det er hans tunge. Oversættelsen har "bibliotikar Helge Kjærgaard" foretaget for Jespersen og Pio i løbet af 1972.
Rejsen er begyndt.